My Precious

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 11 nov. 2013
  • Status: Igang
En pige, Sungmin, kommer oprindeligt fra Danmark, men er flygtet til Syd Korea. Nu ligger hun og fryser hver dag i gaderne af Seoul, da hun har hverken penge eller husly. Hvad sker der, når den smukke og arrogante skuespiller og sanger Jang Geun Suk træder ind i billedet?
Fandom - K-pop

6Likes
5Kommentarer
654Visninger
AA

3. Kapitel 1

Mit blik så ingenting. Mine øjne var åbne, og jeg så levende ud, men mit indre var dødt. Som jeg sad der krøllet sammen op ad en kold mur, på en af de travleste gader i hele Seoul, så jeg ingenting. Ikke fordi jeg var blind eller noget, jeg ønskede bare ikke at se det mere. Se det, jeg havde set på de sidste mange måneder. Sko og ben der gik i et alt for højt tempo, ned af den tæt befolkede gade. Folk der altid virkede til at være for sent på den, selvom de sikkert ikke var det. Og hvis de var det, ville det heller ikke være nogen overraskelse, for med alle de mennesker der befolkede gaden, var det heller ikke til at komme frem. Jeg selv sad og rystede. Jeg havde været hjemløs de sidste mange måneder, siden jeg valgte at forlade Danmark. Det kunne vise sig at være mit livs dårligste beslutning. Alligevel fortryder jeg det ikke, også selvom jeg måske ender med at dø af kulde, i Seouls gader.

Så kunne man måske spørge hvorfor jeg bor på gaden. Hvorfor jeg ikke bare får et job og bliver en del af samfundet. Og tro mig, det har jeg da også prøvet. Men med et minimalt koreansk ordforråd er det ikke let. Og efter alt for mange mislykkede forsøg, gav jeg op. Så derfor er jeg endt på gaden, med et tæppe, og så håber jeg hver dag på at en eller anden venlig sjæl, smider bare den mindste brødrest hen til mig. Det er det jeg lever af. Ja, jeg er et udskud, en hjemløs, men sådan er det, og jeg lever med det, selvom man ikke kan kalde det et liv. Man kan vel egentlig bare sige at jeg trække vejret.

Som mørket begyndte at ligger sig som tæpper ned over Seoul, og larmen døde ud, lagde jeg mig som altid ned på jorden. Jeg gjorde et forsøg på at gøre mig det behageligt, men med en frossen jord som underlag, var denne handling mildest talt umulig. Alligevel fik jeg lagt mig selv ned, fik tæppet op over min spinkle krop, og puttet mine dyrebare ting ind til mit bryst. Mine dyrebare ting bestod egentlig bare af en telefon der for længst var død af strøm mangel, og så de få won jeg gemte, da de en dag skulle redde mit liv, når jeg ikke længere fik mad. Ligesom jeg ikke gjorde denne dag. Alligevel sagde min mave ikke noget, for det var alt for ofte jeg ikke fik mad.

Bedst som jeg endelig var faldet i søvn, mærkede jeg nogle tæt på mig. Med et slog jeg øjnene op, og så noget jeg ikke ville have set. Der stod fire store koreanske mænd. Den ene talte til mig, men jeg forstod ikke et ord af hvad han sagde. Hans ånde stank langt væk ad alkohol, og han tre venner var tydeligvis også påvirkede. Hvis jeg så bare havde en idé om hvorfor han stod og råbte af mig, så ville mit liv have været lettere.

Da det ikke virkede til at de fire mænd ville stoppe med at råbe af mig, besluttede jeg, at det var bedst at finde et andet sted. På forsigtig, dog hurtig, maner, kom jeg op fra min lille plads, og med tæppet omkring kroppen, gik jeg min vej ned af gaden. Mit hoved holdt jeg lavt. Jeg turde ikke vende mig om, for at se om de fulgte efter mig.

Det var først da skridtende kom nærmere, og dermed blev så tydelige at jeg kunne høre dem, kiggede jeg mig over skulderen. Det skulle jeg dog aldrig have gjort. Det viste sig at være de fire mænd fra tidligere. Med et mindre skrig, som man knap kunne høre, satte jeg i løb. Og selvom jeg selv følte at jeg næsten fløj af sted, kunne virkeligheden ikke nikke genkendende til mine tanker. Det tog ikke de fire fyre lang tid at indhente mig, og snart lå jeg på maven, med hovedet mast ned mod jorden. En af mændene satte sig på ryggen af mig. Det eneste jeg følte var, at min ryg blev mast, og at alle mine knogler helt sikkert var brækkede under hans vægt, da jeg selv kun var skind og ben, efter manglen på mad i et par måneder.

Mændene råbte noget til mig igen, og ham der sad på ryggen af mig, hev op i mit hår får at jeg kunne svare, og får at mændene kunne få et blik af mit ansigt. Da jeg ikke svarede, blev mændene ophidsede. De undrede sig nok over, hvorfor jeg var så uforskammet ikke at svare dem, specielt da de nu var ældre end mig. Det var bare umuligt for mig at svare, når nu jeg ikke kunne sproget. Da mændene blev træt af at se på mit ansigt, som ingen følelser viste, smed manden på min ryg det ned i asfalten igen. Jeg sagde ikke noget. Det viste sig at være en fejl. Da jeg ikke sagde noget, tog mændene det som at det ikke gjorde ondt, og gav sig til at sparke mig i siderne. Jeg sagde ikke noget, men tårende løb ned af mine kinder, som var det et kapløb. Hvad havde jeg dog gjort for at fortjene dette?

Da mændene mente at de havde leget nok, spyttede de en gang hver, hev mine penge ud af min brystlomme, og lod mig ellers ligge. Bange og forladt endnu engang. Jeg satte mig dog en smule op, og fik øje på mit tæppe. Jeg kravlede derpå hen mod det, i alt for store smerter, fik det om kroppen, og lagde mig endnu engang til at fryse på Seouls gader, uvidende om hvor mine ben havde ført mig hen. Jeg var ligeglad. Jeg faldt så småt i søvn, i et håb om bare at holde natten ud.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...