Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4553Visninger
AA

32. 30

Hun måtte være stukket af. Det var den eneste forklaring, som Nicolaj kunne komme på efter at være faldet nogenlunde ned på jorden igen. Måtte være stukket af. Men... Stukket af fra hvad? Hun havde efterladt sig et spor af blod. Noget, som kunne tyde på at hun var blevet angrebet. Døde fisk der lå i entréen. Katten med stenen der var blevet vredet gennem øjet. Hvad end der var sket, var Nicolaj ikke i tvivl om, at det var noget uforklarligt. Noget, der havde forbindelse til selvportrættet og Samantha Jennings hvileløse sjæl. 

Men hvor kunne hun være løbet hen? Det tog et par øjeblikke, før tanken gik op for ham.

Hendes søster. Den sidste mulighed, hun havde, måtte være at tage hjem til sin søster. Han vidste hvilket tæt forhold, de to piger havde. Det var Marlene, der havde introduceret ham og Catrine for hinanden. Marlene der havde fortalt om alle de gode ting, Catrine havde gjort for hende. De to piger, var uadskillelige. Det var Catrine, der sørgede for at tage sig af Marlene, når ingen andre kunne. Det var jo åbenlyst. Hvorfor havde han ikke tænkt på det før? Med den tanke, trak han sin telefon. Lod en enkelt gang blikket glide bagud, for at forvisse sig selv om at han - ganske rigtigt - ikke blev forfulgt, hvorpå han satte sig i bevægelse imod busstoppet længere oppe, samtidig med at han fandt frem til Catrines nummer. Aktiverede opkaldet og ringede hende op.

*

"Det skal nok gå." 

Mikkel betragtede bekymret Catrine. Hun stod blot der, i den anden ende af venteværelset, kiggende ud ad vinduet, som vendte ud mod parkeringspladsen med de mange træer. Lejlighedsblokkene længere ude, samt vejen og lysreguleringen. Himlen var blå. Solen skinnede stadig. Det passede overhovedet ikke til dagens begivenheder. 

"Du hørte selv hvad de sagde. Det er ikke mere end en hjernerystelse og en flænge i kraniet. Hun klarer den. Det ved jeg hun gør." 

Catrine sukkede, og fumlede med sin halskæde. Hendes øjne var blanke. Hendes ansigt drænet for følelser. "Det siger læger altid. Det sagde de også om farmor, dengang hun fik en hjerneblødning. Hun døde samme aften. Jeg tror ikke på læger."

Mikkel sukkede og rejste sig op. Bevægede sig hen til hende, for derefter at omfavne hende bagfra. "Skat... Se nu positivt på det. I det mindste slog sammenstødet hende ikke ihjel."

Catrine lukkede øjnene. "Hun er alt hvad jeg har tilbage... Jeg...!" Hendes stemme knækkede over, og hun kunne ikke sige mere. Mikkel kærtegnede hendes hår. Lagde sit hoved på hendes skulder. Trykkede hende længere ind til sig. Trøstende. Beroligende. 

Telefonen, der ringede, kom som et chok for dem begge. Catrine rev sig omgående ud ad Mikkels omfavnelse, for istedet at føre hånden ned til lommen. Mærkede hjertet banke pludseligt hurtigt. Hun håbede det var far. At det var ham, som endelig havde set hendes mange beskeder og de mange ubesvarede opkald, og havde tænkt sig at få gjort noget ved det. Håbede så meget på at det var ham, at - da hun lod singe fingre knuge sig om mobilen - hun ikke turde at tjekke efter for at se, om det nu virkelig også VAR ham. Hun pressede læberne sammen. Mobilen ringede igen. Hun var nødt til at tage den. Med en dyb indånding trak hun den op. Turde ikke at se på displayet, turde ikke, men gjorde det alligevel.

Det var ikke far.

Det var hendes lillesøsters kæreste.

Nicolaj Græsted

*


Nicolaj havde været lige ved at give op og afbryde opringningen i frustration, da han hørte at der blev svaret i den anden ende af røret.

"Det er Catrine." Nicolaj undrede sig over, at hendes stemme lød så... tung. Grødet. Som om der var noget galt.

Han rømmede stemmen, for at den skulle skælve mindst muligt. Stemmerne der hviskede til hinanden, de usynlige hænder der havde grebet fat i hans tøj for derefter at hive... Det løb ham koldt ned ad ryggen.

"Øhm... Ja. Hej, Catrine. Det, øhm, er fordi jeg... Ja, jeg vil rigtig gerne snakke med Marlene. Men hun er ikke herhjemme, øhm... Så, øh, jeg tænkte...!"

Han stivnede da han hørte hvad Catrine sagde. Langsomt sænkede han mobilen. Blinkede og stirrede fremefter. Hans kæreste... Den pige han elskede... Kørt over af en bil...

*

Dagen føltes som uger. Måneder. Marlene var først blevet CT skannet, hvor de havde fundet ophobning af væske i hjernehinden, der pressede imod hjernevævet, samt en lille flænge i kraniet omkring det sted, hvor hun var landet på asfalten. Derfor havde de været nødt til at bore et hul ind i kraniet, for derefter at få suget væskeansamlingen ud. Til alt held var der ingen indre blødninger - det var sådan set det, som var vigtigst. Indre blødninger i kraniet ville have betydet, at Marlene kunne få varige skader. Der var kun flængen i kraniet - som ville kunne vokse sammen igen hvis bare hun holdte sig i ro - samt ophobningen af væske, der trykkede imod hjernen. Det allervigtigste var at få fjernet væsken. Så skulle Marlene nok komme sig i løbet af et par dage.

Først havde lægerne, efter skanningen, lagt Marlene i kunstig søvn for derefter at tilkoble hende en respirator. Da det var ordnet havde de boret ind gennem kraniet for at suge væsken ud. En besværlig proces, der krævede præcision og tid. Så ikke hjernen fik påført skade.

Catrine var blevet i venteværelset, imens Mikkel var taget over for at hente Nicolaj. Flere gange kiggede hun ud ad vinduet, ud på parkeringspladsen og lejlighedsblokkene, den blå himmel og den malplacerede skinnene sol, de fjerformede skyer der vævede sig som et tæppe over den mørkeblå baggrund. Kiggede på uret, der hang på væggen. Fem minutter føltes som fem timer. Aldrig havde en dag virket så tung, så mørk, som den gjorde lige nu.

Lægerne blev ved med at forsikre hende. Forsikre hende om, at hun nok skulle klare den. Alligevel, da Catrine fulgte med i forløbet - den kunstige søvn, indboringen til kraniet -, væltede billederne over hendes blik. Hun forestillede sig Marlene, der lå på en briks. Så de grusomme billeder af, hvordan kiruger med ansigtsmasker og handsker og grusomme instrumenter, skar sig ind gennem hendes hjerneskal. Forestillede sig Marlene med hul ind til hjernen. Forestillede sig Marlene i en respirator. Ligesom dengang. Med farmor. Iltslangen der var blever boret igennem struben og luftrøret. Slangerne, der stak ud fra næsen, og var blevet skubbet ned gennem næsehulen og luftrøret, ned i lungerne. De blodskudte øjne. Det ligblege ansigt. De skælvende læber...

Mikkel var den eneste trøst, hun havde. Og selvom han kun var væk i ti minutter, forekom det for Catrine som om det varede flere dage. Hver gang hun hørte skridt på den anden side ad døren, eller stemmer der snakkede, forventede hun hvert øjeblik det skulle være, at lydene ville bevæge sig hen mod døren. At dørhåndtaget ville blive skubbet ned og døren åbnet, så hun ville stå overfor Mikkel. Og Nicolaj. Den mindste lyd, selv en svag summen eller elevatorens dinglen, eller lyden af en bil udenfor, fik hende til at fare op fra ventesofaen, tjekke lydkilden. I håbet om, at det var hendes kæreste. Men det var det ikke. Gang på gang var det falsk alarm. Det var første gang, Catrine - ligesiden deres mor blev syg første gang - havde følt sig hjælpeløs. Første gang, at hun havde haft brug for nogen til at holde om sig. Til at forvisse hende om, at tingene nok skulle klare sig. Til at lade hende glemme, at verden var uretfærdig. At livet var mørkt. Grusomt. Og altid gav en problemer, selv på de tidspunkter, hvor man troede at intet kunne blive værrere og det kun kunne gå i én retning. Op.

Da Mikkel endelig kom ind med en ligbleg og dødt stirrende Nicolaj ti minutter senere, kastede hun sig i hans arme. Han var knap nået at træde om på den anden side ad døren, før hun havde slynget sine arme omkring hans muskuløse krop. Trykket sig dybt ind til hans bryst, så hun kunne mærke hans varme. De rykvise, hivende bevægelser fra hans vejrtrækning. Mikkel pressede læberne sammen, og blev stående som han trykkede Catrine tættere ind til sig. Nicolaj satte sig blot tungt på sofaen med en krop, der føltes som var den lavet af bly. Stirrede ligefrem for sig. Blinkede. Fjernt. Udtryksløst.

Dagen gik. Solen gled gradvist længere og længere i vestlig retning. Flere og flere skyer dukkede op på himlen. Voksede sig i stadigt større og større antal. Solen gik fra en klar hvidgul glød til en orange. Den buede sig ned i kanten af horisonten. Klokken blev fem. Himlen gik fra blå til lyserød, som solen kantede sig nedunder horisonten og forsvandt. Fra lyserød til dybrød til blå til blåsort og til sort. Klokken blev 5... 6... 7... 8...

Og så åbnede døren inden en kvindelig sygeplejeske med mørk hud og brune øjne, lod sit blik rette sig ind i venteværelset. Hverken Catrine eller Nicolaj havde nogen lyst til at spise, selvom Mikkel alligevel havde taget et smut omkring McDonalds Drive-In, og havde købt tre menuer til dem alle. Han var den eneste der havde spist noget. De andre havde blot kastet et blik på burgermenuerne, for derefter at stirre passivt rundt. Den trykkende stemning gav Mikkel dårlig samvittighed over at spise noget, og da han havde gnavet sig halvvejs igennem burgeren, kunne han ikke få sig selv til at fortsætte. Til sidst måtte han pakke det hele sammen og putte det tilbage i posen. Med en klump i halsen over at se sin kæreste og sin kærestes søsters kæreste som blot sad og stirrede udtryksløst fremad. Samt en gang imellem at høre den svage, pibende klynken fra Catrines sammensnerpede hals. 

De kiggede alle - Mikkel, Catrine, Nicolaj - på sygeplejersken. Forsøgte på at læse hendes blik.

"Hun kan modtage besøg nu."

Catrine og Nicolaj reagerede spontant. De rejste sig op, og satte sig i bevægelse med lidt for hurtige skridt. For at nå at se Marlene, i god behold. For at se det, som de havde ventet på i de sidste mange ulidelige timer.

*

Marlene kunne intet huske, da hun vågnede fra bedøvelsen og stirrede op i det kliniske hvide loft. Det sidste, hun huskede var, da hun forlod Nicolajs værelse og gik ned til bussen. Resten var forsvundet. Som slettet fra hukommelsen. Det tog et par øjeblikke for hende før hun fandt ud af, at den hvide overflade med de firkantede gule lys, var et loft. Noget kildrede hende i næsen. Sved og kløede ned gennem næsehulen. Noget koldt. En luftstrøm. Hun hev langsomt luften ind, som hun lod blikket flakke omkring. Alt var, til at starte med, en sløret tåget klat af lys. Hun blinkede et par gange. En lugt af sprit, som nåede hendes næsebor. Det flimrede for hendes synsfelt. En hvislende lyd, som fra en pumpe. Efterfulgt af en række af elektroniske biblyde.

Hun prøvede atter at trække vejret ind. Den ubehagelige sviden, som hvis noget langt og tyndt sad fast mellem halsen og næsen, brændte atter bag hendes ansigt. Hun blinkede igen. Delte sine læber. Synet blev klarere. Lyden af stemmer et sted til venstre for hende. Hun lod langsomt blikket glide i lydens retning. Måtte blinke yderligere nogle gange. 

Døren åbnede sig. Ansigtet på den langhårede feminine figur, som trådte ind og med hurtige bevægelser nærmede sig, var til at starte med, blot en grødet, tåget masse. Det var først da hun lænede sig indover hende, at hun kunne genkende ansigtet. De store blå øjne. Det afrundede ansigt. Det brune hår med sideskillingen. Hendes søster. Catrine. 

Hun stod bøjet forover, med rødskudte øjne og hånden presset imod munden. Marlene prøvede at smile og rette sig op, kun for at få leveret en voldsomt skærende smerte dunkende gennem kraniet. Efterfulgt af en fornemmelse af, at hun gyngede. 

Det var da - og først da - det gik op for hende, at den aflange tynde genstand, som sved ned gennem næsehulen og ned i halsen, var en luftslange fra en respirator. Det gik op for hende, at plastiklinerne der endte ved posen med gennemsigtig væske på hendes højre hånd, der hang ned fra et stativ, var drop. Hospitalsdrop. Hendes bryn rynkedes, som hun atter kiggede op mod sin grædefærdige søster. 

"Hvad... hvad er der sket?"

Catrines ansigt forvred sig i en grotesk grimasse, før hun vendte sig væk og satte sig i bevægelse, tilbage imod døren. Marlene fulgte hende med blikket, indtil hun forsvandt ud gennem døren. Blinkede nogle gange. Hun så lægen i den hvide kittel. Blinkede forvirret som hun atter vendte blikket opad. Lyden af gråd. Efterfulgt af skridt. Hun blinkede kraftigt nogle gange, men alt der befandt sig mere end tre meter væk, forblev en utydelig tåget masse. Langsomt buede hun sit blik hen til lyden af skridt. 

"Ni... Nicolaj?" 

Det gik til hendes frustration op for hende, at hendes stemme ikke var meget mere end en hvisken. Hun var svag. Som hvis hendes krop havde mistet alle knoglerne, og musklerne var blevet forvandlet til luft. 

Nicolajs hels vred sig grusomt sammen, da han så Marlene. Slangerne, der udgik fra hendes næsebor. Droppet, der var blevet lagt ind i hendes ene arm. Han så slagmærkerne. Gule og blå plamager, der havde bredt sig i store områder. Så hvordan det højre øje var kraftigt lukket til. En blåviolet hævelse buede hendes højre kind ud, og hendes underlæbe var svulmet til dobbelt størrelse. Han standsede ved siden af hende. Kæmpede for ikke at græde. Der lød en hvæsen fra respiratoren, som Marlene hev vejret ind. Hendes ligblege ansigt, der var omsluttet af kraven, og hvor toppen af hovedet var blevet pakket ind i hvidt gazebind, stirrede op på hans. 

Han rømmede stemmen. Kæmpende for ikke at græde. Han blev stående, måtte holde læberne hårdt sammenpressede i nogle yderligere langvarige øjeblikke, før han endelig var nogenlunde i stand til at snakke.

"Jeg er glad for, at... At du ikke... Ja, at du ikke blev slået ihjel. Kan... Kan du slet ikke huske noget?"

Hun blinkede. Pressede læberne sammen. Hun prøvede at ryste på hovedet, men kraven som omsluttede hende, gjorde det umuligt for hende at bevæge sit nakkeparti. Istedet skilte hun læberne og svarede ham med den svage, hviskende stemme. 

"Kun... Kun meget meget lidt...!" 

Hendes far der kastede sig imod hende med den glimtende kniv. Ansigtet forvredet i en grotesk grimasse. Øjnene der var blevet tomme og sorte. Hendes puls steg, og en sten gjorde hendes mave pludseligt tungere. Hun kiggede op i loftet. Blinkede nogle gange, for atter at bue blikket hen til Nicolaj. Trods hendes stemme blot var en åndeløs hvisken, fornemmede han alligevel en svag følelsesmæssig skælven. 

"Min far... Jeg slog min far ihjel." 

Nicolaj kiggede på hende. Derefter på alarmsnoren der hang over hendes seng. Snakkede hun i vildelse? Han lod atter sit blik køre ned til hende, i tvivl om hvilken respons han skulle give. "Du... Du slog din far ihjel?"

"Ja, Nicolaj." En dyb indånding. Respiratoren hvæsede. "Jeg slog min far... ihjel... fordi han blev... besat.... af noget ondt... som prøvede at... at dræbe mig." Hendes øjne blev tårerblanke. Hun kæmpede for at fortsætte. "Jeg skal dø, Nicolaj. Samanthas ånd findes i virkeligheden... Jeg skal dø. Du tror sikkert jeg er skør. Det er også okay. Det er nemmere at håndtere, når... jeg ender med at kaste mig ud foran et tog. Så... Så er det nemmere at håndtere hvis det er fordi jeg var skør."

Nicolaj kunne ikke holde det tilbage. Kunne ikke kontrollere hans stemme, som blev højere end den burde. Alt det, han ville have fortalt hende. Om den oplevelse med det ukendte, han havde haft i deres gamle hus i Hellerup. Om de hviskende stemmer i entréen henne på gården. Om de ting, han havde læst om Samantha.

"Du er ikke skør, Marlene! Samanthas ånd findes." 

Marlene blinkede og rettede omgående sine blågrønne øjne hen imod ham. Stirrede på ham. Ulæseligt. Selvom Nicolaj på en eller anden forunderlig måde var overbevist om, at det blik hun sendte hende, var det gennemborende et af slagsen. Sådan et man sender folk, hvis man er blevet krænket. 

"Jeg mener det, Marlene. Jeg mener det virkelig! Forbandelsen er VIRKELIG! Samanthas ånd HAR hjemsøgt selvportrættet. Spøgelser findes, Marlene. Det gør de virkelig. Du er ikke skør, du ER forbandet. Men du kommer ikke til at dø. Det gør du ikke. Det vil jeg ikke lade ske. Det... Nej, jeg vil ikke lade dig springe ud foran et tog. Det kommer ikke til at ske, okay?" 

Marlene stirrede på ham. Blinkede et par gange. Hermed snørrede hun læberne sammen. Mærkede gråden presse sig op i hendes hals i en tilstrammende klump. Ét var at lyve for hende, for at trøste hende. Det kunne hun forstå. Men at lyve for hende nu, åbenlyst fortælle hende noget hun vidste han ikke troede en skid på... Hvordan kunne han gøre det? Hvordan kunne han få sig selv til det?

"Det der hjælper ikke." Trods hendes stemms hele tiden havde været en hvisken, blev den en anelse mere grusom. Det løb koldt ned ad Nicolajs ryg. Han mærkede hvordan hjertet hamrede.

"Hvad...?"

"Det ved du godt." Hendes øjne blev blanke af tårerne, der begyndte at hobe sig op. "Nogen gange, så tror jeg ikke du virkelig elsker mig. For... For hvis du elskede mig, så burde du... Så burde du vide bedre, end... end at lyve for mig."

"Marlene, jeg lyver ikke for dig. Jeg løj da jeg sagde at jeg havde kigget på billedet, og det er jeg stadigvæk rigtig ked af. Men den her gang PASSER det. Det her er for en gangs skyld SANDHEDEN! Jeg har set beviserne. Jeg tror på det overnaturlige... De gange, jeg har sagt at jeg ikke tror på det, der har jeg bare løjet for mig selv. Jeg tror virkelig på det, Marlene! Jeg tror på det overnaturlige, og tror på spøgelser og ånder, fordi jeg selv har oplevet det. Jeg ville bare ikke erkende det, fordi det var så svært for mig at håndtere, at det jeg oplevede dengang jeg boede i Hellerup, var overnaturligt. At det virkelig VAR et spøgelse. Og det er derfor jeg kom herhen til at starte med. For at snakke med dig om åndeverdenen. Jeg tog hjem til dig, men der... Der var du ikke." 

"Du siger pis så tit. Hvorfor... hvorfor skulle jeg... hvorfor skulle jeg stole på dig?" Marlene lukkede sit intakte venstre øje. En saltholdig dråbe gled ned fra øjenkrogen, stribede ganske sagte ned langs med næsen. Hendes læber havde presset sig sammen til en ubetydelig lige streg imellem hagen og næsen. Hun ville ikke høre på ham mere. Ville ikke. Kunne ikke. 

"Marlene... Marlene... Marlene, for helvede, jeg ved godt jeg så tit siger en masse pis. Men jeg elsker dig! Det er dig der lærte mig ikke at lyve. Og jeg ved godt at jeg gør det alligevel en gang imellem, men jeg er da for fanden kun et menneske. Jeg gør fejl. Men stol på mig. Stol på mig, Marlene. Stol på mig... Jeg tror på det. Jeg tror på at der er en åndeverden. Jeg tror på ånder. Jeg tror... på det overnaturlige. Jeg tror på Samantha. Og jeg... tror på DIG!" Hun svarede ikke, blev blot liggende med sammenpressede læber og tåren, som nu rundede omkring mundvigen. Han fugtede læberne. Grådens klump snørede hans hals endnu mere sammen, så han fik sværere ved at sige noget. "Jeg ønsker bare... at hjælpe dig... så du ikke ender som Samantha... Så... du ikke bliver besat eller hvad forbandelsen ender med. Så... du ikke... kommer til at dø." 

"Gå med dig, Nicolaj." Hendes stemme var en kvalt hæs hvisken. "Gå med dig. Jeg vil ikke snakke med dig mere. Bare gå med dig, og lad mig være i fred." 

Nicolaj blev siddende. Kiggede på Marlene. Håbede på, at hun ville åbne sit øje. Kigge på ham. Tro på, at det denne gang virkelig var sandheden. Tro på, at han troede på hende. Tro på, at hun ikke var den eneste der havde set beviser på ånders eksistens. Men intet skete. Det var et naivt håb. Og som han kæmpende imod de grusomt tilpressende tårer drejede sig rundt og istedet bevægede sig tilbage imod døren, hørte han stemmen. Den bebrejdende stemme i sit hoved. Den stemme man altid får, når man står over for konsekvenserne af de dårlige ting, man har gjort i sit liv.

Du løj. Du løj, Nicolaj. Du løj en gang for meget da du fortalte hende at du havde kigget på Samantha Jennings selvportræt i fem minutter. Du svigtede hende en gang. En gang for meget. Du er selv skyld i det. Selv skyld i, at hun ikke længere tør stole på dig. Se hvad du har gjort. Din løgner. Din forpulede taberagtige lille løgner. 

Han bøjede hovedet og satte farten op, som han forsvandt gennem døren. Prøvede at flygte fra stemmen, der snakkede i hans tanker. Stemmen, der fik et grusomt mørke til at klemme sit tag om hans sind. Fik klumpen i hans hals til at presse sig længere op og den brændene sviden i øjnene til at blive værrere. Stemmen, som han ikke havde lyst til at høre på. Fordi han vidste det. Vidste det, som han ikke havde lyst til at vide. Vidste, at den havde ret. 

Han var en løgner. En forpulet lille løgner...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...