Hallucinate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 28 okt. 2013
  • Status: Færdig
Indlagt uden helt at vide hvorfor, må Laura kæmpe for at komme sig mens en anden verden trænger sig på. Stædige glimt og rædselsvækkende drømme plager hende stædigt, til hun ikke længere kan adskille en virkelighed fra en anden.

Bidrag til Halloween konkurrencen.
Mulighed 2. Billede 2.

10Likes
6Kommentarer
990Visninger
AA

5. Kapitel 5.

Jeg klamrede mig til væggen, mens elevatoren sneglede sig opad. Den korte flugt fra sygeplejersken havde tæret på mine kræfter og mine ben kunne ikke længere bære hele min vægt. Jeg var svimmel, jeg måtte kæmpe for bare at se tallene i elevatoren klart, men uanset hvad jeg forsøgte at tænke på, kunne jeg ikke få synet af sygeplejerskens indsunkne ansigt ud af mit hoved.

Da elevatoren pludseligt standsede, måtte jeg gribe hårdere fat om gelænderet for ikke at falde. Et kort øjeblik var jeg sikker på, at jeg stadig befandt mig for enden af korridoren i kælderen og at sygeplejersken stod og ventede på mig udenfor, men dørene gled hurtigt til side, uden at jeg blev mødt med de samme, hvide øjne, jeg lige havde forladt. Jeg satte af med hænderne mod væggen, og tumlede ud af elevatoren.

Forhallen var kunstigt belyst, der kom ingen sol ind gennem de store ruder ved indgangen, selvom mit eget værelse havde været fuldt lyst op for under en time siden. Receptionen var mennesketom. Gulvet var dækket af et tykt lag støv, der kun var afbrudt i få spor på kryds af gulvet efter slæbende skridt.

Jeg bevægede mig mod disken i håb om at finde en telefon, men da mine øjne faldt på et skilt, der førte til trappe opgangen, vendte jeg om og satte afsted mod døren, så hurtigt jeg kunne. Sygeplejersken ville hurtigt kunne nå op fra kælderen den vej, hvis hun bevægede sig med samme fart som hun havde nedenunder.

Jeg kastede mig mod døren med skulderen først. Hængslerne beklagede sig højlydt, men døren gik op uden problemer, og med et var jeg ude fra hospitalet. Jeg standsede brat. Det syn, der mødte mig, var ikke den store hospitals parkeringsplads jeg havde forventet, der var ingen asfalt, ingen vej, end ikke en sti.

Hospitalet var omgivet af døde træer. En skov af døde træer, indhyllet i en tåge så tæt at jeg kun kunne se få meter frem for mig. Jeg ville fare vild, hvis jeg skulle finde vej gennem den skov. Jeg måtte tilkalde hjælp, så jeg vendte mig for at løbe tilbage indenfor og finde en telefon, men sygeplejersken stod pludselig på den anden side af ruden. Hendes ansigt var ikke længere bare indsunket, hun så ikke levende ud som hun stod bag glasset, uden at bevæge sig det mindste. Rædslen væltede ind over mig. Jeg kunne ikke få min krop til at reagere, jeg stod som forstenet og så på hende. Uanset hvor meget jeg ønskede at løbe, kunne jeg ikke tvinge blikket fra hende.

Jeg skreg.

Lyden af min egen stemme vækkede mig til live og jeg satte i løb. Jeg kiggede ikke tilbage for at se om hun fulgte efter mig, jeg turde ikke. Hele min krop rystede, jeg havde nok at gøre i at holde mig på benene. Skovbundet var mudret, det føltes som om selv skoven forsøgte at holde mig tilbage og snart var jeg nødt til at give efter.

Mine muskler værkede, jeg faldt på knæ på jorden, gispede efter vejret, før jeg kiggede tilbage. Der var ingen. Den tykke tåge lod til at have omsluttet alt omkring mig, som om den havde sat hele verden i stå og efterladt mig som det eneste vidne. Mit åndedræt blev roligere og stilheden tog over, skoven lå i dvale omkring mig.

Mine øjne begyndte at vænne sig til tågen, ikke meget, men nok til at flere træer begyndte at tone frem et stykke væk. Jeg anstrengte mig for at se længere, i håb om at finde et eller andet, der ikke var skov. Den tanke fortrød jeg, da jeg opfattede noget bevæge sig ganske tæt på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...