Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

46Likes
84Kommentarer
4824Visninger
AA

8. 6

Marlenes yndlingstur var gennem naturstien, der skar tværs gennem skoven, krydsede jernbanen og fortsatte ud på den store eng, hvor hun langt ude havde udsyn til motorvejen og en række af højspændingsmaster, som strakte sig uendeligt i begge retninger. Hvis hun fulgte stien langt nok, ville hun på et tidspunkt, ende i Roskilde. Det var en lang tur. Lang og befriende. Hver gang hun bevægede sig ad stien, var hun i stand til at slå sin hjerne fra. At være ligeglad med de bekymringer, hun konstant var udsat for i hendes hverdag. At tømme sit hoved for tanker og lade sig selv op, var den bedste terapi der fandtes. Det vidste hun af erfaring. 

Hun satte sig på kampestenen der stod ude i kanten af marken, og lod blikket vandre udover engen. Himlen var overskyet og det var en af de dage, hvor man selv med tætte handsker, mistede følelsen i fingrende. Langt ude så hun et langstrakt godstog, der bevægede sig i retning mod højre. Mod København. De mange huse og industribygninger, som udgjorde Tåstrup og Storekøbenhavn et par kilometer derfra, udfyldte synsfeltet. Selvom de grå betonbygninger og de mange skorstene ikke just var et kønt syn, udfyldte det alligevel baggrunden på en ganske idyllisk facon. Udsigten, der strakte sig ud foran Marlenes ganske blik, var ikonisk dansk. Et smil tegnede sig på hendes læber ved tanken. Et sted derude, blandt havet af asfalt og bygninger, var der nogen der stod i samme situation som hende. Et sted derude var der nogen, der i dette øjeblik, blev slået af deres forældre. Nogen, som havde det skidt og måske ønskede at dræbe sig selv. Nogen, som måske blev mobbet i skolen. Men alligevel følte hun sig alene. Isoleret. Selv trods hun ikke skulle bevæge sig ret langt, før der var hjælp at hente. Det var en ensom tilværelse. Og det var en gåde for hende, hvordan hun stadigvæk kunne overkomme den.

Hun trak en cigaret op af æsken. Puttede pakken tilbage i jakkelommen, som hendes fokus fastholdte sig ud på vejen, højspændingsmasterne, træerne og de mange bygninger, der udgjorde horisonten. Hun placerede cigaretten imellem sine læber. Tændte den med gasluen fra lighteren. En boblende varme spredte sig igennem hendes krop, og fik musklerne til at løsne sig. En varme, der fik hende til at slappe af. Hun trak cigaretten ud fra munden, formede læberne i en spids og pustede. Betragtede herefter hvordan røgskyen snoede og dansede sig op mod himlen i fantastiske silhuetter. 

Hun førte på ny cigaretten ind mellem læberne, og drog et kraftigt sug. Samtidig med, at hendes tanker gled tilbage. Tilbage til aftenen forinden, hvor hun havde været sammen med Nicolaj på skøjtebanen i Frederiksberg. Hvordan han havde vist hende hvilke teknikker, man kunne bruge for at forhindre at falde. Men selv trods det havde været en uforglemmelig aften - når det kom til Nicolaj, var det altid uforglemmeligt at være sammen med ham -, var der en ting, hun ikke havde kunnet få ud af hovedet.

Legenden om Samantha Jennings. 

Hun sænkede cigaretten. Endnu en snoende grålig røgsky, der forlod hendes læber. 

Hvordan var det nu, legenden lød? Hun visualiserede hans ord for sig. "Det siges, at hvis man kigger på hende i mere end 5 minutter, vil hendes hvileløse sjæl forfølge og til sidst besætte en." Hun måtte indrømme, at historien var temmelig uhyggelig. Bare tanken sendte en pludselig bølge af kulde ned gennem ryggen på hende. Også selvom hun ikke troede på spøgelser og forbandelser. 

Men det forhindrede hende ikke i, at blive nysgerrig. Hun havde alligevel ikke rigtig andet at lave denne lørdag, så hun kunne ligeså godt bruge tiden på, at få sin nysgerrighed stillet. Hvis legenden om Samantha Jennings virkelig var så berømt, som Nicolaj påstod, så undrede det hende endog temmelig meget, at hun ikke havde hørt om den. Hun besluttede sig for, at finde noget materiale om hende på internettet. Kædebeskeder var fup. Og hun var overbevist om, at det samme gjaldte Samantha's "hjemsøgte" selvportræt. Det var sikkert bare en løgnehistorie, Nicolaj havde fundet på. 

Hun løftede atter smøgen, som et tænkende smil krusede sig på hendes læber. 

 

*

Klokken var fem da Marlene var kommet tilbage fra sin gåtur. Solen var allerede gået ned, så mørket var godt på vej til at sænke sig over gården. Lyset på siden af cykelskuret var blevet aktiveret. Grantræerne, der omkransede gården, var blevet til dystre silhuetter i tusmørket. Majestætisk hævende over gårdspladsen, mindede de om uhyggelige kæmper der truede med at opsluge gården og dens beboere. 

Det første, hun gjorde da hun havde tændt lyset og lukket døren efter sig var, at finde sin bærbare computer frem, slå skærmen op og gå ind på Googles startside. Med fingrene harmonisk klikkende indover tastaturet, tastede hun navnet ind. 

Samantha Jennings.

En masse søgeresultater dukkede op. Marlene rynkede panden, og scrollede ned langs med startsiden, som hun undersøgte de forskellige resultater. The Legend of Samantha Jennings... A true haunting... The ghost of the internet... 

Det var udelukkende sådanne type overskrifter, hun kom forbi som hun kørte cursoren nedover siden. Hun rettede sig op, strakte fingrene ud og udvidede titlen i søgebasen. 

Samantha Jennings picture

Hun trykkede på SØG. Det næste, hun derefter blev mødt af, var en database af billeder fra Googles billedsøgning der befandt sig øverst på skærmen, lige under søgebasen. Hun klikkede ind på søgebasen. Blev ledt videre til Googles Billedresultat. Lod cursoren køre henover de mange billeder. De var alle fuldstændigt identiske. Samme billedkvalitet. Samme billedstørrelse. Hun lod cursoren hvile imod det første billede, så det udvidede sig og hun kunne se adresserne på de hjemmesider, billederne lå på. 

Hun blev overrasket over den opdagelse, hun kort efter gjorde sig.

Der var ingen adresse. I modsætning til alle andre former for internetbilleder, var der intet link der førte til nogen hjemmeside på billederne af Samantha Jennings selvportræt. Hun prøvede det samme ved det næste billede. Det næste igen. Bare for at være sikker. Men den var god nok. Der var ingen webadresse. Intet link til nogen som helst hjemmeside. Intet andet end hundredvis af de samme billeder. Billeder der viste en virkelighedstro gengivelse af en 16-årig teenagepige med langt, lysebrunt hår og klare blå øjne, der stirrede stålfast ud gennem skærmen. En smuk pige, ovenikøbet. En pige, der på forunderlig vis forekom Marlene at ligne hende selv. 

Hvis man kigger på hende i mere end fem minutter, vil hendes hvileløse sjæl komme og hjemsøge en... 

Nicolajs ord gav genlyd i hendes hoved. En pludselig indskydelse, hun ikke rigtig vidste præcis hvor kom fra, ramte hende i dette givne øjeblik. En indskydelse om at hun skulle lade være. At hun skulle klikke væk fra siden og lade Samantha hvile i fred. En indskydelse, der blot fik nysgerrigheden til at vokse endnu mere. Hun troede ikke på spøgelser eller andre former for ånder. Der var en logisk forklaring på det hele. Det vidste hun. 

Hun klikkede på et tilfældigt billede. Forstørrede det, så det udfyldte skærmen. Herefter, lod hun sine blågrønne øjne fæstne sig på Samanthas melankolske men usædvanligt stålfaste blik. Fem minutter. Hun skulle stirre hende i øjnene i fem minutter. Hun undertrykkede et smil, som hun lænede sig tilbage så hendes ryg hvilede imod den hvidmalede stenvæg. Trak benene lidt sammen og skubbede skærmen på den bærbare tilbage, sådan at hun havde en bedre observationsvinkel. Herefter lod hun fingrene på højre hånd hvile imod munden som hun begyndte at betragte billedet.

Til at starte med, skete der intet. Alt hvad Marlene så, var blot to blå øjne der stirrede tilbage på hende. To blå øjne, der var placeret på et smukt, hjerteformet ansigt med bløde afrundede kinder. En fin slank næse. To læber, der var let skilte. Langt brunt hår der var glattet flot ud og lagt ned langs med ryggen. Men som Marlene sad der og betragtede billedet, var det som om et underligt lys begyndte at glide ind foran Samanthas øjne. Det var som om, at hendes melankolske stirren gradvist begyndte at blive mere og mere hult. Trist. Som om portrættet havde en sjæl. Marlene blinkede et par gange. Var det synsbedrag? Sikkert. Som oftest virkede det til, at ens omgivelser forandrede sig, hvis man betragtede dem for længe uden at blinke, men i sidste ende viser det sig altid blot at være en optisk illusion. Det var garanteret det samme med selvportrættet. 

Hun lænede sig tættere på, og tog billedet nærmere i øjesyn. Stadig uden at fjerne fokus fra Samanthas blå, stirrende øjne. Hun lod tungespidsen glide henover underlæben for at fugtiggøre den. I et par øjeblikke, var det som om, at alt atter var normalt. Men så kom det. Den knugende fornemmelse i maven, der strammede sig til. Den kvælende fornemmelse i hendes hals, man som oftest får når man har kvalme. Brækfornemmelserne. Samanthas øjne blev mere og mere levende. Det var som om, at det blanke i hornhinderne, begyndte at afspejle Marlenes ansigt. Som om hendes øjne vibrerede. Marlene blinkede. Den knugende følelse i maven voksede. Det samme gjorde brækfornemmelserne der snørede hendes spiserør til. 

Et koldt pust, der strejfede de små hår på Marlenes arme. Hun havde ikke længere lyst til at se på billedet, men alligevel var hun ude af stand til at fjerne øjnene fra skærmen. Det var som om, at Samanthas selvportræt bogstavelig talt havde låst Marlene fast med blikket. Som om hun forsøgte at suge Marlene ind i skærmen. Mundvandet samlede sig. Kulden bredte sig omkring hende, isnede imod hendes hud. Nakkehårene rejste sig, og i dette splitsekund mærkede hun det. Vinden. Den samme form for vind, som man mærker hvis man står i en tunnel. Det blev fulgt op af en svagt hvislende lyd, som det tog et par øjeblikke for Marlene at placere. En lyd af et togs hjulsæt imod skinnerne. Et undergrundstog efter den hule lyd at dømme. Hun begyndte at hive efter vejret. Fik en følelse af, at nogen havde grebet fat om hendes strube, og langsomt begyndte at klemme til. Hun havde ondt i øjnene. Prøvede at fjerne blikket. Men kunne ikke. Hendes øjne var som draget til selvportrættet.

I dette splitsekund, ville Marlene have svoret på, at Samanthas ansigt blev virkeligt. At det, hun kiggede på, ikke var en tegning. Eller et billede. Men et ansigt. Et rigtigt ansigt. Den glinsende hud var så ægte. Og den skiftede farve. Farven i hendes kinder gik fra en sund rødlig kulør til en livløs askegrå farve. En askegrå farve, der som fangarme krøb opover Samanthas ansigt. Forvandlede det. Det samme med øjnene. De blå øjne blev lysere. Det brændte i Marlenes hornhinder, og tårerne begyndte at pible frem. En skærende smerte, som en palpende kniv, dunkede bag hendes øjeæbler. Pressede voldsomt imod bagsiden af panden. Da var det, hun hørte det. Lyden af en baby, der græd. Hun kunne ikke rigtig placere, hvor lyden kom fra. Den var alle steder. Inde i skærmen. I værelset. I hendes eget hoved. Hendes vejrtrækning blev hivende. Hun prøvede at skrige, men hendes tunge og resten af hendes krop havde låst sig fast. Hjertet bankede voldsomt afsted, og en elektrisk snurren forplantede sig ned gennem ryggen og benene. 

Lyden af toget blev højere. Samanthas øjne blev lyseblå. Glødende. Hun trak vejret. Marlene var overbevist. Babyens gråd blev højere, og i dette splitsekund oplevede Marlene synet af en ung kvindeskikkelse, der stod på kanten af en perron og lod sig falde forover, netop som et tog for fuld fart ramlede forbi. Loftslampen begyndte at flimre. Temperaturen dalede i værelset, fik Marlene til at skælve. Men hun registrerede ikke forandringerne. Alt hun kunne holde sit fokus på, var de lyseblå glødende øjne der stirrede tilbage imod hende og det askegrå livløse ansigt. Lyden af babyen, der skreg. Med tårer, der konstant løb nedover hendes kinder og en hivende panikslagen vejrtrækning. Det blev afløst af noget andet og langt mere grusomt. En hulken. En ung piges hulken. En hulken, hun i dette øjeblik var sikker på kom et sted fra værelset. 

Marlene fik fremprovokeret en klynken. "Stop det...!" Hun anede ikke, hvorfor hun begyndte at tale. Måske fordi hun lige nu var et hundrede procent sikker på, at selvportrættet var virkeligt. Måske fordi hun lige nu ikke anede, hvad hun skulle gøre. Det var som om hun snart skulle dømmes. Som om en grusom skæbne ventede hende forude. Den knugende fornemmelse i hendes mave var blevet forvandlet til en skærende smerte. Hun kunne lugte det. Lugte, at der var andre i lokalet sammen med hende. Kunne fornemme det. Loftslampen begyndte at vibrere voldsomt, så uhyggelige skygger blev kastet på væggen. Marlene udbrød flere klynken.

Det var først, da pigens gråd lød til at komme lige ved siden af hende og hun mærkede hvordan nogen greb fat i hendes hår, at hun med et halvkvalt skrig skubbede computeren ned på gulvet og krøb sammen i hjørnet. Stirrende på en usynlig person, der befandt sig i værelset sammen med hende. Hun opfangede en mystisk bølgende vibration i luften, kort inden tre rækker af DVD-film, der stod på reolen i den modsatte side af værelset, med et rabalder væltede ned på gulvet. En DVD-skive gled med en skrabende lyd henover gulvbrædderne. Herefter, var alt stille.

Marlene dækkede hånden for munden, som hendes tårervædede øjne skannede værelset efter liv. Der var intet. Det eneste, hun registrerede, var fornemmelsen af at skjulte øjne betragtede hende, samt kulden der havde sænket sig over værelset. Hun havde lyst til at skrige. Så nogen kunne komme hende til undsætning. Men hendes far var på arbejde, og hendes mor ville ikke skænke hende en tanke. Hun var alene. Overladt til sig selv. Hun lukkede øjnene. Herefter lød en svag kvalt hulken fra hende imellem fingrende hun havde presset imod sin mund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...