Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4557Visninger
AA

11. 9

Marlene vidste ikke, præcis hvor hun var på vej hen. Alt hvad hun vidste var bare, at hun skulle væk. Væk fra det, der befandt sig på gården. Væk fra det, som hun følte forfulgte hende uanset hvor hun var henne. Hun havde oplevet så meget på så kort tid, og kunne ikke huske nogensinde før at være blevet skræmt så meget. Rædslen, der gjorde hendes hænder klamme og fugtige. Panikken, der fik hende til at handle uden at tænke. Følelsen af urealisme. Tankerne, der kørte ustyrligt rundt i hendes hoved som et bånd uden ende. Billedet af den mystiske hvidlige tåge, lyden af de underligt hviskende stemme samt pigens gråd havde sat sig fast i hendes sind. Blev afspillet om og om og om igen. Vasketøjskurven der væltede. Den usynlige pige der græd. Den mystiske tågeformation. Pigen, der væltede ud foran et kørende tog. 

Forbandelser var ikke virkelige. Forbandelser var ikke virkelige. Forbandelser var ikke virkelige. Hun drømte. Det var det. Hun var bare fanget i en bizar drøm, som hun kunne vågne fra hvert øjeblik det skulle være. Selvom hun ikke vågnede. Og det vidste hun godt. Hun kunne ikke vågne op fra virkeligheden. Hvor meget hun så end ønskede, så kunne hun ikke vågne op fra noget, der ikke var en drøm. Et mareridt. Et mareridt, der rent faktisk skete. Et mareridt uden ende. 

Mørket flimrede forbi hende som hun styrtede op ad den knasende grusvej. Op mod landevejen der befandt sig 800 meter borte. Den kriblende kildren i nakken og mistanken om, at nogen eller noget hele tiden løb efter hende lige bag hende, blev gradvist mindre jo længere fra gården, hun fjernede sig. Det var først, da hun nåede landevejen og satte sig i bevægelse imod busstoppestedet længere fremme, at en plan spontant formede sig i hendes hoved.

Hun ville tage hjem til Nicolaj. Der kunne hun være i sikkerhed. Hun ville ikke sige det til sin mor. Forsigtigt kiggede hun sig over skulderen, som hun nåede busstoppet. For at forvisse sig om, at der ikke var nogen der havde fulgt efter hende. Hendes mor - eller nogen som helst anden, for den sags skyld - var ikke at se nogen steder. Hun lukkede øjnene som hun satte sig ned på bænken under halvtaget. Lænede sig fremover. Lod fingrene krybe opover kinderne. Dækkede sit ansigt. Hev efter vejret. Den ukontrollerbare skælven fik automatisk hendes fingre til at tromme op og ned på hendes pande. Forvandlede hendes ben til gelatine. Til en formløs buddingeagtig masse, hun knap kunne stå på. Hun følte brystet udvide sig og trække sig sammen, som hun hev store mundfulde luft ind langt hurtigere end normalt. Hvordan et stort uformeligt hul gnavede sig i hendes mave, fik det til at boble mærkværdigt rundt. 

Langsomt trak hun fingrende fremad så de blev samlet foran ansigtet og dækkede næsen og munden. Hun stirrede ligefrem for sig, kæmpende for at få ro over sig selv. Hvad var det, Nicolaj havde sagt om Samantha Jennings? Hun prøvede desperat at huske på det. Noget med hjemsøgelse. Eller var det en forbandelse? Forbandet... Hjemsøgt... Ja, det kunne sgu da egentlig være pænt ligemeget. Faktum var, at Samantha Jennings spøgelse var virkelig. At legenden talte sandt. Hvor latterligt det så end lød, så havde hendes hvileløse sjæl ganske rigtigt holdt til i selvportrættet. En sjæl, der nu var sluppet ud og som en form for forbandelse, hjemsøgte gården. Forhåbentlig kun gården. Kun gården, og ikke Marlenes sind. Det første var overkommeligt. Det var det sidste ikke. Langt fra. 

Hun lukkede øjnene og fremviste tænderne. Luften isnede imod emaljen, så en grusom skæren forplantede sig op igennem tandkødet og mundhulen. Vægten af cigaretpakken i hendes højre frakkelomme, blev mere mærkbar. Fik det til at krible i Marlenes fingre. Hun lænede sig tilbage så hendes ryg klemte imod glasvæggen. Snøftede et par gange ind. Trods temperaturen var omkring godt de nul grader, pumpede adrenalinen så voldsomt rundt i hendes krop, at hun ikke bemærkede det. Kun den klistrende sved på håndfladerne og varmen fra den sorte jakke. Der lød en knitren, da hun fik fat i cigaretæsken. Kæmpede for ikke at ryste, da hun trak en cigaret op og med en hurtig bevægelse stoppede den ind mellem læberne. Cigaretten føltes kølig og blød imod hendes læber, fik blot den snurrende følelse på indersiden af kraniet, og den brændene sitren på hendes fingerspidser, til at vokse. Hun fumlede efter lighteren. Tændte cigaretten. Samme procedure som altid. Hun hev ind, lod lungerne fyldes med den nikotinholdige røg. Den rivende tobakssmag fyldte hendes mund, stak imod slimhinderne i hendes næse. Hun pustede ud, så røgskyen snoede sig omkring hende. Indhalerede nogle flere gange, i håbet om at nikotinen ville virke og berolige hendes sind.

Havde hun overhovedet mobil? Hvad med penge? Desperat fumlede hun rundt i lommerne. Først på jakken. Så i bukserne. Hun fandt sin pung. Mobilen var der ikke. Den havde hun efterladt inde på værelset. 

"Fuck det!" udbrød hun sammenbidt, med cigaretten imellem sine læber. 

Det kunne være ligemeget. Hun havde ikke brug for den dumme mobil. Nicolaj var hendes kæreste. Hun behøvede ikke at ringe til ham. Hun kunne bare komme forbi hvornår hun havde lyst til det. Mobilen kunne hun hente i morgen. Når det ikke var mørkt. Så var det måske heller ikke så skræmmende. Bare hun havde pengene. Det var det vigtigste.

Endnu et par sug, inden hun hev cigaretten ud fra sin mund. Åbnede pungen, stadig med cigaretten mellem to fingre, for herefter at tjekke hvor meget hun havde tilbage. To pengesedler. Hun tjekkede dem. En 50'er og en 100'-kroneseddel. Det var nok til en billet indtil København. Der var mange banker omkring hovedbanen. Hun kunne bare hæve, hvis hun ikke havde nok til bussen til Frederiksberg. Et klippekort kostede cirka 250 kroner, så det havde hun ikke råd til. Men det var ikke så galt. Hun fandt på noget. 

Hun stak smøgen ind mellem læberne som hun foldede pungen sammen og puttede den tilbage i lommen. Herefter vendte hun sit fokus imod køreplanen, der var påsat på glasvæggen og som blev oplyst af det blåhvide elektriske skær fra lygtepælen. Bussen indtil Høje Tåstrup station kom om 10 minutter. Det kunne hun godt klare. Bare hun lod være med at tænke på Samantha Jennings... Eller de hviskende stemmer... eller vasketøjskurven... Eller den hvide mystiske tåge... 

Hun tog endnu et par sug, så cigaretspidsen glødede. Lad være med at tænke på det, Marlene. Lad være med at tænke på det. 

Men hun kunne ikke. Som hun sad der, på den kolde bænk, isoleret fra omverdenen, kun med sin cigaret og de enkelte biler, som i ny og næ passerede forbi, til at holde sig med selskab, mærkede hun en anden følelse stramme sig til i hendes brystregion. Frustration. Hvad skulle hun sige til Nicolaj? Skulle hun fortælle sandheden som det var? "Ja, hej, Samanthas spøgelse findes i virkeligheden og skræmte mig halvt ihjel inde på badeværelset, så jeg vil gerne spørge om ikke jeg kan få lov at sove her i nat?"

Han ville ikke tro på hende. Han ville tro at det var en plat joke. For at gøre nar af ham. Han ville blive sur på hende, og hun ville sagtens kunne forstå ham, hvis det skete. For ærlig talt, hvem fanden ville tro på en historie om, at man blev angrebet af en eller anden teenagepiges hvileløse ånd, som åbenbart havde været spærret inde i en tegning, men nu var kommet tilbage for at hjemsøge en person, der havde været så dristig at kigge på hendes billede lidt for længe?

Hun kunne ikke modkæmpe den sammensnerpen, hendes hals gjorde sig, eller den resulterende klynken, der efterfølgende forlod hendes læber. Det prikkede i hendes øjne og hendes hornhinder blev blanke af saltvand.

Tag dig sammen, Marlene. Lad være med at tud og tag dig fucking sammen! Nicolaj er din kæreste. Han vil tro på dig. Det ved du. Du er ikke en type, der gør nar af folk. Det kan han umuligt tro. Han kender dig for godt.

Men alligevel kunne hun ikke tilbageholde tårerne, der begyndte at vælte ned ad kinderne. Hun var magtesløs. Måske troede hun ikke på ånder før. Men det gjorde hun nu. Og det var ikke på den gode måde. Hun vidste ikke, hvad der ville ske med hende, men hun havde den grusomme stikkende følelse i brystet af, at det ikke var noget rart. 

Hun sugede på cigaretten så spidsen atter glødede. Højre hånd strammede sig, så hendes hende knugede sig hårdt om kanten af den blå metalbænk, som hun sad på. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...