Hallucinate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 28 okt. 2013
  • Status: Færdig
Indlagt uden helt at vide hvorfor, må Laura kæmpe for at komme sig mens en anden verden trænger sig på. Stædige glimt og rædselsvækkende drømme plager hende stædigt, til hun ikke længere kan adskille en virkelighed fra en anden.

Bidrag til Halloween konkurrencen.
Mulighed 2. Billede 2.

10Likes
6Kommentarer
889Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Søvnen smøg sig som fangarme ud fra mørket, omsluttede mig og holdt mig fast. Jeg vred mig for at slippe fri men min krop bevægede sig ikke. Mine arme lå tungt ved mine sider, mine fødder føltes uendeligt langt væk.  Jeg ville skrige, men lyden blev siddende i min hals, jeg kunne ikke få vejret.

Jeg spærrede øjnene op, men en mælkehvid tåge bredte sig for mit blik, jeg kunne intet se, heller intet gøre. Jeg vidste jeg ikke var alene, jeg kunne mærke en anden hos mig. Gennem tågen kunne jeg ane en skikkelse ved foden af min seng. En hvid kittel og en lysbrun mappe tonede frem før jeg fangede mit spejlbillede i lægens briller.

Han nikkede eftertænksomt, det var ikke henvendt til mig. Han havde ikke opdaget, at jeg var vågen, det var jeg måske heller ikke. Mine øjne gled i, luften fandt igen vej til mine lunger før søvnen trak mig tilbage til mørket.

 

Mine øjne gled op, hvad der føltes som få sekunder efter de var faldet i, men lægen var ikke længere i mit værelse.  Først troede jeg, at jeg var alene, men lidt efter lidt tonede en menneskelig skikkelse frem ved vinduet, mit syn var stadig sløret men de hængende skuldre og den bøjede nakke mindede mig om Danny. Han måtte være kommet for at se hvordan jeg havde det.

Jeg åbnede munden for at tale til ham, men kun en halvkvalt rallen steg fra mine læber. Han vendte sig mod mig, men han lod ikke til at ænse min tilstedeværelse, han gik bare tværs gennem rummet og drejede ned ad gangen udenfor.

Jeg ville råbe efter ham, men jeg turde ikke. Min stemme holdtes indespærret af angsten, der havde lagt sig som et reb om min hals. Hvorfor kunne jeg ikke tale?

Jeg vendte mig mod vinduet i håb om at se solen skinne ind gennem lyse gardiner, men jeg blev mødt af kolde, halvt rustne tremmer.  Jeg kneb øjnene i så hårdt at farverige mønster begyndte at tone frem bag mine øjenlåg.

 

Da jeg åbnede dem igen, stod det klart at jeg havde sovet. Det hvide hospitals-værelse skar i mine øjne, så jeg måtte blinke for at vænne mig til lyset.

Vinduet var åbent. En svag brise bevægede sig gennem lokalet, legede med gardinet og bladene på de buketter, der stod på et lille bord ved min seng.

Jeg vidste ikke hvem blomsterne var fra eller hvorfor jeg skulle have dem. Det var sikkert barmhjertighedsbuketter fra venner og familie, så de ikke selv behøvede at besøge mig. Den eneste jeg havde set hos mig, var Danny og ham var jeg ikke engang sikker på virkelig havde været der. Jeg vidste ikke hvem der ellers skulle have besøgt mig, min hjerne var stadig indhyllet i tåge, ethvert minde om familie lod til at være gemt at sted derinde, jeg kunne end ikke helt huske hvad jeg havde lavet før jeg blev indlagt.

Jeg satte mig op for at klare tankerne i samme øjeblik som en ældre kvinde kom ind i rummet. Hun var sygeplejerske, men jeg havde ikke set hende før. Jeg var ikke engang sikker på jeg ville have husket det, hvis jeg havde set hende.

 

”Godmorgen.” Sagde hun, før hun satte nye blomster i en tom vase på bordet. Jeg så spørgende på hende, men hun lod ikke til at bemærke det. I stedet gik hun hen til vasken og fyldte vasen med vand.

Jeg ville stille hende en flodbølge af spørgsmål, men jeg kunne ikke finde ud af hvor jeg skulle begynde. Det var som om tågen trak sig tættere om mig og indkapslede de spørgsmål, der for få sekunder siden havde stået helt tydeligt for mig.

 

”Hvorfor er jeg her?” lykkedes det mig at spørge. Sygeplejersken kiggede på mig med et træt smil, som om mit simple spørgsmål havde suget alt glæde fra hende.

 

”Nu skal du bare koncentrere dig om at få det bedre.” Sagde hun og bevægede sig tilbage mod døren. ”Jeg kommer ind med noget mad til dig senere.”

 

Hun var væk, inden jeg havde nået at tænke over, hvad hun havde sagt.  Tanken om mad fik det til at vende sig i min mave. Jeg lagde mig ned på sengen for at afværge kvalmen og lod blikket glide op i loftet. Jeg ledte mine tanker tilbage til min drøm, Danny havde altså ikke været her.  Næste gang sygeplejersken kom ind, ville jeg bede om en telefon, så jeg kunne ringe til ham. Han var det eneste, der stod nogenlunde klart gennem den tågede masse, der bredte sig omkring mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...