No more lies (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2013
  • Status: Igang
Efter at jeg har holdt en lang pause med at skrive movellaer, har jeg nu begyndte på "no more lies".
Jeg ved godt, at Eleanor og Louis er sammen i virkeligheden, men lige i den her historie har jeg valgt, at "Eleanor ikke findes".
Jeg håber i vil læse med :)

Og jeg vil gerne undskylde stave/grammatik fejl, men jeg er ikke den bedste til at stave....
Konstruktiv kritik modtages gerne :)

3Likes
1Kommentarer
388Visninger

1. 1 kapitel

 

Tag den nu... Forhelved Louis, tag nu den skide telefon!
Jeg hørte endnu et ”bib”.
Nu var jeg efterhånden ved at være helt fortvivlet.
Han skal bare svare- Det skal han altså.

”Mmm..” kunne jeg høre fra den anden ende af røret.
Aldrig i mit liv, havde jeg været så glad for at høre hans stemme.
”Louis” hviskede jeg stille, og anstrengte mig for ikke at begynde at græde.
”Fray” udbrød han, og den træthed som ellers havde været i hans stemme, var helt forsvundet.
Jeg ville have svaret, men jeg kunne ikke få et ord ud.
”Fray?” sagde han lidt efter.
Jeg stirrede tomt ud i luften, og kunne stadig ikke få et ord ud gennem mine læber..
Det var en ekstrem kold nat, slutningen af November.
Det var tirsdag, og klokken var omkring 1-2 stykker.

Frosten havde lagt sig på bilernes ruder, og det var så koldt, at jeg kunne se min egen ånde.
”Fray forhelved.. Så svar mig dog!” råbte han.

Bekymringen i hans stemme var tydelig at høre.

”Louis jeg...” men jeg nåede ikke længere, for jeg brød ud i gråd.
Mine tænder klaprede, og den ene tårer strømmede ned af kinden, efterfulgt af den næste.
Hvorfor havde jeg overhovedet ringet, når jeg ikke var i stand til, at sige et eneste ord..?
Fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre... Og jeg havde brug for ham, mere end nogensinde før.

”Fray rolig... Bare fortæl mig hvad der er sket?” sagde han stille.

Det var tydeligt at høre på hans stemme, at han prøvede at lyde rolig. Men bekymringen dominerede nu alligevel den ro, som han prøvede at skabe.

Jeg var græd færdig, og ude af stand til at sige noget... Jeg var træt, og jeg frøs så ubeskriveligt meget.

”Så sig dog noget!...” han råbte, men fortsatte så efterfølgende i et mere roligt toneleje ”kan du i det mindste, ikke bare fortælle mig, hvor du er henne? Jeg skal nok komme og hente dig”.

”to sekunder....” fik jeg fremstammet.

Jeg gik ud på hovedvejen, og efter lidt fandt jeg adressen.

Jeg fik fortalt Louis hvor jeg var henne.

”Jeg er der lige om lidt” svarede han, og lettelsen i hans stemme, var ikke til at tage fejl af.

Jeg gik tilbage ned af den smalle side gade.

At kalde det en gade er nok en overdrivelse.

Det var et mellerum, mellem to store huse.

Der stod ikke andet, end nogle containere og en bil parkeret.

Jeg satte mig op af den ene mur, og trak ærmerne langt ned over hænderne.

Det eneste jeg havde på, var nogle lange bukser, en hætte trøje og mine converse (link i kommentaren)

På trods af kulden, var det faktisk en flot nat.

Der var ikke en sky på himlen, og frosten på alle ruderne, glimtede smukt i måneskinnet.

 

***

Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der- jeg tror faktisk jeg faldt i søvn.

Men lige pludselig drejede en bil op af sidegaden, og to lygter lyste mig i øjne.

Lyset var meget skarpt.

En dreng nærmest løb hen i mod mig, og der gik lidt før jeg opdagede at det var Louis.

Han styrter hen i mod mig.

Da han var nåede hen til mig, satte han sige på huk, og kiggede mig ind i øjnene.

Han havde det her bekymret blik, men alligevel smilede han til mig- smilet var dog ikke et glædes smil... Havde han grædt? Nej det kunne altså ikke passe, det måtte være lyset?

”Jeg troede aldrig jeg ville finde dig” mumlede han.

Jeg trak på skulderene.

”Vi skal have dig på skadestuen” konstaterede han, og tog mig i armen.

”Louis... den anden arm” han skyndte sig at skifte arm, og jeg kunne mærke hvordan smerten bredte sig til hele kroppen.

Jeg støttede mig op af ham, og humpede over mod bilen. Han åbnede døren for mig, og han ”skubbede” mig forsigtigt ind på sædet, og spændte min sikkerhedssele.

Han skyndte sig ind af den anden dør, og kørte så af sted.

Bilen var helt mørkt, men den blev dog lyst lidt op af ”instrumentbrættet”, i ved der hvor man kan se hvor hurtigt man køre osv? Det der med bil ting, det jeg sgu ikke så god til...

Han kiggede undersøgende på mig, og får øje på det flækkede øjenbryn og de blå mærker.

Jeg måtte ikke være et kønt syn, for han bider tænderne sammen, og fokusere på at køre bilen.

Stemningen i bilen var meget anspændt, og han holder hårdt fast i rettet, som om at han prøvede at knuse det.

Der var længe helt stille i bilen.

”Tak..” mumlede jeg stille, men han afbrød mig næsten før jeg fik sagt noget.:”det var Zach, ik?”, han lød ekstremt vred.

Jeg bed mig nervøst i læben.

”Du forstår ik..” igen når jeg ikke længere, for igen afbrød han mig ”Fray.. Du lyver fandme ikke for mig igen.. Var det Zach?” han holder, hvis mugligt, hårdere fat i rettet, og jeg blev næsten helt bange for ham.

”Ja” hviskede jeg.

Jeg turde knap nok at kigge på ham, og kiggede i stedet nervøst ned i sædet.

Der var igen helt stille i bilen.

Jeg pillede nervøst ved ærmet på min hættetrøje, og får til sidst nervøst hvisket ”du må ikke sige det på skadestuen”.

Louis er ved at flækkes af vrede, og udbryder ”Og se ham ødelægge dig gang på gang?! Du kan fandme tro nej! Det forhelvede ikke første gang!”.

Jeg kiggede nervøst ned i sædet igen, og endnu en tårer trillede ned af mine kind- det er det jeg hader ved at være pige, man er så skide følsom?

Men han havde ret... Det var ikke første gang at Zach, min kæreste, havde banket mig synder og sammen.

Og det var heller ikke første gang, at jeg blev nød til, at få Louis til at køre mig på skadestuen.

I starten løj jeg altid for ham, og sagde at de blå mærker, bare stammede fra, at jeg var faldet.

Men en aften, da Zach igen havde slået mig, var jeg taget over til Louis, og havde tudet og tudet og tudet, havde jeg tilsidst endt med at fortælle ham sandheden.

 

***

 

Da vi endelig havde nået til skadestuen, var det ved at lysne udenfor.

Louis gik over og åbnede døren for mig.

Jeg støttede mig igen op af ham, og han holdte mig rundt om hoften, mens jeg humpede ind i forhallen.

Bag disken sad en venlig ældre dame.

Hun havde briller, og sit grå hår sat op i en stor pjusket knold.

Hun havde det mest venlige smil, og jeg blev næsten i bedre humør.

”Og hvad kan jeg så hjælpe jer med?” spurgte hun.

Jeg ved ikke lige hvorfor, men det var Louis som stod og svarede på alle spørgsmålene.

”Og hvad er der sket?” spurgte hun.

Jeg blev helt overrasket over, at han ikke sagde noget, men i stedet bare kiggede afventende ned på mig.

”Jeg faldt ned af vores trappe” mumlede jeg.

Louis rystede bare på hovedet, men sagde mig dog ikke i mod.

Efter vi havde snakket lidt med damen, satte vi os ind i vente værelset.

Udover en mor i 30erne og hendes lille dreng, var venteværelset helt tomt.

Vi sad længe i stilhed, og jeg kiggede tomt ud af vinduet.

Flere gange kiggede Louis ned på mig, men sagde dog intet.

Efter lidt, kiggede han på mig igen, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg brød sammen.

Jeg begyndte simpelthen bare på at tude... hvor pinlig har man lov til at være?.

Men.. Det var hans øjne, den måde han kiggede på mig.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan intet skjule for ham.

Og på en eller anden måde, så er det som om han kan læse mig.. Og alt hvad jeg tænker på, bare kommer ud.

”Så.... Det skal nok gå” sagde han beroligende, og tog min hånd.

Han gav den et lille klem, og smilede bekymret til mig.

Jeg tørrede arrigt tårne væk, og gengældte smilet.

Der gik ikke længe før en sygeplejerske kom ind i rummet ”Freya Estell Michelle Jenner” råbte hun.

Jeg rejste mig, og skulle til at gå, da Louis blidt tog fadt i min arm ”skal jeg gå med?” han spurgte mig i et blidt tonefald, og jeg nikkede stille.

Vi blev ført ind i et lille hvidt rum, og jeg satte mig op på den sorte briks.

Der gik lidt, men så kom lægen endelig.

Han gik over og sprittede hænder, hvorefter han gik hen og gav os hånden.

”Mit navn er Allan, og jeg er jeres læge” han smilede venligt til os.

”Er det Freya, som jeg skal kalde dig?” spurgte han, efter han havde kigget ned i journalen.

”Altså jeg bliver normalt kaldt Fray” mumlede jeg stille.

”3 fornavne, og så bliver du kaldt noget helt 4? det må da godt nok være besværligt for dig?” svarede han.

Jeg trak bare på skuldrene- Det var jo det jeg var vandt til?

 

***

Efter nogle timer på hospitalet, sad vi igen i bilen.

Min arm var brækket, og mit øjenbryn var levet syet- pænt klamt...

”Vil du ikke sove hos mig i nat?” spurgte Louis.

Jeg nikkede.

Da vi kom tilbage til huset, gik vi begge to hurtigt i seng.

Vi var begge ekstremt trætte.

Der gik ikke længe før Louis sov, men jeg lå længe og tænkte.

Hans snorken var dejligt beroligende.

Men mine øjne gled alligevel i, og jeg faldt i søvn

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...