Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8109Visninger
AA

16. Broken Promises


Olly og Christina var kommet over en lørdag aften, eftersom at vi havde aftalt at holde filmmaraton, eller det ville sige, at jeg så den ene film, som jeg kunne holde mig vågen til, mens de sad oppe hele natten. At være gravid og leve for to, var virkelig en energidrænende oplevelse, hvis man kunne sige det sådan. Jeg var konstant træt, utilpas, udmattet, og egentlig ville jeg bare have den baby ud snarest, fordi det var til tider et mareridt at have en kugle på maven. Jeg kunne jo ingenting selv efterhånden. Selv at rejse mig fra wc'et var efterhånden ved at være et problem. 

"Jeg stemmer altså stadig for Peter Pan," Christina og Olly havde diskuteret siden aftensmaden, hvilken film som vi skulle se først. Olly var modsat Christina helt opsat på at se en god komedie, mens hun ville se noget mere eventyrligt. Og mig? Jeg var ligeglad, fordi jeg vidste, at jeg alligevel ville falde i søvn midt under filmen. 

"Come on, jeg kan gå med til Marley & Me, men så heller ikke synke dybere!" Hvor var det dog så typisk Olly? Han ville ikke indrømme, at han gerne ville se en film som Marley & Me - som var blandt hans favoritter- men det skulle jo nødigt skade hans mandlige side. Men hvor mandlig var man, når man sad i en stue med to piger, en bøtte is og en romantisk komedie? Det sagde alt. 

"Når jeg kommer tilbage, så har I fundet en film. Ellers så må i slå om det," var det ikke meningen, at de skulle passe mig op? Lige nu mindede de mig om børn - jeg ville aldrig have flere børn. Jeg ville ikke magte at høre på dem skændes. Jeg var ret sikker på, at ét barn var mere end rigeligt lige til en start. Efter en del besvær, og en øm ryg fik jeg bøvlet mig op at balancere på to ben, da jeg vraltede ud af stuen med stive, tunge og langsomme bevægelser. Jeg allerede var gået en uge over tid, og det gjorde ikke belastningerne mindre, at babyen valgte at blive inde længere end forventet.

Hvad havde jeg gjort, siden at jeg fortjente at leve under sådanne vilkår? Okay, jeg glædede mig til at babyen kom, men lige nu var det kun en belastning for mig, fysisk. Jeg vraltede ud i køkkenet, som en der nærmest havde tisset i bukserne, da jeg åbnede en skabslåge, for at tage et glas ud, og fylde den med vand, for at tage mine daglige vitaminpiller - det var sådan noget fancy noget, som man skulle, når man var gravid, for at sikre sig et sundt og raskt barn, og en sund krop under graviditeten.  

Jeg rakte samtidig ud efter min mobiltelefon, i håb om at der var noget nyt fra Harry. Intet. Jeg var begyndt at blive bekymret for, om han nu ville være her, når babyen valgte at komme. Jeg havde ikke hørt særlig meget fra ham på det seneste, men jeg vidste samtidig også, at de seneste par dage, havde de haft et stramt program - men det hjalp heller ikke på, at jeg var en smule indebrændt på ham. Idet jeg ville smide telefonen fra mig, mærkede jeg noget vådt rende ned af mine ben, og det fortsatte, da jeg kiggede ned af mig selv, for at se vand ligge på gulvet under mig. Jeg var aldrig længe om, at få låst min telefon op, for at ringe Harry op fra min telefon.

"Harry, jeg.... Arrrgggh," en følelse af smerte skar igennem min krop, da jeg bøjede mig sammen i smerte, for at lade min telefon glide ud af min hånd, da jeg tog mig til maven med begge mine hænder. Smerten kunne ikke sammenlignes med noget andet på denne jord. Det gjorde så ondt, at jeg næsten ikke kunne trække vejret eller sige noget. Smerten fik næsten mit hjerte til at stoppe med at slå, da alle mine muskler trak sig sammen på en gang. Til mit held dukkede både Christina og Olly op i åbningen til køkkenet, for hurtigt at regne ud, hvad der foregik. 

"Jeg kører bilen frem med det samme!" Christina var hurtigt til at gribe bilnøglerne til Harrys Land Rover, da hun fes ud af lejligheden, mens Olly var hurtigt henne ved min side, for at hjælpe mig med at rette mig op igen, efter at jeg havde fået styr på mine vejrtrækninger, så jeg kunne bevæge mig ud af køkkenet. Alt gik lige pludselig så hurtigt, og jeg opfattede ikke særlig meget af, hvad der foregik omkring mig, da jeg var så koncentreret på smerterne, som skyllede indover min mave med mellemrum, nogle gange lange andre gange korte.

 


 

Jeg var skrækslagen for, hvad der skete nu, selvom jeg godt var klar over, hvad der skete, så skræmte smerterne mig stadig - og det faktum, om Harry ville holde sit løfte om at være her. Turen til hospitalet var gået stærkt, men det hjalp ikke på min smerter. Det gjorde ondt, og jeg var sikker på, at jeg skulle dø nu, for jeg kunne ikke udstå smerten, som ramte mig. Alt omkring mig irriterede mig, for jeg ville ikke ligge her på hospitalet uden Harry, men jeg ville godt have babyen ud i god behold. Alt irriterede mig, og intet kunne være godt nok, og jeg hadede mine hormoner for det, for jeg kunne godt mærke, hvordan det havde pisset Olly og Christina rimelig meget af på vej hen til hospitalet. 

"Har du ringet til Harry?" Klynkede jeg en smule, da jeg vendte hovedet i den hvide hospitalsseng, som jeg nu var blevet placeret i, da jeg så over på Olly, som sad ved siden af mig. Jeg havde intet hørt fra Harry, men jeg havde heller ikke min telefon med på hospitalet, fordi det gik så stærkt på vejen herover.  

"Jeg har ringet til ham mindst 50 gange, og til de andre også. De tager ikke deres telefoner," han sendte mig et undskyldende blik, da han legede forsigtigt med sin telefon i hånden, klar til at tage den, hvis der skulle tikke et opkald ind. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham, for det var det her, som jeg havde frygtet allermest. Han ville ikke være her, selvom han lovede mig det højt og helligt. Han lod mig gå igennem det her helvede helt alene. 

 

 


Koncerten i aften i Stockholm havde været ligeså utrolig og fantastisk som alle de andre koncerter, som vi havde givet på vores Europaturné. Jeg var lige kommet ned fra scenen, da jeg målrettet gik henmod vores omklædningsrum, for at tjekke min mobil. Måske lå der en sms fra Dani, ellers ville jeg ringe til hende, for at høre hvordan hun havde det. Hun var allerede gået over tid, og jeg måtte indrømme, at jeg var en lille smule bekymret for, at der var noget galt med babyen, siden at den ikke ville komme ud. Desuden havde jeg heller ikke haft særlig meget tid til hende de sidste par dage. Vores program havde været stramt. Vi stod op tidligt, gik direkte til prøverne til aftenens koncert, derefter Meet & Greets inden koncerten startede, og det var først efter koncerten, hvor jeg var allermest udkørt, at jeg havde tid til at ringe eller skrive til hende. 

Jeg tog min telefon i hånden, for at opdage at der lå mindst 50 ubesvarede opkald fra henholdsvis Olly og Christina. Jeg lod hurtigt min finger slide henover skærmen, for at ringe Olly op. En følelse af bekymring skyllede indover mig, da jeg bestemt ikke kunne lide, at der lå så mange ubesvarede opkald fra dem. Jeg var bange for, at der var sket noget, noget som ikke skulle ske. Jeg blev faktisk en smule paranoid i øjeblikket, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente. 

"Harry! Damn, hvorfor tager du ikke din telefon? Vi har haft ringet til dig uafbrudt!?" Ollys stemme var oprørt, da han med det samme tog sin telefon, da jeg ringede ham op. Jeg kørte en smule forvirret min hånd igennem mit svedige hår, da jeg så på det rodede bord foran mig. 

"Jeg er lige blevet færdig med at optræde, hva...." jeg stoppede op midt i min sætning, da jeg kunne høre en masse støj og stemmer bag ham. Jeg havde ingen anelse om, hvad manden lavede, eller om han var i byen, og ringede til mig midt i en brandert - det var ikke første gang, at han gjorde det så. Jeg kunne med ét høre et skærende skrig i baggrunden, og jeg holdt vejret et øjeblik, før jeg fik taget mig sammen til at fuldføre min sætning. "Hvad er det, der sker? Hvem er det, der skriger sådan i baggrunden?" 

"Det er Danielle. Jeg er på hospitalet, Harry du bliver nødt til at komme herover med det samme!" Uden at tænke eller svare Olly det første lange stykke tid, greb jeg hurtigt min jakke, min pung med mit pas i, da jeg styrtede ud af omklædningsrummet. Skete det nu!? Og jeg befandt mig i fucking Sverige!? Alt inde i mig gik faktisk bare amok, da skriget gav genlyd inde i mit hoved. Hun fødte nu, og jeg var der ikke til at trøste hende, når hun var bange. 

"E-er hun okay? H-har hun meget ondt?" Min stemme rystede en del, da jeg allerede havde fået fanget en taxi til at køre mig til lufthavnen lige ude foran koncertsalen. Jeg var bedøvende ligeglad med, om jeg ikke havde bestilt nogen flybillet, jeg skulle bare tilbage til England nu. Jeg skulle over til Dani, jeg havde lovet hende højt og helligt, at jeg ville være der, når babyen kom. 

"Ja. Hun har spurgt til dig uafbrudt, men hun har meget ondt." Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle svare ham i denne situation. Ordnende ramte mig hårdt, for tanken om at hun led, gjorde mig skidt tilpas. En klump af utilpashed samlede sig i maven på mig, da jeg følte mig som verdens værste kæreste overfor hende. Hun havde spurgt efter mig, hun havde brug for mig, hun havde ondt, og hun var bange. Det var det værste scenarie, som jeg nok kunne komme ud for lige nu. 

"Jeg er på vej til lufthavnen nu i Stockholm. Sig til hende, at jeg er på vej, og hun ikke skal være bange," jeg kunne næsten ikke trække vejret, da jeg var så opsat på, at jeg bare skulle på det forbandede fly med det samme. Jeg havde ikke tålmodighed til at sidde i den her taxi, når jeg vidste, at Dani lå på hospitalet i London.  

"Helt ærligt, Harry, så vil hun faktisk ikke høre fra dig lige nu. Hun er allerede i gang med fødslen i dette øjeblik; Christina er derinde sammen med hende." Jeg måtte bide mig hårdt i læben, for ikke at begynde at græde. Jeg følte mig så skyldig, så beskidt, ussel og som verdens dårligste kæreste og far. Havde jeg nu bare taget min telefon med på scenen, så jeg havde jeg måske allerede siddet i England nu, holdt hendes hånd, været der for hende og holdt mit løfte. Jeg kæmpe store idiot. 

Uden at jeg selv lagde mærke til det, afsluttede jeg samtalen med Olly, da jeg lod min telefon dumpe ned på mit lår. Jeg så opgivende ud i luften med et tomt blik, da alt inde i mig var gået i stå; det føltes i hvert fald sådan. Jeg vidste allerede, hvor sur hun var på mig, og jeg bebrejdede hende heller ikke for at være det, for jeg hadede mig selv for det. Allermest havde jeg bare lyst til at slå mig selv, men det havde jeg ikke tid til, for inden at jeg vidste af det, holdte chaufføren ind ved lufthavnens parkeringsplads, og jeg smed febrilsk en klat kontanter til ham, da jeg styrtede ud af taxien, forbi mennesker ude foran og direkte ind i lufthavnen, for at få billet tilbage til England hurtigst muligt. 

 

 

 

Vil Harry nå hjem i tide, og var fødslen forløbet godt både for Danielle og barnet? 

Undskyld ventetiden, men jeg har samtidig arbejdet en del på den nye movella, som Rikke og jeg næsten lige har udgivet, som hedder East End Gang - tjek den ud, hvis du ikke allerede har gjort det ;-) 

~ HorTom aka Ida xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...