Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4596Visninger
AA

34. 32

Marlene lå og stirrede op i loftet. Det gjorde ondt i hovedet, og hun havde flere gange overvejet at rykke i den røde snor, der hang og dinglede fristende i mørket over hende. Så de kunne komme og give hende et skud morfin. Men hun havde fundet ud af, at ved at ligge helt stille, uden at røre det mindste på sig, kunne hun holde hovedpinen i skak. Hvis hun rettede på sig, eller rykkede for hurtigt i kroppen, bølgede den voldsomme skæren blot ind i hendes kranie endnu engang. Hun havde kvalme, men kastede ikke op. Hun havde haft det sådan siden hun vågnede. Det gjorde stadigvæk ondt i kraniet, men lige nu var smerten ikke voldsom nok til, at hun ikke kunne holde den i skak.

Hendes øjne brændte, men hver gang hun lukkede sine øjenlåg i, i et desperat forsøg på at prøve at falde i søvn, kom billederne frem. Hendes far, der med et forvrænget ansigt og sorte øjne sprang frem imod hende, med den tilspidsede sølvmetallisk glinsende kniv. De hviskende stemmer, der havde steget i intensiteten, kort inden hendes far blev overtaget af noget ondt. Portrætbillederne, der smilte ondt og dæmonisk. Den hvide tåge hun havde registreret bag vasketøjskurven, kort inden kurven var væltet ned på gulvet. Og... Og Nicolaj. Straks som hun tænkte på ham, snerpede hendes lufrør sig sammen igen. Hun måtte ikke græde. Gråden gjorde blot smerten i hendes kranie så voldsom, at hun ikke kunne bevæge sig. Hvis hun alligevel ikke var i stand til at holde gråden tilbage, så ville hun rykke i snoren. Den skærende smerte var for voldsom, og lige nu var hun ikke sikker på at hun ville kunne holde den ud.

Så hørte hun det. Lyden. Lyden, som havde hjemsøgt hendes tanker, som havde afspillet sig på indersiden af hendes kranium igen og igen lige siden hændelsen på badeværelset. Gråden. Den svage, ulykkelige hulken, der havde fået hårene på hendes krop til at rejse sig. Den svage hulken, samt spædbarnsgråden. Bortset fra, at lyden denne gang ikke lød på indersiden af hendes kranium. Men udenfor. Et sted i værelset. Et sted imellem sengen og døren. Hendes øjne voksede sig store. Musklerne i hendes krop strammede sig, så den dunkende skæren atter forplantede sig igennem hendes kranium. Langsomt lod hun blikket bue imod venstre. Skulede imod det sted, hvor hun kunne høre den unge teenagepiges ulykkelig gråd. Lyden af det grædende spædbarn forvandlede sig. Nej, det var ikke et spædbarn. Hun kiggede imod døren, men alt hun så var mørke samt den svage lysstribe fra vinduet, der gled henover gulvet. Der var ikke noget. Den person, der græd, var der men kunne ikke ses. Selvom hun ikke var et øjeblik i tvivl om, at den person var Samantha. Samantha Jennings ånd. Samantha Jennings ånd, der var kommet for at hjemsøge hende.

"Evil... Evil... No... More... Evil...!" Stemmen lød så virkelig. Som om der virkelig stod en ung pige ved siden af hendes seng og græd. Marlenes øjne løb i vand og hun begyndte at hyperventilere. Kunne ikke bevæge sig, uden den paralyserende skærende smerte forplantede sig dunkende igennem hendes kranium. Hun kiggede på snoren, der dinglede foran hende, og bevægede armen. Den voldsomme smerte bølgede sig igennem kraniet. Fik hende til at skære tænder. Så hun ikke kunne røre sig. Hun kunne ikke skrige. Kunne ikke rykke i snoren. Smerten paralyserede hende.

Det var ikke et spædbarn, der græd. Men et barn. Et lille barn. En pige. Og stemmen græd ikke. Den lo. Ondt. Hånligt. Marlene lod sine tårervædede øjne køre i retning af lydende på ny.

Hun så det. Skyggen. Det samme gennemsigtige skyggeagtige omrids af en ung pige, som hun havde set rette sig op i Nicolajs værelse. Skyggen hvor hun kun kunne se omridset af en krop, men ikke ansigtet eller detaljerne, men hvor hun alligevel vidste, at den kiggede på hende. Endnu en hulken. Marlene åbnede munden, hendes lufrør havde snerpet sig sammen. Skyggen bevægede sig hen imod hende. Hendes øjne blev store. Hun løftede armen op mod snoren, da hendes krop gav et spjæt fra sig. Hendes arm blev stiv, inden hendes fingre knugede sig krampagtigt sammen. Hun vred sig, som hendes store blågrønne øjne blev fjerne. Fastfrosne på et punkt i loftet. Flere tårer vædede sig frem på hendes hornhinder. Hun havde mistet kontrollen.... hun havde... hun... Værelset forsvandt. Lyden af respiratoren forsvandt. Istedet begyndte en masse scenarier at fare indover hendes nethinde. Afspille sig som en film. Samantha der græd, Samantha der blev slået, Samantha med blødende underarme, Samantha der væltede ud foran et tog, Samantha der klemte sig imod et metalskab, Samantha der så en lille pige uden ansigt med en kniv i hånden, Samantha der...


... Det var første gang, Samantha nogensinde havde røget en joint. Som hun sad der, på passagersædet ved siden af Jessica, der svingende med sit lange hår tog en sug af den hjemmerullede joint samtidig med at hun forsøgte at holde fokus på vejen, følte hun sig... forkert. Hvad ville hendes forældre ikke tænke? Eller værre endnu, hvad ville Mary, hendes bedste veninde, ikke tænke? Eller... Joshua? De ville allesammen tro, at hun var en taber, som hang ud med taberne. De kriminelle røvhuller. De rebelske, som Gud ikke havde noget godt øje til. Og det var særligt den tanke, den sidste tanke, som omgående fik Samantha til at følge Jessicas eksempel. Fuck dem. Fuck dem alle. Hun var færdig med at høre på den skoles evindelige moralprædikener. Færdig med at blive dømt af andre kristne, der ikke havde noget som helst tilovers for folk, som ikke havde den samme måde at tænke på som dem. Hvad så hvis hun drak sig fuld? Hvad så hvis hun røg en joint eller to? Hvad så hvis hun havde snavet med en anden pige? Det var der så mange andre, der gjorde. Det gjorde hende ikke til nogen ugudelig hore. Det gjorde hende ikke til en djævletilbeder. Det gjorde hende ikke til en slave for dæmoner. Det gjorde hende bare til en pige, som var desperat efter at få noget frihed. En pige, der bare gerne ville leve.

Hun løftede jointen og tog et sug. Vrængede på næsen. Det smagte bittert. Hun trak den aflange hvide rulle ud fra munden, som et par røgskyer forlod hendes mund. "Føj, den smager seriøst af røv til."

"Det gør de altid til at starte med." Jessica kiggede drilsk på hende med sine nøddebrune øjne. Et skævt smil tegnede sig på hendes læber, som hun i samme bevægelse hævede sin joint. Stoppede den ind mellem læberne og tog et sug, for derefter at puste en røgsky ud.

"Kan du ikke holde øjnene på vejen, når du kører, Jess? Det der gør mig altså pænt nervøs." 

Samantha havde haft et meget anstrengt forhold til biler, lige siden hendes gode veninde i Elementary School blev dræbt da den bil, som hun sad i, smadrede frontalt ind i en modkørende lastbil. Det var sket fordi hendes far snakkede i mobiltelefon bag rattet, og var blevet så optaget af samtalen, at han kom til at slingre ud på den modsatte vejbane. Forlygterne fra den modkørende lastbil havde blændet ham så han var gået i panik. Få sekunder senere smadrede lastbilen ind i dem og krøllede den bil, som de sad i, sammen så de begge blev mast fast. Det havde ramt hende hårdt. Det var efter den episode, hun var begyndt at finde en mening i livet. Begyndte at søge noget større. Noget der rækkede udover menneskers fattevne. Søge en Gud, et eller andet der kunne give svar på de store spørgsmål i livet, som kunne give håb... Ikke at hun ville betragte sig selv som kristen. Det var svært for hende overhovedet at have lyst til at komme ind i kristendommen, når det var de selvsamme mennesker - dem der kaldte sig selv for kristne - som var skyld i, at hun nu sad her, sammen med en oprørsk jævnaldrende teenagepige og røg joints. Kristne mennesker som hendes mor. Hendes såkaldte bedste veninde... Dem der dømte alle andre som ikke tænkte som dem selv, som gudløse syndere. Fortalte at de røg i helvedets ild. At Gud havde dømt dem og vendt dem ryggen. Hun kunne huske at hun engang havde bedt en bøn - den eneste bøn hun virkelig havde bedt, og ment hvert et ord hun havde sagt - om, at hvis Gud fandtes, at så måtte han give hende et tegn. Vise hende det. Det kom aldrig til at ske. Men alligevel kunne Samantha ikke slå det ud af hovedet. Der var noget mere. Det måtte der være. Ellers var hun ikke sikker på, at hendes liv ville give nogen mening. Ellers, tænkte hun, så var der umuligt noget håb...

"Uuuh," drillede Jessica. Hun fortsatte med at kigge væk fra vejen. Nød hvordan det helt tydeligt gik Samantha på. Hun løftede sin joint og tog endnu et sug. Pustede den blågrålige røgsky i hovedet på Samantha. "Er du bange for at dø? Har du aldrig gjort noget, du ved... farligt i løbet af dit liv?"

 Nej. Det havde hun ikke. For hun var, i modsætning til Jessica der kom fra et hjem med en alkoholisk far der havde skudt sig selv i tindingen for øjnene af Jessica og hendes lillesøster, og med en mor der drak sine sorger væk i spititus, glad for sit liv. Godt nok var der omstændigheder i hendes liv, der havde ødelagt glæden. Som James High School. Hvor størstedelen var evangelistiske kristne. Fanatikere. Fanatikere, som særligt havde et horn i siden på Samantha. Fordi hun var populær. Fordi hun gjorde noget ud af sig selv. Fordi hun var en pige, der var lidt for smuk og havde lidt for mange gode venner. Fra lidt for mange forskellige kredse. Egentlig kunne hun være ligeglad. Kunne være ligeglad med, hvad folk sagde om hende. Men det var hun ikke. Når folk i smug gik og kaldte hende luder... eller en kælling... eller det der var værre... så ramte det hende. Ramte hende dybt. I det mindste havde hun nogle venner, der trods deres fanatiske opvækst og deres stærke religiøse overbevisninger, tog hende under deres vinger. Lod hende være en del af noget. Det kunne hun måske takke Mary for. Var det ikke for Mary, var hun i tvivl om hvor hun var endt henne. Men det kunne hun ikke fortælle sin nye veninde. For så ville hun måske dømme hende. Og hun hadede, når folk dømte hende. 

"Nej. Selvfølgelig er jeg ikke bange, jeg... har bare et lidt anstrengt forhold til folk, der ikke kigger på vejen imens de kører. Det er at være forsigtig." 

Hun tog et forsigtigt sug af sin joint, og prøvede at ignorere den bitre eftersmag, der kom. Samt den vridende kniv i brystet ved tanken i baghovedet om, at dette her gik imod alle de ting, hun havde fortalt sine venner og sin familie. At hun aldrig ville røre stoffer. At det var klamt og forkert og overhovedet på ingen måde sejt. Alle de ting, hun havde sagt omkring druk, fester, sex og stoffer... det var bare en facade. For at få en følelse af at passe ind. For at hun ikke skulle dømmes og af frygten for, at folk ville begynde at se skævt til hende. Hold kæft hvor er du egentlig dobbeltmoralsk, lød den bebrejdende stemme i hendes hoved. Men det er jo bare en joint... en enkelt joint. Det skal prøves. Man lever kun én gang, ikke? Selvom hun forsøgte at rationalisere det, så kunne hun ikke. Det var forkert... Forkert... forkert... 

"Nå. Så du mener altså, at jeg ikke har styr på min kørsel? Søde skat, jeg har kunnet  finde ud af at køre en bil ligesiden jeg var 14. Med lukkede øjne. Vil du se en demonstration?"

Samantha var hurtig til at ryste på hovedet og afvæbne med et forsigtigt smil. "Nej, nej, jeg tvivler overhovedet ikke på at du kan finde ud af at køre bil. Jeg syntes sgu du kører helt fint. Men det her er en lille vej, det er mørkt og jeg har ikke lyst til at gøre min familie ked af det hvis jeg skulle ske at dø i et trafikuheld. Jeg lovede min lillebror at komme til generalforsamlingen på hans skole i morgen. Min lillebror elsker mig meget højt. Det ville ikke være okay hvis jeg så bare, you know, gik hen og... døde sådan random."

Jessica stirrede indgående på Samantha, rystede på hovedet og kiggede fremad. Drejede i takt med vejen. "Se selv? Du TVIVLER jo på min kørsel. Det var jo det jeg sagde."

En falsk latter udbød sig fra Samanthas mund. "Nej jeg gør ej."

"Jo du gør så."

"Nej."

"Jo! Hvis du ikke tvivlede på min kørsel, ville du heller ikke være bange. Så jo, det gør du. Men fair nok. Hvis du gerne vil være bange, ikke? Så kan jeg da give dig en god GRUND til det." Hun blinkede kækt, lod fokus rette sig imod vejen som bugtede sig imod venstre, videre gennem birkeskoven. 

"Jessica, please, lad nu være...!" 

"Shh, Sammie-girl, luk lige røven bare to sekunder. Så skal du bare se løjer." Med de ord, trykkede hun speederen i bund og satte farten op.

*

Det var aftenen inden, at Annie Seech havde fødselsdag, hvor hun blev 6 år gammel. Det ville blive en stor dag. 6 år betød, at hun snart kunne komme i Pre-School. Og derefter Elementary School. Skole. Den ting, som hun havde glædet sig allermest til. Nye mennesker, nye ting, nyt af alt. Med sine kun 6 år, var hun en klog lille pige. Familien Seechs måske største lyspunkt. De to ældste døtre, Maybelle og Rachel, gik altid og hakkede på hinanden. Hvilket tog hårdt på familien. Hvis ikke det var for lille Annie, så ville der aldrig komme fred imellem dem. Det var lille Annie, der løste konflikterne, blot ved sin tilstedeværelse. Lille Annie, som alle elskede. En sød pige. En klog pige. En pige med drømme. Ambitioner. En pige, der snart skulle starte i skole og begynde et nyt kapitel i sit liv. Et nyt kapitel med nye, spændene oplevelser.

Ravnen havde fanget Annies interesse. Den store sorte fugl med det gigantiske vingefang og det hæse skrig. Den store sorte fugl, som altid havde fascineret hende når hun så den komme flyvende forbi vinduet. Den store sorte fugl, der nogengange kom og besøgte hende og Maybelle - den mellemste af pigerne på 9 - i træhuset ude i haven. Den havde fanget hendes interesse, ikke kun fordi den fascinerede hende, men fordi den opførte sig anderledes end den plejede. Hun befandt sig ude foran køkkenvinduet, siddende på knæ på græsset, kælende med familiens rød og gulstribet kat, da ravnen med et hæst skrig fløj forbi. Hun løftede hovedet og smilte fascineret, så stumperne af den højre fortand, der lige knap var begyndt at vokse ud i overmunden, akkurat kunne anes. Vingerne flaksede. Flaksede voldsomt. Den fløj forbi træet. Hurtigt ovenikøbet. Det plejede den ikke. Den havde rede i træet... Den plejede ikke at flyve forbi reden.

Katten svang en enkelt gang med halen, vred sig ud ad Maybelles hånd og bevægede sig hen til døren, hvor den smidigt forsvandt gennem kattelemmen. Annie opdagede det ikke. Al hendes fokus var rettet imod den sorte ravn, der næsten panisk flaksede omkring taget. Endnu to hæse rallende skrig. Så fløj den væk. Hurtigt. 

Da var det hun hørte det. Knap nok tydelig. Ude fra vejen. Den hæse piplyd. Hum drejede hovedet. Mod venstre. Så den lille ravneunge, der skrigende kæmpede sig henover asfalten. Ind i lyskeglen fra gadelygten på den modsatte side ad vejen.

"Åh nej," udbrød hun med sin let stemme, hvorpå hun omgående rejste sig op og skyndte at sætte sig i bevægelse imod vejen. 

*


"Jessica, sænk farten. Sænk farten!" Samantha fortrød at hun havde taget med. Fortrød at hun havde røget en joint, fortrød at hun havde sat sig ind i en bil sammen med en pige, der ikke engang havde kørekort. Fortrød at hun overhovedet havde mødt den pige. Det var dumt. Dumt at involvere sig i hendes vennekreds. Det var ikke en måde at gøre oprør imod sin familie på. Det var ikke en måde...

"Hvorfor? Nu har vi det ellers lige så sjovt." Hun kluklo og tog et sug af sin joint som om dette scenarium, der udspillede sig foran dem, blot var hverdagskost. Samantha rystede hovedet og pressede læberne sammen. Pigen var skør. Splitterragende sindssyg.

"Jeg vil ikke dø, okay? Jessica, for FUCK sake... Sænk forhelvede farten!"

Hun løftede blot øjenbrynene. Drejede i takt med endnu en snoning i vejen. De mørklagte birketræer samt de meter høje græsstængler på begge sider, flimrede forbi dem. "Vi kommer heller ikke til at dø, Sammie-girl. Jeg har gjort det her mange gange før. Hør, prøv nu bare lige, for én gangs skyld, at chille, okay? Læn dig tilbage og nyd forestillingen. Hvis du har set Fast and the Furious, så er det her lidt ligesådan. Måske ikke helt så vildt, men tæt på. Har du nogensinde prøvet at drifte? Der kommer et sving herhenne der er perfekt. Der er PISSE fedt. Du vil elske det."

Samantha pressede læberne sammen. Lukkede øjnene. Mærkede hvordan hjertet hamrede og hvordan en sugen skød sig ned igennem brystpartiet og mavesækken. Drifte... Hun havde da vel for fanden ikke tænkt sig at drifte her? Det var fuldstændig sindssygt. Fuldstændig... Hun havde allerede glemt alt om den rygende joint, hun holdte imellem sine fingre. Det eneste, som fyldte hendes hoved, var de bebrejdende stemmer. Hvorfor, Samantha? Hvorfor? Hvorfor skulle du gøre det her? Hvad er det, du vil bevise? At du er sej? At du er fri? At sidde i en bil sammen med en sindsforvirret tøs, der ryger hash til dagligt og kører som en psykopat... Det er selvmord. Det ved du. Det er SELVMORD...

*

"Er du okay?" Annie Seech knælede bekymret ned ved den lille skrigende ravneunge, som prøvede at kæmpe sig frem. "Du er helt alene. Har din mor forladt dig, lille ven?"

De hæse ravneskrig. Hun vendte hovedet rundt. Ravnen flaskede forvirret rundt over træet. Det havde Annie aldrig troet, at den store flotte fugl kunne finde på. At efterlade sin unge midt ude på vejen. Helt alene. Med fare for at blive kørt over. Ravneungen skreg igen. Næsten fortvivlet. Annie kiggede på den. Og så, ved nærmere øjekast, opdagede hun det. Den ene vinge, som var vendt i en fuldstændig forkert vinkel og spredt en anelse ud, så fjerene stak ud til vanvittige sider. Den var brækket. Vingen var brækket. 

"Åh NEJ. Du er jo kommet til skade." Hun lænede sig forsigtigt frem, samtidig med at hun foldede hænderne i en skål og placerede dem foran ravneungen. Som en sliske, for at den skulle kravle op. Ravneungen lod sine sorte øjne rette sig fremefter. Endnu et hæst lille pip lød fra den, hvormed den kæmpede sig frem.

*

"Er du klar, Sammie-girl? Nu skal du saftsuseme se, hvordan man drifter." Jessica kiggede en enkelt gang storsmilende på Samantha, hev en ordentlig mundfuld røg ind hvorpå hun hamrede bremsen i bund som hun på samme tid flåede rattet til den ene side. Samantha blev øjeblikkeligt slynget imod højre, så hun hamrede sin hånd ind i bilruden. Et højt skrig lød fra dækkene, som et langt sort spor blev efterladt i bilens kølvand henovet asfalten. En sort sky af røg. En lugt af varmt metal og brændt gummi, nåede Samanthas næse. Jessica udstødte en skrigende latter, lagde hovedet tilbage, drog et sug fra sin joint og førte sine brune øjne over til Samantha.

"Se? Du døde jo ikke af det. Lad være med at være sådan en whiner. Nyd dog livet. Det er det, det er der for." Samantha drejede hovedet imod hende med et blik, der var som ladte pistoler. 

Jessica blinkede en enkelt gang, kiggede foran sig. Den næste strækning buede mod højre, oplyst af en række af lygtepæle. De var i udkanten af Brooklyn. Ti kilometer mere, og de var hjemme. "Lad os se, hvor hurtigt vi kan køre uden vi får ballade med politiet. Syntes du ikke, Sammie?"

"Nej, Jess, nej, det syntes jeg...!" Hun fik ikke sagt mere, før Jessica grinene hamrede speederen i bund for derefter med en højlydt brummen at accelere og suse op ad vejen. Op mod krusningen. Om mod det sted, Annie Seech i dette givne øjeblik befandt sig. 

*

Den skrigende lyd af dæk var det første, der fangede Annie Seechs ører, netop som hun rettede sig op, med fugleungen i hånden. Hun kiggede i retning af lyden. Op mod højresnoningen for enden af vejen, der førte ind i den tætte birkeskov. Kiggede herefter på fuglen imellem sine hænder. "Nu skal du med ind og få det godt." Hun satte sig i bevægelse. Nåede fartstriberne, netop som der lød et skrig af dæk. Hendes bryn rynkedes, hvormed hun atter drejede hovedet imod snoningen halvtreds meter derfra. De kraftige lyskegler fra bilens to forlygter blændede hende og fik hende automatisk til at løfte den ene hånd og skærme for øjnene.

*

Jessica havde vendt blikket imod Samantha. Så ikke den lille pige, der var stivnet af skræk i lyskeglernes kraftige skær længere fremme. Da hun så hvordan Samanthas flotte blå øjne voksede og hvordan al farve krøb sig tilbage fra hendes kinder, så hendes ansigt fik en askegrå farve, troede hun først det skyldtes hendes fart. Det var først, da hun skreg "PAS PÅ!", at det gik op for hende at der var noget foran dem.

"Passe på hv...?" Hun drejede hovedet, gjorde store øjne og åbnede munden for at skrige. Men hun nåede det ikke. Annie Seech åbnede munden i et lille skrig, kort inden bilen ramte hende. Fugleungen blev flået ud af hendes hænder. Hendes øjne var vokset sig til dobbelt størrelse. Benene blev slået væk under hende som hun lavede en kolbøtte i luften over kølerhjelmen. Samantha blev siddende, stirrede på scenariet der udfoldede sig foran dem. Jessica skreg som hun vred rettet rundt, hamrede bremsen i bund så dækkene skreg. Men det var allerede for sent. Annie Search ramte vindspejlet med baghovedet, så glisset splintreredes i myriader af revner. Hendes baghoved flækkedes på midten, så aflange blodsprint i striber blev slynget udovet glasset på begge sider. Hendes nu livløse krop fortsatte opover taget, netop som bilen skred rundt, landede på vejen og rullede et par omgange rundt, for til sidst at blive liggende som en anden kludedukke. 

Bilen skred med hvinende dæk henover asfalten, som den drejede en halv omgang rundt. Hamrede venstre side ind i en lygtepæl, så sidedørene og førersædet blev banket ind i en klirren af glas og metal. Metalstolpen bankede ind i siden af Jessicas krop, så hun blev slynget ind mod Samantha, hvis hoved hamrede ind i sideruden så glasset flækkede. De to airbags pustede sig på samme tid op, som glas og metalsplinter regnede nedover de to teenagepiger... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...