Vandet og solen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2013
  • Status: Færdig
Drengen Nicolai på 11 år har en højgravid mor og en uhelbredelig kræftsyg mormor. Mormoren kæmper ihærdigt for at holde sig i live, indtil moren har født, men vil det lykkes, når morens termin går mere og mere over tid? En dag på hospitalet møder Nicolai den jævnaldrende pige Pernille. De begynder at være en del sammen og går ture sammen ned til stranden. Problemet er bare, at mens de sidder på stranden, kan solen ikke nå over hospitalet - endnu! Så hvad kommer først - fødslen, døden eller solen?

Dette er en historie, jeg skrev, da jeg var på forfatterworkshop på gymnasiet. Den er skrevet fredag 27. september 2013.

2Likes
2Kommentarer
399Visninger
AA

1. Vandet og solen

Vordingborg, april 1998

 

Jeg vågnede igen af, at min mor sad og gispede inde i sofaen. Hver gang hun havde det sådan, troede jeg, at hun skulle til at føde, men det skulle hun aldrig. Det var altid bare plukveer. Jeg tog dynen omkring mig og gik ind i stuen. Min far havde den ene hånd bag hendes skulder, mens min mor sad foroverbøjet og holdte på sin store gravide mave. Efter noget tid gik veerne i sig selv igen, og vi gik alle sammen i seng igen.

Efter skole næste dag var jeg igen ude at besøge min uhelbredeligt kræftsyge mormor, der lå på Vordingborg Sygehus. Hun vidste godt, at det snart var slut, men hun kæmpede for at holde sig selv i live, for hun skulle lige nå at opleve at se sit barnebarn, inden hun stillede træskoene. Hun snakkede mest med mine forældre, når vi besøgte hende, men hun sendte mig ofte tunge smil. Hver gang hun begyndte at smile, lukkede hun øjnene for en kort stund. Sådan var det hver gang.

Efter vi havde været der en times tid, begyndte hun at få det ret dårligt. Hun lukkede ofte øjnene og tog nogle dybe vejrtrækninger. ”Nicolai, gå lige ud til en af lægerne og sig, at hun har det dårligt”, sagde min mor til mig. Jeg tog det lange ben foran og var hurtigt ude på gangen, hvor jeg fangede en sygeplejerske. Jeg forklarede hende, at hun havde det dårligt, og sygeplejersken sagde, at hun ville komme ind til os om to minutter. Jeg gik tilbage til stuen, og fem minutter efter kom sygeplejersken. Det undrede mig ikke, for når folk sagde to minutter, gik der som regel altid lidt længere tid. Hun kom med et morfindrop til min mormor. Jeg havde set, når hun havde haft sådan et i armen før, og det kunne jeg ikke lide at se, så jeg sagde, at jeg gik ud på gangen og ventede til hun var færdig. De andre nikkede bare stille på hovederne. Jeg gik helt ud af hospitalsgangen og ind i et opholdsrum med sofaer. I en af sofaerne sad en jævnaldrende pige og stirrede tomt ud i luften. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne sætte mig over til hende i stedet for at sidde alene. Da jeg satte mig ved siden af hende, kiggede hun straks på mig neutralt på mig i et par sekunder, inden hun smilte let og sagde: ”Hej”. Jeg hilste igen, og efter et par sekunder spurgte jeg, hvorfor hun var her. Hun sagde: ”Det er fordi min farmor er uhelbredeligt syg af kræft, og lige nu er hun ved at få morfin gennem et drop, og det kan jeg ikke lide at se, derfor sidder jeg lige herude, indtil det er overstået”. Jeg blev overrasket og forklarede hende, at det var præcis også den grund til, at jeg var der. Allerede dér føltes det som om, at der var noget kemi mellem os. ”Hvad hedder du?”, spurgte hun og smilede. ”Jeg hedder Nicolai, hvad med dig?”, spurgte jeg. ”Jeg hedder Pernille”, svarede hun. Efter vi havde snakket yderligere et par minutter, kom hendes far ud, og sagde, at hendes farmor ikke havde droppet i armen mere. Idet hun skulle til at rejse sig, tog hun uden videre min hånd og trykte den, mens hun sagde: ”Vi ses måske en anden dag”. Jeg ville også gerne trykke hendes hånd eller gøre et eller andet. Jeg kunne ikke finde på andet end blot at trykke igen, men da jeg trykkede, havde hun næsten allerede fjernet hendes hånd fra min, så da jeg trykkede, trykkede jeg hendes fingerspidser i stedet for. Hun smilte bare og gik med sin far. Lige inden døren til gangen smækkede i, kunne jeg høre hendes far spørge: ”Hvem var det?”. Jeg kunne gennem ruden se, at hun svarede ham, men jeg kunne ikke høre hvad. Jeg sad i ti minutter og håbede på, at hun kom tilbage, men i stedet kom min mor og sagde, at min mormor havde fået droppet ud af armen igen. Jeg gik med hende ind på stuen igen. Kort tid efter gik vi hjem igen.

Det var først, da jeg lå i min seng den aften, at jeg rigtig begyndte at tænke på Pernille igen. Jeg synes faktisk, at hun var ret sød. Jeg håbede, at jeg ville møde hende igen i morgen, hvis vi skulle derud.

Vi kom ikke derud dagen efter, men det gjorde vi dagen – lørdag 11. april. Vi tog af sted sidst på formiddagen . Min mormor forklarede igen, at hun sang på sit absolut sidste vers, men at ville nå at opleve sit fjerde barnebarn, som min mor egentlig burde have født daværende tidspunkt. Hun var nu 11 dage over sin termin. Jeg tænkte stadig ret meget på Pernille. Hvert 10. minut gik jeg ud på stuegangen og kiggede ud i opholdsrummet for at se, om Pernille sad derude. De andre spurgte, hvorfor jeg gik derud så ofte. Jeg svarede, at jeg bare lige skulle ud at kigge, og det sagde de ikke så meget ting. Fjerde gang jeg kiggede derud, sad hun der – alene igen. Jeg stak hovedet ind på stuen og sagde, at jeg lige gik ud i opholdsrummet. De nikkede på samme måde som i går. Jeg gik ud på gangen til hende. Hun sad i sofaen til venstre. I går var det til højre. Hvorfor havde hun mon skiftet plads? Sad vi ikke meget godt i den anden sofa sidste gang? Jeg åbnede døren til opholdsrummet, og idet jeg gjorde, fik hun øje på mig. Hun smilte og så meget udstrålende ud. ”Hej, Nicolai”, sagde hun, da jeg var på vej over til hende. ”Hej, Pernille”, sagdek jeg, mens jeg satte mig ned ved siden af. Nærmest lidt ubevidst havde jeg sat mig ret tæt på hende. Så tæt at vores hofter rørte hinanden. Nærmest ubevidst skulle jeg også lige til at hilse på samme måde, som vi sagde farvel sidste gang – altså ved at trykke hendes hånd. Det gav et lille sæt i mig, da jeg fik den tanke, men jeg stoppede mig og tænkte, at det nok var bedst lige at få snakken op at køre, inden jeg gik skridtet videre. Jeg spurgte hende på et tidspunkt, hvor gammel hun var, og hun var 11 år ligesom mig. På et tidspunkt var der tavshed noget tid. Ingen af os vidste rigtig, hvad vi skulle sige. Efter noget tid spurgt Pernille: ”Vil du med ned til stranden?”. De første par sekunder anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, men det gik op for mig, at det ville jeg selvfølgelig gerne. Vi gik begge ind på hver sin stue for at fortælle, at vi smuttede ned til stranden. Min familie sagde ikke så meget til det. Både min mor, far og lillesøster sad på sengekanten. Stranden lå to minutters gang fra hospitalet. Jeg stod ude foran vores stue og ventede på hende. Da hun kom, stak jeg hånden frem og sagde: ”Kom”. Hun smilte og tog glædeligt min hånd. Vi holdte i hånden hele vejen ned til stranden. Vi satte os på en sten tæt på vandkanten. Selvom det var midt på dagen, og at det nok var nu, solen stod højst på himlen, skyggede hospitalet stadig for solens stråler, så mens vi sad på stenen, fik vi intet sollys, men da vi gik et skridt længere ud, ramte solen os. Vi sad i lang tid på stenen, og jeg kunne mærke, at der virkelig var god kemi mellem os.

Efter en times tid var jeg igen tilbage på hospitalet hos min mormor. Hun havde igen fået et drop i armen, men denne gang kunne jeg faktisk godt holde det ud. Mine forældre ville gerne vide lidt om, hvem hende Pernille var. Jeg synes, at det var lidt pinligt at snakke om, så jeg svarede bare så kort på deres spørgsmål som muligt. På et tidspunkt gjorde min mormor det igen – begyndte at smile til mig samtidig med, at hun lukkede øjnene meget kort. ”Kom herop”, sagde hun og klappede sin hånd på sengekanten. Jeg satte mig dér, hvor hun havde klappet. Hun tog min hånd og trykkede den på samme måde som Pernille. Jeg kunne se, at hun tænkte over et eller andet, hun skulle til at sige. På et tidspunkt begyndte hun at nusse min kind. ”Ved du hvad?”, sagde hun. Jeg rystede let på hovedet. ”Vi to, ikke. Vi har haft så mange gode oplevelser sammen, og mit liv havde absolut ikke været det samme uden dig, min dejlige dreng”, startede hun med at sige, og hun fortsatte med at sige en masse ord, som jeg synes var alt for store for mig, når man tog min alder i betragtning. Til sidst kunne jeg mærke, at jeg skulle lige til og græde, og der måtte jeg bede hende om at stoppe, for det ville jeg ikke. Jeg takkede hende og sagde, at jeg også virkelig havde nydt alle vores gode tider sammen. Efter noget tid kom en sygeplejerske ind. Hun stillede sig for enden af sengen og sagde: ”Ja, jeg må nok meddele, at ud fra min erfaring som sygeplejerske ser det altså ud til, at Anna ikke har mange dage tilbage, så det er altså nu, at I skal nyde den sidste tid sammen med hende”. Min mor nikkede forstående med indadvendte læber. ”Ja, vi må virkelig udnytte denne sidste tid”, sagde vores mor til os. Min lillesøster og jeg nikkede begge forstående på hovederne.

Vi gik først hjem om aftenen for at spise aftensmad. Min mor måtte flere gange under middagen rejse sig på grund af plukveer. Nogle gange lavede hun sådan nogle udstræksøvelser for at få vandet til at gå. På et tidspunkt kunne jeg se, hvor meget prøvede at bide smerten i sig, inden hun sagde: ”Ah, for helvede, mand”. Hun fældede en tåre, inden hun satte sig og spiste videre ved det tavse aftenbord. Da jeg lå i sengen om aftenen, begyndte tankerne igen at køre rundt i hovedet på mig. Det var lidt surrealistisk. Jeg var både ked af det over min mormor, glædede mig til at få endnu en søster, ville det blive til, og samtidig var jeg altså blevet vildt forelsket i Pernille. Det var et rent følelseskaos, som jeg aldrig har haft siden. Jeg fællede en tårer, og øjeblikket efter stak jeg panden ned på madrassen og begyndte at grine og ryste på hovedet over hele situationen.

Næste dag tog vi igen hen til min mormor om formiddagen. Hun lå og sov, da vi kom. Efter en halv times tid vågnede hun op. Vi satte os op til hende igen. Jeg nød at være sammen med hende her i den sidste tid. Jeg mødte igen Pernille ude i opholdsrummet, og vi gik igen ned på stranden. Solen kunne lige akkurat stadig ikke nå os på grund af hospitalet, da vi sad på stenen. Egentlig forløb denne dag relativ udramatisk. Der skete hverken noget nyt omkring Pernille, min mors mave, eller mormor. 

Bedst som jeg lå og havde den skønneste drøm omkring Pernille, blev jeg vækket af min mor, som sagde, at vi skulle skynde os over på hospitalet, for mormor var lige ved at dø. Jeg sprang straks i noget tøj, og ti minutter efter hun havde vækket mig, var vi på sygehuset. Min mormor var meget afkræftet, og min mor havde meget stærke veer. Hun sagde til min mormor, at hun troede, at hun skulle lige til at føde. Jeg kunne se, at det fik min mormor til virkelig at kæmpe imod. Efter to timer med en gispende mor og en mormor med dybe vejrtrækninger, sagde en sygeplejerske til os, at nu var det nok nu. Min far hjalp min mor over til sengekanten. Hun støttede sig til sengen, og jeg holdte min mormor i hånden. Min mor havde et stenansigt med tåre, mens hendes ben rystede af smerte over veerne. På et tidspunkt kunne jeg høre et plask. Min mor rettede sig op og sagde: ”Vandet er gået". I samme øjeblik kunne jeg se på skærmen, at min mormors hjerte holdte op med at slå. ”Det var godt nok et mærkeligt sammentraf”, tænkte jeg, mens jeg gav slip på min mormors hånd og kunne mærke, at den var helt svag. Der kom nogle læger, som hjalp min mor ned på fødegangen. Vi gik alle sammen med hende. Fødslen varede et par timer. Til sidst kunne vi se hovedet komme ud, og få sekunder efter var hun ude – min lillesøster. Min mors lettede suk og babygråden var en ret smuk blanding lige dér, syntes jeg. Min mor fik hende op til sig og begyndte at amme. Efter det fik jeg lov til at holde hende. Det var også meget smukt, syntes jeg. Selvom jeg selvfølgelig stadig var meget ked af, at min mormor var død, var jeg egentlig alt i alt glad for, at det hele var overstået – min mormor var død, og min mor havde født. Det var selvfølgelig ærgerligt, at min mormor ikke noget at se sit nye barnebarn, når hun nu havde kæmpet så meget for det.

Jeg gik op på gangen igen for at se, om min mormor stadig lå der. Det gjorde hun ikke. En sygeplejerske fortalte mig, at hun var kørt til et krematorium, og at vi bare kunne køre derhen, når vi havde tid. Pludselig fik jeg øje på Pernille, som stod ude på gangen. Jeg forklarede hende hele situationen, og selvfølgelig kondolerede hun og ønskede mig tillykke med min nye søster. Jeg spurgte hende, om hun ville med på stranden igen, og det ville hun rigtig gerne. Jeg gik ned til min familie og fortalte, at vi lige gik på stranden igen. Det var efterhånden ved at være op ad dagen. Da vi noget ned til vores sædvanlige sten, kunne solen stadig ikke nå os, men efter vi havde siddet der i noget tid, kom den pludselig. Det øverste af den kunne lige akkurat nå over sygehuset og kunne ramme det øverste af min pande, hvis jeg lænede hovedet tilbage. Lige da solen ramte mig, følte jeg en overdosis af mod i min krop. Iskoldt trykkede jeg Pernille i hånden og sagde: ”Jeg synes faktisk, at du er ret sød”, og mere skulle der åbenbart ikke til. Hun tog fat rundt om mit hoved, og så kyssede vi. I stedet for et væld af forskellige følelser, var det lige i det øjeblik kun én følelse, der dominerede. Efter en lille pause kyssede vi igen. Jeg spurgte, hvordan det gik med hendes farmor. Hun sagde, at sygeplejerskerne havde sagt, at hun kun havde få dage tilbage, men at hun ikke gad at bekymre sig om det lige nu, hvor hun sad i denne situation.

Jeg gik tilbage til sygehuset og fik min lillesøster i armene igen. En stjerne dør, en anden bliver født, og jeg har fået en kæreste på grund af stjernens død. Det var nogenlunde de tanker, jeg sad med på det tidspunkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...