Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4560Visninger
AA

35. 33

Rengøringskonen var sort og kunne ikke snakke dansk. Jobbet på Glostrup Hospital var stadigvæk nyt for hende. Men at det var et nyt sted, hun havde fået arbejde, var ingen hindring. Hun var Københavns Bedste Rengøringsdame. Selv hvis andre mente de var bedre. Hun havde brug for pengene til at forsørge sin familie. Hun var nødt til at arbejde. Ikke bare arbejde hårdt, men også arbejde godt. Og hvis hun fik en god løn, så måtte det betyde, at hun var dygtig.

Hun kunne ikke høre de to hviskende stemmer i den tomme langstrakte hospitalsgang lige til at starte med. Alt hvad hun hørte var den dæmpede lyd af en aircondition, samt den slaskende lyd af gulvsvaben, der kørte frem og tilbage over gulvet, så linoleummet blev efterladt skinnende blankt. Det var først da hun fik den kriblende fornemmelse i nakken af, at nogen overvågede hende og kom nærmere, og stoppede med at køre svaben frem og tilbage, at hun hørte dem. Lyden af de to hviskende personer, der konverserede i et ukendt sprog. Bag hende. Stemmerne, der kom snigende som de gradvist voksede i intensiteten. Hun rynkede panden og vendte sig langsomt rundt. Forventede at se to personer bag hende. Det var derfor det kom som et chok for hende, da alt hvad hun så blot var en langstrakt hospitalsgang der strakte sig ud foran hende, adskilt af en glasdør for enden. Hun kiggede op. Til siden. Bag sig. Der var ikke nogen. De hviskende stemmer lød til at komme henne fra glasdøren. Hun blev betragtet. Nogen bevægede sig hen imod hende. Selvom hun ikke kunne se personerne, der nærmede sig, kunne hun fornemme dem. Hendes øjne blev store. Hun udstødte et gisp, som hun slap gulvsvaben, der med en klirren landede på linoleumsgulvet. Hendes øjne blev større og større, som hun bakkede yderligere et skridt tilbage. Og et til. Og et til. Hendes vejrtrækning blev hurtigere. Hivende. De to hviskende stemmer blev højere og højere, indtil de til sidst var lige foran hende. Hun klynkede højlydt, men nåede aldrig at vende sig rundt, før to usynlige hænder greb fat i hendes trøje og trak hende fremad. 

Hun åbnede munden for at skrige efter hjælp. Og stivnede i samme stilling. Skriget, som det var meningen skulle forlade hendes mund, blev istedet til en rallen. Hun løftede hånden op til halsen. Greb fat om struben, der snørede sig underligt til. Hendes hoved lagde sig med et ryk bagover. Hun fjernede armen fra struben og lod den istedet pege lige frem for sig. En skælven forplantede sig gennem hendes krop. Herefter væltede hun ned på knæ. Stirrede fremefter. Hendes øjne blev sorte. Hendes læber krængede sig tilbage og hendes ansigt forvrængede sig. I en grotesk dæmonisk grimasse.

*

Marlene vred sig i endnu en krampe, der fik hende til at bøje ryggen bagover. Spyt og salv væltede ud ad munden på hende, hendes øjne var store og stirrede fjernt ud i luften som om hun befandt sig et andet sted. Tårer stribede ned ad hendes kinder, hvorpå den ene krampesammentrækning afløste den næste...

... Samantha vågnede op til lyden af et højt, serievist vrælende skrig. Det dunkede voldsomt i hendes hoved, og hun fornemmede en svag gyngen. Det klistrerede sig vådt til i hendes højre øjenbryn og imod hendes hår. Hun løftede den ene hånd og pressede den imod det sted, der klistrerede sig til. En brændene sviden. Hun sænkede hånden og betragtede den. Den var indsmurt i rød væske. 

Hun blinkede et par gange for bedre at kunne stille skarpt. De serievise vrælende skrig fortsatte. "Jessica?" Hendes stemme var hæs. Lyset fra lygtepælen, som bilen var smadret ind i, skar i hendes øjne. Hun fik intet svar. Hun løftede langsomt sin ene hånd, og skubbede den ned på airbaggen. En knasen. Hun trykkede airbaggen langt nok ned til at kunne få et ordentligt overblik. Først nu så hun de kæmpemæssige blodsprint, som i striber var afsat henover toppen af instrumentbrættet. Over de myriader af glassplinter, der dækkede det indre af bilen i en hvidblållig glans. 

Hun rynkede panden, som hun lod sine øjne følge blodsprintet. Der snart blev til kæmpmæssige klatter. Videre imod venstre. Hun stivnede og løftede sin ene hånd op til munden ved synet, der dernæst mødte hende. Jessica var blevet ramt af lygtepælens metalstolpe, som havde bukket sig omkring hendes krop. Hendes højre arm var vredet nedunder hendes hoved og pegede ud fra venstre side. Hun kunne med alt muligt tydelighed se skulderknoglen, som - indhyllet i blod - stak ud fra overarmen. Med sener og muskelvæv, som stadigt hang fast. Gradvist mere forfærdet kørte hun blikket fra Jessicas smadrede arm og videre op til hendes hoved, der lå indover rattet, som så igen havde knækket siden af halsen så den bukkede i en lidt for knækket stilling. Øjnene, der stirrede dødt frem for sig, som hvis hun ikke var andet end blot en simpel voksfigur. Hendes kranie der var blevet flækket i to halvdele, så hun kunne skimte noget af hjernemassen bag virvaret af muskler, blod og hår. Kæben var brækket så munden var blevet vredet i en skæv stilling, med undermunden der var gledet længere mod venstre end overmunden. 

"Fuck. Fuck!" Samantha forsøgte at røre på sig, da en voldsom skæren forplantede sig ned gennem hendes højre arm. Hun drejede hovedet og gjorde store øjne, hvormed hun vrængede sit ansigt i afsky ved det næste syn, der imødekom hendes blik. Armen var blevet spiddet af en metalstang, som ved sammenstødet med lygtepælen var blevet skudt op fra undersiden af sædet. Havde boret sig skråt op gennem albueleddet og videre igennem knoglen i armen. Hun så den blodige spids som stak op fra armen, strakte sig godt tredive centimeter. Med sammensnerpede læber lod hun sin hånd glide ned til spidsen. Knugede om det blodindsmurte metal. Hendes fingre klistrerede sig fast til det røde fugtige snask. 

Det overraskede hende at hun slet ikke kunne mærke det, da hun langsomt begyndte at vippe den spidse metalstang fra side til side. I forsøget på at udvide hullet så hun kunne få vristet sin arm fri. Det var først da hun bevægede armen, at smerten bølgede voldsomt indover hende så det i et par korte øjeblikke, plettede sort for hendes indre blik. Hun skar tænder, så såret i siden af hendes hoved og det flækkede højrebryn, dunkede med en svidende varm fornemmelse. Kort efter klistrede det sig fast til hendes øjenlåg, som blodet på ny begyndte at vælte ud. Hun rykkede. En bølgende skæren, der forplantede sig op i kravebenet. Halsen. I en stråle op til øret. Men det lykkedes hende at vriste armen fri, hvorpå hun lænede sig tilbage. Med tykke blodige striber, som begyndte at vælte ud fra hullet, som metalspidsen havde boret sig igennem, for så at indhylle armen i et mørkerødt organisk net. Hun måtte hive et par store mængder luft ind nogle gange, for at fjerne den pludselige trykken i hovedet og de mærkværdige sorte pletter, der som en tunnel snævrede synsfeltet betydeligt ind. Det brændte voldsomt imod hendes mave. Hun bøjede nakken. En kraftig stikkende smerte, der skød sig ned igennem rygsøjlen og op igennem baghovedet. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at hun havde fået en piskesmældsskade. Mørke bølgede indover synsfeltet i et par korte øjeblik, som en høj hyletone i hendes ører dæmpede alle andre lyde omkring hende. Hun blinkede. Hendes syn blev atter skarpt, hvorpå hun fik øje på den. Selen. Selen, som havde skåret sig ind i maven gennem hendes trøje. Presset og gnavet sig ind gennem maveskinnet, ind til det blodige kød så det sorte nylon, selebæltet var lavet af, havde opsuget den røde væske og havde antaget samme farve som blodet. Hun fortrak ansigtet og løftede langsomt hovedet, tårer pressede sig med en brændene fornemmelse frem for kort tid senere at svide hende ned ad de blodige opflænsede kinder. 

"Auv for helvede. Auv for helvede... Auv, auv, auv...!" Hun måtte gispe. For ikke at besvime. Hun førte sin skælvende venstre hånd ned til selelåsen på højre side. Sørgede omhyggeligt for ikke at berøre det opflænsede blodige maveskind. Klikkede selelåsen ned. Selen løsnede sig. Med tænderne bidt hårdt sammen og øjnene knebet i, samt saltholdige dråber der stribede ned ad kinderne, knugede hun sine fingre om selenøglen. Trak langsomt selen fremad, indtil den løsnede sig fra maveskindet. Et halvkvalt sammenbidt klynk lød fra hende, som musklerne i hendes hals strammede sig og senerne trådte tydeligt frem bag huden. Lange strenge af blod og slim trak sig efter selebæltet. Den halvkvalte klynken blev til en række af sammenbidte gisp. Hun måtte holde øjnene sammenpresset. Mørket væltede atter indover hende. Ikke besvim, Samantha... Ikke besvim. Blodstrengene slap langt om længe selen, hvorpå hendes mellemgulv trak sig sammen. Hun førte selebæltet om på sin plads, inden hun blev siddende i yderligere et par øjeblikke, for at komme nogenlunde til sine sanser. Herefter vendte hun sig rundt imod døren. Ruden var væk, knust til myriader af glasstumper, som havde spredt sig ud på asfalten. Hun bøjede benet. Hendes venstre ben var vredet i en skæv stilling, hvor skinnebensknoglen fik huden til at bue sig op. Benet var højest sandsynligt brækket. I det mindste fungerede hendes venstre arm og hendes højre ben. Hun havde bevægelsesfrihed. Ikke meget, men nok til at klemme sig ud.

Hun forsøgte sig på at undgå den spidse, blodindsmurte metalstang som hun - med en strålende skæren der forplantede sig ned gennem skinnebenet og fik hendes ansigt til at forvrænge sig og de sorte pletter til at snævre sig ind over hendes synsfelt endnu engang - begyndte at bevæge sig frem. Spidsen strejfede hendes blodige opflænsede maveparti. Skar ind i kødet. Et vræl undslap hendes læber. Hun lod sin venstre hånd presse sig ned imod rammen. En enkelt glasspids knækkede og borede sig ind i håndfladen. Hun kneb øjnene sammen. Kæmpede imod bevidstløshedens mørke tæppe, der flimrede foran synsfeltet. Hold dig vågen, Samantha. Hold dig vågen. Hun blinkede. For at fjerne det mørke plettende tæppe. Så ned imod dørhåndtaget. Hun bukkede sit højre ben. Støttede sig imod sædet, som hun lod sin venstre hånd glide nedover den blodplettede dør, ned til håndtaget. Rykkede. Døren gav sig. Et gisp fralød hende, hvorpå hun væltede ud og landede med den ødelagte højre arm først på asfalten. Et klynk lød fra hende. Hvorefter hun blev liggende i et par øjeblikke. Sundede sig. Rystede svimmelheden og det flimrende tunnelsyn af sig, hvorpå hun trak sig det sidste stykke ud fra bilen og ud på asfalten. Hun blev liggende med siden af ansigtet presset imod asfalten. Fortrak ansigtet et par gange. Blinkede og fokuserede fremefter. Midt på vejen, godt tyve meter længere fremme, befandt der sig det, som frembragte de gennemtrængende vrælende og hæse serieskrig.

En kvinde. En kvinde, der efter udseendet at dømme var sidst i trediverne. Hun sad knælende på asfalten, med ansigtet fortrukket i en hysterisk grimasse der var krakeleret af lange tårer, som stribevis flød nedover kinderne. I sin favn holdte hun en lille krop, pakket ind i et net af rødt. Blod. Hovedet hang og slaskede bagover, med håret der strejfede asfalten. En mørk sø af tyktflydende rød væske, bredte sig ud fra dem begge. Benene på den lille krop i kvindens favn, vendte slapt ud til højre side, pegende imod den modsatte side ad vejen. Som hvis de var blevet knækket ved hoften. Samantha bed tænderne hårdt sammen, da endnu en forplantende skæren fik mørket til at bølge flimrende over hendes synsfelt. Hun oplevede det atter. Billygterne, som strejfede pigen. Den lille lyshårede pige med de blå øjne, der var stivnet i lygternes skær. Med de forskræmte opspærrede øjne rettet direkte imod hende og Jessica. Skrig. Blod der sprintedes, det flækkende baghoved der fik forruden til at splintres... De havde slået hende ihjel. Hende og Jessica havde slået en lille pige ihjel...

Kvinden så ikke ud til at lægge mærke til hende. Alt hendes fokus var rettet imod den smadrede lille pigekrop, indhyllet i det mørke net af blod, som hun trykkede ind til sig. Grædende. Hæst skrigende. Med en ryg, der bølgede op og ned i den samme konstante gråd. 

Samantha pressede underlæben under overlæben. "Hvad har jeg gjort?" Hun hviskede svagt. Prøvede at fjerne de grusomme billeder af pigen der stirrede, baghovedet med kraniet der alt for tydeligt flækkedes, blodet på vindspejlet, kroppen der væltede opover taget. Endnu en skærende smerte, der skød sig fra nakken og indover baghovedet. Hun rystede på hovedet og drejede nakken op imod himlen og den knitrende lygte fem meter længere oppe. Skrigende dæk... en lille piges baghoved der blev smadret imod vindspejlet... blod der sprintede ud fra begge sider af kraniet... glassplinterne... Jessicas ødelagte lig og stirrende øjne... 

Luftrøret snurrede sig voldsomt sammen så hun fik en følelse af at blive kvalt. Dråberne af saltvand sved sig på ny ned ad hendes kinder. Langsomt vendte hun hovedet og stirrede atter imod optrinnet. Åbnede munden. Mellemgulvets krampesammentrækning gjorde det svært for hende at hive luften ind. 

En mand kom løbende ud fra huset. "Annie?" Han satte farten op som han fortsatte ud på vejen og hen til midterlinjen, hvor den grædende kvinde sad med det blodige lig i sin favn. "ANNIE!" Hans stemme blev skinger. Hun så hvordan han førte begge hænder op til ansigtet, hørte det umenneskelige skingre brøl der kort efter lød fra hans læber. "ANNIE! ANNIE! OH, GOD, ANNIE! NO, GOD, PLEASE, NO!" Han væltede i knæ, og slyngede vanvittigt sine arme omkring den ødelagte krop. Hans stemme knækkede over. Hun så ham bøje hovedet. Så de rullende bølgebevægelser, hans ryg foretog sig. 

"Jessica... For fanden, Jessica, din fucking idiot... Jessica...!" Hun havde lyst til at skrige. Lyst til at gribe fat i Jessicas krop, ruske den. Hamre sin flade hånd indover hendes kind. For at se, om det kunne banke fornuft ind i hende. Havde lyst til at slæbe hende hen til liget. Vise hende hvad hendes mangel på omtanke havde forårsaget. Men Jessica var død. Død og lykkeligt uviden om konsekvensen af hendes dumhed. Samantha var den eneste overlevende... Den eneste overlevende, som var vidne. Og som hun lå der, med de stribende tårer der brændte og sved imod hendes kinder, så hun manden løfte sit hoved. Fæstne øjnene hen imod hende. Så hans hånd fjerne sig langsomt fra hans mund. Så hvordan øjenbrynene løftede sig op i panden. Hans mund åbnede sig. Musklerne i hans krop strammedes og fik ham til at skælve. Han kiggede på hende. Det vidste hun.

Mundvandet samlede sig, da hun så hvordan han skælvende rettede sig op og med næver, der knyttede sig hårdere og hårdere sammen satte sig i bevægelse imod hende. "Fucking bitch! FUCKING BIIIIIIIITCH! FUCKING LILLE BIIIIIIIIIIIIIITCH!" 

Hun løftede sin venstre arm og strakte den hen ad asfalten. Viste sin håndflade med de spredte fingre frem. Desperat. Hjælpeløst. "Please, nej... Lad være... Du forstår ikke... Jeg ber dig, lad være...!"

"MORDER! MOOOOORDEEEEEEEEER! FUCKING BITCH! SE HVAD DU HAR GJORT! SE HVAD FANDEN DU HAR FUCKING GJOOOOOOOOOORT!" 

Hun rystede på hovedet som hendes ansigt fortrak sig. "Nej. Nej, please, nej...!"

Han løftede foden da han nåede hen til hende, og slyngede den af al kraft gennem luften. Hendes hoved gav et ryk fra sig som hendes nakke drejede sig. Sorte pletter dansede ind foran hendes blik, strenge af blod og slim slyngede sig ud fra hendes opflåede kinder. Han skreg igen, som han vrælende atter lod spidsen af skoen banke ind i hendes krop. Ind mod hendes ribben. Et skrig lød fra hende. Lyden af politisirener lød i det fjerne, nærmede sig. 

"BITCH, BIIITCH, BIIIIIIIIITCH!"...


... Det gav et voldsomt ryk i Marlenes krop. Hun spærrede munden op. En kvalt klynken. Savlet dinglede fra hendes læber. Tårerne vædede sig frem i hendes øjne. "No, please, no," hviskede hendes kvalte stemme svagt. Endnu et voldsomt ryg, der fik hende til at vride sig i en krampesammentrækning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...