Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8074Visninger
AA

21. Disappeared


”Deres pas, Hr.” Den ældre dame ved indgangen til mit fly spurgte efter mit pas, og jeg rakte hende det med et venligt smil. Jeg havde gjort dette omkring en million gange før – hvis det kunne gøre det. Drengene og jeg var klar til at flyve til Los Angeles for at optage til det nye album, som vi forventede ville komme ud til vinteren engang. Vi havde rejst rimelig meget inden for de sidste par dage, så jeg ikke var lidt forvirret omkring, hvor jeg befandt mig henne i verdenen. Det var jetlaget; men jeg troede, at jeg var i Sverige måske. Den ældre dame i sit stramme og fine arbejdstøj rakte mig mit pas igen, inden at hun ønskede mig en god rejse. Jeg tog imod mit pas, og skulle lige til at gå ombord på flyet, da min telefon begyndte at ringe.

”Hallo?”

”Harry, du bliver nødt til at komme hjem, nu!”

”Wow, rolig! Olly hvad sker der?” 

Det plejede slet ikke at ligne Olly at ringe med sådan en udmelding. Måske var han fuld, måske var det en prank? Ja, for han kunne finde på de værste pranks, og det forvirrede mig omkring, hvordan jeg skulle reagere på hans opkald. Han lød stresset, skræmt og ikke mindst alvorlig.

”J-jeg.. Jeg ville smutte forbi Dani, for jeg var bekymret for hende, nu hvor hun stod alene med Valerie og sådan. Men..”

”Olly, hvad er der sket?”

Jeg kunne høre på min egen stemme, at den blev dyb samtidig med at den hævede sig. Jeg var sikker på, at Paul som stod bag ved mig, kiggede uforstående på mig, samtidig med at han blev ekstra opmærksom på folkene omkring os i lufthavnen. Jeg gjorde ikke et særlig godt forsøg på at virke usynlig lige nu, men Olly begyndte at gøre mig nervøs. Jeg kunne ikke klare tanken om, hvis der var sket noget med hverken Danielle eller Valerie. De var mine to piger, mine guldklumper.

”Lejligheden brændte! J-jeg fandt Valerie inde i stuen. Vi er lige nu på hospitalet i London. Hun har været på operationsbordet i en time nu, men hun er voldsomt forbrændt. O-og… jeg ved ikke, hvordan hendes chancer er.”

”Å-å Gud…”

Jeg hørte min stemme knække over, da jeg ubevidst knyttede min frie hånd, og førte den op foran mit ansigt. Det var som om, at min verden gik i stå. Jeg blev ved med at prøve at forstå, prøve at forstå hvad der var sket, men det var som om, at det aldrig helt gik op for mig. Det lå så surrealistisk for mig, at min lille nyfødte datter, min smukke lille datter lå på hospitalet, forbrændt. Jeg prøvede at samle brikkerne i mit hoved, samtidig med at prøvede at forhindre tårerne i mine øjne i at løbe ned langs mine kinder.  Jeg turde ikke tænke på, hvordan Danielle måtte have det, det var nok derfor Olly ringede; måske var hun for opsat til at kunne snakke? Hvis ikke…

”H-hvad med Dani? Er hun kommet noget til?”

”…Jeg ved det ikke. Jeg kunne ikke finde hende i lejligheden, da jeg fandt Val. Brandmændene er ved at slukke branden i øjeblikket, og … Jeg tør ikke tænke på det, Harry.”

Der gik længe før, at jeg kunne åbne munden for at sige noget til ham. det var som om, at mine tanker eksploderede, og hvert et lille stykke skar i mit hjerte. Jeg søgte mod en af de mange stole, for at støtte mig op af noget. Mine ben truede med at give efter under mig, og mit syn blev sløret, da det var umulig for mig at holde tårerne tilbage. Jeg kunne ikke tro det. Var hun … død? For… Danielle ville aldrig bare efterlade Valerie i lejligheden, det kunne jeg ikke tro. Faktisk, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tro, for det hele føltes så uvirkelig for mig. Så uvirkeligt at tro på, når jeg endelig troede, at min lykke ikke kunne blive større.

”J-jeg… kommer derhen med det samme!” Jeg var ikke klar over, hvor jeg skulle gøre af mig selv, da jeg lagde min telefon tilbage i min jakkelomme. Jeg stod midt i lufthavnen, og skulle til at tjekke ombord på flyet, da Olly ringede. Min lejlighed stod i flammer af ukendte årsager, og jeg vidste ikke om min familie ville overleve. Om min datter overlevede, om Danielle overhovedet levede?

 

* * *

 

Jeg fik aldrig rigtigt forklaret drengene, hvorfor jeg blot forsvandt som dug fra solen, men der var bare ikke tid til at forklare, hvorfor. Måske handlede det ligeså meget om, at jeg ikke kunne forklare dem det. Danielle var også gået hen, og blevet en tæt ven af drengene, og jeg havde ikke brug for at skulle koncentrere mig om dem også i øjeblikket, når de engang fik at vide, hvad der var sket. Det næst værste var, at medierne snart ville blande sig i ulykken, spørge om unødvendige ting, som ikke vedkom dem.

Stresset, skrækslagen og forpustet styrtede jeg op af trapperne til 3. sal, hvor den flinke dame bag skranken på hospitalet havde fortalt mig, at Valerie blev opereret på. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte, at jeg stod i en situation, hvor jeg kunne gøre absolut ingenting. Jeg vidste, at Olly ville være hospitalet ved Valerie indtil, at jeg kom, men han havde ikke givet lyd fra sig, om hvordan det stod til med hende. Og det skræmte mig.

Jeg drejede rundt om et af de mange hjørner, som der befandt sig på et af de mange hvidbeklædte gange, da jeg fik øje på Olly. Han sad ude foran noget, som skulle ligne en operationsstue, men jeg var ikke sikker. Jeg stoppede op, da han vendte hovedet i min retning, og rejste sig hurtigt. Hans ansigt var smurt ind i sod fra ilden, og få sår var til at ane under den sorte sod fra hans ansigt. Dette var langt fra en prank, det var til at se nu, og jeg mærkede, hvordan min mave trak sig sammen, og nærmest fremprovokerede kvalmen.

”Der er intet nyt derinde fra.” Han rystede langsomt på hovedet, før hans blik søgte det hvide gulv under os, og jeg mærkede hvordan min krop stivnede.

”H-hvad med Danielle? Er hun..?” Jeg kunne ikke fremtvinge de sidste ord henover mine læber, måske var det ligeså meget fordi, at jeg ikke ville høre mig selv sige dem, eller tro på dem. Jeg nægtede at tro på, at hun var omkommet, at hun var væk. Jeg turde ikke tænke tanken til ende, for jeg havde elsket hende hver evig eneste dag, og hvis jeg havde mistet hende, ville jeg savne hende hver evig eneste dag, resten af mine dage.

”Jeg ved det ikke. Jeg fik et opkald fra brandvæsnet få minutter før, at du kom. De fandt ingen tegn på et lig i lejligheden, så sandsynligheden for, at hun slet ikke var til stede, da branden fandt sted er ret lille.” Jeg kunne se, at han sank en tung klump, som han en smule forsigtigt lagde sin hånd mod min skulder i en trøstende gestus.

Jeg forstod det ikke helt. Sagde han, at brandmændene ikke fandt noget lig – eller rester fra et? Så hun havde ikke været til stede under branden? Eller var hun flygtet? Jeg kunne ikke samle brikkerne inde i mit hoved. Men én ting stod lysende klart for mig. Hun var måske stadig i live, men hvor hun kunne være henne, vidste jeg ikke.

”Kan du blive her, hvis der skulle ske noget med Valerie?” Min hjerne arbejde på højtryk, for at prøve at strikke en plan sammen inde i mit hoved. Jeg så på ham med et bedende men alvorligt blik, som jeg holdt vejret blot for et øjeblik.

”Jo selvfølgelig, men … Vil du prøve at finde hende?” Spurgte han en smule uforstående. Jeg ignorerede hans spørgsmål, som jeg sendte ham et lettet smil, inden at jeg klappede ham på skulderen et par gange, som en form for tak.

”Ring til mig, lige så snart, at du hører fra lægerne!” Sagde jeg til ham, før jeg tog et skridt tilbage, og tog en dyb vejrtrækning. Jeg var tryg ved at lade Olly vente her på hospitalet; jeg stolede på ham. Jeg kunne ikke blive siddende her, bare vente på nyt. Jeg vidste ikke, hvor Danielle var henne, om hun var okay?

 

* * *

 

Jeg vidste ikke konkret, hvor jeg skulle lede efter hende henne, for jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvor hun ville være. London var en stor by, det var ikke lige sådan at finde en person, som var rendt bort eller forsvundet. Én ting som jeg var sikker på, var at hun ikke var hos Olly, for så ville han have stødt på hende, og hun ville ikke have rejst hjem til sine forældre, det nægtede jeg at tro på. Danielle havde aldrig været typen, som kom til sine forældre, hvis hun manglede hjælp. Det var altid Olly.

Mine øjne skimtede hver en sorthåret kvindes ansigt, da jeg med hastige skridt bevægede mig ned af en af sidegaderne fra lejlighedskomplekset, hvor vi nu engang havde boet indtil få timer siden. Der måtte have været en grund til, at hun forlod lejligheden, men den grund kendte jeg ikke til, og det pinte mig. Det åd mig op indefra. Mulighederne for hvor hun var, var uendelige. Hun kunne sidde i et hjørne græde for sig selv, hun kunne have været blevet overfaldet af paparazzier, en syg voldtægtsmand. Jeg turde ikke tænke mine tanker ende, for de var ikke just positive eller kønne. Jeg frygtede det værste.

Der var ingen butikker, som havde åbent på dette tidspunkt af aftenen, og de fleste caféer var begyndt at lukke, så jeg udelukkede hurtigt den mulighed. Min største frygt var, at hun befandt sig et sted, og hun var kommet til skade, eller frøs sig selv ihjel. Jeg drejede ned af en lidt smallere gade, hvor der lå nogle små snuskede natklubber, hvor ”drankerne” holdte til eller de lidt mere creepy typer holdte til. Fyre som ikke havde nogen form for profession eller uddannelse, eller for den sags skyld et arbejde. Det var som om, at noget i mig fortalte mig, at jeg skulle gå ind og kigge; bare for at være helt sikker på, at Danielle var derinde. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg havde passeret hende uden at være klar over det.

Jeg tog de små trin op til den mørke dør i et skridt, som jeg roligt åbnede døren. Jeg blev ramt af en stærk lugt af røg og vodka i ansigtet, idet at jeg trådte ind på den lille natklub. Det var afskyeligt, og jeg huskede pludseligt, hvorfor det var, at jeg aldrig var i det her kvarter. Her var decideret klamt. Jeg ville til at vende mig rundt, forlade klubben, da jeg hørte en så velkendt latter, at det fik mit hjerte til at skippe et slag, og hårene på mine arme til at rejse sig.  Jeg vendte mig rundt endnu engang, for at se hende føre glasset op til sine læber, da hun lænede hovedet tilbage, for at hælde noget af glassets indhold i sig. Hun var ikke alene, hun sad omkring et bord med en masse fyre, der var nok til, at alle siddepladser var optaget, så hun havde sat sig på en af fyrene, for at være med.

Mine øjne havde svært ved at vende dig til det skarpe lys fra diskotekets lamper, men da jeg først spottede hende ved bordet, var det nærmere det skarpe stik af jalousi og vrede, som tog fat i mig, da jeg så hende sidde der. I hurtige skridt begav jeg mig over imod bordet, og lod mine hænder falde tungt på bordpladen foran hende. "Danielle, hvad laver du her?"

Hun fløj nærmest op, så forskrækket blev hun, da hun fik øje på mig. Hun havde nok ikke forventet at se mig her overhovedet. "Heyyyyy hon! Jeg snakker lige med de her fyre," hun fik det til at lyde så naturligt - så naturligt, at det var forfærdelig at høre hende sige. Provokerende ligefrem. Det var det ikke svært på hende at se, hvor langt væk hun var - eller lugte. Hun stank direkte af vodka, og jeg kunne se på hendes pupiller, at de var større end normalt, selv når man drak. Et stik af bekymring kom frem i mig, da tanken om narkotika kunne være indblandet i dette, kom frem i mine tanker.

"Åh ja.. Hvad med Valerie, har du talt med hende for nylig?" Selvom jeg burde give hende en fair chance, så forstod jeg virkelig ikke, hvorfor hun havde gjort det - derfor var jeg også en tand mere spydig, end jeg normalt ville have været. Men jeg havde været så bekymret for hende, og at finde her var nok ikke, hvad jeg havde ønsket allermest.

"Hun kan jo ikke tale, fjolle!" Hun blev tavs for et øjeblik, da det muligvis appellerede til nogle tanker og følelser, som hun forsøgte at glemme. Hun fjernede sit blik fra mig, før hun slog et lille fnis op. Det havde ingen sammenhæng, hvad hun sagde, eller gjorde.

"Hun har været tæt på at dø.. Det er du godt klar over ikke?" Hårdheden i min stemme var falmet en smule, da usikkerheden og smerten begyndte at stikke i mig. Hvordan skulle jeg få hende til at forstå, hvad der var sket, og hvor alvorligt det egentlig var?

"Hvorfor? Faldt hun ud af vuggen?" Hun satte sig lidt bedre til rette oven på fyrens skød, som hun sad oven på. Hun vidste godt, hvad det var, som jeg snakkede om, hun turde bare ikke indrømme det overfor mig. Derfor kiggede hun ned i jorden, hvilket fik hende til at falde en smule fremover, grundet af hendes fuldskab. Jeg tog per automatik et skridt frem mod hende, for at være klar til at gribe hende, hvis hun fik overbalance.

"Nej, du havde forladt hende alene tilbage med levende lys.. Hun kunne være blevet kvalt i røg, Danielle, hun er på hospitalet nu!" Jeg prøvede virkeligt ihærdigt at bevare roen, men det var svært, og jeg måtte snøfte en enkelt gang, for at holde sammen på mig selv og mine tårer. Jeg var ikke den sentimentale type, som græd ofte, men hvordan kunne jeg undgå at græde i øjeblikket? Min spæde datter lå på hospitalet, muligvis nær døden, og min kæreste havde drukket sig selv så langt under, at det gjorde ondt at se på hende.

Hun var helt stille, da hun hørte sig selv snøfte engang, før hun så op på mig. "Men hun lever, og mere skete der ikke,"

"Hun er meget syg, røg i lungerne og luftvejene! Det er farligt!" Jeg rev mig selv lidt i håret før, at jeg måtte gnide mig i øjet for at fjerne tårerne "Forstår du slet ikke alvoren?”

"Jeg forstår godt, hvad du siger, jeg er ikke et barn, Harry! Men der var nok en grund til, at jeg efterlod hende! Jeg kan ikke rumme det hele! Og du skrider og rejser, som det passer Mr. Styles!" Hendes stemme hævede sig, og den truede med at knække. Hendes mascara var tværet ud i hendes ansigt, og hun lignede en hængt kat, som hun så ud. Alligevel fandt jeg hende stadig smuk, selvom situationen ikke just var til komplimenter. Jeg sukkede lavt for mig selv, da jeg blev ramt af hendes ord.

”Okay, nu har du overskredet grænsen, Dani,” mumlede jeg nærmest vredt, da jeg virkelig ikke kunne holde sammen på mig selv længere. Jeg havde ikke lyst til at stå her, og blive svinet til i offentligheden, så jeg bukkede mig ned, og vippede hende over min højre skulder, for at fange hendes ben med mine arme. ”De herre,” mumlede jeg muggent, før at jeg begav mig udgangen af natklubben.

”Sæt mig ned! SÆT… MIG… NED!” Blev hun ved med at skrige, som hun med et par ynkelige knytnæver slog mig på ryggen, men jeg var efterhånden så ligeglad. Da jeg holdte vores datter for første gang, havde jeg ikke set mig selv stå i denne situation. Aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...