Hallucinate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 28 okt. 2013
  • Status: Færdig
Indlagt uden helt at vide hvorfor, må Laura kæmpe for at komme sig mens en anden verden trænger sig på. Stædige glimt og rædselsvækkende drømme plager hende stædigt, til hun ikke længere kan adskille en virkelighed fra en anden.

Bidrag til Halloween konkurrencen.
Mulighed 2. Billede 2.

10Likes
6Kommentarer
894Visninger
AA

3. Kapitel 3.

 

Jeg forsøgte at åbne øjnene og se mig omkring, men mine øjenlåg var underligt tunge, som om tågen, der før havde sløret mine tanker, nu havde lagt sig om mig og gjorde mig ude af stand til at styre mine bevægelser. Lyden af fodtrin rungede gennem mit hoved, nogen bevægede sig gennem rummet med lette, bløde trin.

Jeg holdt vejret, trinene kom nærmere, for pludseligt at stoppe. Hæse åndedrag lagde sig i luften omkring mig. Jeg blev pludseligt opmærksom på kolde fingre, der lagde sig om min arm.

Tågen forsvandt øjeblikkeligt og jeg spærrede øjnene op. Lægen stod denne gang lige over mig og betragtede mig. Hans øjne var uklare bag brilleglassene, men det var som om han ikke havde opdaget jeg var vågen.

Jeg trak igen vejret dybt mens lægen bevægede sig rundt ved min seng. Først da han gik mod døren kom mine mange spørgsmål tilbage til mig.

 

”U-undskyld?” Lykkedes det mig at spørge. Han vendte sig om mod mig med et ryk og stod et kort øjeblik og betragtede mig, før han bevægede sig nærmere. Han tog brillerne af næsen for at undersøge mig nærmere. Hans lod blikket glide over mit ansigt uden at fortrække en mine. Hans indsunkne øjne var dækket af en mælkehvid film, men hans blik holdt mig fast.

Jeg forsøgte at sætte mig op, men jeg blev holdt tilbage. Mine arme var spændt fast til sengen. Jeg vred mig for at komme fri, flåede i remmene, der holdt mine håndled fast, men til ingen nytte. Jeg blev ved med at kæmpe. Lægen forsøgte at gribe fast  i mine ben, men jeg sparkede ud efter ham, jeg stoppede ikke selvom jeg kunne mærke sengens metalramme give sig under mig.

Han råbte på en sygeplejerske, og i næste øjeblik stod hun ved min seng. Hendes blik var ligeså tåget som hans, men hun greb let  fat i min arm. Mine øjenlåg føltes pludseligt tungere, end de havde gjort før. Jeg vendte hovedet væk fra lægen. Det sidste jeg nåede at se før søvnen tog over, var de rustne tremmer for vinduet.

 

 

Jeg vågnede med et sæt i mit lyse hospitals-værelse. Jeg vidste ikke, hvad klokken var, men solen skinnede ind gennem vinduet. Det var næsten for skarpt til mine øjne, men jeg turde ikke lukke dem igen. I stedet satte jeg mig op for at prøve at genvinde fatningen.

Den hurtige bevægelse fik det til at flimre for øjnene af mig. Jeg følte mig svimmel, ude af stand til at adskille drøm og virkelighed.

 

Jeg trak benene op og lagde armene om mine knæ. Drømmen om lægen og det lukkede værelse forsvandt bid for bid, jo mere jeg prøvede at huske. Jeg knugede mine ben tæt ind mod min krop og lukkede øjnene. Mit hoved dunkede, jeg kunne mærke søvnen snige sig tættere på.

Jeg tvang mine øjne op. Jeg turde ikke falde i søvn, jeg ville ikke risikere at ende med endnu en rædselsvækkende drøm. Så længe jeg var vågen, måtte jeg være sikker.

 

Jeg rettede min opmærksomhed mod vinduet. Solen slap ind gennem de tynde gardiner, men jeg kunne ikke se hvad der var udenfor. Jeg skubbede mig ud til kanten af sengen, hvis jeg skulle holde mig vågen, måtte jeg gøre andet end at sidde og vente.

Det sortnede for øjnene af mig da jeg trådte ned på gulvet, og jeg måtte læne mig ind over sengen for ikke at falde. Jeg trak vejret dybt i et par sekunder, før jeg rettede mig op. Selvom jeg kneb øjnene sammen, kunne jeg ikke fokusere på rummet omkring mig. Det var som om væggene boblede omkring mig, den hvide maling begyndte at skalle og afslørede den fugtplettede tapet indenunder. Jeg pressede mine håndflader mod mine øjne og lod mørket tvinge den falmende virkelighed væk. Jeg mærkede ikke min krop falde til jorden før jeg sad på gulvet og gispede efter vejret. Mine arme hang ned langs mine sider men mine øjne var stadig lukkede. Jeg frygtede for alt i verden at jeg ville åbne dem og finde mig selv fanget af lægens mælkehvide blik.

 

Jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt, som stod han bøjet over mig. Jeg knyttede nævnerne og holdt vejret, ventede på hans kolde fingre skulle tage fat om mine håndled, men der skete intet. Jeg tvang mine øjne op, forberedt på at møde ham, men værelset var tomt og lyst, den eneste bevægelse var gardinet, der gav sig i vinden fra det let åbne vindue.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...