Hallucinate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 28 okt. 2013
  • Status: Færdig
Indlagt uden helt at vide hvorfor, må Laura kæmpe for at komme sig mens en anden verden trænger sig på. Stædige glimt og rædselsvækkende drømme plager hende stædigt, til hun ikke længere kan adskille en virkelighed fra en anden.

Bidrag til Halloween konkurrencen.
Mulighed 2. Billede 2.

10Likes
6Kommentarer
909Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Jeg sad som forstenet på min seng da sygeplejersken kom ind. Jeg hørte hende ikke, jeg var for optaget af at kigge ud af vinduet, selvom jeg intet kunne se. Først da hun rømmede sig flyttede jeg min opmærksomhed over på hende. Hun så på mig med et halvt smil. Rynkerne om hendes øjne så mere udtalte ud end sidst jeg havde set hende, det samme trætte blik mødte mig da hun trådte et par skridt nærmere.

”Lad os se om ikke vi kan få gennemført undersøgelsen denne gang.” Sagde hun og hentede kørestolen i hjørnet af mit værelse. ”Hvis du bliver utilpas, må du endelig sige til.”

Jeg nikkede, men jeg gjorde ikke noget for at stå ud af sengen, i stedet blev jeg siddende og betragtede hende, det var ikke kun rynkerne om hendes øjne der var udtalte, et mørke, jeg ikke kunne sætte fingeren på, havde bredt sig over hendes ansigt.

”Er du klar?” Spurgte hun. Det gav et lille ryk i mig, da det gik op for mig at hun studerede mig lige så grundigt som jeg havde studeret hende.

 

”Ja.” Sagde jeg. Jeg lod hende støtte mig da jeg stod ud af sengen og satte mig i kørestolen. Det var ikke nødvendigt, jeg var sikker på jeg sagtens kunne gå ned til undersøgelseslokalet på egen hånd, men jeg protesterede ikke mod stolen. Tanken om frivilligt at skulle gå ned af den korridor fik mig til at stivne.

Sygeplejersken bemærkede intet, hun skubbede mig stille ud på gangen og ned mod elevatoren præcis som hun havde gjort dagen før, uden et ord.

Jeg holdt fast om armlænet på stolen, så hårdt at mine knoer blev hvide af anstrengelse idet vi kørte ind i elevatoren.

 

Turen nedad gik rædselsvækkende langsomt. Jeg måtte trække været i dybe drag for tilnærmelsesvis at bevare roen. Det gav et ryk i hele elevatoren da den stoppede, jeg klemte øjnene hårdt sammen. Lige udenfor de tunge metaldøre var korridoren som havde forandret sig lige for øjnene af mig. Jeg rystede på hovedet, bed tænderne sammen. Et sted udenfor min mørke skal hørte jeg elevatorens døre gå op og snart var vi igen i bevægelse.

Den stille raslen fra stolens hjul gav genlyd i den tomme korridor, udover det var det kun lyden af mit eget åndedræt, der trang igennem til mig.  Jeg forsøgte at lade mine tanker glide væk fra gangen og i stedet finde ly i et trygt minde, men det eneste, der tonede frem for mig var Danny’s ansigt. Det halvlange hår han normalt skubbede væk fra panden ved nonchalant at køre fingrene gennem det, hang ned i øjnene på ham. Var det sådan han havde set ud da jeg sidst så ham? Tanken om ham skar gennem mig uden nåde, jeg forstod ikke hvorfor han ikke havde besøgt mig. Kærlige Danny, der altid havde kærtegn og trøstende ord til overs, når noget ikke helt var som det skulle være. Det gav ingen mening at han ikke var her nu.

 

Det gav et bump, da sygeplejersken kørte over trinnet til undersøgelseslokalet. Danny’s ansigt forsvandt, da jeg åbnede øjnene for at se mig omkring. Rummet jeg nu befandt mig i var lige så lyst som mit værelse, selvom vinduet var betydeligt mindre. Jeg drejede hovedet for at finde sygeplejersken, men hun var ikke i værelset.

Luften i rummet forandrede sig, det sekund jeg opdagede jeg var alene. Pludseligt var det som om min hals snørede sig sammen, tågen begyndte igen at overtage mine tanker, det eneste der flåede sig vej igennem, var tanken om at rummet hvert øjeblik det skulle være, kunne forandre sig og tage mig med sig tilbage til det sted det kom fra.

 

Et øjeblik var jeg sikker på væggene gav sig omkring mig, men lyden af fodspor ude fra gangen satte det hele i stå. Sygeplejersken drejede ind i værelset, og jeg kunne ånde lettet ud.

”Det beklager jeg virkelig, det lader til lægen har en anden patient.” Sagde hun idet hun trådte ind foran mig. Hendes matte øjne betragtede mig træt. Jeg måtte blinke et par gange for at se klart, hendes hud var bleg og udtørret og størstedelen af hendes ansigt var pludseligt dækket af dybe furer. Det var som om hun var ældedes adskillige år over de sidste få minutter. Mit åndedræt blev stadig mere overfladisk som jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det ikke kunne lade sig gøre, jeg måtte være udmattet efter den lange nat jeg kun lige havde lagt bag mig.

 

”Jeg tager lige nogle blodprøver, og så kører jeg dig tilbage til dit værelse.” Hendes stemme var toneløs, alligevel forsøgte hun sig med et undskyldende smil. Jeg nikkede. Jeg ville bare tilbage til mit værelse så jeg kunne snige mig ud for at finde nogen, der kunne give mig de svar jeg så desperat havde brug for.

Sygeplejersken fik hurtigt taget de prøver hun havde brug for, og i løbet af et par minutter var vi igen på vej ned ad gangen. Jeg holdt øje med hver af de hvide vægge, hver eneste sprække i tapetet holdt mit blik fast. Jeg knugede mig til virkeligheden som var det det eneste jeg havde tilbage, først da vi nåede elevatoren turde jeg ånde roligt igen.

Hun bremsede min kørestol i den ene side af elevatoren og lænede sig selv op ad gelænderet i det ene hjørne. Hun kiggede tomt ud i elevatoren da den satte i gang, et kort øjeblik var jeg i tvivl om hun overhovedet  var til stede.

 

Elevatoren satte pludseligt farten op, og det gik op for mig at vi bevægede os nedad, frem for op mod mit værelse på en af de højere etager. Jeg greb fat om armlænet og kiggede på sygeplejersken, men hun ænsede ikke at der var noget galt, hun stod stadig med lukkede øjne og hovedet lænet mod elevatorens væg.

Elevatoren gav sig. Jeg kunne høre kablerne give sig over os, det føltes som om vi var i fald. Jeg åbnede munden for at skrige, men min hals havde snøret sig sammen, kun et halvkvalt klynk kæmpede sig vej fra min hals.

 

Det hele stoppede med et ryk. Kørestolen tippede, men jeg nåede at sætte imod med fødderne inden den væltede. Elevatorens muntre ’ding’ gav genlyd i mit hoved. Først da vågnede sygeplejersken op. Hun låste stolen op og ventede på dørene gled til side. De metalliske døre blev snart erstattet med udsigten ned ad en mørk korridor i det, der mest af alt lignede en gammel uudnyttet kælder.

Jeg rykkede tilbage i sædet, med ryggen presset op ad ryglænet idet sygeplejersken skubbe mig ud i korridoren.

”Hvor kører du mig hen?” Spurgte jeg, min stemme skælvede og gav genlyd i kælderen. Jeg slog hånden for munden, jeg var overvældet af en irrationel frygt for at noget hernede havde hørt mig.

Få meter nede ad gangen drejede vi ind ad en bred dør, der førte os ind i et lille værelse. Her var intet vindue, kun kunstigt lys fra en pære i loftet. Det var nok til at afsløre store fugtskjolder på væggene, de steder hvor tapetet ikke allerede havde givet efter.

 

Sygeplejersken kørte mig over til en rusten sengeramme, der end ikke havde en madras, før hun bremsede stolen. Hun tog fat under min arm og hjalp mig op, før hun fortsatte med at forsøge at hjælpe mig op i sengen. Jeg rev mig fri af hendes greb, vaklede et par skridt væk fra hende.

”Jeg kan da ikke ligge der!” Skreg jeg. Hun trådte frem imod med, men jeg bakkede længere væg, skridt for skridt til jeg stod med ryggen mod væggen. Jeg kastede et blik mod døren, den var ikke langt væk, jeg ville godt kunne når den. Jeg så tilbage på sygeplejersken, der nu stod næsten lige foran mig.

”Rolig.” Sagde hun stille og løftede hånden. Først da fangede kanylen min opmærksomhed. Hun rakte ud efter mig, men jeg skubbede fra mig med et hyl, før jeg svingede mig ud ad døren og satte i løb mod elevatoren.

”Laura.” Kaldte hun efter mig. Jeg rystede over hele kroppen, mine ben ville ikke samarbejde, men jeg fortsatte uden at skænke korridoren omkring mig et blik. Det føltes som om gulvet sank sammen om mine fødder, mine ben blev tungere for hvert skridt. Jeg kunne ikke blive ved med at tvinge mig fremad.

Jeg kastede mig ind i elevatoren og hamrede hånden imod knappen til døren. Den reagerede ikke, den ikke så meget som lyste. Jeg kiggede ud i korridoren, hvor sygeplejersken hastede mod elevatoren med hurtige bevægelser.

Jeg trykkede på knappen igen og igen alt imens jeg kastede et sidste blik på sygeplejersken, før jeg rev blikket fra hende og trykkede på knappen til stueetagen.


Da jeg igen kiggede mod korridoren så jeg lige ind i sygeplejerskens nu helt mælkehvide øjne. Hendes indsunkne kinder gav sig da hun åbnede munden for at tale, mens dørene langsomt gled ind foran hende. Hun prøvede ikke at række ud efter mig, hun forsøgte end ikke at stoppe dørene. Hun stod der bare, med læberne formet i et forvredet, lydløst skrig, til hun forsvandt bag elevatorens døre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...