Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4596Visninger
AA

10. 8

Marlene tændte lyset på badeværelset. Lukkede den lyse fyrretræsdør efter sig og drejede nøglen rundt, så døren blev låst med et lille klik. Som hvis der, hvert øjeblik det skulle være, ville komme... noget... og angribe hende når hun ikke kiggede. 

Kombinationen af nikotin og selvrationalisering havde været med til at berolige hende ude på gårdspladsen. Faktisk i en sådan grad, at hun efter kun et par minutter, var holdt op med at skælve. Det var først, da hun var nået op for toppen af trappen, at hun igen fik den dér instinktive følelse af, at hun blev overvåget. Den følelse, der satte hendes krop i alarmberedskab. Selv trods der var lys i den lille stue, der befandt sig på anden sal for enden af trappen, satte hun over i løb. Forventede hvert øjeblik det skulle være, at noget ville gribe fat i hende længe før hun nåede døren til badeværelset. Hun havde været tæt på at skrige. Havde sat farten mere og mere op, som følelsen af at der stod en person lige bagved hende, blev gradvist stigende. Badeværelset lå i den fjerneste ende af lokalet, direkte overfor trappen. Det havde for Marlene næsten virket som om, at døren flyttede sig gradvist længere og længere væk, jo nærmere hun kom. Men det lykkedes hende at nå døren, som hun med voldsom kraft havde flået op. 

Hun blev stående, med fingrende knuget om nøglen som hun hev efter vejret. Hun lod langsomt blikket skanne badeværelset. Indover det spejlblanke hvide flisegulv. Klinkevæggen. Badeværelset var aflangt, med et vindue på hendes venstre hånd der vendte ud mod skoven. Takket være lyset, var alt hvad hun kunne se, en spejling af badeværelset og sig selv. Hendes blik standsede ved vinduet overfor døren. Igen rejste hårene sig på hendes nakke. En knude begyndte at stramme sig til i hendes mave. Hun kunne ikke lide at se på sig selv. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men det var som om, at der var en anden person i refleksionen. En anden person, der ikke var hende. Hun så væk. Det brændte imod hendes kinder på samme måde, som når nogen stirrede intenst på en. Som hvis spejlbilledet overvågede hende. Fulgte hende med blikket. Istedet lod hun sit blik rette sig imod det øvrige af badeværelset. Den hvide toiletkumme i hjørnet. Den cirkelformede bruseniche til venstre for toiletkummen. Den lille afkrog mellem nichen og væggen, hvor vasketøjskurven stod. Hendes puls steg, som hun på ny rettede blikket frem foran sig. Imod vasken længere fremme. Der var et spejl over vasken. Hun lukkede øjnene og knugede fingrende sammen. Hvorfor skulle spejle også lige, af alle steder, placeres over en vask? Hvorfor kunne man ikke stille dem bag en dør eller bedre endnu... Helt lade være med at sætte dem på et badeværelse? 

"Der er ikke nogen," hviskede hun for sig selv, som hun tøvende tog et skridt. Et til. Hendes blik var fæstnet imod vasken. Vandhanen, der glimtede sølvmetallisk i lyset fra lampen over spejlet samt lampen i loftet. 

Hun hørte skridt et sted nedenunder. Det var sikkert hendes mor, der rendte rundt og havde gang i et eller andet nyt projekt, hun i vanviddets øjeblik åbenbart mente, der skulle gøres. Endnu et skridt. Vasken kom stadig nærmere. De usynlige fremmede blikke brændte hende i nakken, men hun forsøgte at ignorere det. Hun var ikke alene. Det var hun ikke. Det var første gang nogensinde, hun havde befundet sig alene på et badeværelse, og været overbevist om, at hun overhovedet ikke var alene. Hun havde lyst til at se sig over skulderen. Forventede at se en ligbleg pige, et eller andet uhyggeligt, stå og smile tilbage til hende. Men hun stod imod trangen. Tog endnu et skridt. Vasken var tættere på nu. En meter og to skridt mere. Så var hun derhenne.

Den usynlige person strakte sine arme ud imod hendes ryg, så han næsten rørte hende med fingerspidserne. Det var sådan, hun fornemmede det. At usynlige fingre befandt sig bag hende, millimeter fra at berøre hendes ryg. Hun kunne næsten føle den elektriske sitren bevæge sig opad mod hendes nakke i en langsom, målrettede bevægelse. Hun trak vejret så stille som overhovedet muligt. Bare for at sikre sig, at der ikke var nogen eller noget, som ville finde hende ved at gå efter lyden. Samantha Jennings var død. Hun fandtes ikke. Det var indbildning... Den instinktive fornemmelse af skjulte øjne, der betragtede hende bagfra... Forestillingen om to hænder, der rakte ud imod hendes rygparti... Hun fik stadigt sværere og sværere ved, at rationalisere det. 

Hun standsede foran vasken. Lod al sit fokus rette sig udelukkende imod vandhanen og afløbet. Turde ikke løfte hovedet og betragte refleksionen af sig selv, af frygten for at det ikke ville være hende selv, der kiggede tilbage, men anden person. En død person. Et genfærd. 

Langsomt førte hun højre hånd fremad. Lod den hvile imod vandregulatoren. Strammede fingrene om det kolde metal. Hendes læber pressede sig sammen så de blev forvandlet til en tynd og næsten usynlig, lige streg mellem næsen og hagen. Med en yderst langsom bevægelse, skubbede hun regulatoren opad.

En knirken af metal.

Herefter en sugende hvislen. Vandstrålen sprøjtede ud fra dysen og ramte afløbet i bunden af vasken med en hul, dumpende lyd. Marlene krympede sig, som hun igen skubbede på regulatoren. Kneb øjnene sammen. Den sugende hvislen og den hule lyd af vandstrålen der ramte bunden af vasken, larmede meget mere end normalt. Skar i hendes ører. Hun standsede. Gav slip på regulatoren, som hun med endnu en dyb indånding førte begge hænder hen til vandstrålen. Kulden isnede imod hendes hud. Hun samlede hænderne så de dannede en skål, der så igen blev fyldt op med vand. Lænede sig indover vasken og sprøjtede vandet indover ansigtet. 

Det var den svage hvislende lyd et sted bag hende, der fik hende til at stivne. Lyden der fik al energi til at forlade hendes krop. Hun kunne ikke flytte sig. Det var som om hendes fødder var blevet smurt ind i kraftig lim, der holdt hende fast til gulvet. Lyden lød igen. En skraben. Det lød som... Som... Som om nogen trak et eller andet henover gulvet. 

Hun fjernede hænderne fra ansigtet i slowmotionbevægelser. Hendes øjne var blevet store. Hun blev stående der. Med blikket fæstnet urokkeligt imod vandhanen og vandstrålen der med den konstante hvislen blev sendt ud fra dysen. 

Hun drejede modvilligt hovedet. Den kriblende sitren der løb op og ned ad hendes krop, som hvis små dyr der kravlede henover huden, steg i intensiteten. En hvisken. Hun hørte en svag hvisken. Det blev akkompagneret af en anden hvisken. Som hvis to personer førte en dæmpet samtale med hinanden. Hun hev efter vejret, kæmpende for at bevare roen over sin krop. Et voldsomt sug forplantede sig ned gennem hendes mave og tarmsystem, og hendes hornhinder blev svidende fugtige. Hun vendte hovedet imod venstre. Vasketøjskurven havde flyttet sig fra sin oprindelige plads i afkrogen mellem brusenichen og væggen. Og som hun stod der og betragtede den, lød den svage hviskende samtale atter engang. Endnu en skraben, som vasketøjskurven begyndte at bevæge sig. Centimeter for centimeter nærmede den sig Marlene. Hun begyndte at ryste, som hendes øjne løb i vand. Hun hævede hånden, dækkede den for sin mund. Fik gradvist sværere og sværere ved at kontrollere sin vejrtrækning, der begyndte at komme i voldsomme hivende stød. Hun løftede foden og førte den om bag sig. Begyndte at bakke tilbage. Rystende. Al farve var forsvundet fra hendes ansigt. 

Evil...

Stemmen, der hviskede, lød til at komme fra samme sted som vasketøjskurven. Den var så svag, at Marlene knap opfangede, hvad stemmen sagde. 

Den lød igen. 

No... more... evil... 

Marlene standsede. Hun registrerede en svag hvidlig tåge, som det kun lykkedes hende at se fordi lyset faldt rigtigt. Hun bemærkede ikke tårerne, der på ny var begyndt at vælte ned ad hendes kinder. Ej hellere hjertet, der bankede hidsigt imod brystkassen, som en fanger der prøvede at bryde ud af sin celle. Alt hun registrerede, var vasketøjskurven og den næsten usynlige hvidlige tåge, der befandt sig bag den. Så hørte hun det. Lyden af en pige, der hulkede. Den samme hulken, som hun havde hørt inde på værelset for godt et kvarter siden. Da hun havde betragtet billedet af Samantha. 

Vasketøjskurven blev omgående væltet om på siden, så snavsetøj og beskidte klude røg ud på de hvide gulvfliser, i Marlenes retning. Hun udstødte et skrig, og snurrede omkring. Kastede sig hen til døren, hvor hun vred nøglen rundt for derefter at rykke i håndtaget med en sådan kraft, at den gav sig. Døren blev flænset op. Uden tøven kastede hun sig ud i lokalet på den anden side for herefter med tårerne løbende ned ad kinderne at styrte hen mod trappen foran hende. Uden at tænke over, om hendes mor ville høre hende. Hun var ikke bange for sin mor. Ikke længere. Hendes mor var i det mindste noget, hun kunne forholde sig til. Hendes mor var i det mindste et menneske som alle andre... Et menneske, hun kunne forsvare sig imod hvis hun en dag blev farlig. Hun var ikke ligesom det, der forfulgte hende. Det hun ikke kunne forstå. Det ukendte. Det unaturlige. Det som hun begyndte at blive mere og mere sikker på, var den sjæl, der havde hvilet inde i portrættet. En sjæl... En sjæl, som Marlene ikke regnede med havde gode hensigter. Hun var ikke engang sikker på, hvad hun regnede med. Hun skulle bare væk. Og det kunne ikke gå for hurtigt. 

Uden at tænke på, hvorvidt hun havde husket sin telefon, styrtede hun ned ad trappen. Tårene slørede hendes blik, så hun måtte blinke et par gange. Hun styrtede forbi stuen. Hendes mor opdagede hende. Råbte skældsord til hende. Marlene hørte ikke efter. Hendes mor kunne rende hende et vist sted. Hun var ikke skræmmende. Hun kunne slet ikke forstå, hvordan hun nogensinde havde set hende som skræmmende. Hun var ingenting i forhold til det hun lige havde overværet på badeværelset. 

Hun trak sig i sine sko. Gjorde sig end ikke den ulejlighed at binde dem. Alt hendes fokus var rettet imod var, at komme ud. Væk. I en allerhelvedes fart. 

Hun flåede døren op, netop som hendes mor dukkede op i åbningen indtil stuen, for derefter at sætte sig i bevægelse imod hende med vanvittige rasende øjne. Marlene var ligeglad. Hun sprang ud ad døren. Ud på gårdspladsen og satte sig i bevægelse imod grusvejen, der forsvandt ind i skovens mørke og førte videre op mod landevejen. På få øjeblikke blev hun opslugt af det omkringliggende mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...