Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8045Visninger
AA

20. Cheers


Jeg havde overlevet de første dage i lejligheden som en familie. Ordet familie lød så mærkeligt, når jeg sagde det, men også når det strejfede mine tanker. Det var så malplaceret en tanke, måske fordi at jeg stadig var i chok over det hele. At jeg i en alder af 22 år var blevet mor, at jeg havde en forpligtelse, som jeg ikke kunne lægge til siden, når det passede mig. Men det kunne Harry. Var det sådan en familie fungerede? Jeg havde aldrig tid til at tænke tanken færdig, før at Valerie vækkede mig fra mine tanker med sin gråd. Jeg havde så mange tanker, som jeg aldrig nåede at tænke til ende, så mange beslutninger at tage, men jeg var ikke i stand til det.   

Jeg havde været nervøs for at få vores lille datter med hjem til lejligheden. Okay, jeg havde været rædselsslagen for at få hende med hjem. Det var tanken om, at jeg ikke var en god nok til at tage mig godt af hende, og sørge for at hun fik al den kærlighed og pleje, som hun fortjente, som fyldte mest.

Det så legende let ud for Harry. Når Valerie lå i hans arme, sagde hun ikke en lyd. Her var så fredfyldt, når han var omkring hende. Det gav mig et pusterum, for det var ikke Harry, som stod op hver tredje time om natten, fordi at Valerie var sulten. Det var altid mig.  

Det havde aldrig strejfet mig, at Harry ville være en dårlig far, jeg vidste, at han var fantastisk til børn, så jeg var aldrig bekymret, for at overlade vores datter til ham. Jeg var bange for at overlade hende i mit nærvær. Jeg var træt, udkørt, deprimeret over at jeg ikke forstod, hvorfor hun altid græd i mine arme, og ikke Harrys. Jeg følte aldrig, at jeg var god nok, og hun kunne have fået en meget bedre mor, og jeg var overbevist over, at hun ikke kunne lide mig. Og det gjorde ondt på en helt anden måde, den var ulidelig.  

"Jeg er snart hjemme igen, babe. Pas nu godt på jer begge to," det var de ord, som Harry havde forladt mig tilbage med, før at han trådte ud af døren til lejligheden, for at genoptage den sidste del af verdens turnéen. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg nogensinde skulle overleve de næste to uger, helt alene med Valerie, som sikkert hadet mig over alt på jorden.  

 


 

"Olly, jeg har virkelig ikke tid til at hyggesnakke lige nu," snerrede jeg i telefonen, som jeg holdt oppe mod mit øre med den ene skulder. Mit hoved var et stort kaos lige nu, og at tage telefonen da Olly ringede, var nok ikke den bedste beslutning.  

"Jeg ville bare høre, hvordan det stod til?" Det var næsten ikke til at høre, hvad han sagde i den anden ende af telefonen, fordi skrigene fra Valerie gik lige i mine trommehinder. Hun havde næsten grædt uafbrudt siden Harry tog afsted, og jeg var ærlig talt ved at gå ud af mit gode skind.

Jeg rystede fraværende på hovedet, i et forsøg på at lukke skrigene ude af mit hoved, og fokusere mere på min samtale med Olly, samtidig med at jeg var ved at koge noget, som skulle ligne pasta til mig selv.  

"Undskyld Olly..." Sukkede jeg fraværende, da jeg satte gryden med vand ned på en kogeplade, som jeg tændte for. I en stresset bevægelse kørte jeg en fedtet tot væk fra mit ansigt, som var faldet ud af min rodet knold. "Jeg prøver at hænge i,"  

"Det er okay, du har bare ikke rigtigt givet lyd fra dig siden turnéen blev genoptaget?" Jeg tog mig lidt til hovedet, mens jeg tyggede på det, som han sagde. Der lå flere ubesvarede opkald på min telefon fra både Olly, Christina, Harry, Matt (min manager) og mine forældre, jeg havde bare ikke haft overskud til at ringe tilbage til dem.  

"Jeg ved det godt... Der er bare rimelig meget at se til, nu hvor vi er blevet en mere i lejligheden," jeg så meget forvildet omkring i køkkenet efter krukken med pasta i. Jeg havde allermest lyst til at skrige lige i øjeblikket, for samtidig med at jeg prøvede at forklare Olly, hvordan jeg egentlig havde det, mens jeg prøvede at finde den forbandede pasta inden, at vandet i gryden kogte over.  

"Det forstår jeg godt. Hvad siger du til, at jeg kommer over lidt senere i aften?" 

"Det lyder godt, jeg savner dig." Min stemme pludselig lav, nærmest skrøbelig.  

"Jeg savner også dig, Dani. Men husk nu at tage lidt tid til dig selv også, drik en kop te for at dæmpe nerverne,"  

"Helt ærlig, så tvivler jeg på, at det vil hjælpe," jeg kunne ikke lade være med fnyse lidt af hans råd.  

"Men vi ses i aften, søs. Jeg skal til møde med pladeselskabet nu, du må hilse ham den krølhåret fra mig." 

"Vi ses, Olly."  

Normalt ville jeg have smilet over hele ansigtet af hans bemærkning, men smilet nåede ikke engang mine tanker, før at lyden af kogende vand som ramte den varme kogeplade fyldte mine tanker. Jeg smed straks min telefon fra mig, for at skynde mig over og flytte gryden fra komfuret.

Jeg havde været et andet sted, da jeg tog fat omkring gryden, for da mærkede jeg en skærende følelse mod min hånd, og gryden med kogende vand ramte komfuret, og det kogende vand fløj udover det hele. Jeg gispede, da nogle dråber af det kogende vand ramte mine bare arme, og jeg skyndte mig, at tænde for det kolde vand, for at stikke min forbrændte hånd ind under.  

Lyden af Valeries vræl fik tårerne til at stige frem i mine øjne, og med den anden hånd slukkede jeg for vandet. Tårerne fik uden besvær frit løb fra mine kinder, da jeg i øjeblikket indså, hvor ynkelig jeg var. Hvorfor prøvede jeg overhovedet at overbevise mig selv og alle andre om, at jeg sagtens kunne være mor? Men jeg var ikke andet end en stor fiasko. Min egen datter skreg hver gang, at hun var i nærheden af mig, og måtte indse, at jeg ikke var god nok, lige meget hvor ondt det gjorde.  

Smerten fra min hud var brændende, men jeg gjorde ingenting ved den. Jeg havde fortjent den, og desuden hjalp det mig med at fokusere på noget end Valerie og hele situationen. 

Jeg tørrede mine øjne, inden jeg prøvede at bevæge mig ud af køkkenet uden at træde på det kogende vand. Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg tænkte på, da jeg greb en vinflaske inde i stuen, for at skrue låget af, og føre flasken op til mine læber, for at vippe hovedet bagud. Jeg skar en grimasse, da jeg satte flasken fra mig på bordet, smagen var bitter, men alkoholen beroligede mig en smule.  

Jeg tog en dyb vejrtrækning, inden jeg satte den halvtomme flaske vin fra mig på spisebordet, for at gå ind i børneværelset, hvor Valeries vræl var aller klarest. Hendes ansigt var næsten blodrødt af anstrengelse, og uden tøven samlede jeg hende op i mine arme, ikke at det hjalp, men noget blev jeg nødt til at gøre.  

"Hvorfor hader du mig så meget?" Mumlede jeg, da jeg tog et uvilkårligt skridt bagud, da jeg svajede let til den ene side, før jeg bevægede mig ind i stuen med hende i mine arme. Hendes skrigen var ved at gøre mig vandvittig, og jeg havde allermest lyst til at rive mig selv i hovedet i vandvid.  

Med et suk lagde jeg hende ned i vuggen inde i stuen, før at jeg satte mig hen i sofaen, for at begrave mit ansigt i mine hænder. Mit syn var så småt allerede begyndt at blive sløret, men det var sikkert bare tårerne, sagde jeg til mig selv. Jeg ville gøre alt for at komme ud af den her situationen, gøre alt for at klippe mig selv ud af det her ynkelige billede.  

Jeg så op, og lod mit blik skimte stuens mange møblementer, før mit blik faldt på det store glasskab, som indeholdte diverse drikkevarer. Uden at tænke rejste jeg mig op fra sofaen, og med usikre skridt bevægede mig over til skabet for at åbne det. Jeg tøvede ikke, da jeg rakte ud efter en af få vodkaflasker, som vi havde stående i skabet, og skruede låget af.  

"Skål," mumlede jeg.  

 


"Men vi ses i aften, søs. Jeg skal til møde med pladeselskabet nu, du må hilse ham den krølhåret fra mig." 

"Vi ses, Olly." 

Jeg vidste ikke helt præcist, hvordan jeg skulle reagere, da jeg lagde min telefon tilbage i min ene bukselomme. En hvis uro boblede inden i mig, og en del af mig, var overbevist om, at der var noget helt galt. Jeg vidste godt, at hele eskapaden med at danne en familie sammen med Harry havde været hård ved hende, men jeg vidste, at hun var en stærk pige, så jeg var overbevist om, at det hele nok skulle gå.  

Der var noget over hendes stemme denne gang, som vækkede uroen inde i mig. Jeg kendte Dani, jeg vidste, hvornår tingene var, som de ikke skulle være. Hun lød stresset, måske mere overvældet. Det var svært at sætte ord på den følelse, som jeg følte, da jeg gik til møde. Jeg var ikke tryg ved, at hun var overladt med så stort ansvar, ikke lige nu. Jeg vidste, at mor havde prøvet at få fat på hende, men uden held. Jeg burde nok aldrig have sagt til mor, at hun bare skulle give hende lidt plads, måske behøvede Dani virkelig hendes hjælp?  

Jeg var blot mere end lettet over, at jeg kunne komme over og tjekke op på hende senere. Jeg savnede hende, og jeg håbede på, at jeg kunne lette noget af det tunge arbejde fra hendes skuldre, inden at der skete noget.  

Jeg havde altid stået bag Dani, selvom hun kunne være en pain in the ass! Jeg havde altid hjulpet hende så godt, som jeg kunne. For hun havde ikke kommet så let igennem livet, som jeg var. Jeg vidste, hvor svært det havde været for hende at acceptere, at heldet ikke ligefrem var med hende. Men jeg elskede hende, og jeg ville gøre alt for, at hun havde det godt. Og lige nu følte jeg ikke, at hun havde det godt - eller jeg havde på fornemmelsen, at det kunne være meget bedre. 

 


 

Jeg låste mig selv ind i lejlighedskomplekset med den nøgle, som Dani havde betroet mig, da hun flyttede officielt ind hos Harry, så det ikke var nødvendigt for mig at ringe på hver gang, at jeg kom forbi. Jeg blev mødt af en svag lugt af røg, da jeg trådte ind i opgangen, men jeg skubbede hurtigt tanken fra mig, da det sikkert bare var en nabo, som havde brændt noget mad på. Det kunne jo ske.  

Med tomme tanker fortsatte jeg op ad den brede trappe op til etagen, hvor min søster boede. I takt med at jeg nærmede mig lejligheden, blev lugten af røg kraftigere, og det vakte en uro inden i mig. På etagen var her stille, så stille at jeg kunne høre en voldsom summen og knitren, da jeg kom hen til hoveddøren ind til lejligheden. Der for tonsvis af tanker gennem mit hoved, da jeg ikke et sekund tøvede med at åbne hoveddøren. Jeg blev blændet af et kraftigt lys, og en voldsom varme. Ufrivilligt trådte jeg et skridt tilbage, da jeg holdte min arm op foran mit ansigt. 

Panikken ramte mig med det samme, da jeg var klar over, at lejligheden stod i flammer, og Dani og hendes lille datter muligvis befandt sig inde i lejligheden.  Hvad nu hvis, at de var kommet til skade eller hvad værre var. Uden tøven sprang jeg ind i lejlighedens entre, luften herinde var tynd, og besværet med at trække vejret var stort. Mine øjne flakkede rundt i håb om, at jeg ikke ville finde nogen af dem herinde.  

For en sikkerhedsskyld tog jeg chancen, og skyndte mig ind i stuen, som slet ikke lignede sig selv. Væggene var nærmest orange af flammer, og der var kun ganske få steder på gulvtæppet, som ikke var flammebesat. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre, hvis der var sket dem noget. Jeg kunne slet ikke tænke så langt, før at jeg midt i min angst og panik kunne jeg høre et rædselsslagen vræl længere henne i stuen. Jeg gned mine øjne i håb om, at det ville gøre mit syn skarpere, da varmen og de mange partikler fra ilden sved i mine øjne. Jeg styrtede gennem flammerne, ligeglad med at jeg ville brænde mig, da jeg hørte vrælet, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var Valeries. 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...