Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4559Visninger
AA

37. Sidste Kapitel

Marlenes død satte en lang række af eftervirkninger i værks. Nicolajs verden gik i stå da han fik det at vide. Da han fik at vide, at Marlene var blevet myrdet på mystisk vis og fundet død i hospitalssengen sammen med en sort dame, som var ansat i et rengøringsfirma og dermed kom der jævnligt for at vaske gulvene. Catrine brød psykisk sammen. Lukkede sig inde i sig selv og gled gradvist længere og længere ned i en altfortærende melankoli. Politiet fandt Brian død på Marlenes værelse inde på gården. Tina havde, på en måde som forbavsede psykiaterne endog vældig meget, tilsyneladende formået at kaste sig ud fra taget af Bispebjergs Psykiatriske Sygehus, hvor hun var faldet godt tredive meter ned og knækket halsen samt pulveriseret knoglerne i kroppen da hun var landet på asfalten langt nede. Politiet og ambulancefolkene havde konkluderet, at hun havde været død på stedet. 

Nicolaj lå blot på sit værelse det meste af tiden. Pakket ind i sin dyne og med ryggen vendt imod døren. Nægtede at snakke med nogen. Det var hans skyld. Det var alt sammen hans skyld. Selvom politiet mente, at det var en sadistisk morder, der måske havde iscenesat et spil hvor han havde fået rengøringsdamen til at kvæle Marlene for herefter at slå damen ihjel, så kendte han sandheden. Det var ikke et menneske, der havde dræbt Marlene. Det var ånderne. Præcis som Richard Collum havde sagt i videoen inde på Paranormal Stuff. De onde ånder, som ikke ville have at Samanthas sjæl fik fred. Eller måske var det Samantha. Måske var Samantha slet ikke en hvileløs sjæl der var dømt til at være hvileløs for altid. Måske var Samantha en sjæl, der var fyldt med hævn. Med hævn imod en verden, som hadede hende. Nicolaj vidste det ikke. Mulighederne var uendelige. Muligheder, som han aldrig ville få svar på. 

Der var andre piger derude. Andre piger, som kunne blive hans kæreste. 

Det sagde de allesammen. Fordi de ikke kunne forstå hans smerte. Selv hvis de sagde til ham, at de forstod det, forstod hvor ondt det måtte gøre at den person man elskede, blev myrdet, så vidste han at de ikke gjorde. De forstod ikke en skid. Deres triste blikke. Deres nedadvendte mundviger. Deres medlidenhedskommentarer. Deres forsøg på at trøste ham. Facader. Det var hvad det var. Facader. 

Ikke en skid de forstod det. Han ville ikke have medlidenhed. Han ville ikke have deres opmuntrende ord, deres hjælp. Han ville ikke have at vide, at der var andre piger derude. Andre som han ville elske. Det havde ikke en skid med det at gøre. Han ville have Marlene tilbage. Så han kunne nå at redde hende. Så de i fællesskab kunne have fundet en måde, at redde hende ud fra åndernes magt. Reddet hende fra Samanthas sjæl. At hæve forbandelsen. 

Det var alt sammen hans skyld. Hvis han havde været ærlig overfor hende lige til det sidste, hvis han havde valgt at stole på sin intuition... at legenden om Samantha Jennings var virkelig, at der virkelig fandtes ånder, og at Marlene virkelig var blevet forbandet og hjemsøgt af en hvileløs sjæl... så han ikke havde behøvet at lyve... så var intet af det sket. Så havde han måske kunnet nå at redde hende. Før hun blev dræbt af en kvinde, som var blevet overtaget af en ånd. 

Begravelsen betød intet for Nicolaj. Fordi han vidste, at den krop som lå inde i den fint dekorerede kiste, som præsten strøede jord henover, ikke var andet end en krop. En skal. Det var engang Marlene. Men ikke længere. For Marlene var der ikke. Hun var endt i et andet sted. Et ukendt sted. Måske var hun blevet en ånd. En ånd, der ligesom Samantha, vandrede hvileløst rundt. Måske havde hun fået fred. Måske var hun i himlen. Uanset hvor hun var, så vidste Nicolaj, at han måske aldrig fik hende at se igen. 

Gråden virkede meningsløst. Det ville ikke hjælpe at græde. Det kunne ikke betale sig. Gråden fjernede ikke skylden. Gråden fjernede ikke hans lidelser, fjernede ikke kendsgerningen at Marlene var forsvundet. Fordi hun havde kigget på et hjemsøgt billede. Fordi han havde løjet for hende. Det var hans skyld... hans skyld... hans skyld... 

Og alligevel følte han en tilstedeværelse. Hver gang han var alene, hvilket i øvrigt skete ganske sjældent, mærkede han en kold rislen ned ad rygsøjlen. Nogengange var det som om, at sengen gav sig, som hvis nogen satte sig ved siden af ham. Det var ikke hele tiden, han havde det sådan. Kun nogengange. Hvilket var ved at gøre ham sindssyg.

Catrine endte en måned senere med at blive indlagt med en psykotisk depression. Fordi hun begyndte at få stemmer i hovedet, der bebrejdede hende for ikke at være der for Marlene. Bebrejdede hende for, at alt hvad der var sket i familien, var hendes skyld. Selvom det var irrationelt. Hun begyndte at se gråtoner, og blev mere og mere sikker på, at hun så sorte menneskeskikkelser med hviskende stemmer, der fortalte hende at hun skulle slå sig selv ihjel. Fordi hun ikke var noget værd. Det var endt med, at hun havde taget en overdosis af sovepiller for derefter at kollapse på soveværelset. Hun havde knap nok trukket vejret, da Mikkel havde fundet hende liggende ubevægelig på gulvet. 

Det var hendes afdøde faster, som jagede hende. Det var de ting, hun panisk fortalte da hun var vågnet op igen. Hendes afdøde faster, som blev jaget af sorte menneskeagtige skikkelser med rødglødende øjne. Skikkelser, der udstrålede en aura af ondskab som fik en paralyserende bølge af rædsel til at vælte igennem hende. De ville ikke lade hende være. Hun ville ikke dø, fordi hun var overbevist om at hun så ville blive jaget af de uhyggelig sorte skikkelser med de røde øjne, ligesom hun så hendes faster, Marlene, hendes far og hendes mor blev, men hun ville heller ikke leve, fordi hun ikke var noget værd og livet var blevet til et personligt helvede, hun ikke kunne gemme sig fra. Hun endte med at få en lukket indlæggelse på ubestemt tid, da lægerne diagnosticerede hende til at være for syg til at få hjælp. I hvertfald lige i en periode. 

*

Nicolaj sad på kanten af Dronning Louise broen, med fronten vendt imod Skt. Jørgens Søen, der strakte sig ud fra hans synsfelt. Betragtede de farvestrålende lys, der i blomsterformationer bredte sig ud med højlydte brag på himlen omkring ham. Han pressede læberne sammen, da han igen mærkede den ubehagelige prikkende følelse af, at nogen overvågede ham. Lukkede øjnene hårdt i. Prøvede at ignorere den. Selvom det ikke lykkedes. Han var blevet så sikker på, at der virkelig var noget som forfulgte ham, at han ikke længere var i stand til at slå det ud ad hovedet.

Han havde fundet ud af, at det ikke var Marlene. Og at det heller ikke var Samantha. Han var ellers i løbet af december måned, begyndt at have en mistanke om, at det måske kunne være Marlenes sjæl, der stadigvæk ikke vidste at hun var død. Som prøvede at komme i kontakt med ham. Men som han tænkte over det, og gradvist fik en følelse af, at hvad end det var der syntes hele tiden at være et sted omkring ham, var det ondt. Hvordan han mærkede det, kunne han ikke beskrive. Måske skyldtes det den truende følelse, der fyldte maven med tonstunge sten. Han havde prøvet at kommunikere med det ukendte, men uden held. Tit oplevede han, at der var noget - for det meste bare en sort skygge - ude i periferien af hans synsfelt. For det meste så han aldrig tilstedeværelsen. Han fornemmede det kun. Fornemmede det og hørte den også fra tid til anden. 

Juleaften, som var blevet afholdt hos hans moster og onkel i Jylland, havde han troet at han kunne være blevet fri. Men da han havde lagt sig til at sove i gæsteværelset og slukket lyset, lød der bevægelse. Han havde mærket hvordan noget koldt var hvislet lige forbi ham. Han havde lukket øjnene. Prøvet at ignorere det. Prøvet at sove. Søvnen var det absolut eneste, som befriede ham. Som gav ham ro. Det eneste sted, han ikke blev forfulgt af tilstedeværelsen. Tilstedeværelsen han aldrig rigtig kunne se og aldrig rigtig kunne høre, men alligevel altid fornemme. Mærke. Og nogengange lugte. 

Det var en hvisken. En svag og næsten lydløs hvisken, som han ikke rigtig kunne identificere. Et ukendt sprog. Det var første gang siden han var blevet forfulgt af tilstedeværelsen, at han havde hørt den snakke. Og da han hørte lyden, vred en kold klam fornemmelse ned igennem ryggen. Det var den samme hvisken, som han havde hørt dengang han var trådt ind på gården for at finde ud af, hvor Marlene var henne. Det var først der, det rigtigt gik op for ham, at det der forfulgte ham havde forfulgt ham ligesiden dengang. Den samme form for tilstedeværelse, der havde fået rengøringskonen til at myrde Marlene. 

Han ville ikke mere. Han vidste at han aldrig ville få fri. Han var et offer. Et offer, som skulle skræmmes og plages. Måske for altid. Det vidste han. Men han ville ikke lade den vinde. Hvad end det var, en ånd eller noget andet, så havde den fået ram på Samantha. Og havde fået ram på Marlene. Men han ville ikke lade den vinde over ham... ville... ikke... lade... den... vinde... 

Han åbnede øjnene. Fyrværkeriene afspejledes i den rolige, iskolde vandoverflade. Han mærkede hvordan tilstedeværelsen nærmede sig. Bemærkede noget sort ud ad venstre øjenkrog. Trods hans øjne brændte af de tårer, angsten fremprovokerede, og hjertet bankede heftigt imod brystet, lod han læberne bue sig i et lille overlegent smil.

"Jeg ved godt du er der."

Tilstedeværelsen, han ikke kunne se, men kun fornemme og nogen gange høre, kom nærmere. Den voldsomme prikkende stikken imod huden steg i intensiteten, og det indvendige i hans krop blev gradvist tungere. Han hev efter vejret. Sank en klump, samtidig med at han strammede musklerne i armen.

"Jeg ved godt, du slog Marlene ihjel." 

En hvisken. En svag hvisken. Tilstedeværelsen havde flyttet sig og var lige bag ham. Rakte ud imod hans bagside med de usynlige arme, som han kun kunne forestille sig. 

"Jeg ved ikke, hvad du er. Eller hvorfor du gør det her. Men jeg vil ikke lade dig vinde."

Og med de ord, skubbede han sig fremad og lod sig falde imod vandet. Og i dette øjeblik, lige inden hans fødder som det første gennembrød vandet efterfulgt af det øvrige af kroppen, syntes han at han hørte en svag hånlig latter. En latter, der blev afbrudt af vandets plasken og kulden, der slog imod hans krop og fik musklerne til at trække sig smertefuldt sammen. Det fyrværkeriopløste København blev erstattet af mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...