Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4591Visninger
AA

33. 31

Catrine kunne ikke klare at være der mere. Hun ville ikke køre hen til gården for at se, hvor far var. Hun ville ikke ind og se Marlene igen. Hun ville bare hjem. Hjem og græde, hjem og sove, hjem og glemme problemerne i Mikkels arme. Til sidst måtte Mikkel give efter. Catrine skulle nok se forbi sin søster, når hun overkom det. Lige nu var det for svært for hende. Det var første gang Mikkel havde set Catrine - en pige som normalt var meget hårdfør og kunne finde ud af at sige fra, som klarede de fleste problemer på egen hånd - bryde sammen. Første gang han nogensinde havde set hende så ude af den. Som et lille barn, der var blevet væk fra sin mor og ikke havde nogen at trøste sig. Det fik kniven til at flænse sig ind i det bankende hjerte. Videre ind til sjælen. Hele vejen hjem var der ingen af dem der sagde noget. Hun gik i seng så snart de var kommet tilbage til lejligheden. Han havde været nødt til at holde sine arme om hende, før hun faldt i søvn.

*

Nicolaj fik skældud af sine forældre, da han ringede hjem til dem og fortalte, at han havde løjet for dem. At han fortalte, hvor han befandt sig. Normalt plejede det at pisse ham af når hans far råbte af ham, men denne aften, var han ligeglad. Ikke nok med at han havde set sin kæreste i en hospitalsseng, tilkoblet en respirator og med bandage om kraniet samt voldsomme slagmærker i ansigtet, havde han også bragt hende mere smerte end hun havde i forvejen. Hun troede at det bare var pis. Troede sikkert at det var endnu en løgn han havde stukket hende for at trøste hende. Fordi han sikkert syntes hun var sindssyg. Fordi hun sikkert troede at han bare gjorde grin med det. Hvordan skulle han på nogen måde kunne få chancen for at fortælle hende det? Hvordan skulle han på nogen måde kunne hjælpe hende, hvis hun ikke stolede på ham længere? Løgn er noget pis. Det vidste han godt, men det var først nu, at tanken rigtigt slog ham. Løgn bragte kun smerte. Uanset i hvilken sammenhæng, man løj for en anden person, ville det i sidste ende, komme til at bringe en anden person smerte. Hvilket så til sidst ville ramme en selv. Det vidste Nicolaj om nogen. Dette var beviset. Hellere såres af sandheden end gøres lykkelig af løgnen - Det var først nu, han virkelig tænkte over, hvor dyb en mening dette ene citat havde. Han skulle aldrig have løjet. Aldrig, aldrig, aldrig nogensinde. 

Men han gav ikke op. Måske havde han løjet. Men han måtte forsøge igen. Forsøge at vise hende det. Paranormal Stuff. Så hun kunne se det med sine egne øjne. Se, at hun ikke var den eneste der vidste, at legenden om Samantha Jennings talte sandt. Der var håb endnu. Han kunne godt nå det. Det vidste han. Han havde tid endnu. 

*

Marlene døsede hurtig ind. Men drømte ikke. Trods hun var blevet bedøvet, sov hun meget dårligt og vågnede flere gange i løbet af aftenen med intervaller på godt tredive minutter imellem. Alt hun kunne tænke på, var Nicolaj. Hver gang hun lukkede øjnene, afspillede deres forhold sig på indersiden af nethinden. Alle de ting, de havde foretaget sig sammen. Alle de gange, de havde kysset. Krammet. De gange, de gik ture sammen, var i byen sammen, hang ud sammen. Jeg elsker dig, Marlene... Hans stemme, der gav genlyd. Hun havde svært ved at tilbageholde tårerne, da hun atter genoplevede samtalen. Den samtale, der var som at få boret en kniv i brystet. Den samtale, der gjorde Marlene overbevist om, at alle havde vendt hende ryggen. Hendes søster. Hendes kæreste. Catrine ville tro, hun var blevet sindssyg. Nicolaj ville blot lave sjov med det. Hun havde taget fejl af ham. Han elskede hende ikke. Først løj han for hende om, at han havde kigget på billedet af Samantha. Og nu... gjorde han grin med det. Ikke en skid han troede på det. Og hvad med Kamilla? Og de andre af hendes veninder? Dem kunne hun heller ikke fortælle noget til. De ville bare tro, at hun enten jokede, løj eller var blevet sindssyg. Hun var alene. Helt alene, ventende på en ukendt skæbne. Alene, kun med noget ukendt til at følge efter hende. Hvorfor skulle hun også kigge på det fucking billede? Hvorfor? Hvorfor, hvorfor, HVORFOR! 

*

Nicolaj sad der igen. Foran computeren. Stirrende på Paranormal Stuffs hjemmeside. Han sad i sengen, med dynen trukket indover sig. Lyset fra skærmen på den bærbare, kastede flimrende skygger på væggen i det ellers mørklagte værelse. Hans forældre var gået i seng. Det var først da han havde hørt deres dybe snorken og var sikker på, at de sov tung, at han havde vovet at tænde sin computer. Han sørgede for at lytte efter skridt ude på gangen. Hans far havde nemlig den vane, at han tit stod spontant op om natten for at gå ud for at tisse. Noget der kom sig af hans lidt for heftige kaffeforbrug. 

Han var temmelig sikker på, at han ikke kom til at sove den nat. Hver gang han lukkede øjnene, afspillede dagens grusomheder sig for det indre af hans blik. Bare det at tænke tilbage, både på Marlene i sengen, men også de uhyggelige hviskende stemmer i den tomme entré, fik det til at risle koldt ned ad hans ryg. Gav ham følelsen af, at det der havde betragtet ham for foden af trappen, befandt sig sammen med ham i værelset. Overvågede ham. Det var derfor han hele tiden var nødt til at se ind i værelset. Hver gang med forventningen om, at se nogen eller noget. Selvom der ikke var andet end ham. 

Han scrollede ned ad passagen om Samantha Jennings. Med hjertet som bankeds imod indersiden af brystkassen. Ned til videoen. Kiggede ind i værelset, imod døren og reolen. Stadig intet andet end det svage flimrende lys, der kastede uhyggelige skygger på væggen. Han kiggede atter på computerskærmen, som han førte cursoren op til Play-ikonet på videoklippet. Han havde sørger for at tage earplugs på, bare så hans forældre ikke skulle høre noget og blive vækket.

Han startede interviewet. Der sad en mørkhåret dame med brune øjne og et ansigt, der glimtede lidt for meget, noget som tydede på at hun havde påført sig en maske af sminke. På den modsatte lænestol overfor hende, sad der en ældre mand med udtyndet blond hår samt et grånene fuldskæg smal næse. Hans brune øjne var skjult bag to firkantede brilleglas. I baggrunden befandt der sig en panoramarude, der havde udsyn til noget, som forekom Nicolaj at ligne Manhattans skyline.

Teksten nederst på skærmen dukkede frem. INTERVIEW MED PROFESSOR COLLUM, BRITISK PARAPSYKOLOG OG PARANORMAL FORSKER, 31. OKTOBER 2010

Kvinden strammede sit ansigt op i et lidt for bredt smil, som hun startede med at tage ordet. "Well, mr. Collum, nu er det jo et år siden at den internetberømte 16-årige Samantha Jennings begik selvmord. Det er vist ikke nogen nyhed, at rygterne om at hendes hvileløse sjæl skulle hjemsøge internettet, er blevet hastigt stigende efter en ung fyr begik selvmord på samme måde som Samantha selv, efter at have kigget på hendes billede lidt for længe. Nu er der mange der mener, at dette blot er ren og skær hoax, men den internationalt godkendte hjemmeside til forskning omkring det paranormale - www. paranormal stuff. com - har udgivet en artikel for to dage siden, og mener at selvportrættet, hun lagde ud umiddelbart kort inden hendes død, rent faktisk ER hjemsøgt. Hvad har du at sige til dette?"

Professor Collum lagde hovedet let på skrå. Rømmede stemmen. "Well, miss Jaylin - eller Sarah, hvis det er i orden jeg kalder dig det... Øhm, det jeg har at indvende er, at rygtet med alt mulig sandsynlighed, stemmer. Samantha Jennings ånd lever meget muligt videre i hendes selvportræt, og hjemsøger højest sandsynligt også den, som kigger på hende i for lang tid. High School eleven der dræbte sig selv... Det kom bag på mange. Og de ting, han har fortalt at han har oplevet, tyder på at han BLEV hjemsøgt af onde ånder."

"Okay, Mr. Collum. Interessant. Men er det ikke noget med, at fortabte eller hvileløse sjæle, som regel kun hjemsøger de steder, hvor de døde? Og at spøgelser bare er ulykkelige sjæle, der ikke gør folk fortræd?"  

"Jo, det er korrekt. Det er også det, der har undret mange paranormale forskere. Tro mig, Samantha Jennings selvportræt er et yderst populært emne blandt paranormale kredse. Det er en hel eksteaordinær ting. Selv JEG er bange for hende."

Nicolaj fugtiggjorde sine læber. Pulsen steg. Den prikkende stikken imod hans kinder, som fortalte ham at der var nogen andre i lokalet, prøvede han at ignorere. Fokus på interviewet. Fokus på interviewet.

Sarah Jaylin nikkede med et smil, satte sig til rette på stolen, kiggede Richard Collum i øjnene og fortsatte. "Ja, det er du skam heller ikke den eneste der er, skal det lige siges." En højlydt - og lettere kunstig - latter fulgte. "Men spøg til side. Kan det virkelig tænkes, at Samantha Jennings hjemsøger sit billede for at besætte folk og få dem til at begå selvmord?"

"Det kan det, men det er en meget usandsynlig forklaring," svarede Richard Collum, efterfulgt af et nik.

"Oh. Javel. Hvordan det?"

"Jo, grunden til det er, at spøgelser som regel er her fordi de har noget, de gerne vil fortælle. Nogle uafsluttede sager, de endnu ikke har fået gjort op med. Jeg ved godt, det er noget alle siger, men det er som regel derfor, at nogen fortsætter med at vandre videre på jorden, efter de er døde. Den anden forklaring kan være, at Samantha er hvileløs, altså for EVIGT hvileløs, med andre ord. Øhm, nu er det ikke fordi jeg tror du er den mest troende kvinde, men... Jeg går ud fra at du har læst biblen. Jeg har i hvertfald. Og en af de ting, det slår mig, er passagerne om himlen og helvedet. Himlen er, ifølge biblen, hinsides den naturlige verden - Med andre ord, en parallel åndeverden. Helvedet er modsætningen til Himlen, men er stadigvæk - ligesom himlen - en parallel dimension. En åndeverden."

Sarah Jaylin afbrød ham. "Åh, så dit bud er, at Samantha Jennings i virkeligheden slet ikke er en hvileløs sjæl, men i virkeligheden er i helvedet, eller hvordan man skal sige det?"

"Nej... eller, det kan man nok godt sige. Men lad mig forklare mig færdig. Samantha blev jo udsat for rigtig mange rygter, der blev spredt rundt til flere tusind forskellige personer, og efter hendes død blev der skabt nye rygter, så folk hurtigt glemte de gamle. Den eneste, der virkelig kender sandheden om, hvem Samantha egentlig var og hvad der helt nøjagtigt skete med hende samt hvad der gjorde at hun endte med at springe ud foran et tog, er nok kun Samantha selv. Og så måske hendes familie. Og jeg tror, det var derfor hun tegnede en tegning af sig selv, for derefter at lægge en voodoo-forbandelse over den. Så hun havde en mulighed for at kunne vende tilbage efter hendes død, og gennem tegningen kunne fortælle folk sin historie. Jeg tror, at hendes ånd er hvileløs, FORDI verden skal have sandheden om hende at vide." 

"Men... Hvorfor så få dem, der kigger på billedet for længe og dermed giver hendes sjæl adgang til den fysiske verden, til at begå selvmord?" 

"Det er her, vi kommer til det med helvedet." Richard Collum slikkede sig om munden. Satte sig til rette på stolen, rømmede stemmen og fortsatte. "Det sjove ved "helvedet" er, at det ikke kun er kristendommen, som har en himmel og et helvede. Det har alle andre religioner også. Buddhismen, Islam, Hinduismen, asetroen, you name it. Selv folk, der siger de ikke tror på livet efter døden, frygter alligevel, når de rent faktisk ender i livsfare, at de måske kommer i helvedet. Eller i himlen, alt efter hvem man er. Men... Betyder det så, at helvedet eksisterer? Det vides ikke. Det vides virkelig ikke. Til det kan jeg kun give ét konkret svar. Måske. Men hvis vi antager, at helvedet rent faktisk findes, hvad ER det så? Well, nogen mener, at helvedet er en sø af ild, hvor man er dømt til at blive ædt op af flammer i al evighed. Hvor man lider en smerte så stor, det ikke kan beskrives. Andre mener at det er en følelse... En følelse i et tomrum, hvor man er alene i verden, kun med den ene følelse der bare bliver værre og værre og værre i evighed. Og så er der igen, nogen der mener, at helvedet blot er en metafor for lidelse. Lidelse og at man ønsker at få fred, men aldrig kan få det. Hvis helvedet findes, kan det MÅSKE være, at det er en personlig ting. At man ender i sit eget personlige helvede... Måske at man kan ende som en hvileløs sjæl, der aldrig får fred. At uanset HVAD denne sjæl så gør, uanset hvor HÅRDT denne sjæl så prøver, så vil sjælen altid vandre hvileløst rundt. Alene. Fortvivlet. Ensom. Jeg ved det ikke. Det kan være, helvedet og himlen slet ikke findes. Det kan være HVAD som helst. Men det jeg mente var, at måske var Samantha Jennings - pågrund af rygterne om hende - røget i et personligt helvede..."

"... og derfor ender folk, der rammes af hendes forbandelse, som hende...!" afsluttede Sarah Jaylin.

Richard Collum rystede på hovedet. "Not quite. Du har fat i noget af det rigtige, men der hvor jeg ser problemet er, at drengen, som begik selvmord efter at have set på billedet i for lang tid, mente at han blev forfulgt af ikke én ånd, men flere. Og ikke den hvileløse af slagsen. Men den anden slags. Den slags, som kun de færreste - hvis overhovedet nogen - paranormale forskere ønsker at stifte bekendtskab med. De onde ånder. Det er HER problemet kommer. Ja, Samantha Jennings er en hvileløs sjæl, som hjemsøger internettet i hendes forbandede selvportræt. Men jeg tror ikke, Samamtha har onde hensigter. Hun hjemsøger ikke folk, for at forbande dem eller besætte dem, men derimod for at fortælle dem, hvad der rigtigt skete med hende. Så rygterne stopper og hun endelig kan få fred. Men det er der nogen, der ikke vil have. Og det er derfor, at man ender med at dø. Ikke pågrund af Samantha. Men pågrund af de onde ånder, som forfølger Samantha. Som ikke ønsker, at Samantha skal få fred, og derfor vil forhindre hende i på nogen mulig måde nogensinde at få den fred, hun så brændene ønsker. Så hun altid vil være hvileløs. Jeg ved ikke med dig, men for mig, så lyder det temmelig meget som et helvede." 

"Så... Du mener altså, at Samantha slet ikke besætter nogen? Men at det derimod er de her, onde ånder - hvad det så end er for nogen slags - som forfølger hende, der sørger for at besætte og slå de mennesker ihjel, som har åbnet en portal for Samanthas sjæl, for at forhindre Samantha i nogensinde at få fred?"

"Ja. Det er korrekt. Men... Som jeg sagde lige før, så ved jeg det selvfølgelig ikke med sikkerhed. Det er kun en teori. Sagen om Samantha Jennings er et mysterium, som jeg desværre er bange for, at vi ikke får løst lige foreløbig."

Nogen nærmede sig Nicolaj. Han kunne fornemme det. Kunne mærke det. Kunne nærmest lugte det. Han pressede læberne hårdere sammen, overbevist om at han så en skygge ud ad øjenkrogen, henne ved hjørnet af værelset. Ved siden af døren. En skygge, der formede sig som en menneskeskikkelse. Nej, Nicolaj, lad være med at tænke på det, lad være med at tænke på det, lad være...

Sarah Jaylin smilede i videoen, og rejste sig op på samme tid som Richard Collum. "Well, vi siger tusind tusind tak for dit gode indlæg, Mr. Collum. Det var meget berigende, men også virkelig skræmmende. Nu er jeg jo helt i tvivl om jeg overhovedet kommer til at sove i nat." 

De gav hånd til hinanden. Richard Collum udstødte en rungende latter og rystede på hovedet. "Jamen, velkommen til min verden, Miss Jaylin." 

Som Robert Collum bevægede sig ud fra kameraets synsvinkel, vendte Sarah Jaylin sig rundt. Lod sine stålfaste brune øjne fokusere direkte ind mod kameraet, inden hun skilte sine læber og med hendes påsatte smil begyndte at tale. "Dette var så den paranormale forsker, Robert Collum, der gav sit besyv med om den skræmmende Samantha Jennings-legende. Mit navn er Sarah Jaylin, jeg er jeres vært her i aften, og I er lige nu igang med at se "Halloween Late Night Special." 

Klippet stoppede. Nicolaj flåede omgående sine øretelefoner af og lod blikket fæstne sig hen i den modsatte ende af værelset. Hen til hjørnet. Han skilte læberne, som den knugende trykken i brystet og hjertets hamren blev stadig voldsommere. Kraftigere.

"Jeg ved godt du er der." Hans stemme var kun en skælven. "Jeg er ikke bange for dig." Han havde læst, at nogen gange kunne man få en ånd til at gå væk, ved at fortælle den at man var opmærksom på dens tilstedeværelse. For så viste man, at man havde kontrollen... Men... Hvorfor tænkte han det? Der var ikke nogen ånd. Nej. Nej, der var ikke nogen ånd. Det ville han ikke tro på. Han ville kun tro på, at den følelse samt den vished om, at hvad end det var som befandt sig henne ved døren, rykkede sig tættere og tættere på ham, blot var indbildning. Ville ønske at han kunne tro på det. Tro på, at han var alene. Alene med sin computer og tanker der spillede ham et puds. Men han var IKKE alene. Det vidste han. Alle de gange han havde troet at han var alene, havde der hele tiden været noget. En hvileløs sjæl. En ond ånd. Et eller andet. Noget ukendt, noget fra en fremmed verden, noget der ikke kunne stoppes, ikke kunne ses, men kunne mærkes og høres og fornemmes. De gange, han havde følt den prikkende stikken i nakken af at nogen kiggede på ham, HAVDE der været nogen, der kiggede på ham. Nej... Nej... Nej...

Han lukkede øjnene. Lukkede øjnene og pressede læberne sammen. Nægtede at kigge. Hvis han åbnede øjnene, ville han se et eller andet stå overfor ham. Det vidste han. Det VIDSTE han bare... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...