Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4560Visninger
AA

31. 29

Marlene blev først ført ind i CT-skanneren, for at tjekke om der var yderligere skader på kraniet samt hævelser og væskeansamlinger i hjernevævet såvel som indre blødninger. Trods hendes øjne var lukkede under det meste af processen, og hun lå ganske ubevægelig, med kraven som omsluttede hendes hals og nakkeparti, svævede hun stadig på kanten imellem bevidstløshed og vågen tilstand. Hun hørte sin egen stemme, der gav ekko i sit eget hoved. 

"Hvad skal der ske med os alle? Hvad skal der ske med os alle? Hvad er det der sker?" 

Nicolaj kiggede på hende. Han havde en is i hånden. Han åbnede og lukkede munden i en sætning hun ikke kunne høre. Alt hvad der gav genlyd på indersiden af hendes kranie, var den lavfrekvente summen fra CT-skanneren som badede hende i lys, og hendes egen stemme. 

"Hvad skal der ske?" 

Bilen der ramte hende. Spøgelset på Nicolajs værelse. Samantha Jennings portrætbillede, den usynlige pige der hulkede...

*

Knap som bilen nåede at holde stille på parkeringspladsen foran Glostrup Hospital, flåede Catrine døren op og kastede sig ud på asfalten. Hun havde glemt alt om Mikkel. Alt om sin far, der ikke svarede eller mor, der var indlagt. Det eneste, hendes tanker kredsede om, var hendes lillesøster. Hun var allerede nået til trapperne der førte op til glasindgangen, da Mikkel steg ud ad bilen bag hende.

Glasdørene delte sig. Hun styrtede videre gennem lobbyen og ind i skadestuens modtagelse. Tog ingen notits af de tilskadekomne, der sad på de respektive sofaer i venterummet mellem indgangen og skranken. Hun fortsatte blot forbi. Direkte op til skranken, hvor hun med panisk store øjne og hivende vejrtrækning, kæmpende imod den grusomme klump af gråd som syntes at snævre hendes strube ind, begyndte at tale.

"Hvor er min søster? Marlene Jensen? Hvor slemt er det? Er hun okay? Fortæl mig at hun er okay! Hun er den eneste familie, jeg har! Hun klarer den! Hun klarer den, ikke også? Sig det nu, at hun klarer den!"

Den mørkhårede mand der sad på den anden side ad skranken, lænede sig tilbage med øjne der var blevet større end normalt. Anede ikke hvordan han skulle svare den panikslagne unge brunette på 20 år, der mere eller mindre råbte foran ham med blanke øjne og forvrænget ansigt. 

Mikkel trådte om bag Catrines dirrende krop. Greb fat i hendes skulder, i forsøget på at trække hende væk. Trække hende til siden så han kunne berolige hende. Catrine vred sin arm fri, og hamrede begge hænder ned i kanten af skranken. Lod sit vilde flakkende blik rette sig imod den chokerede ekspedient, som stadig sad tilbagelænet i stolen, blinkende med de store øjne. Da hun skilte læberne og begyndte at tale, var hende stemme blevet tung, dirrende. Hæs.

"Jeg blev ringet op af jer for en time siden, hvor jeg fik at vide at min lillesøster... Marlene Jensen... på 16... er blevet kørt ned af en bil og har fået slået hul i hovedet... Jeg vil gerne vide hvor hun er. Så jeg kan få lov til at se hende! Så jeg ved, hvor slemt det er! Hun er det eneste jeg har tilbage af min familie!"

Manden blinkede nogle gange med øjnene, og det tog ham et par langvarige øjeblikke, før han var i stand til at svare Catrine. "Øhm... Hvis det er en som er offer for et trafikuheld, så skal du måske lede ovre i akutmodtagelsen. Her tager vi os mest af forstuvninger og mindre skader...!"

"Og hvor er det?" Catrine mærkede hvordan det brændte i hendes øjne. Rædselsscenarierne, der blev ved med at afspille sig på indersiden af hendes kranie - rædselsscenarier om hendes elskede Marle -, gjorde det gradvist sværere og sværere for hende at tilbageholde gråden. 

"Øhm, ovre i den anden ende, henne ved sygehu...!"

Han fik ikke fuldført sætningen før Catrine allerede havde drejet omkring og var styrtet afsted. Manden bag skranken blinkede og kiggede spørgende på Mikkel, som lod sine læber dele sig i et undskyldende tandsmil. "Hun... Ja, hende og hendes lillesøster er meget tætte, så hun er rimelig ude af den. Men tak for hjælpen."

"Åh. Okay. Jamen... Det.. Jamen så vil jeg da håbe for hende, at det ikke er alt for alvorligt."

"Tak. Det vil jeg også." Mikkel vendte sig rundt og fulgte efter sin panikslagene og grædefærdige kæreste. Manden bag skranken førte sit blik hen til teenagedrengen, der sad på den forreste ende af sofaen, med begge sine forældre på hver side og en klud presset op imod det ene øjenbryn. Et spor af rødt var at se ned ad hans ene kind under øjenbrynet. Manden smilte og nikkede til ham.

"Så er det vist jeres tur, er det ikke?"

*

Den røde og gule bus, ankom til stoppestedet der befandt sig på landevejen et par hundrede meter fra grusvejen, som førte gennem den lille skov og ned til gården, Marlene og hendes forældre boede på. Dørene i siderne gled sig tilbage med det hydrauliske hvæs. Nicolaj trådte ned på jorden og satte sig i bevægelse. Bussen holdt stille i et par øjeblikke, og da der ikke var flere passagerer der steg af, lukkede dørene atter hvormed den på ny gled sig i bevægelse, forbi Nicolaj og mod lysreguleringen som var at anes en kilometer derfra. 

Det var så det sidste klip på kortet, tænkte Nicolaj som han med hænderne stoppet ned i lommen på sine bukser fulgte landevejen langs med rabatten. Han måtte finde en måde at komme hjem på igen. Så hans forældre ikke snuppede ham på fersk gerning, og som konsekvens indskrænkede ham hans frihed. Ligesom de kunne finde på at gøre for et år siden.

Han lod blikket bue ned til skoven, som grusvejen hundrede meter længere fremme, forsvandt ind i. Skoven med den gård, Marlene boede på. Han havde været der én gang før. Det havde været en gang hvor Marlenes mor var indlagt, så hendes far ikke var hjemme og hun derfor havde været alene. Hun havde ringet til ham og spurgt om han havde tid til at komme over. Så hun kunne have lidt selskab. Han kunne tydeligt huske de røde øjne, som hun forgæves forsøgte at skjule dengang hun havde lukket ham ind. Han vidste at hun havde grædt. Hun ville ikke stå ved det, så måske var det bedste at lade være med at nævne det. Det var dengang, han havde set dem. Tegningerne. Af de visne blomster med baggrunden i de triste farver. Billeder, som uundgåeligt fjernede smilet fra ens læber. Melankolske billeder. To blågrå øjne, der kiggede nedad. Med tårer der var blevet gjort ekstra tydelige i øjenkrogene. 

"Det hjælper mig til at håndtere mine følelser," havde hun fortalt ham. Det var den eneste gang under hele deres forhold - de havde ikke været sammen i meget mere end en måned på det tidspunkt -, hvor han var bange for, at der var noget galt med hende. Det var før han vidste, hvor slemt det egentlig stod til i hendes familie. Det var den selvsamme aften, hun havde åbnet sig op for ham og fortalt ham nogle af de største milepæle i hendes liv. Både af de gode ting, såvel som mange af de dårlige ting. 

Det kildrede ham koldt ned ad ryggen, da han tænkte tilbage på den forgangne aften. De ting, Marlene havde sagt, som hun havde siddet der, på kanten af sofaen og bare stirret ligefrem for sig. Forbandet. Hjemsøgt af en hvileløs sjæl. At hvis legenden var sand, ville hun ende som High-School eleven, der kiggede på Samanthas billede lidt for længe. Ende med at...

Han ville ikke tænke på det. Han nægtede at tænke på det. Marlene skulle nok klare den. Han ville ikke acceptere at hun endte på samme måde som den sidste, der blev ramt af forbandelsen. Han ville forhindre det. Hvordan, det vidste han endnu ikke. Men han ville forhindre det. Og han skulle nok finde en metode til at gøre det. På et tidspunkt. 

Gruset knasede under ham. Brød som den eneste lyd, stilheden. Nicolaj stoppede op, da han befandt sig tæt ved det sted, hvor grusvejen bugtede til venstre. Halvvejs mod gårdspladsen. I dette øjeblik, i dette givne splitsekund, var han overbevist om, at nogen bevægede sig lige bag ham. At nogen kiggede på ham. Strakte sine arme ud imod ham, truende. For at tage fat i ham. Trække ham væk. Han satte farten op, som hjertets banken imod indersiden af brystkassen, steg. Hvorfor var han pludselig blevet så paranoid? Fordi det var gået op for ham, at legenden om Samantha Jennings var ægte? At hendes hvileløse sjæl rent faktisk fandtes, og at hendes forbandelse ville ramme alle der kiggede på hendes selvportræt for længe? Tanker, han havde forsøgt at undertrykke siden mødet med det ukendte i deres tidligere hjem i Hellerup, sprang frem i ham. At han blev forfulgt. At noget ukendt, noget fra en anden dimension, kiggede på ham. At han aldrig var alene. Aldrig. At det at være alene, ikke var andet end selvbedrag. En illusion. 

Han var aldrig alene, fordi nogen hele tiden overvågede ham. Alle de gange, hvor man sad derhjemme, alene, og fik den der velkendte prikken af, at nogen eller noget betragtede en, var måske ikke, når det kom til stykket, paranoia. Måske var det i virkeligheden en sjette sans, som alle mennesker var indbygget med. De gange, hvor man om aftenen lå og kiggede ind i mørket, og blev overbevist om at man så noget bevæge sig - noget, som helt klart IKKE var mus i det aflåste pulterkammer over ens værelse -, var måske ikke indbildning. De gange, hvor man lå i sin seng, og blev ramt af en voldsom følelse af at nogen eller noget stod inde på ens værelse, skjult i mørket, noget man ikke kunne se men kun fornemme. Det var måske virkeligt? Der VAR måske altid et eller andet, som kiggede på en? Noget ukendt? 

Lad være med at tænke på de ting, Nicolaj. Okay? Lad være med det. Selvfølgelig er det paranoia... Når man er alene hjemme, så er man alene hjemme. Så er der ikke andre sammen med en. Men... Den oplevelse i Hellerup...

Hans tanker blev brudt da han, som det første efter at have rundet krusningen i grusvejen, så Marlenes taske, der nærmest så ud til at være blevet tabt på gruset. Han stoppede op og rynkede panden. Kiggede sig tilbage, inden han atter betragtede tasken. Lod langsomt sit blik køre fra tasken og hen mod gårdspladsen længere fremme. Det næste han så, var skoene, der lå et lille stykke fra hinanden. Derefter den døde kat, som lå på siden med noget der lignede en sten, som stak op fra siden af dens hoved. Et sug gik igennem hans krop. Det vred sig i maven. Han satte sig i bevægelse, som han atter fastholdte sit blik på tasken. Greb fat i stroppen og løftede den op fra gruset. Han så det. Blodklatterne, som var trængt ind i stoffet. Så mørke plamager havde bredt sig. 

Blod... Blod på Marlenes taske... Blod på Marlenes taske... Og... Marlene, der ikke svarede...

Han slap omgående tasken, som han med en kvælende klump i halsen satte sig i bevægelse på ny. Hen til skoene. Han bemærkede det. De samme former for mørke klatter, som der var efterladt på tasken. I en stribe henover det glitrende grus. Blod. Han kiggede hen imod katten, som hans skridt blev stadig hurtigere. Lyden af fuglesang et sted inde fra skoven, blandede sig med den heftige knasen under skoene og den dunkende susen i hans ører. Billeder begyndte at glide henover nethinden. Mareridtsbilleder. Af Marlene. Der blødte. Marlene, der... men... hvorfor ligger katten stille? Og hvad er det, der stikker op fra...

Fuck... Katten... 

Han drejede hovedet væk og måtte klemme hånden for munden ved synet af den spidse sten, som var blevet vredet igennem kattens ene øje, og fangarmene af mørkt blod, der havde spredt sig ud på gruset efterfølgende. Katten, som lå på siden med dens fire ben pegene henad vejen fra undersiden af kroppen. Mod gårdspladsen. Nærmest som om den forsøgte at vise Nicolaj vej. En grotesk tanke, der fik Nicolajs mellemgulv til at trække sig sammen en enkelt gang og spyttet til at hobe sig op i hans mund, så han et kort øjeblik troede at han skulle brække sig. Han vovede sig et kig. Spidsen af den grå sten der stak op fra øjet, glimtede i skæret fra solen. Lyden af droslerne, der sang smukke triller inde i skoven, virkede helt forkert ved synet af den døde kat med benene der pegede ind mod gårdspladsen og øjet, der var blevet spiddet af...

Han drejede hovedet væk og satte sig hastigt i bevægelse. Væk fra katten. Han skulede. Imod ladeporten. I håbet om, at der ikke var nogen hjemme. Men bilen holdte i indkørslen. Der VAR nogen hjemme. Blodet på Marlenes taske, blodklatterne på gruset, Marlenes sko som nærmest bare lå smidt på gruset, den døde kat med stenen i øjet... Der var noget galt. Der var noget helt galt, han vidste det, han vidste det bare. Han kunne ikke bortforklare det. Blodklatter i en indkørsel og en død kat spiddet igennem øjet med en sten, var ikke normalt. Det var det bare ikke. Det var noget, der varslede skidt. Rigtig skidt. 

Han gik fra gang til løb. Bed tænderne sammen som verden vippede urokkeligt fra side til side grundet hans bevægelser. Døren nærmede sig. Han havde lyst til at skrige. Kalde efter Marlene, kaste sten op mod vinduet ind til hende, men turde ikke. Måske var hun blevet myrdet. Måske var det ikke Samanthas værk. Men en morder. Som måske stadigvæk befandt sig i hjemmet. Og hvis han kaldte på Marlene, ville morderen høre ham, og så...

Han blev kigget på. Den kriblen han følte imod hovedbunden gjorde ham sikker. Nogen befandt sig bag vinduerne på anden etage, med blikket rettet ned imod ham. Fulgte ham. Nej, nej, nej, det var der ikke. Der er ikke noget, Nicolaj. Ikke nogen morder. Marlene er okay, det er hun, det SKAL hun bare være...

Han flåede døren op. En klaskende lyd. Som skæl der hamrede imod træ. En kæmpe akvariefisk, der væltede ned for hans fødder. Han stivnede. Kiggede først på fisken, der nærmest virkede til at kigge tilbage på ham med de blanke sorte øjne og den åbne mund med de spidse tænder. Var det han kiggede på, virkelig en akvariefisk? Den var stor. Alt for stor. Og den kiggede på ham. Han kunne ikke forklare hvorfor. Men han var sikker. De sorte øjne fulgte ham. Han var ikke bange for fisk. Normale fisk. Det her var ikke normale fisk...

Han lod blikket køre fremefter. Imod de seks andre fisk, der lå på siden hen langs entréen. Den sidste lå med halen pegende opad, hvilende imod det nederste trappetrin. Hans fingre havde krampagtigt knuget sig fast til dørhåndtaget. Nægtede nærmest at give slip. Han blev stående. Lugten der fyldte huset... Rådne æg. Det lugtede fuldstændigt som rådne æg.

Vend om, Nicolaj. Vend om. Skynd dig væk. Det her hus er ondt. Væk. 

Hvordan den tanke kom, vidste han ikke. Og hvorfor han adlød den, vidste han endnu mindre. Måske fordi han kunne mærke det. Den pludselige trykken i brystet. Følelsen af, at noget langsomt kom nærmere. Han trådte et skridt tilbage, hans fingre var fortsat strammet om håndtaget. Nej. Nej, lad være med at flygte. Det kan være, Marlene er i fare. Det kan være...

Han pressede sine læber sammen, og trådte atter fremefter. Lod forsigtigt foden undvige den døde fisk under ham, for istedet at placere den imod trægulvet. Han stoppede. Skulle han give slip på dørhåndtaget? Var det klogt? Billedet af døren, der åbnede op, efterfulgt af forvisningen om at noget han ikke kunne se kiggede tilbage på ham, væltede indover hans sind. Mindet fra dengang. I Hellerup. Det var den samme følelse han havde nu. Som han stod der, med blikket rettet igennem den fiskefyldte entré og imod trappen op til første etage, kom den kriblende stikken tilbage. Visheden om, at selvom han ikke kunne se noget for foden af trappen, så var det der. Der stod nogen, eller noget, han ikke kunne se for enden af trappen og kiggede tilbage på ham. Han var sikker. Fuldstændig sikker. Ligesom dengang i Hellerup. Han kunne ikke bevæge sig. Nej, nej, det var ikke fordi han ikke kunne bevæge sig. Det var fordi han ikke turde. Ligesom dengang i Hellerup...

Men han måtte bevæge sig. Ellers fandt han aldrig ud af, hvad der var sket med Marlene. Men hvis han bevægede sig, så måtte han også give slip på dørhåndtaget. Med fare for, at døren ville smække i så han ville blive spærret inde i et hus der virkede tomt men hvor han ikke var alene. Hvor der var noget ukendt sammen med ham. Noget ukendt, han ikke havde lyst til at stifte bekendtskab med.

Han pressede læberne sammen som han langsomt løftede telefonen fra lommen. Hans øjne voksede. Jo mere han betragtede trappen for enden af entréen, desto mere og mere sikker blev han på, at nogen kiggede tilbage på ham. Han kunne i det mindste ringe til Marlene. Hun plejede at have sin telefon på sig. Så kunne han måske finde ud af, hvor hun var henne. Det var en kamp for ham at fjerne blikket fra trappen for at holde øje med skærmen. Hver gang han kiggede væk bare et øjeblik, var han sikker på at noget bevægede sig, men når han så kiggede, var der ikke noget. Kun de døde fisk på gulvet og trappen op til første etage. Men der var noget. Det var bare noget, han ikke kunne se og ikke kunne forstå. Men der var noget. Det var der. 

Det tog ham et helt minut at komme hen til Marlenes nummer. Endnu en bevægelse. Han prøvede at ignorere den. Hans tanker gled tilbage til det han havde læst på Paranormal Stuff. Om skyggevæsner. Noget med, at det speciele ved disse ånder var, at det som oftest var nogen, man så ud ad øjenkrogen. Og at det oftest var onde ånder. Dæmoner... 

En skygge. I periferien af hans synsfelt. Henne ved trappen. Noget der kunne give sig ud for at være en menneskesilhuet. Han trykkede på Marlenes navn. Ringede op og lod endelig blikket glide hen til trappen. Ingen skygger. Ingen figurer. Bare en trappe. Og den samme ubehagelige vished om noget usynligt der betragtede ham. Klartonerne i mobiltelefonen kunne svagt anes. Nicolaj lyttede. Ingen ringene telefon. Ingen vibrerene summen. Lyden af Marlenes stemme i telefonsvareren. "Ja, hej, det er Marlene. Du har ringet...!" Han slukkede telefonen og sænkede den. Hjertet hamrede voldsomt. Det var som om hans fødder var blevet hægtet fast til blylodder og hans ben var blevet tonstunge. Som var han blevet forvandlet til sten. Kræfterne forlod ham. Han kunne intet andet end blive stående i døråbningen, med fingrende på venstre hånd knuget om dørhåndtaget og de klistrerede fugtige fingre på højre knuget om mobiltelefonen. Han havde hørt en lyd. En lyd der paralyserede ham og fik al kropslig aktivitet til at stoppe.

De hviskende lyde kom snigende. Først hørte han dem knap nok for den svage lyd af fuglesang ude fra skoven og hjertets susen i sine ører. De kom snigende fra trappen. De hviskende stemmer, der lød som to personer der snakkede med hinanden i et ukendt sprog. Men gradvist, som stemmerne nærmede sig, langsomt glidende gennem entréen og hen mod ham, begyndte han at lægge mærke til dem. Først en ubetydelig hvisken. Fulgt op af endnu en. Henne fra trappen. To hviskende usynlige individer, som nærmede sig. Gennem entréen. Stemmerne blev højere og højere. Nicolaj fik tårer i øjnene. Bemærkede den pressende sviden. Stemmerne var næsten henne ved ham. Kulden stak imod hans hud. Øjeblikket efter var der noget, der rev i hans tøj. Et kvalt klynk var alt, hvad han kunne få ud af sine læber, hvormed han drejede omkring og satte over i løb. Væk fra huset. Væk fra det ukendte. Væk fra de hviskende stemmer. Væk. Bare væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...