Try To Change My Past •♥• - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 13 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der når LaCrystal Johnson som er 17 år. begynder på en ny skole for 7'ende gang? Efter at have mistet sine forældre og sin lillesøster. Efter alt det mobning hun har været igennem. Hvordan klarer hun sig. Åbner hun sig op? Finder hun kærligheden? får hun nye bekendtskaber? Får hun endelig en rigtig ven? Find ud af det når LaCrystal begynder sit nye liv for 7'ende gang på "Oxford High School"

18Likes
12Kommentarer
1104Visninger
AA

4. Kapitel 2

 


Jeg stod og knoklede med at åbne mit skab. Det gad bare ikke op. Jeg sukkede i frustration og lagde min pande, ind mod det blå skab, med den perfekte hvide stribe. "Brug for hjælp?" Jeg sværger, jeg havde aldrig hørt den stemme før. Jeg vente mig forskrækket om. Jeg mødte de fantastiske grønne øjne, som jeg havde mødt tidligere i går. Ham med krøllerne. Jeg nikkede stille. Han bankede en ordentlig gang på skabet. Så det sprang op. "Mit har det med at gøre det samme." Sagde han og små grinede. "Tak, skal du have" - "Harry, Harry Styles." Tilføjede han. Jeg nikkede som svar. Klokken ringede. "Nå vi ses nok Crystal." Jeg nikkede og gav ham et lille smil. Som han gengældte. "Ja det gør vi sikkert" Mumlede jeg efter han var gået. Jeg ville så gerne snakke med ham, men min frygt holdte mig så meget tilbage. Jeg tog fat i en kopi af det billede som var i den antikke guldramme, og strøg mine fingre over det. "Heej." Lød et langtrukkent hej. Jeg smed med det samme billede ind igen og smækkede skabet i. Det var Mandy. "Hvad sker der?" Spurgte hun undrende. Jeg tog en dyb indåndingen og rystede på hoved og svarede "I-ikke noget." "Okay, jamen så siger vi det." Svarede hun måske lidt fornærmet. "Hvad skal du have nu?" Spurgte jeg mest for et emne skift. "Idræt dig?" "Samme" Svarede jeg og smilte. Jeg kunne virkelig godt lide Mandy. Hun virkede som et ordentligt menneske.

 

Det mente hun bare ikke! Vores idræts lærer Miss. Martinsen. Ville have os til at klatre op i de der reb, som hænger ned oppe fra loftet. De fleste klarede det meget godt. Et par stykker kom kun halvvejs, og Niall havde nogle problemer med at komme ned. Da han var bange for at brænde sine håndflader. Hvilket faktisk lød lidt tøset, men sødt. Det var Mandy's tur. Man kunne se hun havde prøvet det en del gange før. For det tog ingen tid for hende at komme op. "Den næste er LaCrystal." Råbte Miss. Martinsen. Imens hun bladrede i nogle papirer. Jeg stilte mig klar og ventede. På at Mandy ville komme ned. "Held og lykke." Hviskede hun da hun gik forbi mig. "Det får jeg brug for." mumlede jeg og kiggede på rebet. Jeg sank en klump og lagde mine hænder rundt om det brede reb. Jeg var næsten oppe, men jeg kunne ikke mere. Mit hjerte hamrede for fyldt tryk. Jeg slap med den ene hånd. For et tage fat højere oppe, men jeg kom lige den anden vej i stedet for. Jeg faldt ned med et ordentligt bump. Et højt skrig undslap min mund. Jeg tog hurtigt mine hænder op for at dække mit ansigt. Jeg ville ikke ha de skulle se det. Jeg ville ikke se deres grin. Så ville mit hjerte briste. En hånd lage sig på min skulder. Jeg var bange, rædselsslagen for at jeg ville blive tævet. Igen. Alle de gange jeg var kommet hjem med blå mærker og sår. Fordi jeg var blevet slået. Havde mine forældre gået til lærerne. Men der skete ALDRIG noget. Dog på et tidspunkt, men det var ikke noget godt! Det var forfærdeligt! Der var 5 drenge. De trængte mig op i et hjørne og brændte mig med deres cigaretter. Det gjorde for bandet ondt! Da lærerne hørte om dette, var det ikke dem der blev smidt ud af skolen, men mig. Mig som blev brændet over tyve steder på arme, ben og bryst. Det var mig der blev smidt ud ikke dem. At tænke på det, gjorde smerten i min venstre hofte meget slemmer. Det føltes som om det blev stukket og brændt. På samme tid. "Er du okay?" Lød det fra personen som havde lagt en hånd på min skulder. Jeg satte mig op og kiggede først hen på alle de andre. De grinte ikke? De var nærmest mundlamme. Jeg kiggede igen på personen, og blev fanget af et par dejlige brune øjne. Jeg nikkede og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg ville ikke græde her. Det kunne jeg ikke. Jeg havde prøvet det der var værre. "Godt, jeg hedder forresten Liam Payne. Du må være Crystal?" Spurgte han og løftede et øjenbryn. Jeg nikkede og et lille smil gled frem på min læber. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare sige noget. Jeg burde virkelig arbejde på det. Først nu kom læreren. "Kom vi skal have noget is på det der." Sagde hun og hjalp mig op.

 

"Det var noget af et stunt, du lavede til idræt." Sagde Niall i færd med at fortager en burger. "Det kan man vel roligt sige." Sagde jeg og smilte. Vi sad i kantinen ved "vores" blå runde bord. "Hvorfor er de fleste ting blå og hvide?" Spurgte jeg og havde da i hver fald ikke forventet den reaktion fra Niall. Han spyttede sin mad ud i en serviet og måbede af mig. "Det er fodbold holdts farver, ved du ingen ting Crystal?" Halv råbte han. Men grinte bag efter. "Du er virkelig dårlig til at holde masken var Niall?" Fniste jeg. Jeg hørte svage fodspor bag mig, så jeg vendte mig om. Det var Harry. Jeg så han søgt Mandy's opmærksomhed. Så jeg sparkede blidt til hendes ben under bordet. Hun kiggede op og smilte så stort da hun så Harry. "Hvad så Haz?" Spurgte hun muntret. "Jeg ville bare hører om du også kom i aften." Spurgte han og satte sig ned ved siden af Niall. Som sad overfor mig. Hun nikkede og koncentrerede sig igen om sin mad. "Super." Sagde Harry og rejste sig. Han nappede Mandy's muffin og gik sin vej over til de populæres bord. Ja Harry var populær. Det undrede mig nu ikke, han var da okay flink. Altså han var den flinke type af de populære. Men han så da heller ikke værst ud. Men noget der undrede mig var Mandys og Harrys samtale. "Hvad gik det ud på?" Spurgte jeg og kigge på Mandy. Mandy kigge på mig og sagde. "Harry er min fætter. Vores forældre skal spise sammen i aften. Så ja, mig og Harry plejer at fordrive tiden sammen." Sagde hun og sendte mig et varmt smil. Jeg nikkede og kiggede over mod A's bord. Som man kaldte det. "Ham der i den lyseblå demin skjorte med det brune hår, det er Louis Tomlinson. Ham med det sorte hår, det er Zayn Malik. De to de er helt okay. Det Samme med Liam, som jeg ved du har mødt. Harry han er også helt okay. Derimod tvillingerne. Jayla og Kayla Olsen. Burde du tage afstand fra. Det samme med Taylor Thorn. Som er hele skolens bad boy." Kom det kort og pludselig fra Niall. "Tak Niall." Han vidste slet ikke hvor meget det betød for mig at han sagde det. For jeg ville ikke ende så langt ude igen. Jeg ville ikke kunne klare mere!

Jeg kiggede væk fra A bordet og kiggede hen på Niall. Som sad og kiggede på Mandy. Jeg kunne godt forstå ham Mandy var enormt køn og havde en speciel sødme.

 

Igen kunne jeg ikke få mit skab op. Så jeg prøvede det som Harry gjorde tidligere og puff.. Det var åbent. Jeg lagde mine matematik bøger ind i skabet og tog min taske. Hvor mine engelsk lektier lå i. Jeg svang den over min højre skuldre. Jeg lukkede skabet og tog nøglen ud. "Bøhh.." Lød det svagt fra min højre side. Jeg vendte mig chokeret om og så Harry stå ved min side. "Whuuuzhh.. Det må du ikke gøre igen." Sagde jeg og prøvede at få min vejrtrækning på plads. "Jeg skal prøve. Jeg hørte om dit stunt til idræt, er du okay?" Små grinede han. "Det går." Sagde jeg og en lille latter, som havde været pakket væk kunne hørers. "Du burde droppe idræt og blive cheerleader." Forslog han. Denne gang var det ikke bare en latter, men et højt grin. Det føltes helt godt at grine igen. Men jeg fortrød med det samme, da han ikke grinede med, men i stedet bare kigge helt seriøst på mig. Det føltes som flere minutter før han sagde det " Der fik jeg dig." Grinede han højt. Wow, syntes han at det var sjovt? Det håber jeg da virkelig ikke. "Nå, men vi ses. Jeg ehhmm... Skal hjem ad." Undskyldte jeg og gik mod døren. Jeg vendte mig om og kiggede tilbage. Han vinkede til mig. Så jeg vinkede tilbage.

 

Jeg mærkede en stor varme inde i mit bryst. Det fik mig til at smile som en gal. Da jeg trådte ind af døren. Hvor Tine sad og knoklede med nogle papirer. Hun kigge op og fik øje på mig. "Hvorfor så glad Crystal?" Hun rejste sig for at gå ud i køkkenet for at lave noget te. Ligesom dagen før. Jeg kunne godt lide at snakke med min moster, hun forstod mig. Jeg gik ud i køkkenet til hende. "Jeg føler mig bare så, glad de her to dage har været noget jeg kunne ville kun tro var en drøm." Fortalte jeg og smilede stort. "Det da helt fantastisk." Sagde hun og tog te, brevene op af kopperne og gik ind og satte sig i sofaen. Jeg fulgte lige efter hende og satte mig på den anden side. "Nå er der så nogle søde drenge?" Spurgte hun drillende og prikkede mig i siden. Jeg kigge sjovt på hende. Ville hun virkelig snakke om drenge. Mandy var ikke en dreng og jeg ville meget heller snakke om Mandy. "Altså, der er vel et par stykker, men jeg har ikke rigtig snakket med dem." Sagde jeg og kiggede ned i min te. "Men der er en pige. Hun virker helt okay. Mandy Mandoff." Sagde jeg og kigge på hende. "Jeg kender godt Mandy Mandoff. Hun kommer ofte i butikken. Hende er du velkommen til at invitere med hjem, en dag." Sagde hun og lagde sin hånd på mit lår. Og en tryghed skød straks op gennem mig. Min moster arbejdede i en mode butik. Faktisk var det hendes egen, og man kunne roligt sige at hun tjente en masse penge på det. Jeg smilte stort og krammede hende blidt. Jeg duftede svagt hendes parfume, jeg kendte den alt for godt. Det var den min mor plejede at bruge. Det at tænke på hende kunne godt gøre lidt ondt, men jeg kunne lide det. For jeg følte mig tryg. Jeg kiggede ind i de øjne. Som lignede mine mors alt for meget. De blå, grå øjne som altid plejede at skinde igennem i hvert et smil og hvert et grin. Dem jeg aldrig ville få at se igen. En tårer gled langs ned min kind. Som en snebold, der rullede ned af et bjerg. Hun tog mig igen et i et kram, men denne gang et ordentligt bjørnekram. "Shh.. Jeg ved det godt." Hviskede hun og kyssede mig blidt i håret.

 

_________________________________________

•♥•

Hej alle fantastiske mennesker. Som læser min movella.

I skal have tudsind tak da det betyder en del for mig.

Jeg lover at det nok skal blive mere spændende.

-Skriv gerne hvad i syntes

-Tusind tak! <3 :)

Lige noget godt til ørerne! - http://twerkinwithzayn.tumblr.com/post/63675876383/enjoy

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...