Hallucinate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 28 okt. 2013
  • Status: Færdig
Indlagt uden helt at vide hvorfor, må Laura kæmpe for at komme sig mens en anden verden trænger sig på. Stædige glimt og rædselsvækkende drømme plager hende stædigt, til hun ikke længere kan adskille en virkelighed fra en anden.

Bidrag til Halloween konkurrencen.
Mulighed 2. Billede 2.

10Likes
6Kommentarer
990Visninger
AA

2. Kapitel 2.

 

Da jeg vågnede igen, var værelset tomt, vinduet var lukket og en indelukket lugt af mad havde erstattet den friske brise, der før havde bredt sig i rummet.

Jeg skubbede mig op på mine albuer og betragtede det rullebord, der nu stod op ad min seng, som om det ikke helt kunne holde balancen på egen hånd. En enkelt portion lasagne anrettet tilfældigt på en gullig tallerken stod dækket med film ved siden af en lille kande vand. Det var ikke et appetitvækkende syn, men det behøvede det heller ikke være, jeg følte pludselig en sult, som havde jeg ikke spist i en livstid, gnave sig op gennem min krop. Jeg rakte ud efter tallerkenen og pillede filmen af i en bevægelse, før jeg satte mig til at spise. Mens jeg gjorde, begyndte spørgsmålene at finde vej ud af tågen, der stadig klamrede sig til mig.

 

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde været indlagt, det kunne være så lidt som en enkelt nat eller op til flere uger. Jeg følte mig ikke syg, bare omtåget og forvirret. Måske jeg næsten var rask, og min hullede hukommelse bare var en bivirkning af min medicin. Men det forklarede ikke hvorfor sygeplejersken ikke ville fortælle mig noget. Jeg sukkede og rakte ud efter vandet i håb om at jeg bare kunne skylle tågen væk og dermed finde vej til alle svarene, men vandet gjorde ikke andet end at minde mig om en tørst, jeg ikke havde været opmærksom på.

 

Før eller senere måtte jeg få besøg af nogen, der kunne give mig nogle svar. En læge, eller måske min familie. Det gav et sæt i mig ved tanken om min familie, eller rettere tanken om den familie jeg end ikke kunne huske størrelsen på. Hvorfor havde ingen besøgt mig?

Forvirringen erstattedes med et af tomhed, som om jeg ved den blotte tanke havde flået familie og tryghed fra mit liv og erstattet det med tågen, der endnu engang kom faretruende tæt på. Jeg følte mig pludseligt tom og alene, selv den kærlighed til Danny, som jeg havde taget forgivet i min drøm, var blevet erstattet af en tyngende skyldfølelse.

 

Jeg rystede på hovedet for at skubbe tankerne fra mig, og idet faldt mit blik på journalen, der stod i holderen ved foden af min seng. Dér måtte stå noget. Før jeg nåede at tænke over det, havde jeg skubbet mig ud af sengen og stod med journalen i hånden. Jeg tøvede et øjeblik, jeg havde ingen ide om, hvad jeg ville finde. Måske havde sygeplejersken en god grund til at holde mig hen i uvished, men jeg måtte vide, hvad jeg fejlede, så jeg åbnede min journal og lod blikket glide ned over papiret.

Jeg smed det tilbage i holderen lige så hurtigt, som jeg havde samlet det op. Mit navn og min fødselsdato stod tydeligt øverst på siden, men resten var streget over med tyk, sort tusch. Jeg tog mig til hovedet og lukkede øjnene. Det gav ingen mening for mig, det måtte være noget jeg bildte mig ind, eller noget jeg drømte.

 

Jeg rettede mig op for at gå tilbage i seng, men idet jeg åbnede øjnene, fangede jeg sygeplejerskens blik gennem døren. Jeg tog mig selv i at træde et skridt tilbage. Sygeplejersken reagerede ikke på min forskrækkelse, hun stod bare i døråbningen og betragtede mig.

Hun så træt ud, nærmest som om de sidste timers arbejde havde ældet hende, mens jeg bare havde sovet.

”Du burde ikke være oppe.” Sagde hun, hendes stemme var ru, men hun smilede mildt, idet hun trådte ind i værelset og gik over mod en kørestol, der stod skubbet ind i et hjørne. ”Sæt dig her, du skal bare lige undersøges. Det tager højest 20 minutter.”

 

Jeg blev stående ved foden af sengen og trak vejret i dybe drag, mens jeg holdt øje med hver eneste bevægelse.

”For hvad?” spurgte jeg, da jeg havde genvundet evnen til at tale. Sygeplejersken kiggede spørgende på mig. Jeg måtte kvæle min irritation før jeg gentog mit spørgsmål. ”Hvad skal jeg undersøges for?”

”Det er bare en opfølgningsundersøgelse.” Sagde hun. Jeg var sikker på jeg så et glimt af lettelse passere over hendes ansigt før hun igen smilede til mig. ”Skynd dig nu at sætte dig ned, så kan vi være færdige inden kaffetid.”

 

Jeg nikkede og satte mig i stolen. En undersøgelse måtte betyde, at jeg skulle se en læge og han ville helt sikkert ikke nægte mig information, som min smilende sygeplejerske lod til at gøre.

Hun kørte mig ud af værelset, ud i afdelingens reception. Der var ingen mennesker at se, men det lod til at være en lille afdeling, der var ikke mange skilte, ud over det der adskilte værelse 01-07 fra værelse 08-11.

Vi nåede hurtigt ud af afdelingen og ned til en lille elevator for enden af gangen. Sygeplejersken trykkede på knappen for at tilkalde elevatoren, og før jeg vidste af det, var vi på vej ned.

 

Jeg undertrykte et gab i det det gik op for mig at mine øjenlåg var ved at blive tungere. Elevatorens knirken falmede for så at blive tydelig igen et øjeblik efter, jeg rystede mit hoved i håb om at holde mig vågen, det ville ikke gøre mine chancer for at snakke alvorligt med lægen større, hvis jeg faldt i søvn på vejen derned.

Elevatoren stoppede og døren gled til side, for at afsløre en hvid malet korridor. Der var ingen vinduer, men en næsten uafbrudt kæde af lamper hang i loftet så langt ned ad gangen, jeg kunne se. Lyset var skarpere, end det i elevatoren så jeg måtte blinke for at vænne mig det. Jeg gned mine øjne før jeg igen kiggede op.

 

Det lykkedes mig ikke at undertrykke et forskrækket klynk, da den tomme korridor pludselig var fyldt med gamle, metal senge, der stod hele vejen langs væggen. Den rytmiske dunken fra kørestolens hjul over stenene i gulvet tog til i hastighed, i takt med at sygeplejerskens skridt forsvandt. Jeg bevægede mig ned ad gangen hurtigere og hurtigere mod mørket i den anden ende alt i mens væggene slog revner for øjnene af mig. Jeg ville kaste mig ud af stolen, men jeg blev holdt tilbage. Tykke, brune læderremme holdt mine håndled fast til stolen, jeg kunne ikke bevæge mig.

Jeg skreg og vred mig, men det var som om remmene bare blev strammere. Alligevel fortsatte jeg med at kæmpe, indtil jeg mærkede hænder på mine skuldre. Jeg åbnede mine øjne selvom jeg ikke havde opdaget, de var lukkede, og blev mødt af sygeplejerskens trætte, grå øjne.

 

”Alt skal nok blive godt igen. Bare tag det roligt.” Sagde hun stille. Jeg så mig omkring i en tilstand af ren panik, for kun at finde mig selv tilbage på den kunstigt belyste, men dog tomme gang, der ville føre ned til undersøgelses lokalet. ”Jeg tror, jeg kører dig tilbage til dit værelse.”

I det øjeblik var der ikke noget, jeg hellere ville. Selvom min mulighed for at tale med lægen og få vished midlertidigt gled ud ad hænderne på mig, ville jeg ikke et skridt længere ned ad den gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...