Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8074Visninger
AA

10. Dashes

Drengenes turné rundt i England - inkl. Scotland og Irland var allerede startet, og var faktisk allerede ved at række mod nye verdensdele. Der var allerede små to dage til, at jeg endnu engang måtte følge Harry til lufthavnen en tidlig morgen. Jeg hadet den følelse dagene op til, at han skulle rejse. Men denne gang mere end nogensinde. Denne her gang ville blive mere ensomt end nogensinde. Jeg kunne ikke tage på arbejde, og jeg kunne ikke holde til at shoppe. Jeg kunne faktisk ingenting, med andre ord, følte jeg næsten, at jeg havde en sygdom.

Min mave var allerede så småt begyndt at bule ud, og for at være helt ærligt, så havde jeg virkelig svært ved at se på det. Tanken om at blive tyk og rund, den skræmte mig fra vid og sans, og samtidig med at Harry snart rejste, og lod mig stå tilbage med det hele, gjorde det bestemt ikke bedre. Men vi havde lavet en aftale om, at de dage mellem koncerterne, hvor han ville have fri, ville han komme hjem til mig. Mere forlangte jeg ikke lige nu, for Olly og Christina ville være her til at passe mig op, når jeg ikke selv kunne.

Harry og jeg havde ikke skændes siden den aften, og jeg følte faktisk, at alvoren for engangsskyld var trængt helt ind i hovedet på ham. Han kunne altså ikke gøre alt det, som han ville længere, for han havde ligesom en pligt, som han skulle leve op. Jeg stolede på ham, jeg stolede virkelig på, at han kunne klare den her faderlige rolle overfor barnet, når tiden var inde til det. Men at han også kunne være her for mig, som han altid havde været?

Men måske tog jeg fejl?

Jeg var lige kommet hjem fra en frokostaftale med Olly, da jeg kom hjem til en tom lejlighed, som ikke var efterladt i samme stand, som da jeg tog afsted. Jeg vidste, at Harry ville være ovre ved Zayn sammen med de andre drenge, Victoria og Christina, så det undrede mig lidt, at der var sat to kopper te frem, som endnu ikke var lavet færdigt. Jeg tænkte faktisk ikke mere over det, inden at jeg besluttede mig for at sætte mig ind i stuen.

Det kunne sagtens have været mig selv, som havde tænkt på tidligere, at jeg ville gøre klar til en kop te til Olly og jeg, hvis han tog med hjem. Men pointen var, at det ikke var noget, som jeg lagde mere mærke til, da jeg lod mig træt dumpe ned i den bløde sorte sofa foran tv’et. Selvom jeg kun var i 3. måned af graviditeten eller dvs. 12-13. uge, så skulle der stadig ikke særlig meget til, før at jeg blev udmattet og træt. Jeg levede jo nærmest allerede for to.

Jeg fik øje på Harrys lysebrune sweatshirt, som lå på kanten af sofaen. Han havde den altid med, når han skulle på turné, altid. Også selvom det var ved at være sommer. Jeg vidste heller ikke, hvor tit at jeg havde sovet i den trøje, eller bare gået rundt i den, så jeg forstod godt, hvorfor han elskede den så meget. Bare tanken om, at han snart ville rejse, gjorde mig utrolig trist til mode. Jeg burde virkelig være vant til det, men det havde bare aldrig været nemt, og det blev det heller ikke med tiden.

Mens jeg sad, og stenede noget Kongen af Queens, sad jeg ubevist, og pillede ved det lille vedhæng på min halskæde. Det var en halskæde, som Harry gav mig på vores første månedsdag. Det var en sølvkæde med et hjerte som vedhæng. Det var ikke bare en klump sølv formet som et hjerte, det var en massiv – men fint håndlavet vedhæng, som formede sig smukt i et hjerte.

Jeg var utrolig glad for det smykke, og det var dér, at jeg fik en idé, da mit blik gled henover Harrys lysebrune trøje endnu engang. Uden tøven rejste jeg mig op fra sofaen, for at finde en nål og tråd frem fra en lille sykasse, som jeg havde til at stå henne på reolen – smart sted. Jeg fandt hurtigt en tråd, som nogenlunde matchede den farve, som sweatshirten havde. Jeg tog forsigtigt min halskæde af, for at lade dets vedhæng glide ned i min hånd.

Det virkede måske en smule pladderromantisk at sidde her, og sy mit vedhæng ind i hans ærme omkring håndledet, men jeg ville gerne give ham den med, når han skulle afsted, fordi at jeg vidste, at denne her gang ville være svært for ham. Længe før at jeg gik hen, og blev gravid, havde han snakket om, hvor meget han glædede sig til at få børn, og følge deres opvækst, og lære dem om livet. Men han ville ikke engang få muligheden for at følge dets opvækst, som en normal far.

Bare tanken om det gjorde mig endnu mere trist til mode, så jeg skyndte at sy vedhænget fast i hans højre ærme, inden jeg lagde nål og tråd fra mig. Selvfølgelig glædede jeg mig til at vise det til Harry, for at se hans ansigtsudtryk, når han opdagede vedhænget, som var syet fast til hans trøje. Men mere nåede jeg ikke at tænke, før at jeg kunne høre hoveddøren blive lukket i – tøvende – og et par tunge skridt nærme sig stuen, da de nærmest blev slæbt henover trægulvet mellem gangarealet og stuearealet.

”Harry?” Halvråbte jeg, da jeg vendte min opmærksomhed mod åbningen til stuen, for at se ham dukke forsigtigt op i døråbningen. Han blev bare stående der, med et direkte såret blik i øjnene. Hurtigt slukkede jeg for tv’et, da jeg med det samme kunne mærke, at der var noget helt galt. Det var udtrykket i hans øjne, som nærmest skreg til mig, at alt var langt fra godt, og jeg fik fornemmelsen af, at det her ikke bare var noget, som var sket, men noget som ville ændre en del. Jeg håbede bare virkelig, at jeg tog fejl.

”D-dani, jeg…” hans stemme rystede voldsomt i takt med, at han prøvede at åbne munden, men der skete ikke rigtigt noget. Hans øjne flakkede rundt i stuen, som om at han ikke kunne se på mig, som om at det nærmet gjorde ondt, hvis han gjorde det.

”Hvad er der galt? Er der sket noget?” Spurgte jeg ham forsigtigt, men jeg kunne fornemme på min egen stemme, at jeg lød nærmere sagt mere bekymret end forsigtig. Hurtigt rejste jeg mig fra min plads i sofaen, for at gå henover gulvtæppet, og standse op foran ham. Jo tættere at jeg kom på ham, jo mere kunne jeg se, at han havde grædt, for hans øjne var røde og tårevædet.

"Jeg har.... Jeg har v-været sammen med en," jeg kunne se tårerne hobe sig op i hans øjne endnu engang, før han brød grædende sammen foran mig. Nok havde jeg set ham græde mange gange, men aldrig i så voldsom grad.

"Jeg..... Jeg....." *han slog blikket væk fra hende, som han forsigtigt bakkede et skridt tilbage fra mig, men jeg fulgte hurtigt efter ham.

"Hey, hey, hvad sker der, skat?" Jeg prøvede at berolige ham, idet jeg rakte ud efter ham, for at tage fat omkring hans skulder, for at stoppe ham lidt i at gå længere tilbage.

”Du hvad?!" Jeg slap langsomt hans skulder, da jeg så på ham med et måbende udtryk, inden at jeg slog mit blik ned i jorden, fuldstændig mundlam over hans konstatering.

"Undskyld, jeg ved ikke, jeg ... Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, jeg... Jeg tænkte ikke, jeg - jeg..."

"Fortæl mig, at det ikke er sandt..." hviskede jeg nærmest, inden at jeg efter lang tid så op på ham med tårer i øjnene. Jeg kunne ikke tro mine egne øre. Havde han været sammen med en anden? En anden pige. Hans ord gentog sig inde i mit hoved op til flere gange, da tårerne langsomt begyndte at trille ukontrolleret ned af mine kinder.

"Jeg......Jeg er så ked af det,"  han snøfter et par gange, før han med rystende hænder rakte ud efter mig, men jeg skyndte mig, at slå dem væk, idet jeg trådte væk fra ham.

"Du skal ikke røre ved mig,” Jeg blev ramt på så mange punkter, da det ligesom gik op for mig, at han mente det, og det ikke bare var mig, som der hørte forkert. Nok vidste jeg, at Harry ikke brød sig om, at jeg bestemte over ham, men jeg havde alligevel ikke forventede, at han ville gøre sådan noget her. Det føltes som om, at jeg blev ramt af en kniv lige i hjertet. Jeg mistede vejret fuldstændig, og det hele virkede pludseligt så meningsløst.

"Undskyld, undskyld, jeg... Jeg ved ikke, hvad der gik af mig," han tørrede et par tårer væk fra sine kinder, inden han så på mig med dirrende læber.

"DIN IDIOT!" Skreg jeg, efter at jeg var gået et skridt væk fra ham. Chokket, gråden og sorgen vendte sig lige pludselig til at blive til vrede, som kogte i mig. Alt inde i mig kogte af raseri, og jeg holdte overhovedet ikke igen, da jeg råbte det efter ham, og jeg fortrød det ikke engang.

"Jeg ved det godt, jeg ved det godt," til min overraskelse accepterede han min vrede, mens han så ned i jorden med tårerne løbende ned af kinderne, da han slet ikke vidste, hvordan han ellers skulle reagere. Han så så hjælpeløs ud, men jeg var ret ligeglad med ham.

"Åh Gud," min stemme knækkede over, da jeg hulkendende, tog mig til hovedet, og gik langsomt tilbage i stuen, da jeg mærkede, hvordan mine knæ begyndte at ryste voldsomt, og det hele et øjeblik virkede uklart for mig.

"Jeg hader mig selv - jeg ... jeg ved slet ikke, hvad jeg tænkte i det øjeblik, jeg - jeg tænkte slet ikke!" Snøftede han endnu engang, men jeg ignorerede blot hans mange undskyldninger, da de overhovedet ikke hjalp ham.

"H-har du? Jeg kan slet ikke sige det! Har du været i seng med hende?" Jeg blev simpelthen nødt til at spørge ham. Selvom jeg ikke havde lyst til at kende svaret på mit spørgsmål, så måtte jeg bare vide det. Bare tanken om, at han havde presset sine læber imod et par læber, som ikke var mine, kærtegnet en kind, som ikke var min, eller kastet sig over en krop, som ikke var min, gav mig enkelt sang kvalme, og det var som at hælde salt i det sår, som allerede var åbent.

"Nej... Det har jeg ikke,"

"Hvem er det så? Hvad hedder hun?!"  Den snert af gråd, som var skudt op i et ganske kort øjeblik blev hurtigt erstattet med en massiv vrede, som jeg prøvede at holde igen på. Normalt ville jeg overhovedet ikke reagere på denne her måde, men mine hormoner fløj ukontrolleret rundt i min krop, og jeg havde ingen kontrol over dem. Ligesom at jeg ingen kontrol havde over Harry længere.

"H-hun hedder Elizabeth..." Jeg kunne se ham synke en klump, inden han fortsatte sin sætning. "Elizabeth Clayton..."

Det var simpelthen løgn. Elizabeth Clayton, datter af en af Englands absolut rigeste og mest royale familier – udover kongehuset, selvfølgelig. Hun var tit på forsiden af sladderbladende, eller på forsiden af mange forskellige tøj magasiner. Jeg havde altid beundret hende slanke væsen, hendes smukke blonde hår og hendes ansigtstræk. Hun virkede så perfekt, uopnåelig og klassisk, men hun var ikke andet end en mær!

Jeg vendte mig om mod ham, for at bide mig hårdt i underlæben, hvorefter at begynde at slå på hans brystkasse. Jeg slog ikke til med alle min kræfter, det kunne jeg dog ikke få mig til. Men jeg lod alligevel skiftevis mine knyttede næver ramme hans hårde brystkasse, i takt med at jeg nærmest græd lydløst. Han gjorde ingen modstand, eller forsøgte at stoppede mig i at slå løs på ham.

"Undskyld," hviskede han blot, mens tårerne forsatte sin vej nedover hans kinder.

"Hvorfor Harry?" Hulkede jeg hysterisk, da jeg holdte op med at slå på ham, og lod mine arme falde ned langs min side. Jeg vidste godt, at det ikke nyttede noget at slå på ham, men jeg havde brug for at afreagere, virkelig.

"Jeg ved det ikke.... Jeg.... Jeg... ved det ikke,"

"Hvor længe har det stået på?" Endnu et spørgsmål, som jeg ikke havde lyst til at kende svaret på. Jeg vidste ikke, om det var en langvarig affære, at han havde haft med hende Elizabeth Clayton, eller hvad det var.

"Kun den ene gang, jeg sværger!" Han hev næsten lydløst efter vejret, da han så på mig med sine røde øjne.

"Var der ikke noget inde i dit hoved, som sagde til dig, at du skal være far!? Også gør du fandme det her!?" Jeg bakkede et skridt længere væk fra ham, for nærmest at råbe det efter ham. Jeg kunne overhovedet ikke håndtere situationen eller tanken om, at jeg nu for alvor stod helt alene med et barn, og et ødelagt forhold.

"Jeg ved det godt, okay? Jeg ... Jeg," Igen kunne jeg høre ham begynde at græde, inden han kørte en hånd igennem sit hår, som lagde sig ned efter presset fra hans hånd.

"Det gør du jo tydeligvis ikke!?" Råbte jeg nærmest efter ham igen, da jeg stadig ingen kontrol havde over min krop, min situationsfornemmelse eller følelser.

"Undskyld..." sagde han endnu engang, inden at han så ned på sine fødder. Jeg kunne se, hvordan hans krop rystede over det hele, men jeg forstod det egentlig ikke. Det var som om, at jeg var et helt andet sted, fremfor at være her sammen med ham. Det var som om, at en usynlig mur adskilte os fuldstændigt.

"Stop med at sig det!" Jeg tog mig til hovedet i frustration, da havde sagt undskyld mindst hundrede gange, men det hjalp ham ikke videre. Jeg tilgav ham ikke af den grund. Nok vidste han, at han havde dummet sig så umådelig meget, men det forhindrede ikke, at han havde kysset med en anden.

"Undskyld..."  Det var dråben, som fik glasset til at flyde over, da jeg rakte ud efter den hvide sofapude, som lå tættest på mig, for at kyle den lige i hovedet på ham. "DIN KÆMPE NAR!” Jeg havde ingen ord, som kunne beskrive vreden indeni mig lige nu, men jeg lod den gå fysisk udover Harry.

"Jeg ved det godt," han tog hånden op foran sit hoved, da han sikkert var bange for, at jeg skulle finde noget hårde at kaste efter ham. Desværre havde jeg intet lige nær mig, som var hårdt nok.

"Jeg troede, at du var blevet klogere!" Råbte jeg vredt efter ham, eftersom at jeg rakte ud efter endnu en sofapude, som jeg kastede efter ham. Jeg var faktisk ligeglad med, om den ville ramme ham eller ej, jeg blev bare nødt til at afreagere på en eller anden måde, for ikke at gøre noget dumt.

"Det troede jeg også, og jeg er virkelig en kæmpe idiot," han tog et par skridt tilbage, for at undvige den flyvende sofapude, og søge dækning bagved spisebordet.

"Og jeg kan ikke få en abort længere! Din...!" Jeg var løbet tør for sofapuder, så jeg greb ud efter den lysebrune sweater, som jeg for mindre end 10 minutter siden, havde siddet og syet mit vedhæng i. Men det kunne være lige meget nu. Der havde været en anden pige, og han måtte hellere end gerne få den tilbage, så jeg kastede sweateren efter ham.

Jeg havde fortrudt af hele mit hjerte, at jeg ikke fik den abort, da jeg havde chancen, fordi det kom et eller andet sted ikke bag på mig, at der ville gå et eller andet galt inden. Og jeg skulle have lyttet til mig selv, for engangsskyld. Jeg havde ikke lyst til at gå igennem så meget smerte for en person, som jeg alligevel ikke ville kunne dele glæderne med. Og desuden ville jeg ikke kunne give det lille barn den familie, som han eller hun fortjente.  

"Du skal heller ikke have nogen abort Danielle, du må ikke nævne det," han rejste sig op i sin fulde højde bag spisebordet, for at gribe sweateren i en elegant bevægelse. Han så på mig med et såret udtryk i øjnene, inden han knugede trøjen i sin hånd.

"Det skal jeg nok alene bestemme! Men kan du gøre som du vil, så kan jeg fandme også!" Jeg holdte inde med at kaste ting efter ham, da jeg var løbet tør for ting at kaste efter ham. Jeg tror, at jeg valgte at tage sagen i egen hånd, med hensyn til ’vores’ barn. Kunne han gøre, som der passede ham, så kunne jeg også. Det var mig, som skulle leve for to, bære for to mennesker så skulle jeg nok også bestemme for os begge to.

"Jeg ved det... Du har ret," sukkede han med et snøft, efter han havde stået i tavshed nogle sekunder, som han krøb helt frem fra sit skjulested stadig med sweateren i hånden.

"Jeg kan ikke det her, Harry," jeg tog mig til hovedet endnu engang, for denne gang, at køre mine hænder igennem mit hår, da jeg på kanten til at bryde ud i gråd hev efter vejret. Det føltes som, at jeg havde fået kylet en bautasten lige i maven, så jeg ikke kunne trække vejret overhovedet. Jeg følte mig samtidig så splittet, fordi på den ene side, så havde ikke lyst til at forlade ham, fordi jeg stadig var så tåbelig forelsket i ham, men på den anden side, så kunne jeg heller ikke se, hvorfor at jeg skulle blive hos ham.

"Det må du ikke sige, please," da jeg kiggede op, så jeg tårerne trillede ned langs hans kinder endnu engang. Hvorfor gjorde det så ondt på mig, at han sagde det? Var det fordi, at det bare splittede mig endnu mere?

"Men... du... gør det jo klart for mig, at jeg ikke kan stole på dig," jeg slog frustreret ud med den ene arm, idet jeg lænede mig lidt fremover. Det var først, da smagen af salt ramte min tunge, at det gik op for mig, at tårerne også trillede ned af mine kinder.

"Det sker i-ikke igen... Om jeg så skal låses inde i lejeligheden for evigt!"

"Nej det sker ikke igen! Men du kan gøre, som du vil Harry! Jeg er SÅ ligeglad!" Jeg så op på ham med et alvorligt blik, inden jeg sukkede tungt. Alle muskler i min krop var fuldstændigt spændt op, og mærkede først nu, hvordan smerten bredte sig i mine muskler.

"Du må ikke være ligeglad!" Måden han sagde det på, måden hans øjne så på mig på, tiggede mig nærmest om, ikke at være ligeglad, og det var jeg heller ikke. Det var nærmere sagt noget, som jeg bare sagde, for at såre ham. Normalt ville jeg aldrig såre ham, men mine hormoner løb fuldstændig af mig med, og jeg var overhovedet ikke mig selv lige nu.

"Det kan du da?”

"Jeg er ikke ligeglad...."

"Men du kan ... være sammen med den snobbede gås, fremfor at være loyal overfor mig? Er det fordi, at jeg er tyk!? Er det derfor? Du kunne for helvede bare have sagt til mig, hvis du ikke ville have det dumme barn, eller hvis du trængte til en pause!?" Jeg havde så mange spørgsmål, som brændte inde i mig, som jeg gerne ville have svar på, selvom jeg måske ville brænde mine fingre, men jeg var ret ligeglad. Jeg havde brændt mig rigeligt i forvejen.

"Jeg trænger ikke til en pause Dani, jeg er virkelig ked af det, og jeg hader mig selv for det!" Snøftede han bare, inden han prøvede at holde sine tårer tilbage ved han blinke et par gange.

"Hvad er det så!?" Det her førte efterhånden ingen steder hen, jeg fik ikke svar på de ting, som jeg ønskede. Det sårede mig blot mere, at han ikke bare kunne fortælle mig det hele? Han havde såret mig nok til, at jeg ville kunne tage resten af skraldet, nu hvor han var så godt i gang med at hælde det nedover mig. 

"En dum handling.. En dum idiotisk handling, som jeg ville tage tilbage, hvis jeg kunne," han tørrede langsomt sine øjne med overfladen af sin hånd, da han kun havde en t-shirt på, men normalt havde tørt sine øjne af i sin trøje.

"Jeg troede virkelig på os, jeg troede faktisk på en familie sammen med dig, men du giver mig snart ikke noget valg!" Min stemme knækkede over, da et hulk fik mig til at skynde mig ind mod soveværelset. Stemningen, hans lamme undskyldninger, situationen bare det hele gav mig lyst til at stikke af. Jeg havde ikke lyst til at skændes mere med ham, nogensinde.

"Du må ikke give op på mig Dani, d-du må ikke g-give op på os!" Jeg kunne høre på lyden af hans stemme, og lyden fra hans fodtrin, at han fulgte efter mig ind til soveværelset, men jeg vendte mig ikke om, for at se efter.

"Giv mig én god grund, Harry! Du holder mig for nar!" Hurtigt fandt jeg en sportstaske frem, og smed den på sengen, for hvorefter skynde mig hen og åbne dørene til klædeskabet.

"Gør hvad du mener, at er nødvendigt, slå mig, had mig, grin af mig - please, du må bare ikke gå," jeg stoppede op et øjeblik, for at se ned på mine hænder. Min hjerne arbejdede på højtryk, for jeg skulle træffe et valg. Men hvordan kunne jeg blive her hos den, som jeg elskede, hvis han ikke elskede nok til at være mig tro? Givet mig forhåbninger om en lykkelig fremtid, hvorefter at svigte mig?

"Du kan beholde den der, som et minde," jeg så langsomt op på ham, for at nikke i retningen af sweateren, som han stadig holdte i hånden, uvidende om hvilken værdi den egentlig havde, ikke bare for ham, men også for mig, når jeg tænkte over det.

"Dani please,"  han greb hurtigt fat i dørkarmen for at støtte sig selv, da han rystede så meget, at han ikke kan stå på sine egne ben, samtidig med at han efter vejret. Nok var han ked af det, nok var han såret, nok følte han smerte og et tab, men ikke mere end jeg. Hurtigt smed jeg et par jeans ned i sportstasken, for at fylde den op, så meget som jeg nu kunne.

"Det var meningen, at vi skulle have et barn sammen, Harry. ET BARN!" Jeg slog ud med hænderne, for at høre, hvor højt mit stemmeleje egentlig var. Men det var overhovedet ikke gået op for mig, noget som helst. Jo, at han havde været mig utro, men jeg kunne bare ikke forstå det.

"Og det skal vi stadig have..."


Vedhænget Danielle fik fra Harry

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...