My Precious

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 11 nov. 2013
  • Status: Igang
En pige, Sungmin, kommer oprindeligt fra Danmark, men er flygtet til Syd Korea. Nu ligger hun og fryser hver dag i gaderne af Seoul, da hun har hverken penge eller husly. Hvad sker der, når den smukke og arrogante skuespiller og sanger Jang Geun Suk træder ind i billedet?
Fandom - K-pop

6Likes
5Kommentarer
650Visninger
AA

4. Kapitel 2

Morgnen kom ikke længe efter. Efter nattens hændelser virkede de få timer slet ikke som nok søvn, men sådan som gaden livede op, var det umuligt at sove. Jeg var dog lykkelig over, at jeg ikke skulle andet end at sidde ned. Så kunne jeg måske få lidt søvn alligevel. Første prioritet på det tidspunkt var dog at finde ud af, hvor i verden jeg var. Jeg kunne ikke være kommet så voldsomt langt, men alligevel virkede kvarteret anderledes fra der hvor jeg var før. Måske var det fordi det mere lignede et beboelses kvarter, nærmere end en gade hvor man ville gå på shopping.

Med en del besvær og smerte fik jeg rejst min krop op i en siddende position, så jeg bedre kunne se området. Et beboelseskvarter var det, men hold da op for et kvarter! Hvis bare man havde penge til det, tænkte jeg, mens jeg en smule skulende gloede rundt på husene som alle var ens, og i snor lige rækker. De kostede helt sikkert kassen. Måske kendte mennesker boede der? Måske jeg kunne møde et kendt menneske? Egentlig ville et normalt menneske, der gav noget mad eller noget, være fint, men man har vel lov til at drømme, også selvom man er hjemløs. Menneske er man vel stadig.

Dagens lys var så småt ved at svinde ind, og man kunne vel kalde det sen eftermiddag. Jeg havde slet ikke set lige så mange mennesker som jeg plejede, men det var rart, og det var faktisk også afstressende. Mad havde jeg ikke fået noget af, men det kunne jeg jo heller ikke regne med. De blikke jeg nåede at se, havde kigget ned på mig, med et udtryk af væmmelse over at jeg sad der. Det kunne jeg ikke gøre noget ved. Jeg var vant til det, men disse blikke havde været specielt slemme. Selvfølgelig var dette kvarter også langt finere end der hvor jeg sad før. For at summere op, var det utroligt at jeg stadig sad her, og ikke var blevet sendt væk.

”Yah!” jeg missede med øjnene, da en stemme råbte af mig. Da jeg åbenbart ikke svarede hurtigt nok, fik jeg et mindre spark i siden. Det var helt sikkert ikke meningen at det skulle gøre ondt, men eftersom mine ribben praktisktalt var blevet smadret natten for inden, gjorde alt ondt. Jeg krympede mig i smerte.

”Er du okay?” spurgte stemmen på koreansk, denne gang med en smule mere medlidenhed. Ikke at jeg var ude efter folks medlidenhed, men det lød i det mindste ikke til at han ville sparke mig mere. Jeg var lykkelig over, at jeg vidste, hvordan man spurgte folk om de har det godt på koreansk. Jeg smilede kort, og kiggede så op på manden.

”Jeg har det fint, tak,” sagde jeg. Jeg fortrød så snart jeg så ham. Han var muligvis den lækreste skabning Gud endnu har kreeret.

”Er du sikker? Du ser ikke sådan ud. Rejs dig lige op,” sagde manden, med en del magt i hans stemme. Mange mennesker havde nok nægtet at rejse sig op, men der var noget fængslende over ham, som fik mig til at følge hans ordre. Også selvom det var mildest talt umuligt.

Efter mange anstrengelser og smerteudbrud, kom jeg på benene igen.

”Så?” sagde jeg, med en spørgende klang. Gad vide hvorfor han ville have mig op og stå? Nå, det fortæller han vel på et tidspunkt.

”Tsk, og du siger at du har det fint? Du kan jo knap bevæge dig. Du er skind og ben. Kom med mig. Og tro ikke jeg gør det her, fordi jeg har vildt meget lyst. Jeg gider bare ikke have dig liggende foran min dør,” forklarede manden. Han lød ikke glad. Jeg forstod knap det han sagde, men jeg var lykkelig over, at han snakkede engelsk. Det sidste han sagde, rødmede jeg over. Jeg anede ikke, at jeg lå foran hans dør.

Med hastige skridt bevægede han sig op mod det, der måtte være hans hoveddør. Jeg vidste ikke bedre end at følge med, også selvom dette foregik i snegle tempo. Da manden nåede op til døren, vente han sig rundt, sikkert for at se hvor jeg blev af, og sukkede da han så mig. Jeg var kun cirka ti skridt inden for lågen, og manglede stadig minimum tyve. Efter nogle sekunder, gik manden ned mod mig. Ville han nu smide mig ud igen, fordi jeg ikke var hurtig nok? Ville han slå mig? Ville han råbe af mig? Lammet af chok stod jeg stiv som et bræt, og derfor fik jeg et ordenligt chok, da jeg mærkede hans arme omkring mig, i det han løftede mig op, og holdt mig som en brud i hans arme. Jeg krympede mig en smule i smerte, men lod ham bære mig.

”Du virker til at være en hel masse besvær. Jeg hedder Jang Geun Suk. Hvad med dig?” Geun Suk smilede meget kort til mig, og vente derefter tilbage til hans misfornøjede udseende.

”Oh Sungmin,” svarede jeg kort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...