Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4589Visninger
AA

9. 7

Hun rystede så meget, at hun knap var i stand til at føre cigaretten ind i munden. Hun prøvede desperat at slå sine hænder imod hinanden, i et forsøg på at få deres ukontrollerbare skælven til at ophøre. Det hjalp ikke. Hun lukkede øjnene og pressede sig tættere op ad muren under lysstofrøret, der beklædte cykelskurets røde mur. Hun følte sig allermest i sikkerhed i lyset. Det gav hende en falsk tryghed. Lys fortrængte alt mørke. Forhåbentligt også det mørke, hun ikke kunne se, men som sendte en bølgende rædsel igennem hendes krop og havde forfulgt hende ligesiden hun havde betragtet Samanthas selvportræt. På blot ti minutter var det gået fra tusmørke til totalt sort, så det kun var lyset i vinduerne på det hvide hovedhus samt det gule skær fra lysstoflampen, Marlene havde at orientere sig efter. En ring af sort havde omgivet gården. Sort, der virkede truende. Det gav hende en fornemmelse af klaustrofobi, som om ringen af mørke krøb sig nærmere for at æde hende levende. 

Hun vendte blikket væk og kiggede istedet ned mod sine skosnuder. Hun ville ikke se ind i mørket. Mørket skræmte hende. Truede hende. Hun begyndte rystende, bævende, at lede rundt i de mange lommer på hendes jakke efter lighteren. Hun fandt den i venstre inderlomme og måtte knuge fingrende hårdt om den, for ikke at tabe den imod betonen under hende. Tændte den, så den gule gasflamme med en lille hvislen blev sendt op fra toppen. Hun var nødt til at holde om lighteren med begge hænder da hun førte luen op til spidsen af smøgen. Herefter drog hun et par kraftige sug så spidsen glødede, for herefter at trække cigaretten ud fra læberne og puste røg ud gennem munden og næseborene. 

For hver udånding, var hun nødt til at føre cigaretten tilbage i munden igen. Nikotinen beroligede hende ikke. Fjernede ikke den konstante følelse af, at skjulte øjne betragtede hende. Overvågede hver en bevægelse, hun foretog sig. Fjernede ikke afmagten, der drænede hendes krop for energi så hun kom til at føle sig som en blævrende, knogleløs masse. Lagde ikke en dæmper på den paranoia, som kom væltende indover hende. 

Hun hyperventilerede. Kæmpede for at bevare kontrollen. Lysstoflampen over hende gav en summende vibration fra sig, så lyset pulserede. Det fik Marlene til at stivne og løfte blikket. Elektriske forstyrrelser. Det var normalt for et lysstofrør. Tag dig sammen, Marlene. 

"Der er ikke noget spøgelse. Ikke... Ikke nogen Samantha Jennings. Ikke nogen Samantha, der er ude efter mig. Det er alt sammen i mit hoved. Lad være med at være dum, Marlene. Det var en tegning. En skide tegning! Er du virkelig bange for en fucking tegning?"

Hun tog en dyb indånding, stoppede atter cigaretten mellem læberne og kiggede frem for sig. Lod blikket skanne gårdspladsen. Hun kunne ikke se andet end lyset i vinduerne, det gule skær fra lampen over hende der fik hendes krop til at kaste en tynd aflang skygge indover gruset samt det hvide hus på den anden side ad gårdspladsen. Mørket, der omgav hende. Tanken om, hvad der mon kunne gemme sig derude, i det sorte intet... Nej, der var ikke noget. Intet. 

Hun trak cigaretten ud, som endnu en snøende grålig sky bevægede sig ud fra hendes læber. "Samantha Jennings er død. Hendes billede er bare et billede. Hvis du ikke kendte historien bag det, så ville du ikke være bange... Så tag dig... for helvede... sammen!

Det hjalp at snakke med sig selv. Det gav Marlene illusionen om, at hun havde kontrollen. Det var hende, der styrede begivenhedernes gang. At hun var uovervindelig. Når man snakkede med sig selv, følte man sig ikke helt alene. Når man snakkede med sig selv, var det som om at man var flere. Som om at man havde en anden sammen med sig, som beskyttede en. Passede på en. At der ikke var noget at frygte.

Det var der heller ikke... Hvad skulle der være at frygte? Det var alt sammen bare indbildning. Forfølgelsesforestillinerne, den kriblende følelse i kroppen, fornemmelsen af at nogen betragtede hende... Det var bare en helt normal fornemmelse. Det var hendes hjerne, der lavede mindgames med hende. Så snart hun havde røget en smøg - eller måske to, da hun ikke var sikker på at én var nok til at dæmpe angsten - og fået sprøjtet koldt vand i ansigtet, ville det være nemmere for hende at falde til ro. Der var en logisk forklaring på det hele. På øjebliksbilledet af pigen, som lod sig falde ud foran et kørende tog. På gråden, hun pludselig havde hørt i værelset. På den vrælende baby... Følelsen af vind der slog imod hendes krop. Indbildning. Det var hvad det var. DVD'erne, der var væltet ned på gulvet? Enkelt. Det var en tilfældighed. De havde sikkert stået for tæt på reolens kant, og til sidst havde tyndgepåvirkningen vundet. Det var hvad det var. Andet kunne det umuligt være. Der var en logisk forklaring. Det måtte der bare være... 

Hun forsøgte sig på, at rationalisere det i sit hoved. Det var hjernespind. Det var hendes underbevidsthed, der drillede hende. Det skyldtes måske, at hun alligevel, uden hun selv var bevidst klar over det, havde troet på, at historien om Samantha Jennings var sand. At hendes hvileløse sjæl ganske rigtigt hjemsøgte hendes kendte selvportræt. Så bildte hun sig selv en masse ting ind, som ikke var virkelige. Det måtte være den eneste logiske forklaring. Spøgelser og ånder fandtes kun i gysere... Ikke i virkelighedens verden. Det passede ikke. Det var kun hende selv. Indbildning... Kun indbildning... kun indbildning... indbildning... indbildning... 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...