Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4548Visninger
AA

7. 5

Marlene åbnede døren indtil entréen klokken halv 1. Hun kastede et enkelt blik fremad. Længere fremme befandt trappen op til første etage sig. På højre hånd, lå indgangen til køkkenet. Ved foden af trappen, i venstre side, var der en åbning i væggen som førte ind til stuen. Sensorerne i loftet registrerede bevægelse da Marlene lukkede døren efter sig, og aktiverede loftslamperne i samme øjeblik. Marlene trak sig af sine støvler, som hun lod sine blågrønne øjne forblive fæstnet imod trappen. Hun hørte lyden af fjernsynet. Hendes mor, der grinede højlydt og hysterisk et par gange. Marlene forstod, at hendes mor måtte være i det gode hjørne. Hvor hun var opstemt, energisk og lettere hysterisk. Det var når mor var i det gode hjørne, hun var mest skræmmende. Det var der, Marlene som oftest blev allermest bange. Når hendes mor var i det gode hjørne, sov hun næsten aldrig. Hun tilbragte altid nætterne med at gå rundt i huset, lave mad midt om natten, se TV... Der var en gang hvor hun havde været så højtflyvende, at hun var løbet jublende rundt i gården og skreget til de omkringliggende træer, at hun var uovervindelig. At hun kunne klare alt. Det var når hun var i det gode hjørne, at det var farligt at sige hende imod. For det var ligepræcis på det tidspunkt, hun uden varsel kunne eksplodere i et voldsomt raseri. Kaste med ting. Forbande alt og alle, endda blive fysisk voldelig. 

Det værste var, at når hun var i det gode hjørne, tog hun ikke sin medicin. Fordi hun ikke mente, hun havde brug for det. Fordi hun, af en eller anden grund, så sig selv som hævet over "almindelige mennesker." Det var ikke noget under, at man før i tiden, så typer som Marlenes mor, som besatte. For det var præcis sådan hun opførte sig. Som besat. Hvilket sendte kuldegysningerne ned langs med Marlenes rygsøjle. Hvis ikke hun vidste bedre, ville hun nemt foranlediges til at tro det samme. At hendes mor, ganske rigtigt, var besat af en eller anden form for ond ånd. 

Forsigtigt og så lydløst som overhovedet muligt, lukkede hun døren efter sig. Trak sig af sine støvler, og satte sig i bevægelse imod trappen. Hun håbede på, at hendes mor var så optaget af alt muligt andet, at hun ikke havde registreret Marlenes fravær. Hun var nemlig også ekstremt paranoid og hadede når Marlene var væk i for lang tid af gangen. Hun stolede ikke på Nicolaj. "Han er bare ude på at udnytte dig og stjæle familiens formue," mente hendes mor. "Stod det til mig, så slog du op med skiderikken og fandt dig en kæreste, der er god for dig. Du fortjener en ordentlig kæreste der ikke udnytter dig. En, der ikke har luskede hensigter, i modsætning til det dumme svin, du kommer sammen med."

Marlene havde, flere gange, forsøgt at forsvare Nicolaj. Forsøgt at banke ind i hovedet på hendes mor, at det alt sammen, var noget der foregik i hendes eget hoved. At Nicolaj virkelig holdte af hende, og aldrig kunne finde på at gøre hende noget ondt. Ja, okay, han var en vaneløgner. Men han var blevet bedre til at fortælle sandheden, og hvis man så bort fra det, så var han til at stole på. Det var han virkelig. Men hun havde til sidst givet op. Hendes mor var for stædig. Og Marlene vidste, at mor havde for vane at skifte fra at holde af en til at hade en, hvis man gik imod hendes fantasiforestillinger. For så var hun overbevist om, at det alt sammen bare var en sammensværgelse. Og så blev man degraderet som ond. Og kunne ende med at blive ramt af hendes psykotiske raseri. 

Marlene mærkede pulsen stige som hun nærmede sig trappen. Hun opdagede, da hun nåede forbi åbningen indtil køkkenet på hendes højre hånd, at der var lys derinde. Hun stoppede et øjeblik, med blikket fæstnet imod ovnen. Noget, der lignede en tærte, stod placeret derinde. Det var først nu, lugten nåede Marlenes næsebor og det først rigtigt gik op for hende, hvor sulten hun var. Mundvandet samlede sig. Et pludseligt hul gnavede sig ind i hendes mave. 

Hendes mor lo hysterisk inde i stuen. Marlene blev på ny revet tilbage, og lod atter blikket glide hen til trappen og åbningen i væggen. Hjertet begyndte atter at hamre ukontrollabelt imod brystkassen. Hendes knogler blev som gelé. Hun måtte holde munden lukket og udelukkende koncentrere sig om sine skridt, at gøre dem så forsigtige som overhovedet muligt, som hun bevægede sig frem. Hun nåede åbningen. Skulede mod venstre, ind i stuen. Og stivnede. 

Hun så sin mor sidde dér, i hendes foretrukne lænestol med sort kunstlæder. Mellem hendes fingre holdte hun en rygende cigaret. Det var endnu en ting, der var bemærkelsesværdigt når hun var i det gode hjørne. Hendes forkærlighed for nikotin. I løbet af en hel dag, kunne hun bruge over 200 kroner bare på smøger. Far havde flere gange forsøgt at stoppe hende... Forsøgte at forhindre hende i, at bruge penge til højre og venstre. Men altid uden held. Hun kunne på få dage smadre hele familiens økonomi, så de knap havde råd til at betale til skat og husleje. Og det var kun ubrugelige ting som tøj, cigaretter, slik og ubetydelige nipsgenstande, som pengene blev brugt på. Det værste var, at når hendes mor efter et par dage skiftede om og det gik op for hende, hvad hun havde gjort, skød hun skylden over på Marlene og hendes far. 

"Hvorfor stoppede I mig ikke? Hvorfor fanden gjorde I ikke noget? I er fucking værdiløse! En lortefamilie! Det er hvad I er! Takket være jer, er vores familie ved at falde sammen!" 

Ikke noget med at erkende sine egne fejl. Næ nej. Det var altid de andres skyld. Aldrig hendes egen. Det var kun, når hun fik depressionen, og begyndte at skære i sig selv, at forbande sig selv og resten af verden, begyndte at få tanker om at skade sig selv og folk omkring hende, at hun gik med til at blive indlagt. Problemet var bare, at det aldrig var til at vide, hvornår hun skiftede om. Lige pludselig skiftede hun spontant mening. Nej, hun skulle da fandeme ikke indlægges. Hun havde det helt fint. Og hvis nogen nævnte ordet "indlæggelse" en gang til, så vankede der. Det kunne hun kraftedeme godt fortælle dem. Og far, bange og svag som han var, turde aldrig sige hende imod. Kun når hun havde sine depressioner. Af samme grund var hun aldrig blevet tvangsindlagt. For så ville hun gå amok på både Marlene og far.

Hendes mor rystede grinende på hovedet, samtidig med at hun løftede cigaretten. Stoppede den ind mellem læberne og sugede, så spidsen glødede. Hun havde endnu ikke registreret lyden af døren, der var lukket i, eller bemærket sin datters tilstedeværelse. Marlene lod blikket køre fra hendes mors pjuskede lyse hår og hen til fjernsynet. Hun var igang med at se en eller anden amerikansk parodikomedie. I sorthvid, hvilket måtte betyde at det var en gammel 60'er eller måske 70'er-serie. Måske noget, der mindede hende om hendes unge dage. Måske var hun for travlt optaget. Måske kunne Marlene fortsætte videre op mod værelset, uden at blive opdaget.

Hun vendte sig på ny rundt mod trætrappen foran sig. Satte sig i bevægelse. Gulvbrædderne under hende fragav sig en knirken. Hun stivnede. Det føltes som om hjertet sprang et slag over. Det suste i hendes ører. Dunkede imod brystet. 

Marlenes mor blev stiv. Marlene skar tænder, og lod langsomt blikket køre ind til stuen. Forventede det værste. En knagende lyd, da Marlenes mor langsomt drejede stolen rundt, så hun havde ansigtet vendt imod åbningen til entréen og trætrappen. Hendes blå øjne var vilde. Ophidsede. Som hvis hun havde taget stoffer, bortset fra at hendes pupiller ikke var udvidet. Hun lagde hovedet på skrå. Hun blinkede ikke. Sad blot dér og betragtede sin datter. Med en rygende cigaret mellem fingrene. 

Mundvandet samlede sig, så Marlene måtte synke nogen gange. Hun havde lyst til at løbe. Lyst til at løbe, skrige og græde på én og samme gang. Men hendes krop lystrede ikke signalerne, der blev sendt fra hendes hjerne. 

Mor førte i en langsom dyster bevægelse smøgen ind til munden. Det virkede for Marlene som om, at alt gik i slowmotion. Spidsen, der glødede rødt. Røgen, der i en snoende sky forlod mors mund og næsebor. 

"Du er sent hjemme." 

Marlene blinkede, og det tog et par øjeblikke for hende, før hun forstod, at hendes mor havde sagt noget. Hun anede ikke hvad hun skulle svare. Lige nu havde hun mest af alt lyst til bare at gemme sig inde på værelset. Gemme sig på værelset og græde. Krybe sig sammen i et hjørne, så hun var skjult for omverdenen. 

"Øhm... ja. Ja det er jeg."

"Så du skal være flabet?" Mor førte smøgen hen til askebægeret. Skoddede den imod glasset, som endnu en røgsky forlod hullerne i ansigtet. "Jeg er ikke en person, man kan være flabet overfor. Det ved du også godt, Marlene. Du ved, at jeg er en særlig person, der er hævet over almindelige mennesker. Og derfor skal jeg også behandles sådan. Du skal tiltale mig som man tiltaler en dronning. Har du forstået det, min pige?" Hun rejste sig op. Hendes øjne var blevet større. Fjerne. Hun bevægede sig hen imod hende med store skridt, som hun begyndte at tale hurtigere. "I behandler mig af helvedes til. Jeg har ikke fortjent at blive behandlet af helvedes til. Jeg har fortjent at blive behandlet som dronningen selv. Jeg er faktisk dronningen selv. Hvornår lærer i det?" 

Marlene mærkede en pressende sviden bag øjeæblerne. Hendes mor bevægede sig hurtigt og med voldsomme bevægelser. Hun nåede hen til hende. Det vilde blik. Spyttet der skummede mellem hendes læber. Hendes rivende tobakslugtende ånde. 

"Hvor har du været henne?"

Marlene vidste, at hun ikke skulle svare hende. Hun ville flippe ud, hvis hun fandt ud af, at hun havde været sammen med Nicolaj. "Jeg... har været sammen med nogen venner."

"Du har været sammen med Nicolaj. Jeg kan se det på dig."

Marlene rystede på hovedet med store bevægelser. Marlene frygtede, at hendes mor snart ville eksplodere. Når hun var i det gode hjørne, så kom det altid pludseligt og uden varsel. Nogen gange varede hendes raseri i korte øjeblikke, inden hun atter dansede rundt. Andre gange varede hendes raseri så længe, at hun kunne påføre skade på sig selv og andre. 

"Nej jeg har ikke. På ære." 

Hendes mor lænede sig tæt ind til hende. "Jeg kan se det på dig. Du lyver. Du ved godt jeg ikke vil have, du lyver for mig. Her i familien behandler man alle med respekt. Gå op på dit værelse... og tænk over hvad du har gjort. Din fucking lille horeunge!" Hun surrede sine læber sammen og hamrede hænderne brutalt fremad.

Marlene blev skubbet tilbage, så hendes ryg ramte væggen. Tårerne slørede hendes blik, men hun formåede alligevel at holde dem tilbage. Hendes mor vendte hende ryggen og bevægede sig med samme hurtige skridt tilbage imod stolen. Greb fat i pakken med cigaretter i processen, samtidig med at hun drejede lænestolen rundt. Hendes fokus havde rettet sig imod fjernsynet, og igen lød der en grotesk skingrende skraldlatter fra hende. Det ene sygelige grineflip blev afløst af det næste, som hun pegede på fjernsynet og lo af det, der gik for sig på skærmen. 

Marlene vendte sig rundt og bevægede sig rystende op ad trappen. Musklerne i hendes krop sitrede, og hun registrerede ikke engang de mange tårer som var begyndt at risle ned ad hendes kinder. Bag hende lød endnu en højlydt skinger latter fra hendes mor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...