Lost Child (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Færdig
Så... det er et oneshot... yeah! xD

1Likes
1Kommentarer
454Visninger

2. End.

Blodet dunkede i mine ører, i det jeg løb igennem skoven. De tynde grene hamrede igen og igen i mod mine, allerede blødende, kinder. Flere og flere tårer gled ned af mine kinder, mens jeg kæmpede for at blive på benene. Men uanset hvor hurtigt jeg løb, kunne jeg høre dem. Høre de trækkende skridt, i det de kæmpede sig frem, gennem grenene. Lydende af smerte. De skingre stemmer trængte ind i mit hoved, gav mig en dunkende hovedpine.

Igen og igen, var jeg ved at vælte i min kjole. Den hvide kjole, der nu var flænset i bunden, og fyldt med fint støv. Mine sko havde jeg for længst tabt, i flugten fra de blege skabninger. Kære gud, oppe i himlen. Hvis du kan hører mig. Hjælp mig.

Forpustet kaster jeg mig et blik over skulderen, kun for at se, til min skræk, at skabningerne var tættere på. Og jo hurtigere jeg løb, jo hurtigere løb de. Grædende kiggede jeg endnu en gang frem, mens jeg prøvede at redde mit liv. Prøvede at komme væk fra dette forfærdelige mareridt. Også selvom det var fuldkomment nytteløst.

En gren viklede sig omkring min fod, satte en stopper for mine bevægelser. Inden længe lagde jeg på jorden, med grannåle prikkende mod huden. Jeg kunne knap nok få vejret, i det jeg kæmpede mig op at stå igen. Kun for at vælte mindre end en meter der fra. Mine ben kunne simpelthen ikke mere. Magtesløst prøvede jeg i stedet at kravle fremad. Trække mig væk fra skabningerne, ved hjælp af armkræft. Men alt energien forlod hurtigt min krop, og efterlod mig grædende i skovbunden.

Gud. Hvorfor har du sent mig her hen?

Jeg ville bare hjem. Hjem under silkelagnerne. Nyde den lette nynnen fra kammerdamen, i det hun fandt dagens kjole frem. Præcis som hun havde gjort denne morgen. Min smukke, nye kjole. Så jeg kunne se ekstra køn ud, når vi skulle på besøg hos bønderne. Og nu var den ødelagt.

Grædende greb jeg fat i det hvide stof, og rev til. Igen og igen, rev jeg i det bløde stof. Jo mere jeg ødelagde kjolen, jo flere tåre gled der ned af mine røde, blodfyldte kinder. Det var først da skørtet næsten var forsvundet, at jeg endelig stoppede min ravage. I stedet rullede jeg mig sammen til en kugle, mens hulk tvang sig op af min hals. Højere hulk forlod mine læber, kun for at blive ødelagt af en hikke.

”H-hvorfor… H-hvor-hvorfor hader… hader du mig?” Min stemme var kun en lav hvisken, og blev igen og igen afbrudt af hik. Hele min krop rystede, i det jeg hørte hvordan skabningerne stille kom tættere på mig. Det var som om de vidste jeg havde givet op. Viste at de kunne give sig god tid, for jeg ville ikke løbe nogen steder.

Mine hænder rystede i det de greb hårdt fat i mine ben, prøvede at gøre mig selv så lille som mulig. Så jeg kunne forsvinde. Blive en del af grannålende under mig. Jeg ville bare væk fra dette sted.

Forsigtigt kiggede jeg op, kun for at se skabningerne kigge nysgerrigt på mig. Som hvis de ventede på hvad jeg ville gøre som det næste. De så næsten fascinerede ud. Ligesom om det var deres første gang til at se et grædende menneskebarn. Oh gud, hvor jeg dog hadede deres hvide, livsløse øjne, der stirrede på mig. Jeg følte mig så udstillet.

”Lad mig være.” En lav hvisken. Det resulterede bare i et de blege skabninger hvæssede, inden de let kravlede tættere på. ”Lad… Lad mig være…” Denne gang havde min stemme sig let. I det samme rakte en af dem ud efter mig, så fingerspidserne snittede min pande. Straks kastede jeg mig tilbage, og skreg så højt det var muligt. ”LAD MIG VÆRE!” Dette virkede til at forundre dem. For i stedet for at endnu en gang at komme tættere på, lagde de hovedet på skrå. Havde det ikke været fordi jeg snart skulle dø, ville det have underholdt mig. Den måde de alle lagde hovederne til siden, som hunde. Grimme, uhyggelig, dæmonhunde.

Grædende lod jeg mig falde tilbage, så jeg lagde helt fladt i mod jorden. Flere hulk dukkede frem, i det jeg træt lagde hænderne foran mit ansigt. Det sidste jeg kunne gøre, var at folde mine hænder, og bede til gud.

Kære Gud i himlen.

Er det rigtigt?

Har du givet op på mig? Og ladet djævlen tage over?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...