The Exorcist

Mellow som alt i alt har været normal hele sit liv, for sit liv vendt op og ned, den aften en veninde lokker hende til at spille et farligt spil.
Et spil der endte med at overtage hendes liv.
~ Denne novelle er med i Halloween konkurrencen og er mulighed 1 ~ Glædelig Halloween

30Likes
85Kommentarer
1393Visninger
AA

2. Let's play

”Hold lange og pegefingrene på planchetten, når du stiller et spørgsmål. Udover tallene og bogstaverne i midten, er der også svarmuligheder som ja, nej, hej og farvel” Valerie udpegede alle den sorte skrift på det glatte Ouija bræt.

Det var Halloween aften og min venindes bedste ide til hvad vi skulle lave, var at spille dette åndsvage spil.

”Valerie er det her en god ide?” Spurgte jeg og kiggede skeptisk ind i hendes brune øjne. Hun havde arvet et Ouija bræt af sin afdøde farmor, som havde lært hende alt om brættet og den åndelige verden.

 

”Pjat med dig. Det er virkelig spændende, lad os nu bare prøve” Svarede hun bestemt og begyndte at tænde stearinlysene omkring os.

Jeg sukkede og fjernede min fingre fra hjerteformede planchette, som ifølge Valerie ville blive ført rundt på pladen af den ånd, vi kunne oprette kontakt til.

”Okay, jeg starter så” Valerie smilede spændt og placerede fingerende planchetten. Jeg lænede mig væk fra brættet og krydsede mine ben, før Valerie rømmede sig.

”Er der nogle ånder i blandt os?” Spurgte hun stille med lukkede øjne. ”I dette rum?” Tilføjede hun. Planchetten under hendes fingerer, forholdte sig heldigvis rolig, uden at røre sig. Aldrig i livet ønskede jeg at den begyndte at røre på sig.

Der gik yderligere to minutter uden der skete noget, men Valerie så ikke ud til at give op. Hun klemmede øjende hårdt sammen og bed sig i underlæben.

”Ryk over på ja, hvis der er nogle ånder i dette rum” Befalede Valerie lidt hårdere end før. Hendes fingerer dirrede på planchetten, men den rykkede sig ikke den mindste millimeter.

Valerie åbnede øjende med et suk. ”Hvis der er nogle ånder i bla-”. ”Tror du ikke bare du burde droppe det?” Afbrød jeg hende.

”Nej jeg vil ej, det lykkedes min farmor hver eneste gang. Jeg giver ikke op!” Svarede hun og rettede ryggen, da hun igen begyndte at kalde på ånderne.

”Ryk over på ja” Sagde hun lavmælt og stirrede på planchetten. Hendes fingerer begyndte igen at dirre og før hun nåede at spørge igen, gled planchetten stille over på ja.

 

Vi begge gispede af forskrækkelse, før jeg gav hende et puf. ”Meget sjovt Valerie” Vrissede jeg ironisk. Hun kunne ikke være bekendt at forskrække mig sådan.



”Hvad? Mellow, det var altså ikke mig!” Udbrød hun. ”Jeg sværger, jeg blev mindst lige så forskrækket som dig” Tilføjede hun.

”Er du sikker?” – ”Hundred procent. Det var ikke mig” Sagde hun. Vi begge kiggede ned på brættet igen. Havde en ånd virkelig rykket planchetten?

”Spørg den om noget” Mumlede jeg uden at fjerne mine øjne fra den brune træblade. Valerie rykkede uroligt på sig.

”Er du en pige eller dreng?” Spurgte hun. Der skete intet igen. ”Hvordan skulle den kunne svare på det? Stil den ja og nej spørgsmål” Opfordrede jeg.

”Øh, okay. Er du en dreng?” Spurgte hun igen. Et skrig havde nær undsluppet min mund, da planchetten igen bevægede sig. Den blev placeret på ja.

Valerie træk vejret hårdt. ”Har du været her før?” Spurgte hun. Planchetten begyndte igen at bevæge sig under hendes finger og som jeg allermest havde håbet på den rykkede over på nej, forblev den på ja.

Valerie kiggede over på mig og det var tydeligt at se at det skræmte hende, selvom hun havde set sin farmor udfører det samme ritual, mange gange før.

”Hvor gammel er du?” Spurgte hun. Svarende begyndte at komme hurtigere og planchetten satte kurs ned af brættet mod tallene. Først placerede den sig på tre og derefter otte.

”Han er otteogtredve” Mumlede jeg for mig selv. ”Hvor længe har du så været… Død?” Valeries stemme knækkede og planchetten placerede sig på tallene et, tre og seks. Hundred seksogtredve år, havde denne ånd bare gået rundt, tænkte jeg.

”Har du det godt” Spurgte Valerie og så overrasket ud, da planchetten hurtigt rykkede over på nej.

 

Vi vekslede endnu en gang blikke. ”Hvorfor?” Spurgte hun, før det gik op for hende at hun nok ikke ville få svar på det spørgsmål.  

Minutterne gik, men der kom intet svar. Valerie stønnede irriteret og fjernede fingrene fra planchetten.

”Skønt, vi har fået fat i en pisse negativ ældgammel mand” Mumlede hun. Flammerne i de forskellige stearinlys blafrede, hvilket fik mit hjerte til at slå hurtigere.

Et lys tæt på min fod, blafrede vildt og jeg kunne slet ikke tage øjende fra det, før Valerie begyndte at sige mit navn.

”M-Mellow, den bevæger sig” Hakkede hun. Planchetten gled stille hen over brættet uden Valerie havde fat i den. ”Han skriver noget” Hviskede jeg, da planchetten placerede sig rundt på bogstaverne.

”Jeg vil ” Mumlede Valerie som satte bogstaverne sammen i ord. ”Leve” Sagde hun med løftet øjenbryn.

”Jeg kan ikke lide det her” Sagde jeg stille og trak mig væk fra Ouija brættet. Alt inde i mig frøs næsten til is. Jeg havde mest af alt lyst til at kyle brættet ud af vinduet og gemme mig under sengen.

”Mellow, han prøver bare at skræmme dig” Sukkede Valerie beroligende. Jeg rystede arrigt på hovedet og bed mig selv i underlæben.

 

”Hvordan?” Spurgte jeg, før jeg nåede at tænke mig mere om. Jeg fastslog mit blik skarpt på planchetten som stille gled over på d’et.

”Dig” Jeg kiggede over på Valerie med et vredt blik. ”Hvad sker der” Vrissede jeg, hvilket fik hende til at trække på skuldrene.

”Jeg ved det ikke” – ”En fucking ånd siger at han vil leve og ikke nok med det, så blander han mig ind i det. Hvad er det her for noget” Udbrød jeg forfærdet.

 

Tårerne begyndte at stikke i øjnene og frygten spredte sig over alt i min krop. Jeg greb hårdt fat i brættet og rejste mig op. ”Få det her åndsvage bræt væk nu!” Jeg tvang brættet i armene på Valerie og vendte mig om, for at tørre mine øjne.

”Mellow tag det nu roligt” Hørte jeg Valerie sige bag mig. ”Få det væk sagde jeg!” Udbrød jeg samtidig med stearinlysene igen begyndte at blafre.

 

”Mellow” Hviskede Valerie stille, men jeg vendte mig ikke om. Ilden i de små lys voksede i takt med de blafrede mere voldsomt og igen hørte jeg Valerie sige mit navn bag mig.
 

Lyset gik og Valerie skreg mit navn. Jeg vendte mig om med et sæt og så hende stå med brættet i hænderne. Planchetten bevægede sig vildt rundt på brættet, så vi slet ikke kunne nå at læse, hvad der blev skrevet.
 

De lige stearinlys som var et eneste til at lyse værelset op blafrede for en sidste gang op, før de også gik ud. Jeg åndede tungt af frygt og bevægede mig langsomt hen mod Valerie, men en pludselig smerte stoppede mig.
 

Et skrig undslap mine læber idet jeg faldt på jorden med en hånd på midten af brystkassen, hvor smerten spredte sig. En følelse af tusinde af knive som borede sig dybt ind i mig, hvor den mindste underdrivelse jeg kunne bruge mod smerten.

”Mellow!?” Valerie skreg og kastede brættet fra sig. Hun knælede ned ved min side og tog fat om mit hoved.

”Hvad sker der?” Spurgte hun og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg gispede efter vejret og prøvede at koncentrere mig om hendes ord og hendes beroligende blik.

Lyset kom igen og smerten forlod langsomt min krop. Jeg satte mig om med et sæt og satte en hånd på panden.

”Mellow, hvad skete der?” Spurgte Valerie igen med bekymrende øjne. ”Det gjorde så ondt” Hviskede jeg hæst. Valerie rystede på hovedet. ”Hvad gjorde ondt?”

”Smerten. Smerten der var overalt i min krop” Min hvisken blev mere hæs og jeg hostede.

 

”Skal jeg ringe efter en ambulance?” Spurgte Valerie og bankede mig på ryggen. Jeg rystede kort på hovedet. ”Det behøves ikke, jeg har det fint nu”

”Er du sikker?” Valerie gav mig et skeptisk blik og strøg en tommelfinger hen over huden, under mit øje. ”Du har næsten helt røde øjne” Mumlede hun. Jeg fjernede hendes hånd og rystede på hovedet.

”Jeg har det fint, virkelig” Sagde jeg.

                                                               ∞
Røde øjne blev ved med at vise sig for mine øjne. Onde røde øjne. Jeg var alene i den gamle kirke som lå i udkanten af skoven.

Kirken havde tidligere været med i en borgerkrig, flere hundrede år tilbage. Skudende og kanonslagene havde sat sine præg. Taget var på randen til at bryde sammen, murene smuldrede og bænkede var for længest væk. Kun alteret stod tilbage i nogenlunde vedligeholdelse.

Alle havde forbud mod at være her, men her stod jeg. Uden at vide hvorfor og hvordan jeg var kommet ind.

 

Jeg drejede om på hælene af et ordentligt bump. En gammel stenstatue af jomfru Maria var væltet. Statuen havde mistet hovedet og den hvide maling var skaldet af.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen og tog et skridt bagud. En uhyggelig stemmening spredte jeg i min krop. Jeg var rædselsslagen. Dybt rædselsslagen over et ukendte, det jeg ikke vidste hvad var.

En hæs og ukendt latter fyldte min øregang, da de røde øjne kom nærmere. De var røde som blod, men ondskaben var ikke til at overse. De var rædselsfulde.

Jeg trak vejret tungt ”Du findes ikke” Hviskede jeg for mig selv.

Pludselig føltes det som usynlige arme tog fat i mig. Overvældet af frygt begyndte tårnene at trille ukontrolleret ned af mine kinder. Negle så skarpe som knive gled ned af min ryg. Jeg kunne mærke da blodet begyndte at rende og lugten af det salte blod, fyldte min næse.

Personen var ikke til at se, men vedkommende var der. Selvom jeg ikke kendte til personen eller dets motiv, så vidste jeg at det var mørket selv.

”Slip mig” Hulkede jeg og prøvede at slå fra mig. Personen grinede igen, så gåsehuden spredte sig. Grinet var ikke unikt eller smukt, grinet var hæsligt og ondskabsfuldt.

Et ansigt begyndte pludselig at tage form omkring de røde øjne. En høj pande med ar og markerede kind ben smurt ind i blod, dannede et ansigt.

Jeg klemmede øjnene hårdt i og vendte ansigtet ned af. Jeg ønskede ikke at se personen. De skarpe negle forsvandt fra min ryg og jeg blev ikke længere holdt fast i.

Men inderst inde vidste jeg godt at det langt fra var slut endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...