Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4588Visninger
AA

30. 28

Nicolaj ringede Marlene op. Pressede mobilen for øret, imens han vendte sig væk fra skrivebordet og vandrede nogle skridt længere ind i værelset. Imod reolen, som befandt sig ved siden af Nick & Jay plakaten, der så igen befandt sig ved siden af døren. De mange klartoner lød. Derefter lyden af Marlenes stemme i telefonsvaren. Han fjernede telefonen. Sukkede og lod herefter blikket køre hen til hylderne på reolen. Hvis ikke hun svarede, måtte han selv tage om til hende. Og fortælle hende, at han troede på hende. Og derefter vise hende sitet. Der måtte være en måde at stoppe hjemsøgelsen på. Samantha var jo trods alt en ånd. Han kunne regne ud, at hendes sjæl var hvileløs. Hvileløse sjæle var ikke hvileløse sjæle uden grund, hvis altså de samtlige artikler inde på Paranormal Stuff, talte sandt. Der var en grund til at hendes sjæl opførte sig som den gjorde. Måske ville han kunne finde ud af grunden. Så Marlene ikke endte med at blive besat. Og... kaste sig ud foran et tog... eller noget... 

Han ville ikke tænke på det. Han skulle bare hjem til Marlene. Snakke med hende. Det var det vigtigste. Med den ene tanke, satte han sig i bevægelse imod reolen. For at finde sin pung så han kunne betale for busbiletten. 

*

Marlene lå ubevægelig, med en krave der omsluttede halsen, baghovedet og nakkepartiet så hun ikke kunne bevæge sit hoved. Båren, hendes krop var udstrakt på, blev rullet ned ad hospitalsgangen. Fødder hamrede henover det blanke linoleumsgulv. Lysstofrørene i loftet, strakte sig uendeligt.

Hun svævede. Det var hun sikker på. Svævede, kun med en fjern lyd af stemmer, der snakkede i munden på hinanden. Hun var blind. Hvordan hun var blevet blind, anede hun ikke. Hun var blind og hun svævede. De mange stemmer, blandede sig med en summen der langsomt steg i intensiteten. Flimmer. Som på et fjernsyn. Flimmer, der blev afløst af en tåget klat af lys. Silhuetter. Silhuetter, hun ikke kunne placere. En hviskende teenagepige, hvis stemme gav et ekko i hendes kranie.

"Evil... No... more... evil..."

Den hvide tåge bag vasketøjskurven. Hendes fars sorte øjne, da han kastede sig frem imod hende med kniven der huggede frem. Portrætterne med de groteske dæmoniske smil. Den gennemsigtige, sorte menneskeagtige silhuet, der mindede om en lille pige, som havde befundet sig i Nicolajs værelse. Pigen der klemte sig grædende imod et metalskab. De hvide tågede klatter af lys, den summende lyd i hovedet. Stemmer der snakkede, dæmpet og uforståeligt. En susen. En dunken. En skæren. Hun lukkede øjnene igen, som hun fortsat mærkede sin krop svæve. Et lille ryk bagfra, der føltes som om at hun blev vippet til begge sider. Stemmerne snakkede fortsat, men det var svært at høre hvad de sagde. Mørke. Alt var mørke. Mørke... Og så ingenting... 

*

Catrine havde aldrig følt sig så magtesløs i hele sit liv, som hun gjorde nu. Hendes far tog ikke telefonen. Måske skyldtes det, at han selv havde fået nyheden og derfor var kommet Marlene til undsætning. Det kunne være en forglemmelse. Det kunne ligne ham, at glemme sådanne ting.

Lige nu, hadede hun alle. Hadede Marlene for, at være gået ud foran en bil uden at se sig for. Hadede sin kæreste for, at han så hendes tårer. Hadede sig selv for, at hun ikke kunne tage sig sammen og få styr på sig selv. Hadede sin far for, at han ikke svarede. Hadede dem, der havde ramt Marlene. Hadede sin mor for, at ingen af disse ting ville være sket, hvis hun havde været rask. Som Mikkel og hende kørte afsted fra lejligheden i Mikkels Citroën, hurtigere end de burde, var Catrine begyndt at syntes, at det var livet der var uretfærdigt. Det fuckede altid op. Som man troede, at tingene aldrig kunne blive værrere og at der nu endelig ville være lys for enden af tunnelen, skete der altid noget, der fjernede håbet. Slyngede én dybere ind i en mørk spiral af grusomhed og uretfærdighed. Først deres mor, der blev syg. Det var svært nok for hende at håndtere. Allermest fordi at hun dengang, som den store, var nødt til at være der ekstra meget for Marlene, hvilket påvirkede skolegangen. Så at deres far mistede sit job, hvilket påvirkede familiens situation til det værrere, hvor hende såvel som Marlene havde været tæt på at blive fjernet. Hun havde bygget en skal omkring sit forhold til sine forældre, og vidste at hun aldrig ville se dem på samme måde igen. Ville ikke kendes ved dem som sine familiemedlemmer, fordi de havde svigtet hvor de ikke burde. Men Marlene... For helvede ikke Marlene. Hun var den eneste familie hun havde. Hun var den eneste bedste ven, Catrine havde. Hun var hendes forbandede lillesøster. Hvorfor gjorde hun det også? Hvorfor skulle hun også lige glemme at se sig for? Hvorfor skulle hun også lige blive ramt af en bil?

Hvad nu hvis det var med vilje? Nej. Nej, det ville Marlene aldrig gøre. Det ville hun ikke. Det VILLE hun ikke. Det nægtede Catrine at tro på. Marlene vidste, hvor højt Catrine elskede hende. Det vidste hun. Så ville hun ikke gøre det imod hende. Nej, tænkte Catrine. Nej, hun havde ikke gjort det med vilje. Hun havde gjort det fordi hun ikke havde tænkt sig om, og så, på den måde, var endt med at gå ud foran en bil. Og så var blevet ramt. Og havde fået...

Hun ville ikke tænke på, hvad der var sket med hende. For så dukkede billederne bare op igen. Billederne af lille Marle, hendes egen lille Marle, hendes søster, hendes bedste veninde, som havde været den største pestilens men alligevel den, Catrine elskede mest. Billederne af dejlige, irriterene, fantastiske Marlene, som havde været det største lyspunkt i Catrines liv da hun boede hjemme. Billederne af Marlene, der byggede sandslotte på stranden i Gilleleje, for derefter at vise dem frem med et stolt smil. Søde Marle, som altid kopierede Catrines handlinger da hun var mindre. Søde lille Marle, som altid havde tændt Catrine fuldstændig af dengang de begge to havde været to uregerlige teenagepiger. Lille 14-årige Marle, der ikke kunne forstå hvorfor Catrine fik lov til at tage til en masse fester når HUN ikke måtte. En fuld Marlene, som Catrine havde været nødt til at tage med hjem, da hun havde sneget sig med til en halfest som Catrine deltog i sammen med hendes veninder fra gymnasiet. Marlene, der var det største irritationsmoment, Catrine kunne komme i tanker om, men på samme tid det bedste hun havde i sit liv. En del af hende selv, som altid kom til hende når hun var ked af det. Som hun altid kunne tilgive, uanset hvilke fucked up ting, hun måske havde lavet. Og igen, ligesom under opkaldet nede ved Skt. Jørgens sø, forestillede hun sig de billeder, hun desperat forsøgte at undgå. Grusommme billeder af Marlene, som lå udstrakt på asfalten. Ramt af en bil. Med blod over sig. Hun forestillede sig i uhyggelige detaljer, hvordan det mon så ud med hul ind til kraniet. Et blodigt hoved hvor man kunne se hjernemassen... Og... Marlene der lå på en hospitalsseng, med læger der forsøgte at holde hende i live... 

Nej. Nej, nej, nej. Du ved ikke hvordan hun ser ud, Catrine. Måske er det ikke så slemt. Måske er det en lille skade. En ubetydelig skade, som bare resulterer i en almindelig hjernerystelser. Ikke andet. Det er nok ikke så slemt. I det mindste er hun ikke død. Hun svæver imellem at være vågen og være bevidstløs. Det tegner godt. Det ved du. Det er værrere hvis man er bevidstløs og ikke vågner. Så er det slemt. Men hun vågner jo. En gang imellem. Og hun er ikke HELT bevidstløs. Det er bare en hjernerystelse og hul i hovedet. Det klarer hun nok...

Det gik op for Catrine, at den mærkværdige fugtige kildren hun syntes at vedblive med at mærke ned ad kinderne, var tårer. 

*

"Jeg tager om til nogen venner." Det havde været den løgn, som Nicolaj havde stukket sine forældre. Og da det var noget, han tit gjorde - at besøge sine venner - var det heller ikke noget, der fik hans forældre til at undre sig. Hvorfor han ikke bare kunne sige, var den simple grund, at det var for besværligt. Hans forældre ville undre sig over, hvorfor han valgte at tage hjem til Marlene efter hun var gået. Ved at lyve, slap han for at komme ind i en masse irriterende diskussioner. 

Hvis han gik ned og hævede i banken, havde han lige akkurat penge nok til Høje Tåstrup. Derfra skulle han så skifte til en bus. Det kostede tyve kroner. Den rejse kunne han foretage sig på klippekortet. Så slap han for at betale ekstra til en busbillet. En busbillet, som han ikke havde råd til. Hvordan han så kom hjem, var en anden sag. Måske kunne han få Marlenes far til at køre sig. Det måtte han finde ud af til den tid. 

Under hele turen fra Hovedbanegården og til Høje Tåstrup, var alt hvad hans tanker kredsede om, Samantha Jennings. Der havde været et videoindslag, der omhandlede forbandelsen, på Paranormal Stuff. Godt nok havde han ikke set den video, men den var derinde. Som tilhørende materiale. Han havde ikke set den, fordi den prikkende stikkende fornemmelse i ryggen, var blevet for voldsom og for ubehagelig. Han havde fået nok af at læse om ånder og hjemsøgelser på én dag. Den prikkende fornemmelse af hele tiden at blive overvåget, var der stadig. I det mindste havde han husket overskriften, som fortalte et eller andet om, at det var et interview med en kendt britisk parapsykolog - Stephen Collum - som gav sit besyv med omkring teorier, der skulle prøve at lette mystikken omkring Samantha Jennings-sagen. Det kunne være, den havde været til hjælp. Men den kunne han kigge på senere. Måske sammen med Marlene. Når den prikkende stikken og fornemmelsen af hele tiden at blive betragtet, var forsvundet. Lige nu var det vigtigste bare, at komme hjem til hende. Fortælle hende, at han troede på hende. At hun ikke var sindssyg. At han virkelig troede på hende, og at han ville prøve at gøre alt hvad han kunne for at hjælpe hende. Så hun ikke behøvede at... Han kunne ikke få sig selv til at afslutte den tanke. Det skulle nok gå. Det skulle nok gå alt sammen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...