Hallucinate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 28 okt. 2013
  • Status: Færdig
Indlagt uden helt at vide hvorfor, må Laura kæmpe for at komme sig mens en anden verden trænger sig på. Stædige glimt og rædselsvækkende drømme plager hende stædigt, til hun ikke længere kan adskille en virkelighed fra en anden.

Bidrag til Halloween konkurrencen.
Mulighed 2. Billede 2.

10Likes
6Kommentarer
892Visninger
AA

6. Kapitel 6.

Jeg var krøbet i skjul bag en af de døde stammer, for bedre at kunne holde øje med silhuetten, der bevægede sig rundt i udkanten af mit synsfelt. Det var Danny. Jeg var ikke i tvivl selvom jeg kun kunne se omridset af et menneske, der bevægede sig langsomt, så meget at det nærmest så ud som om det slæbte sig selv henover skovbunden.

En klump begyndte at forme sig i min hals, da Danny begyndte at gå længere væk fra mig. Jeg ville kalde på ham, men hans navn satte sig fast mellem læberne på mig. Bevidstheden om at han ikke ville se mig fyldte mig; Han havde ikke besøgt mig, fordi han ikke ville se mig.

Jeg rejste mig fra mit skjul og begyndte at følge efter ham, forsigtigt, for ikke at advare ham om min tilstedeværelse. Han bevægede sig hurtigere end før, fremad gennem skoven. Bunden snoede sig om mine fødder, grenene slog op om benene på mig, men jeg fortsatte. Mine muskler værkede stadig, men udmattelsen var falmet af håbet om at tale med Danny.

Set ud af øjenkrogen, så det ud som om, at skoven bevægede sig. Træerne voksede og trak sig sammen i stille, beroligende drag. Tågen smøg sig om mig, om træerne, om Danny.  Jeg kunne næsten ikke se ham længere. Hans silhuet gik i et med en skygge længere fremme, et stort mørke, der tonede frem jo tættere jeg kom på.

Det var en bygning. Jeg kantede mig nærmere, men jeg kunne ikke se meget mere end et groft omrids. Dannys silhuet forsvandt i mørket, lyden af en dør, der smækkede gav genlyd mellem træernes stammer.

Jeg satte farten op og småløb med fornyede kræfter. Bygningens facade dukkede op foran mig. Det var hospitalet. Jeg standsede brat. Det var ikke hospitalet, men det var et hospital, et andet hospital.

Det her var ikke nyt og lyst som det andet havde syntes at være. Det jeg kunne se af muren var gråt og falmet, flere af vinduerne var ikke mere end gabende huller ind til mørket. Det eneste lys, var en gadelampe, der blinkede tvivlsomt, et par meter fra indgangen.

Jeg fortsatte fremad. Danny var gået derind, min eneste chance for at få svar på, hvad der foregik, var at følge efter. Tågen krøb lige om bygningen uanset, hvor tæt jeg kom på. Det var næsten som om tågen kom fra bygningen. Jeg skubbede tanken fra mig.

 

Hoveddøren tronede op foran mig. Den var høj og havde en gang været massiv, men træet var rådnet, det føltes som om det smuldrede under min hånd, da jeg skubbede døren op.

Lugten af fugt ramte mig som en mur, da jeg trådte indenfor.  Der lå støv over alt på gulvet, men her var det ikke afbrudt af fodspor. Det så ikke ud som om nogen havde været her i meget lang tid. Men jeg vidste jeg havde set Danny gå ind gennem den dør.

Jeg så mig omkring for spor efter ham, men forhallen var tom. Den store trappe der førte ovenpå var faldet sammen flere steder,  så han kunne kun have gået ned af en af gangene nedenunder. De førte i hver deres retning, lyset fra de store lamper i forhallen nåede ikke ret langt ned ad nogen af dem, de var mørkere end skoven.

Jeg begyndte at gå mod den nærmeste gang, men stoppede op da en på en gang velkendt og fjern lyd gav genlyd mellem de kliniske vægge. Lyden af gråd skar gennem mig. Det var som om den trak mig ned ad gangen, mod kilden til lyden.

Et stykke nede sneg en lille kegle af lys sig ud fra en halvt åben dør og afslørede store plamager af fugt på den afskallede væg. Jeg satte farten en smule op, det føltes for meget som korridoren i kælderen af det andet hospital.

Jeg høre trin bag mig, men da jeg vendte mig var der ingen. Jeg begyndte alligevel at løbe, lyden af gråd blev tydeligere jo tættere jeg kom på døren. Jeg var pludseligt sikker på Danny måtte være derinde, noget inden i mig satte lyden af barnegråd og Dannys tilstedeværelse sammen.

 

Da jeg nåede døren stoppede jeg op, i stedet for at gå ind, blev jeg stående på gangen og kiggede ind ad sprækken ved døren.

Der stod en kvinde, ved en vugge i hjørnet af rummet. Hun stod med ryggen mod mig, men hendes ansigt var allerede brændt ind i mine minder. Jeg vidste hvem hun var.

Med et falmede billedet af kvindens ryg, og i stedet så jeg ned på barnet i hendes arme, i mine arme. Jeg lukkede min øjne, da floden af minder drev ind over mig. Barnet i kvindens arme, mit barn. Mig og Danny’s barn i mine arme.

Jeg tvang mine øjne op og fandt mig selv tilbage på gangen, mens mit andet jeg stod ved vuggen med barnet. Skrigene blev højere, skingrere, mere ubærlige. Hun vuggede barnet i sine arme, men det hjalp ikke. Gråden fortsatte. Jeg ville skrige. Jeg vidste, hvad der ville ske.

Kvinden græd også, hendes bønner om fred, bare et øjebliks ro, gled uhørt forbi. Hun rystede, hendes ben vaklede under hende, da hun gik fra den ene ende af rummet og til den anden. Hun kiggede ud på gangen, jeg var forstenet til at skjule mig, men hun så mig ikke. Hun så intet. Hendes øjne var dækket af den samme mælkehvide hinde som sygeplejerskens.

 

Jeg kastede mig mod væggen bag mig. Barnets gråd blev højere, voldsommere. Jeg kæmpede mig på benene og satte i løb tilbage ned ad gangen. Jeg blev overvældet af følelser, desperation, vrede, magtesløshed. Kanterne af mit synsfelt blev mørkere. Billeder tvang sig ind foran mine øjne. Barnet i mine arme. Hvordan jeg vuggede hende, hurtigere og voldsommere. Hvordan hendes gråd blev til en hjerteskærende stilhed.

Jorden forsvandt under min fødder og jeg faldt. Mørket styrtede omkring mig, jeg greb ud efter noget at holde fast i, hvad som helst men intet brød mørket. Kun min egen vejrtrækning og lyden af Dannys stemme, den aften han kom hjem og fandt ud af hvad jeg havde gjort. Hans vrede sad stadig i mig. Lyden af hans hulken, som han trak mig væk fra vuggen, gav genlyd i tomheden.

 

Mørket flygtede langsomt og en ny virkelighed begyndte at tone frem for mig. En lampe skar i øjnene på mig, resten af værelset jeg befandt mig i var om muligt endnu lysere end det gamle hospitalsværelse. Jeg lukkede øjnene.

Fodtrin nærmede sig, blandet med stemmer. Hængsler knirkede, en dør gik op og i. Jeg åbnede ikke mine øjne, jeg vidste ikke hvad jeg ville møde, i stedet fortsatte jeg med at lytte.

”Det er det klareste hun har været, den tid hun har været hos os.” Sagde en mandestemme jeg ikke genkendte. ”Gennem det halve år hun har været her, har hun været fjern, meget utilnærmelig. Hun har ikke været så opmærksom på vores tilstedeværelse eller de andre patienter, som hun er nu, siden det skete.”

”Siden hun slog hende ihjel?” Det var Danny’s stemme. Jeg havde aldrig hørt den så kølig før og jeg vidste hvorfor. Jeg slog øjnene op for at se ham. Han stod bøjet over min seng, hans ansigt var blegt, det var som om huden var for stram og kunne slå revner når som helst. Jeg så ham i øjnene, ønskede mere end noget andet at han ville blinke til mig og sige alt var okay, men hans blik var hvidt og sløret som kvindens. Jeg skreg, men ikke en lyd sneg sig forbi mine læber. Tapetet på de hvide vægge smuldrede bag ham og afslørede store skjolder på murene. Hans ansigt fortrak sig i an grimasse af afsky. Lampen svigtede. Da lyset kom igen var han væk. Lægen stod alene med ryggen mod mig ved vinduet, med en hånd om en af tremmerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...