My Precious

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 11 nov. 2013
  • Status: Igang
En pige, Sungmin, kommer oprindeligt fra Danmark, men er flygtet til Syd Korea. Nu ligger hun og fryser hver dag i gaderne af Seoul, da hun har hverken penge eller husly. Hvad sker der, når den smukke og arrogante skuespiller og sanger Jang Geun Suk træder ind i billedet?
Fandom - K-pop

6Likes
5Kommentarer
680Visninger
AA

6. Kapitel 4

”Hvad så? Lytter du nu til de bøssede kinesere igen?” hårde ord jeg var vant til at høre, blev råbt ind i mit øre, i det min høretelefon brutalt blev revet ud. Jeg svarede ikke, blev bare siddende og stirrede ud i luften. Hvad jeg havde gjort de andre piger, det vidste jeg ikke. Hvad var der så forkert ved at elske BigBang, SHINee, EXO og INFINITE i stedet for One Direction, Justin Bieber og The Wanted? Hvorfor kunne man ikke bare blive ladt i fred, når det nu var så tydeligt at de ikke kunne lide mig? Jeg forstod ingenting.
-
”Hvad laver du, skat?” spurgte min mor smilende. Tøvende vendte jeg iPad’en rundt. Jeg vidste min mor ville hade mig, i det sekund hun så min skærm. ”Hvornår bliver du træt af at kigge på de forbandede kinesere, og lære at være rigtig dansk og UNG,” hun råbte næsten af mig. Jeg kiggede på hende med døde øjne. Tre sekunder efter mærkede jeg en hånd på min kind. ”Forsvind med dig. Jeg kan ikke have en datter som dig,” min mor var kold og brutal.

Jeg vågnede ved at nogle råbte mit navn. Jeg anede ikke hvem, men med stort besvær, fik jeg slået øjnene op, for at se på Geun Suk, som stod ved min seng, og kiggede ned på mig. Det var tydeligt at han ikke var glad for at blive vækket.

”Marridt?” Geun Suk så ud som om han rent faktisk var interesseret. Stille nikkede jeg, og tørrede sveden af min pande, med en meget ufeminin bevægelse. Nå ja, hvorfor gå alt for meget op i den slags?

”Tror du, du kan sove igen, uden at vække mig med din skrigen? Og bare så du ved det – i morgen fortæller du, hvad du drømte. Ara*?” med de ord forsvandt han ud af rummet, uden et svar. Jeg sad bare fortumlet og kiggede ud i mørket foran mig. Jeg gad ikke fortælle en praktisk talt fremmed mand om mine uhyggelige drømme, som ikke engang var uhyggelige, men for mig var det skræmmende. Skræmmende hvordan min egen mor kunne smide mig ud på den måde, bare fordi jeg var en lille smule anderledes. Med et suk lagde jeg mig under dynen igen, men jeg faldt ikke i søvn.

Jeg vågnede senere samme morgen. Det var overhovedet ikke gået op for mig, at jeg var faldet i søvn. I det mindste havde det været en drømmeløs søvn. Langsomt og forsigtigt strakte jeg min krop, men det gjorde forfærdeligt ondt. Alle sårene og skrammerne var desværre ikke forsvundet på mystiskvis i løbet af natten, selvom det ville have været rart.

Klokken var 12 da Geun Suk kom ind i mit værelse. Jeg havde været vågen i et stykke tid, men jeg havde ikke våget mig ud i huset. Jeg havde siddet i min lille sikre celle. Desuden var jeg endnu ikke helt sikker på mine ben, specielt ikke efter rent faktisk at have set dem, dagen forinden.

”Kommer du med ud?” han ventede ikke engang på mit svar, vente sig bare rundt, og gik sin vej. Jeg sukkede og tog det første prøvende skridt ud i det halvkølige værelse. Den eneste grund til at det virkede koldt, var at jeg havde ligget i en varm pyjamas, under både tæppe og dyne. Forsigtigt trådte jeg ud af rummet, og gik med hånden som støtte mod væggen, ned til stuen.

Jeg blev overhovedet ikke overrasket, da jeg så Geun Suk sidde og vente på mig. Jeg sukkede endnu engang, inden jeg forsigtigt lod mig falde ned i en alt for bløde sofa. Forsigtigt kiggede jeg over mod ham, men da jeg så at han også kiggede på mig, afventende, skyndte jeg mig at sænke blikket. Jeg ønskede ikke at han skulle se mig. Jeg ønskede ikke at fortælle om min drøm, også selvom man måske kan kalde den harmløs. Det var den bare ikke for mig.

Efter en stunds stilhed sagde han endelig noget.

”Hvad drømte du i nat?”

”Om monstre,” mumlede jeg bare. I princippet var det rigtigt nok – de mennesker jeg havde drømt om, de var monstre.

”Jeg tror ikke på at ”mor*” betyder monster, så fortæl mig nu sandheden,” han så på mig, med øjnene fulde af omsorg. Jeg sukkede dybt.

”Først vil jeg vide noget om dig. Alder og arbejde? Jeg kan ikke fortælle mine drømme til fremmede mennesker,” jappede jeg. Jeg talte så hurtigt, at man næsten ikke kunne forstå det.

”Jang Geun Suk, 26 år, skuespiller, sanger og model,” han rakte en hånd frem mod mig, med et drillende smil om læberne. Jeg kiggede bare på ham med store øjne. Skuespiller, sanger OG model? Jeg tror ikke mit hjerte kan holde til det her.

”Oh Sungmin, oprindelig Pernille Hansen, 20 år, hjemløs,” svarede jeg kort. Jeg forstod ikke hvorfor jeg fortalte ham mit rigtige navn, men det gjorde jeg altså.

”P..Pernille... H..H..Hansen?” jeg grinede af ham. Han kendte tydeligvis ikke til danske navne.

”Hvem hedder Hansen til fornavn?” han virkede forundret. Hvem ville ikke det? Altså, hvis man er koreaner.

”Det er mit efternavn. Vi siger fornavnet først, så mit oprindelige fornavn er Pernille,” forklarede jeg kort, med et lille smil. Han nikkede, eftertænksomt.

”Men dit koreanske navn er Sungmin, ikke?”

”Jo, og ’familie’navnt er Oh,” jeg satte familie i gåseøjne, da jeg sjovt nok ikke havde nogen koreansk familie. Han nikkede.

Efter endnu en stund med stilhed, sagde Geun Suk noget igen. ”Vil du nu fortælle mig om din drøm?”

 

_________________________

 

UNDSKYLD FOR DET KORTE KAPITEL, OG DEN LANGSOMME OPDATERING. *skyder mig selv*

 

*Ara = forkortelse af det koreanske ord "arasso", som betyder "forstået"

*'Mor' = De snakker jo engelsk, og Geun Suk kender næppe ordet "mor" :)

 

Elsker jer guise! ^.^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...