Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4724Visninger
AA

36. 34

Rengøringskonen strøg gennem gangen imod Marlenes værelse. Hendes sorte tomme øjne var målrettet vendt fremad. Hendes skridt var hurtige, gled nærmest henover linoleumsgulvet. Døren kom tættere og tættere på. Den kvalte klynken fra Marlene på den anden side ad døren, efterfulgt af den metalliske knirken der blev frembragt af de mange krampesammentrækninger, blev gradvist tydeligere jo tættere på døren hun kom. Hendes glidende skridt blev hurtigere. Fingrende knugede sig sammen i en krampesammentrækning, der gjorde blodårer og sener bag armens hud, tydelige og fremtrædende.

*

Marlene vred sine ben og bukkede dem sammen imod venstre. En hivende vejrtrækning. "Please... Please...!" Hendes stemme gurglede. Fråde og savl stod fortsat ud ad munden på hende...


... Samantha drejede hovedet rundt og kiggede på de to betjente, som stod ved siden af den hospitalsseng, som hun lå på. Hendes øjne var opsvulmede og sammenknebne, og det var hele tiden som om at nogen havde lagt et slør henover hornhinderne, der gjorde alle genstande i umiddelbar nærhed mere sløret end normalt. 

"Hello, Miss Jennings. Jeg er Officer James McCallon, og dette er min makker, Julie Severe. Vi vil meget gerne have en snak med dig."

Hun skilte læberne. Hendes hals var ru, kradsede hver gang hun talte. Hendes stemme var stadig hæs. "Om hvad?"

"Well, det tror jeg godt at du selv ved." James McCallon satte sig ned på skamlen ved siden af hende. Hun fulgte ham med øjnene. Hendes opsvulmede læber dunkede stadig, og det gjorde ondt i brystet hver gang hun trak vejret ind. "For tre dage siden, var du passager i den bil, som dræbte en 6-årig pige. Er det ikke rigtigt?"

Samantha lukkede øjnene. Hun hørte det igen. De skrigende dæk. Den lille lyshårede pige, der stirrede forskræmt ind i forlygterne. Den blodige krop i den vrælende og skrigende kvindes favn. Manden, der med gentagende skingre hyl, sparkede til hende med en krop der skælvede af gråd. "FUCKING BITCH! FUCKING BIIIIIIITCH!" Hun ville ikke tænke på det. Ville ikke, men kunne ikke lade være...

*

... Rengøringskonen placerede sine fingre på dørhåndtaget indtil Marlenes stue. Knugede grebet til. Skubbede ned. Døren åbnede sig. Langsomt. Forsigtigt. Hendes sorte øjne forblev rettet tomt fremefter, som hun skubbede døren længere op. Indtil hun havde udsigt til Marlenes gispende og grotesk vridende krop, der fik sengen hun lå på til at eftergive sig med en række af metalliske knirkelyde. Hun slap dørhåndtaget som hun gled ind på værelset...

*

... det var kommet i pressen. Det, som Samantha havde håbet på, havde ønsket ikke skulle ske, var sket. Overskrifterne omhandlede to piger, som havde røget sig skæve og var kommet til at køre ind i et lille barn, som var datter til en af New Yorks mest velansete bankmænd. Løgn. Løgn på løgn på løgn. Hvorfor skulle det lige være det, pressen skulle dække? Et skide trafikuheld? For helvede, det var jo ikke første gang det var sket. Hun pressede læberne sammen og kastede avisen fra sig inden hun lukkede øjnene. Mærkede tårerne presse sig frem. Hun var ikke skæv. Hun var IKKE skæv. Pressen havde fordrejet virkeligheden fuldstændig.

"FUCK! FUCK, FUCK, FUUUUUUUUCK!" Hendes hæse skrig blev herefter til en høj, hjerteskærende hulken...


... "F-f-fffff... fuck...!" Marlenes læber bevægede sig. Spytdråber fløj ud ad munden. Rengøringskonen havde lukket døren efter sig. Var gledet længere ind på værelset. Temperaturen i lokalet faldt drastisk, jo tættere på den vridende, klynkende og gispende Marlene, hun kom... 


... "Jeg gjorde ikke noget! Okay? Det passer, far! Det var ikke mig, der var skæv. Det er løgn. I må tro på mig." Samanthas øjne var blevet røde af tårer, som hun to uger efter uheldet stirrede på sin far. Han rejste sig fra stolen, han sad på, som han med store øjne truende bevægede sig hen imod hende. Løftede pegefingeren.

"Det her kommer til at blive meget ubehageligt for dig, unge dame. Jeg vil ikke have dine løgne her i huset. Forstår du det? Fortæl os hvordan du kunne finde på at ryge dig skæv og gøre noget så hjernedødt som at sætte dig i en bil sammen med en pige som Jessica... Er du blevet TOTALT syg i hovedet? Er det virkelig sådan en datter, vi har? Der kører små børn ihjel og ryger sig skæv og forsøger at lyve sig ud af problemerne?" Han lænede sig ind foran hende med et forvrænget ansigt og store øjne, som små spytdråber fløj ud ad hans mund. "Jeg troede du var et godt menneske! Jeg troede virkelig, at du var en pige, der kunne tænke dig om! Efter ALT det vi har givet dig, pisser du bare på os og på Gud!"...


... Rengøringskonen bevægede sig om på den anden side ad Marlenes seng. Sorte skygger begyndte at manifestere sig omkring hende. Hun løftede sine hænder, som hvis hun blot var en robot der arbejdede på kommando. Førte dem hen imod Marlenes hals...


... Samantha greb med tårerøde øjne sin telefon efter at have hamret døren i ind til sit værelse. Håbede på, at Mary - hendes bedste veninde, hendes substitsøster - ville kunne forstå det. Forstå, at det bare var en fejl. Forstå, at Samantha aldrig kunne finde på at gøre det hun havde gjort, hvis hun vidste at nogen ville blive slået ihjel af det. Hun tastede tommelfingeren henover tasterne, som hun snøftede ind. Førte telefonen op til øret. En hikkende vejrtrækning. Det brændte og sved imod hendes øjne. En række af klartoner lød. Derefter Marys stemme.

"Hello?"

"Hej, Mary. Det er mig... Samantha... Hør, du tror ikke på alt det der står i aviserne, vel? Det der med at jeg røg mig skæv og kørte en pige ihjel?"

En kort pause. "Det er lidt svært ikke at tro på det. Du SAD jo i den bil. Og du RØG en joint."

"Ja, men jeg røg mig ikke skæv."

"Samantha, jeg syntes vi skal mødes i morgen. Det er... ret alvorligt. Og meget vigtigt."

Der blev lagt på. Mary lød meget mere kold end hun plejede. Hun troede vel virkelig ikke at... hun ville da ikke vende hende ryggen bare fordi, at...


... Rengøringskonens fingre lukkede sig sammen om Marlenes hals...


... Samantha var knap nok nået at komme igennem glasdøren, før tre lyshårede drenge og to piger - dem hun ellers altid plejede at hænge ud med, dem hun troede var de bedste omkring hende, hendes rigtige venner, som ville stole på hende, støtte hende, hjælpe hende, elske hende - bevægede sig hen til hende. 

"Der har vi hende jo. Barnemorderen." Det var den mørkhårede pige med hårbåndet og de ovale nøddebrune øjne, som var den første til at sige noget. Elizabeth. Elizabeth, som altid plejede at vejlede og beskytte hende. Elizabeth, der sammen med Mary, plejede at muntre hende op når hun var ked af det. Vise, at hun virkelig elskede hende. 

Samantha standsede og stirrede forvirret på dem. De smilte ikke. Spærrede blot vejen for hende. Med øjne, der kiggede intenst, apatisk, fremad. Koldt. Hånende. Den mest muskuløse af drengene, Benjamin - som ellers var en af den slags troende kristne, der ikke dømte folk og som var en af de første til at få Samantha til at føle sig værdsat og accepteret -, foldede armene på brystet.

"Barnemorder? Hvorfor... Hvorfor kalder I mig det?"

"Årh, drop dit skuespil, din lede psykopatkælling. Vi VED godt hvad du har gjort. Dobbeltmoralske nar!" 

Samanthas puls steg. Tårerne vædede sig frem i hendes øjne. Hvad skete der? Hvad fanden skete der? De var hendes venner... Hendes fucking VENNER..

"Seriøst, jeg ved godt hvad alle siger, men det passer ikke. Det er for helvede bare rygter! Stol dog på mig. Jeg er ikke nogen barnemorder."

"Du kørte bilen...!" Den lyshårede Madeline tog, som den næste, ordrt.

"Nej. Det var ikke MIG der kørte!" 

"Nej, sikkert ikke. Men du gjorde ikke noget for at stoppe det. Du sad bare og var skæv. Du er bare en dum lille taberagtig løgner. Og vi hader dig. Det var en fejl nogensinde at passe på dig. Dobbeltmoralske nar!"

Samantha stirrede på dem, kæmpende imod tårerne. Rystede på hovedet. Hendes lufrør havde vredet sig grusomt rundt, så hun ikke kunne sige noget. Hendes venner... hendes venner... hendes...


... Rengøringskonen klemte sine hænders greb hårdere og hårdere om Marlenes lufrør. Hendes krop spjættede. Marlene hørte atter lyden af respiratoren. Samanthas tårer, Samanthas gråd, fadede ud. Og så mærkede hun det. Halsens sammensnøring. Følelsen af at hun ikke kunne trække vejret. Det hårde tryk, der klemte imod begge sider af hendes strube, afspærrede luftvejene. Og hun så hende. Rengøringskonen. Rengøringskonen med den blå trøje og de store arme, som havde lænet sig indover hende med pupiller der fyldte irisen og et blankt, tomt blik. De tilbagekrængede læber. De blottede tænder. Og... skyggerne... Skyggerne og de mystiske hviskende stemmer, som begyndte at fylde lokalet. Hun hev en mundfuld luft ind, som hendes øjne flakkede rundt. Rengøringskonens negle kradsede svidende imod huden på hendes hals, som de stærke hænders greb klemte sig stadigt hårdere om Marlenes strube. 

Alarmtråden. Alarmtråden, hvor fanden var alarmtråden? Hun så den. Snoren, som hang og dinglede i luften. Bag rengøringskonens ryg. Hun slog ud med den ene arm, jog desperat neglene dybt op i det bare stykke på rengøringskonens overarm, lige inden huden blev afløst af det blå stof på uniformens korte ærme. Mærkede hvordan hun borede ned i huden. Hun rev til. Det nyttede ikke. Den dunkende, skærende smerte forplantede sig imod indersiden af kraniet, pressede kraftigt udad. Som om hendes hoved truede med at eksplodere. En ringlen lød i hendes øregange, samtidig med at sorte pletter dansede ind foran hendes indre blik. Hun begyndte at sprælle med benene. Krummede neglene på ny og jog dem atter ind i rengøringskonens overarme. Forsøgte at kradse hende, påføre hende smerte så hun ville give slip, så hun kunne slippe fri af det stærke greb om hendes strube, der ville kvæle hende indenfor ganske kort tid, kvæle hende... Hun sparkede ud med begge ben, vred hoften til begge sider. Smerten i hendes hoved blev stadigt voldsommere, fik endnu et spjæt til at gå igennem hendes krop. Lammede alle musklerne, så hun knap kunne bevæge sig. Hun forsøgte at skrige. Råbe efter hjælp. Det var blot en hvislende dæmpet rallen, hvor enkelte spytdråber og skummende savl blev sprøjtet ud af munden. 

Hun ville ikke dø. Ville ikke dø. Hun var ikke klar til at dø. Nej, nej... Hun knyttede næven og hamrede panisk. Hamrede og hamrede imod rengøringskonens ansigt. Lod sine negle krumme sig om hendes hår, som mørket bølgede indover synsfeltet, fik værelset til at flimre og de sorte prikker til at sno sig omkring synet så alt nærmest blev som en tunnel. Hun rev til. Rev og rev og rev, som endnu en hjælpeløs rallen forlod hendes mund. Noget gav efter. En hårtot rev sig løs fra rengøringskonens hovedbund. Den sorte dame lod sig ikke bide mærke af det. Hendes fingre forblev presset imod Marlenes strube. Hun begyndte at rykke. Marlene mærkede energien strømme udad sig. Mærkede hvordan hun mistede kræfterne. Hun havde ikke nogen kontrol. Hun kunne ikke få luft... Mørke... Hun var døv. Hun var døv, værre endnu, hun kunne ikke se... kunne ikke høre, eller se, eller...

Hendes arm blev slap og faldt ned. Rengøringskonen løsnede herefter sit greb. Marlene blev liggende ubevægelig, med munden åbnet i en fastfrosset dødsrallen og de nu glasagtige øje stirrende tomt op i luften. En tåre forlod øjenkrogen og silede ganske sagte ned ad kinden. Rengøringskonen blev stående. Blinkede et par gange. Hendes hoved lagde sig med et ryk bagover. Hendes krop gav en spasme fra sig, der fik hendes arme til at løfte sig og bevæge sig i umulige stillinger. Hendes hoved rykkede sig igen samtidig med at det drejede til venstre. Imod glasvinduet. Et lille råb lød fra hende. Savlet begyndte at skumme ud mellem hendes læber, som hendes arme automatisk og uden kontrol på ny løftede sig. Lod fingrene krumme sig en anelse sammen, hvorpå hun førte hænderne ind mod sig selv. Lukkede dem sammen om sin egen strube. Pressede til. Hendes krop begyndte at spjætte, hendes tunge rullede sig ud ad munden i en gyselig kvalt gurglen. Hun vaklede tilbage. Prøvede desperat men uden held at fjerne hænderne, der lukkede sig stadigt hårdere og hårdere omkring halsen. Drejede rundt imod døren. Hendes øjne voksede i panik, frustration. Døren. Hen til døren. Hen til døren... 

"Hllllp.... Hhhhhhllll...!" Hun prøvede at flytte sit ben, men det ville ikke lystre. En usynlig kraft trak hende tilbage. Styrede hendes ben bagud, hen mod sengen. Så hun til sidst bankede sin ryg op i døren. Flere rallene lyde. Tårerne vædede sig frem i hendes øjne, da hun så sin familie for sig. Hendes mand. Hendes to børn. Hendes forældre... Hendes liv... Hendes venner... 

Hendes hænder vred sig til siden og rykkede op. Et grusomt knæk lød fra halsen, hvorpå hendes iriser rullede op bag øjenlågene så det var det hvide der fyldte hendes øjenhule. Hun væltede om på gulvet med et hårdt dump, ved siden af sengen med Marlenes ubevægelige krop. Blev liggende. På siden. Død. 

En hvidlig tåge forlod hendes krop. Den samme tåge, som Marlene havde set på badeværelset. Bag vasketøjskurven. En ung piges hulken lød i tågens kølvand, som den hurtigt og glidende fløj opad og forsvandt i luften. 

Marlene blev liggende. Hendes øjne stirrede fremad. Store og med det sidste rædselsudtryk, som for evigt havde frosset sig fast i hendes ansigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...