Try To Change My Past •♥• - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2013
  • Opdateret: 13 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvad sker der når LaCrystal Johnson som er 17 år. begynder på en ny skole for 7'ende gang? Efter at have mistet sine forældre og sin lillesøster. Efter alt det mobning hun har været igennem. Hvordan klarer hun sig. Åbner hun sig op? Finder hun kærligheden? får hun nye bekendtskaber? Får hun endelig en rigtig ven? Find ud af det når LaCrystal begynder sit nye liv for 7'ende gang på "Oxford High School"

18Likes
12Kommentarer
1205Visninger
AA

3. Kapitel 1


Jeg vågnede med et sæt. Jeg kunne mærke sved og tårer løbe ned af mine kinder. Jeg havde haft mareridt igen. Jeg så dem for mig. Så levende som de nu var. Da vi alle fire sad i taxaen. Jeg så deres rædsel, jeg hørte deres skrig. Det sidste jeg så var en stor lastbil der ramte lige ind i venstre side på bilen. På den forbande gule taxa. Derefter blev alt sort. Jeg gøs ved tanken om at det kunne være sandt, men det, var det desværre.

 

Jeg svang langsomt mine ben ud af sengen. Jeg kiggede over på mit natbord. I en antik guldramme var de tre mennesker som betød aller mest for mig, men aldrig ville jeg se dem igen. Det var mit ynglings billede. Jeg kan huske lige så svagt, da det blev taget. Min far spurgte en yngre mand om han ikke ville tage et par billeder af os. Manden sagde selvfølgelig ja. Vi poserede foran mit favorit sted i hele London. Foran Big Ben. Da manden så havde taget et par billeder. Løb han bare med det. Vi fik aldrig kameraet igen. Men en dag, kom min far op til mig på værelset og gav mig en pakke. Jeg rev papiret af og kiggede. Det var billede i den antikke guldramme. Hvordan han fik fat i det, ved jeg virkelig ikke, men jeg fik mit billede. Så var jeg glad.

 

Jeg rystede svagt på hoved. Da jeg tog mig selv i at smile. For en gangs skyld et ægte smil. Det som ingen så. Det som jeg var for bange til at vise. Men hvorfor? Fordi jeg var bange for folk ville grine. Jeg burde tage et bad. Bare for at tage mig godt ud. Hvis jeg overhoved skulle have en chance for at få en ven. En ven, det lyder faktisk lidt sjovt. Måske fordi jeg aldrig har haft noget med det ord at gøre.

 

Jeg små løb ned af trappen og tog den endnu tomme taske på ryggen. "Du ser godt ud Crystal, hvad med et æble?" Hørte jeg Tine (Moster) sige højt ude fra køkkenet. Jeg standsede op og gik baglæns så jeg kunne se ud i køkkenet. "Ehmm.. Tak." mumlede jeg, og et lille smil poppede atter frem på mine læber. Jeg var slet ikke van til komplimenter, men det føltes rart. "Tænk hurtigt." Sagde hun og kastede et skindene rødt æble, hun smilte stort. Jeg greb det og tog en bid af det. Det smagte himmelsk. "Nøglen hænger i den lyserøde æske, som hænger på væggen." Råbte hun muntert. Det er sandt. Tine har givet mig alt. Mere en jeg havde brug for. Hun havde givet mig en limegrøn bil, som var super luksus. Kærlighed og omsorg. Et sted at bo. Ja tro det eller ej, men vi boede på en villa vej. Så ja vi boede i en villa. Det var det sidste hus jeg boede i nu også, men det her var noget helt tredje. Jeg var så taknemmelig. Dog måtte jeg ikke kører i bilen endnu, men så var det jo godt jeg snart fyldte 18.

 

Jeg steg på bussen, der var mange andre. Jeg vil gætte på de også gik på Oxford. Bussen stoppede og alle de andre begyndte at rejse sig. Så det måtte jo være her Oxford High School lå. Jeg kunne endelig træde ud af bussen. Jeg kiggede op og så til min overraskelse et stort hvidt skilt. Oxford High School stod der. Jeg begyndte at gå, hen mod det der måtte være indgangen. Jeg trådte ind af døren, og så en masse mennesker. Jeg kiggede forundret omkring. Af alle de skoler jeg havde gået på, havde jeg aldrig set så mange farver. Dog mest lyseblå og hvid, var på vægge og skabe. Men det var meget mere festligt. Imens jeg stod og kiggede gik en person ind i mig. som en refleks. Tog jeg mine hænder op for hoved. Som beskyttelse. "Mandy se dig for når du går." Lød en irsk grinende accent. Jeg tog stille mine hænder væk fra ansigt. Og så en pige med brunt hår med en smugle rødt skær. Og brune øjne. "Det må du altså virkelig undskylde." Undskylde hun og rakte hånden frem . Jeg tøvede lidt, men rakte så selv min hånd ud og lagde den i hendes. "Du må være ny. Jeg hedder Mandy Mandoff, og den der blondine bag mig, kaldes Niall.. Niall Horan." sagde hun smilende og rystede min hånd. "La-LaCrystal Jhonson, men kald mig bare Crystal." På en måde følte jeg mig tryk, men samtidig skræmt. Da jeg troede der var en der ville slå mig. "Du ved vel ikke hvor kontoret er?" Spurgte jeg. Hun skulle lige til at svare, men Niall kom hende i forkøbet. "Jeg tror det er bedst hvis vi viser hende det Mandy." "Ja du har nok ret. Kom følg med." Sagde hun og smilte stort. Det samme gjorde Niall. Vi gik ned af de farverige gange og gennem menneske myldret. "Her er det." Sagde Mandy og pegede på en pink dør. "Mange tak." Sagde jeg og sendte dem begge et lille smil.

Jeg gik ind og så en dame sidde bag et bord. "Hej, ehm. Jeg skulle have mit skema." sagde jeg. Det tog lidt tid før hun kiggede op. "Åhh.. Hej, ja hvad hedder du?" Spurgte hun smilende, men man kunne tydeligt se at det ikke var ægte. "LaCrystal Jhonson." Svarede jeg. "Hmm.. Lad mig se. LaCrystal Jhonson.. Ohh.. Her er du, et øjeblik." Printeren bag hende begyndte at printe et ark ud. "Her, din førte time er engelsk. Du skal bare gå til højre når du kommer ud af døren. Det er lokale 64. Døren skulle meget gerne være blå og hvid." Sagde hun og lagde papiret foran mig. "Tak." Sagde jeg og tog mit skema.

Klokken ringede højlydt, så kunne man kun være sikker på det var den, der dinglede. Jeg ledte stadig efter døren der skulle være blå og hvid. "64, hvid blå.. 64, hvid blå.." Mumlede jeg for mig selv. Der! Der var lokale 64. Jeg gik ind og så til min overraskelse både Niall og Mandy sidder her inde. "Hej, du må være LaCrystal?" Sagde læren tøvende i håb om, det var mit navn. Jeg kiggede over mod ham, og nikkede svagt. "Jo, det er mig." Svarede jeg. "Nå, men vil du lige fortælle kort om dig selv? forresten kan du kalde mig Mr. Anderson." Sagde han og blinkede til mig. "Ja, jo.. Jeg hedder LaCrystal Jhonson, men kald mig bare Crystal. Jeg er 17 år. Jeg er lige flyttede her til for en uge siden. Så det er ret nyt for mig. Mere er der ikke at fortælle." Sagde jeg og kiggede hen på Mr. Anderson. "Fint' du kan tage plads der henne. Sagde han og pegede på en plads midt i klassen, ved siden af Mandy. Da jeg gik der hen ad. Fik jeg øjn kontakt med en fyr, han havde nogle utrolige flotte grønne øjne og brune krøller. Han smilte til mig. Jeg vendte hoved væk og kiggede over på Mandy. Hun smilte til mig. Hun virkede da okay, så hvorfor ikke smile igen. Jeg gav hende et lille forsigtigt smil.

 

Da jeg kom hjem. Sad Tine inde i stuen. "Hej, hvordan gik det?" Spurgte hun intreseret, og klappede på pladsen ved siden af hende. Da hun godt vidste jeg normalt blev mobbede. Hun var også den eneste der vidste det. "Det gik faktisk utrolig godt. Hvis jeg selv skulle sige det." Sagde jeg og et stort smil ramte mine læber. Hun nikkede smilende og forstående tilbage. "Det var godt." Sagde hun og klappede mig på låret.

 

________________________________________

•♥•

Så kom der lige et kapitel til. Jeg lover det nok skal blive mere spændene, men jeg vil gerne lige have alle med.

- Hvad syntes i end til videre?

- Tak fordi du læser med! :) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...