Peacemaker ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
*fortsættelse til Troublemaker-serien* Danielle Murs og Harry Styles har været kærester i omkring to år. De har støttet hinanden igennem tykt og tyndt, og alt ser ud til at forløbe godt for dem, lige indtil, at Danielle opdager at hun er gravid. Overraskelsen er stor for dem begge, men problemet ligger i, at Harry og drengene skal på turné med deres nyeste album. En ny turné betyder nye rejsemål og langdistanceforhold. Harry vælger at efterlade den gravide Danielle tilbage i London. Det betyder at Danielle selv må klare sig igennem den hårde graviditet. En tid med skænderier og svækkende følelser begynder for dem begge. Danielle begynder at tvivle på sit forhold til den unge Harry, da han har prioteret sit job højere end det faktum, at han skal være far. Vil den lille nyfødte baby skabe nogle andre toner mellem parret, da de lige pludselig står overfor deres livs største beslutning, da Harry vender hjem fra turnéen?

67Likes
29Kommentarer
8228Visninger
AA

15. Best I Do Not Know


*7 måneder senere*

Det var en af de utallige morgener, hvor jeg var vågnet op, velvidende om, at jeg var alene, og Harry ikke lå ved min side enten på ryggen – hvor han altid snorkede, eller på maven, hvor han sov tungt med det søde smil om hans læber – hvor han ikke snorkede.

Jeg vågnede op til en tom seng, hvorvidt at jeg huskede at have delt med Harry. Han havde dog kun været hjemme i noget, som skulle minde om 1½ dag, før han skulle videre igen. Jeg havde forsikret ham om, at jeg nok skulle stå op, og køre ham til lufthavnen, men intet syntes at følge mine tanker lige i tiden. Men jeg kendte Harry, jeg vidste inderst inde godt, at han gjorde tingene på sin måde, selvom jeg til tider hadede ham for det, så var det også mange af de ting, som jeg elskede ved ham.

Månederne havde sneglet sig afsted, mens min mave blot var vokset sig større. Hvordan kunne det egentlig gå til? Hvordan kunne tiden gå så langsomt, og min mave vokse så hurtigt? Det spørgsmål havde plaget mig under hver eneste scanning, som jeg havde været til. Min mave var faktisk efterhånden så stor, at jeg ikke kunne se for den, når jeg lå på sofaen, og så tv. Var det ikke normalt for kvinder at selvtilliden kørte helt ned, når man indser, at man er så fed, at man ikke kan se tv? Det var her, at jeg manglede Harry til at fortælle mig, at jeg bare var en tosse – med en stor mave, som ville gå væk igen. Jeg tvang Christina til at fortælle mig det her den anden dag. Jeg havde bare brug for at høre nogen sige de ord til mig.  

Jeg strakte mig en enkelt gang, før jeg i en tung, og meget akavet bevægelse svang mine fødder ned på det kolde gulv, for at rejse mig tøvende op med en del besvær. Jeg følte mig som en stor badebold med en ekstra badebold på maven, som vejede et ton.  Min pointe var nok, at jeg ikke følte mig særlig tilpas eller elegant mht. noget som helst. Harry var her ikke, og jeg kunne føde når som helst – for ja så langt henne var jeg. Hormonerne kørte rundt i hovedet på mig, fuckede mine tanker op.

Olly besøgte mig her den anden dag, og jeg begyndte lige pludselig at græde over en joke, som han fortalte mig. Den var ikke engang sjov eller led. Så ved man vidst godt, at hormoner fuldstændig havde overtaget ens krop.

Da jeg stod op, vidste jeg, at jeg atter var alene i lejligheden, men jeg syntes alligevel, at det var en smule underligt, at han ikke havde vækket mig, inden han tog afsted. Det gjorde han altid.

Med rolige skridt fik jeg bevæget mig ind i den lyse stue, hvor solens stråler allerede var stået op, og ramte de få billeder, som hang på væggene rundt omkring. Jeg gjorde egentlig bare, som jeg plejede. Jeg slog mig ned i sofaen, tændte for tv’et, derefter DVD maskinen, hvor der sad en del episoder af Kongen af Queens i, fordi det var min ynglings serie i hele verden. Det var bare blevet til en form for vane for mig det seneste lange stykke tid, nu hvor jeg næsten ikke kunne bevæge mig udenfor lejligheden med den store mave, som var ved at tage livet af mig.

Jeg rakte ud efter et tæppe med min fod, da det var en alt for stor belastning for mig at sætte mig op, for kuglen på min mave blokerede næsten alle mine bevægelser. Med min fod fik jeg alligevel trukket hen til mig, men en hvid seddel faldt ned på gulvet ved siden af mig. Nysgerrig som jeg var, fik jeg med en masse besvær og nogle ulovlige bandeord samlet den op fra gulvet, for at finde Harrys håndskrift på den.

 

 

Babe,

          Godmorgen, hvordan har du sovet? Det så hvert fald sådan ud. Jeg kunne ikke nænne at vække dig så tidligt, så jeg tog en taxi hen til lufthavnen, så du kunne sove ud. Jeg kunne ikke bede dig om at rejse dig fra sengen, og sætte dig ned i bilen, fordi jeg har hørt dig bande over det i smug. Men der er ikke længe endnu – men du skal nok klare den, jeg vil være der, når vores lille barn kommer.

Du sidder sikkert, og læser denne her lille besked, inde i stuen foran tv’et, hvor der sikkert kører Kongen af Queens - for det er din ynglings serie. Anyways, lige nu sidder jeg i flyet på vej mod Paris, hvor jeg skal tilbringe de næste to dage med drengene og crewet og sådan. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor ensomt her allerede er uden dig, og hvor meget jeg hellere vil være hjemme hos dig. Hente en kop te i ny og næ, høre dig bande over, hvor hårdt du har det, se dig græde over ligegyldige ting.

Jeg er på vej til kærlighedens by, Paris, og vi skal bo på hotellet lige ud til Eiffeltårnet, så jeg vil vågne op til en storslået udsigt – jeg ville bare ønske, at jeg kunne dele den med dig. Men den bedste udsigt ville være at vågne op ved siden af dig hver dag igen.

Paris er så smuk – jeg har været her før, men jeg ville så brændende ønske, at du kunne være her sammen med mig, så ville jeg have vist dig hele byen. Måske næste gang? Så kunne vi tage op i Eiffeltårnet også. Jeg lover, at der ikke går lang tid, før jeg er hjemme igen. Jeg kan ikke vente med at se dig, holde om dig og kysse dig igen.

Okay, jeg har allerede skrevet en hel side. Husk at jeg elsker dig, smukke.

                                                                                                                                      Harry Styles

P.S. Jeg håber ikke, at du tiltrækker flere fyre hjem i lejligheden xoxo

P.P.S. Jeg skal nok være på det næste fly, når tiden er inde. Det lover jeg.

 

Det var umuligt for mig at lade være med at smile over denne søde besked, som han havde skrevet. Han havde sine egne måder at gøre tingene på, andre bedre end andre, og det her var bestemt en af de bedre, selvom han godt kunne have vækket mig, så jeg kunne have sagt god tur til ham. Men nej.

Jeg sad længe, og frydede mig over hans utrolig dejlige besked, da den fik mig til at føle mig helt nyforelsket igen, fordi han altid overraskede mig. Mine kinder var stadig helt varme, og mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og sommerfuglene i min mave havde ikke lagt sig til ro endnu, da jeg fik derfor fundet min telefon frem.

 

Sendt:
10:23

Kongen af Queens og et sødt brev, bliver det bedre? Anyways, jeg savner dig allerede, men du kunne godt have vækket mig alligevel, din tosse!

Elsker dig xoxo

P.S. Babyen er mit eneste selskab, så bare rolig.

 

Jeg kunne ikke lade være med at føle mig bare en lille smule lykkelig lige i øjeblikket, da jeg alligevel hele tiden havde frygtet, at han ville efterlade mig tilbage med babyen. Okay, jeg havde været skrækslagen den sidste måned, da jeg virkelig manglede ham ved min side, til at fortælle mig at det hele nok skulle gå, og at der intet var at være bange for. Men han havde bare ikke rigtigt været her, selvom han prøvede.

Jeg havde været så langt væk i mine tanker, at jeg slet ikke havde bemærket, at hoveddøren var gået op, før at der lød en let banken mod dørkarmen til stuen, og jeg forskrækket blev trukket ud af mine tanker, for at se op, og opdage min mor stå der.

”Mor? Hvad laver du her?” Okay, det var ikke ment så negativt, som jeg nok fik det til, men jeg var bare overrasket over at se hende her. I lejligheden. I London. Der er jo lige et stykke vej fra Witham og til London, hvor hun og min papfar bor.

”Jeg tænkte lige, at jeg ville droppe forbi, nu hvor du aldrig ringer længere,” slash lige i ansigtet. Hun sendte mig et varmt smil, inden hun roligt placerede sig i sofaen foran mig. Hun havde ret. Jeg havde været elendig til at ringe til hjem det seneste stykke tid. Min så latterlige undskyldning lød på, at jeg ikke orkede det. Mine dage gik med at stene tv, ringe til Olly, for at bede ham handle ind for mig, spise og vente på Harry ville komme hjem. Så sørgeligt var mit liv.

”Undskyld, jeg … har bare ikke lige magtet det,” sandt. Jeg havde ikke magtet det, og det var jeg ked af – lige nu. Jeg vidste godt, at jeg burde have brugt min mor noget mere under min graviditet, end jeg havde gjort. Hun var selvfølgelig glad på mine vegne over, at jeg skulle være mor, men hun var knapt så glad for, at det var med Harry. Hun havde altid haft noget imod ham, nok mest pga. af alt den ballade, som der har været mellem os. Hun sagde engang, at hun ikke kunne se mig lykkelig sammen med ham. Min mor var ikke ondskabsfuld kvinde, hun sagde det kun for at beskytte mig – hun tog bare fejl.

"Ikke magtet det? Er der sket noget?" Spurgte hun med et par løftede øjenbryn, som hurtigt sænkede sig til et bekymret ansigtsudtryk, da hun roligt lagde sin varme hånd mod mit skinneben, som befandt sig under tæppet.

"Nej, det er bare lidt hårdt, når jeg skal gøre alting selv," okay, måske var det ikke lige det klogeste at indrømme overfor min mor. For jeg vidste et eller godt, at hele diskussionen med Harry ville starte igen. Jeg håbede vel bare inderst inde, at hun en dag ville forstå, at selvom han er meget væk hjemmefra, så accepterede jeg det. Jeg havde også bare brug for, at komme ud med, hvordan jeg havde det.

"Ja...... Det er ikke så ligetil, når din kæreste rejser verden rundt. Du er godt klar over, at han ikke vil være meget hjemme i fremtiden heller ikke? For, han har jo stadig kontrakt løbende et par år endnu, og den dropper han ikke sådan lige," som jeg forud sagde. Så kørte hun videre på Harry diskussionen, men jeg kunne ikke lade være at bide mig lidt fast i det, som hun sagde. Han ville jo stadig være ligeså lidt hjemme, som han var nu pga. kontrakten til pladeselskabet og managementet.

"Mor... Jeg ved godt, at hans arbejde er krævende. Men vi har snakket om det," egentlig ville jeg ikke høre på, hvad hun havde at sige. Det var altid den samme gamle jargon.

"Så du vil klare dig selv halvdelen af tiden, imens han nyder sin ungdom, og drikker sig fuld?" Hun så på mig med et overbevisende blik, som bare sagde: ’jeg er din mor, og jeg har ret’.  På sin vis havde hun fat i noget, jeg var fanget herhjemme med en baby, når som helst at det kunne være, og han rejste rundt i verdenen, og gjorde det, som han bedst kunne lide. Jeg ville aldrig indrømme det overfor hende, men hun havde ret.

"Han drikker sig ikke fuld. Han arbejder, og han elsker sit arbejde. Men han kommer også til at hjælpe med babyen," jeg vidste ikke, hvad han rendte rundt, og lavede 24/7, og jeg havde heller ikke behov for at vide det, fordi jeg stolede på ham – men siden hans utroskab har jeg dog tvivlet en smule på ham. Jeg stolede virkelig hundredetyve procent på ham, men jeg vidste ikke længere, nu hvor jeg tænkte over det.

"Han drikker sig ikke fuld siger du? Søde, du er godt klar over, at det er det, som man foretager sig backstage, ikke? Du kan passende spørge din bror ad," igen havde hun ret. Hvad ville hun have, at jeg skulle sige til det her? Altså ja, de drak en øl i ny og næ efter en koncert, men jeg vidste ikke, om det gik vildere for sig, når jeg ikke var der.

"Harry er en god fyr, og sådan er han ikke. Det ved jeg," alligevel stod jeg op for Harry. Min mor kendte ham ikke, som jeg gjorde. Harry var en god fyr, han var bare... stresset, hvis man kunne sige det sådan? Han havde en tendens til at gøre tingene lidt anderledes, hvad normalt var.

"Så vidt jeg ved, så har han da drukket sig fuld mange gange før, for at slippe udenom problemerne.." Okay, det var sket én gang, og straks fortrød jeg, at jeg havde fortalt hende om det. Det skulle slet ikke være kommet ud af mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre i det øjeblik, hvor han bare var så døddrukken, hvorefter at jeg ringede til Louis.

"Hvor vil du hen med det her?"  Spurgte jeg hende med et løftet øjenbryn, selvom jeg inderst inde godt vidste svaret på mit eget spørgsmål.  I en lidt anstrengt bevægelse fik jeg sat mig op i sofaen, for at se på hende med et spørgende blik, da jeg gerne ville vide, hvad hun egentlig havde i mod Harry.

"Jeg pointere bare, at du kunne finde en, som var bedre stillet end ham," slam, lige i ansigtet. I mit hoved var han lige perfekt stillet til mig, men på den anden side, så ville det også bare være rart, hvis han ville være noget mere hjemme, for jeg følte ærlig talt meget alene nogle gange.

"Det gør jeg da ikke? Jeg ved godt, at du ikke bryder dig om Harry, men jeg elsker ham, og jeg har lært at leve med hans fravær... sådan da." Løgn, jeg måtte lære at acceptere hans fravær, og det havde jeg sådan fundet mig nogenlunde i, men disse dage havde det været svært, men havde jeg nogle valg?

"Jeg beder dig blot om, at passe på min kære... Han har såret dig før, der er en chance for, at han vil gøre det igen," hendes stemme var rolig, men advarende da hun gav mit ben et kærligt klemt. Hendes svar fik mig til at slå blikket ned på min mave – da jeg jo ikke kunne ligge mine hænder i mit skød. Han havde såret mig gang på gang, og jeg havde tænkt på, hvornår jeg egentlig fik nok af det?

"Ja... der har været problemer.. men, hvorfor skulle han gøre det igen? Hvorfor skulle han så komme tilbage og bede om en ny chance?” Mumlede jeg uden at se op på hende, da jeg mærkede lidt på min mave, som egentlig var ret oppustet lige nu, men det var den bare nogle gange. 

”Jeg siger det kun til dig, fordi jeg er bekymret for dig, og fordi at jeg kun ønsker dig det bedste. Stod det til mig, så havde jeg ikke set dig sidde alene hjemme i en tom lejlighed højgravid,” et varmt smil fandt vej henover hendes ansigt, selvom hendes ord egentlig gjorde ufattelig ondt.  Men hun havde ret. Jeg burde ikke sidde her alene hjemme, når jeg kunne føde når som helst, at det skulle være.

Selvom jeg hadede at diskutere det her med min mor, så begyndte det at gå op for mig, hvor dum jeg egentlig havde været.  Jeg havde været så naiv, jeg havde levet på det håb om, at han ville være her, når babyen endelig kom, men kontrakten, drengene, pengene og oplevelserne. Han var for Guds skyld kun 22 år, jeg selv 21. Livet lå foran ham, og jeg var ’fanget’ med vores baby. Det gik jo aldrig op. Der ville komme nye turnéer, nye albums og nye oplevelser, og jeg kunne ikke standse ham.

Jeg klamrede mig bare til det løfte, som han havde givet mig. Han ville være her, når babyen kom. 

 

 

________________________________________________________________

What a bitch...!!?! - Altså Danielles mor. 

Hvad tror I, at der kommer til at ske næste gang? :I

Undskyld, at jeg har været en spade til at få skrevet på movellaen, men har haft så meget andet flyvende rundt om ørene. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...