Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4557Visninger
AA

6. 4

Når Marlene var sammen med Nicolaj, glemte hun alle sine problemer. Glemte hendes mors anfald. Glemte hendes fars fiktive skænderier. Glemte, at verden var et mørkt og koldt sted, hvor ondskab og lidelse lurede i hver en afkrog. Når hun var sammen med Nicolaj, var alt hvad der eksisterede, ham. Hans arme imod hendes krop. Den helt ubeskrivelige kildrende varme og suget i maven, der altid blev udløst hver gang deres læber berørte hinanden. Den kærlighed, de følte til hinanden. Så ren. Så ægte. Der fandtes ingen bedre følelse i verden, end at være sammen med den person, man elskede. Det gav Marlene en følelse af frihed, af håb, som hun ikke kunne få nogen andre steder. Gav hende troen på, at ikke alt i denne verden, var mørkt, og at der fandtes gode ting. Gode ting, der kunne afløse alt det mørke og grusomme. Ting, der bragte lys i ens liv, og kurerede de grusomme ar, man op igennem tiden, havde fået påført sig på sin ganske sjæl. 

Klokken havde været fem, da Marlene blev hentet i metrostationen under Forum. Nicolaj var ikke svær at finde. Han stod dér, lige på den anden side ad glasvæggen mellem skinnerne og perronen. Vinkede til hende. Kaldte på hende. Det første, Marlene havde gjort da hun var nået hen til ham var, at kaste sig i hans arme og plante sine læber imod hans. Sådan stod de så, i et tidsrum der for Marlene føltes som evigheder. Hun var ligeglad med de enkelte forbipasserende, der kastede blikke imod dem. Ligeglad med, hvad folk tænkte. Hun var ikke det mindste bange for at vise, at Nicolaj var hendes kæreste. Hun var ikke det mindste bange for at vise verden, at den lækre fyr med det blonde opsatte strithår, de store lyseblå øjne og de dybe smilehuller, var ham hun elskede. Ham, som hun havde været sammen med i et halvt år. Så kunne folk ellers mene hvad de så end havde lyst til. Det stoppede hende ikke. 

Efter de havde stået dér på perronen, og kysset i en kærlighedsfuld omfavnelse, trak Nicolaj ivrigt afsted med hende. Det var tydeligt på Marlene, at han næsten ikke kunne vente med at fejre deres årsdag. Endnu en af grundene til, hun holdte så meget af ham. Han var ikke en af de typer, der sløsede tiden væk på fester og ture med vennerne. Han var ikke en af de typer, der glemte sin kæreste til fordel for egne lyster. Han var en kæreste, der var trofast. Og selvom han ikke var perfekt - han havde en dårlig vane med at lyve lidt oftere end hvad godt var, selvom det efterhånden var lykkedes ham at holde det på et minimalt plan -, så var han perfekt for Marlene. Hun kunne være sig selv sammen med ham. Kunne sige dumme ting, uden at være bange for at få skældud. Uanset hvad hun gjorde, tilgav Nicolaj hende. Fordi han stolede på hende. Fordi han elskede hende. En bedre kæreste end ham, kunne hun ikke ønske sig. 

Resten af dagen forløb præcis som planlagt. Først var det omkring Nicolaj og hans familie. Nicolaj boede på Rosenørns Allé, kun få hundrede meter fra Forum, så det var ikke fordi de havde just langt at gå. Endnu en ting ved Nicolaj, hun elskede, var hans forældre. De var gæstfrie og det var tydeligt, at de kunne lide hende. Det, der virkelig bragte varmen frem i hendes hjerte var kendsgerningen om, at Nicolaj var stolt over, at hun var hans kæreste. Han skulle altid vise hende frem. Ikke på en "se hvor lækker hun er"-måde. Mere på en "se hvor fantastisk en pige hun er, og så er det hende der er min kæreste"-måden. 

Som eftermiddagen og aftenen skred frem, havde Marlene efterhånden glemt alle problemerne, og det var kun Nicolaj, hendes fokus var rettet på. Da de sad på restaurant sammen med det øvrige af familien nede på Strøget. Deres fingre, som under det meste af middagen, var flettet ind i hinanden. Selv trods Nicolaj ikke var ryger, gjorde det ham intet at hendes ånde lugtede af tobak. Han kyssede hende alligevel.

"Du ved, jeg elsker alt ved dig, skat. Selv din lugt. Den er unik. Ligesom resten af dig. Og du kysser så godt, at man sgu glemmer resten." 

En bemærkning, der fik Marlene til at flække sammen af grin, inden hun havde takket ham med et langt, passioneret kys på hans læber. 

Og nu befandt de sig så her. På skøjtebanen på Frederiksberg Runddel, der vendte ud mod Pile Allé, Allégade og Frederiksberg Allé. Med deres fingre flettet ind i hinandens. Det at der allerede nu - en uge inden december - var blevet sat julepynt op langs med de store gader og henover de mange butikker og lejlighedsblokke, gjorde blot denne isnende kolde novemberaften, endnu hyggeligere. 

"Jeg orker snart ikke at skøjte mere." Marlenes ånde blev forvandlet til hvide dampe så snart de forlod hendes mund. Trods hun var iført handsker, havde kulden alligevel formået at trænge gennem stoffet og gjort hendes fingre stive og ømme. Støjen fra den højttrafikerede Allé gik i ét med baggrundsstøjen af forskellige stemmer, der i en summen blandede sig med hinanden på skøjtebanen. 

Nicolaj kiggede en enkelt gang på hende, som de skøjtede hen mod bænken, der stod op til hegnet. Bagved, befandt træerne sig. Trods det næsten var december, var alle bladende endnu ikke faldet af. Selvom både Marlene såvel som Nicolaj stærkt regnede med, at de sidste blade på træerne ville forsvinde når vintervejret ramte landet i løbet af den næste uges tid. 

"Vi har også været her i et stykke tid." 

"Lad os sætte os herovre."

De manøvrerede udenom to piger på godt de 17 - nogenlunde jævnaldrende med dem selv - og nåede bænken. Marlene var den første til at sætte sig. Med Nicolaj lige bagefter. De blev herefter siddende. Betragtede de mange mennesker, der elegant gled henover isen. De skiftende farvede lys fra lysreguleringen. De gule lyskegler fra billygterne, samt farvesceneriet fra de mange forskellige huse i området. Marlene lukkede øjnene, lod hovedet hvile imod Nicolajs skulder og puttede sig tæt ind til ham. Han førte armen om hendes skulder, og holdte om hende. Lod sit eget hoved hvile imod hendes. Sådan sad de. Hengav sig til hinaden. Fornemmede hinanden. Kærligt. Afslappende. 

Et svagt suk undslap Marlenes læber. Hendes øjne var stadig lukket, da hun begyndte at tale. "Nicolaj, du er den bedste kæreste en pige kan ønske sig. Ved du godt det? Jeg elsker dig seriøst. Virkelig meget." 

Nicolaj smilede skævt, som han fjernt betragtede de mange mennesker, der skøjtede rundt foran ham. "Du er fandme også en fantastisk kæreste, Marlene. Jeg er pisse glad for, at jeg mødte dig. Du er det bedste, der er sket i mit liv." 

"Hvor er du sød, skat."

Stilheden sænkede sig atter over dem, som aftenens lyde blandede sig med hinanden. Den hvislende, brølende lyd af trafik. Folk, der snakkede med hinanden. Børn og teenagere, der lo og råbte. Den skurrende lyd af metal der kørte henover skøjtebanens islag. Et vindpust fik det til at isne imod Marlenes hud, så en skælven forplantede sig gennem hendes krop og hun derfor var nødt til at putte sig tættere ind til Nicolaj. 

"Fuck det er koldt."

"Ja, det kan du have ret i. Men det er altså stadigvæk en pisse flot aften." 

Marlene smilede, som hun lod sit hoved hvile imod Nicolajs brystkasse. Hendes øjne havde atter lukket sig i. "Mhm. Det er rigtig nok... Man kan næsten fornemme, at det snart er december." Hun åbnede øjnene. "Ved du egentlig hvad klokken er?"

Nicolaj rynkede panden og førte sin hånd ned i lommen på de løse jeans. Han fik fat i mobiltelefonen. Så på klokken. "Den er halv ni. Hvornår er det, du tager hjem, skat?"

Marlene trak på skulderen, som hun atter betragtede de mange skøjteløbere foran sig. "Aner det ikke. Når jeg engang har lyst. Det er vores to måneders dag, så jeg gider ikke tage hjem allerede." 

"Hvad skal vi lave?"

Marlene rettede sig op så hendes hoved hvilede imod hans skulder. "Det ved jeg ikke." Hun lagde hovedet tilbage så hun kunne se op på ham. "Kan du fortælle en historie? Du er så god til at fortælle gysere."

Nicolaj rynkede på det ene bryn og stirrede på hende som var hun blevet sindssyg. "På vores månedsdag?"

"Ja," svarede Marlene, som et lille smil langsomt begyndte at tegne sig på hendes læber. "Hvorfor ikke?"

"Skat, altså...!"

"Kom nuuu. Jeg vil så gerne. Du får et kæmpesnav bagefter. Det lover jeg." 

"Lover du?"

"Ja." Marlene nikkede ivrigt. "Ja, jeg lover." 

"Okay så." Nicolaj tog en dyb indånding. "Kender du historien om pigen Samantha Jennings? Det er en virkelig historie." 

Marlene kiggede tænkende ud i luften. Så rystede hun på hovedet. "Nej. Det tror jeg ikke. Fortæl." 

"Okay." Han fugtede læberne, og begyndte at fortælle. "For cirka et år siden, det var faktisk den 31. oktober 2009, hvis vi skal gå helt i detaljer, var der en 16-årig pige ved navn Samantha Jennings, som begik selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Det var ovre i USA et sted." 

"Seriøst? Hvorfor begik hun selvmord?"

"Det er der ikke ret mange, der ved. Man ved så meget, at hun var meget stille og indelukket, og brugte meget af tiden i sin egen verden. I tiden inden hun døde, blev hun mere og mere trist og ked af det. Ingen, ikke engang Samantha, vidste hvorfor. Eller, det kan godt være at Samantha vidste det, men hun fortalte det aldrig til nogen. De fleste troede vel bare, at det var typiske teenageproblemer. Det er ikke unormalt for en pige på 16 at have perioder med dårligt humør... Men det er et sidespring. Det, der er det særlige ved Samantha er, at samme dag som hun døde, tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun lagde ud på internettet. Og som stadigvæk er temmelig berømt." 

"Ej, vel?" Marlene kunne ikke tilbageholde smilet. "Den køber jeg sgu ikke. Det kan godt være hende der Samantha døde, men... Jeg tror sgu ikke på, at hun lavede en tegning af sig selv og lagde den ud på internettet. Den må du altså længere ud på landet med. Så dum er jeg altså heller ikke."

"Tror du ikke på mig?" Nicolaj kiggede på hende. Oprigtigt overrasket. Men Marlene gav ikke op. Hun vidste, at hendes kæreste var god til at lyve. Men hun kendte ham. Det var så typisk ham at opdigte sådanne historier.

Stadig smilende, rystede hun på hovedet. "Nej. Det gør jeg sgu ikke. Den historie er for langt ude. Helt ærligt, hvis hun virkelig lagde det billede ud på internettet, fortæl mig så lige, hvorfor politiet og hendes familie ikke fik det slettet?" 

"Det er internettet, Marlene. Det er pænt svært at kontrollere, hvilke ting folk lægger ud på internettet...!"

"Jaer, men hun lagde et billede ud. Det billede kan man finde og slette igen. Det er sket så mange gange før."

"Det er nemlig det, der gør hele historien så creepy." Marlene rynkede panden. Betragtede hans øjne. Han virkede rent faktisk til at fortælle sandheden. En underlig rislen forplantede sig ned ad hendes ryg. 

"Hvad mener du?"

"Altså...!" Han rømmede stemmen. Marlene vidste ikke, hvorvidt det var noget hun bildte sig ind eller ej, men i dette øjeblik ville hun have svoret på, at hun så noget i Nicolajs blik, der mindede om frygt. Ægte frygt. "Efter hvad jeg ved, så fik de rent faktisk billedet slettet. Men præcis en måned efter, begyndte en ukendt kilde på internettet, at sprede billederne rundt viralt... Altså, det vil sige...!"

"Jeg ved godt, hvad viralt betyder. Fortæl videre."

Nicolaj nikkede og fugtede læberne. "I hvertfald dukkede billederne op på internettet... På sites som YouTube og Facebook. Politiet og Samanthas familie prøvede at finde frem til, hvem der spredte billederne rundt... De regnede allesammen med, at det var en eller anden hacker, der kendte Samantha personligt. Men politiet kunne ikke finde adressen på gerningsmanden. Alle de kilder, de blev henvist til, ledte allesammen tilbage til enten Yahoo's eller Google's eller en anden databases, startside. Til sidst... Så gav politiet bare op, og lod billederne forblive på internettet." 

"Men... Hvordan tacklede hendes familie det?" Selvom Marlene stadig regnede med, at det var noget som Nicolaj bare fandt på for at fortælle en god historie, var det alligevel som om et dystert mørke som et tæppe havde rullet indover hendes sind. Som om noget ukendt, unaturligt, var på vej imod dem fra en ukendt retning. Som om noget mørkt og dystert, ingen af dem kunne sætte ord på, snart ville gøre sig til kende foran dem. Det fik pulsen til pludseligt at stige.

"De accepterede det vel bare. Selvom det nok ikke er særlig nemt at vænne sig til at se en tegning af sin afdøde datter, og bare finde sig i at den tegning er kommet for at blive. Egentlig var den ikke særlig populær i starten. Ikke før rygterne begyndte."

"Hvilke rygter?" 

"At hendes selvportræt... er hjemsøgt. Der er ikke rigtig nogen, som ved hvem der startede rygterne. Det er lidt som de der kædebeskeder, folk sender rundt til hinanden om at hvis man lader være med at gøre en bestemt ting, så vil man blive ramt af en eller anden overnaturlig hævn eller forbandelse... Der er så mange forskellige forklaringer på, hvem der startede rygtet. Nogen mener, at det var en random dude, der blev sindssyg efter at have kigget lidt for længe på hende. Andre mener, at det blot er en vandrehistorie. Men ikke desto mindre er Samantha Jennings selvportræt blevet internetkendt, og har nu ry for at være hjemsøgt. Rent faktisk lyder legenden på, at kigger man på Samantha i mere end fem minutter, vil hendes hvileløse sjæl forfølge og til sidst besætte en. Hvad der derefter sker, er der ikke nogen der ved." 

Han kiggede herefter på hende. Marlene blev siddende i tavshed, som lydende fra trafikken og skøjtebanen gik i ét med hinanden i baggrunden. "Hold da kæft, det var noget af en historie. Selvom jeg nu ikke tror på den der del med at hendes billede er hjemsøgt, så indrømmer jeg at det lyder pænt freaky." 

"Du sagde jo jeg skulle fortælle dig en uhyggelig historie. Og her var den så. Får jeg så det megasnav, du lovede mig?"

"Så lad gå da." Med de ord, lænede hun sig frem, plantede læberne imod hans og skubbede ham tilbage. Og lidet anede hun, at dette måske ville blive sidste gang hun nogensinde ville være uden frygt og uden problemer... Og allermest, sidste gang hun nogensinde ville føle sig fri... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...