Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4560Visninger
AA

29. 27

Barnemorderen fra Brooklyn. Det var det øgenavn, Samantha Jennings havde fået i månederne inden hendes død. Barnemorderen fra Brooklyn. En detalje om Samantha, som Nicolaj ikke anede noget om. Han kendte kun den samme historie, som alle andre kendte. Historien om at hun efter en lang tids melankoli, til sidst havde kastet sig ud foran et tog i en hjemsøgt undergrundsstation under New Yorks gader. Og at hun to timer inden selvmordet, havde færdiggjort en tegning af sig selv, som hun skannede og førte ud på Deviantart, for derefter at distribuere den rundt på internettet. 

Men sådan var hele historien ikke. "Fortællinger har det med at afvige fra, hvordan tingene rigtigt har forholdt sig," havde en psykiker fra Paranormal Stuff's hovedkontor, der lå i Denver i Colorado, udtalt. Et eksempel på dette kom man forbi flere steder, når det kom til historiske begivenheder. Et af de steder, hvor der var flest eksempler på historier der afvigede en anelse fra de aktuelle begivenheder, var biblen. Hvilket heller ikke var noget under, da de bibelske fortællinger var overleveringer der var gået fra person til person. Misforståelser kunne være hyppigt forekomne, så det var svært at vide hvilke ting i biblen, der egentlig var gået for sig.

Sådan var det også med Samantha Jennings. Selvportrættet lavede hun to dage inden hendes død. Ikke få timer inden. Og - hvilket mere var en teori Paranormal Stuff gjorde sig, snarere end fakta - hun havde muligvis brugt okkultisme og sort magi imod tegningen. Voodoo, med andre ord. Det lød heller ikke usandsynligt, fandt Nicolaj ud af efter han læste videre, da Samanthas familie bekymret havde observeret en stigende interesse for det okkulte hos Samantha. Hun var ikke kommet fra nogen ydermere religiøs familie, så derfor forekom det hendes forældre endog temmelig mærkværdigt, at hun var begyndt at finde interesse i biblen, og om det, som Samantha beskrev som værende "åndelige kampe imellem godt og ondt." Nicolaj scrollede ned. En kold stikken i nakken. Ignorer den, Nicolaj, tænkte han, som han drog endnu en dyb indånding, for dermed at fortsætte sin læsning. 

Samanthas familie frygtede, at hun måske var ved at blive sindssyg. De havde en fornemmelse af, at deres mistanke blev bekræftet da hun ikke så længe efter, begik selvmord. Men hvad med tegningen? Tegningen havde hun forbandet. Med Voodoo. Paranormal Stuff havde - hvordan var Nicolaj en gåde - fundet frem til et indlæg på Twitter, Samantha havde skrevet i timerne op til sin død. Det havde været en kamp for dem at få lov til at lægge det op på siden. En kamp for at få lov af familien. Det var først efter at moderen følte at Samantha på underlig vis stadigvæk befandt sig i huset, at hun gav Paranormal Stuff lov. Selvom Samanthas far stadigvæk var overbevist om, at det var indbildning. Moderen ville have svar. Svar på, hvad der dog kunne få deres dejlige datter, som ellers havde været en ganske populær pige med mange venner, til pludseligt at begå selvmord. Svar på, hvorfor det hele tiden var som om, at Samantha stadigvæk gik omkring derhjemme, selvom hun ikke kunne se hende. 

Nicolaj scrollede længere ned. Læste videre. Ned til den passage, der var et uddrag fra det twitterindlæg, hun havde skrevet. Et indlæg der gav ham kuldegysninger.

”Alt hvad det kræver for, at folk vil dømme dig, er en fejltagelse. Én lille fejltagelse. Det er, hvad der skal til. Jeg er ikke nogen morder. Jeg er ikke nogen morder. Jeg er ikke noget uhyre. Jeg er bare en pige. Et menneske som alle andre. Et menneske, der laver fejl som alle andre. En pige, der bare gerne vil elskes, istedet for at dømmes. Elskes selvom jeg gør fejl. Jeg er ikke ond. Det er verden, der er ond. Og jeg har valgt ikke at udsættes for mere ondskab. Ikke mere ondskab.” 

Barnemorderen fra Brooklyn. Det var hvad hun blev kaldt. Efter en hændelse, der skete et halvt år forinden. En bilulykke hvor et lille barn blev kørt over. En ulykke som hun var involveret i. Ingen vidste hvad der helt nøjagtigt var sket, men rygterne begyndte meget hurtigt at brede sig. Rygterne om, hvilket ondt og grusomt menneske, Samantha var. At hun var ond. En psykopat. En barnemorder. En barnemorder fra Brooklyn. Samantha holdte det for sig selv. Fortalte aldrig noget til familien. Hun var den eneste, der virkelig vidste hvad der var sket. Da hun døde, var alle dem som havde været efter hende, i chok. Begravelsen blev besøgt af over 500 mennesker, så der knap nok var plads i kirken. Rygterne fulgte hende i graven. Sammen med mysteriet om, hvad der gjorde at alle kaldte hende for en barnemorder. Hvad der gjorde, at så mange var kommet til at hade hende i løbet af et halvt år. Hvad der gjorde, at hun endte med at tegne en tegning af sig selv, og derefter lade sig falde ud foran et kørende tog. For derefter at hjemsøge internettet. Og det ene rygte blev afløst af det næste. At Samantha havde været paranoid og melankolsk. At hun bare havde været syg. Psykisk forstyrret, og at hun aldrig ville have begået selvmord, hvis hun havde fået noget hjælp. Pigen var jo åbenlyst psykotisk. Det var det, der gjorde Samantha til en legende. Med det ene rygte efter det andet, der til sidst medførte, at ingen kendte noget til den oprindelige historie. 

Men var hendes selvportræt så hjemsøgt? Det kunne ingen svare på. Men efter historien om manden, der kastede sig ud foran et tog efter at han var overbevist om, at onde ånder havde forfulgt ham lige siden han havde kigget på billedet af Samantha - og historien kunne bekræftes af hans familie såvel som politiet og vennerne -, så tydede det på, at selvportrættet med stor sandsynlighed, VAR hjemsøgt. Hjemsøgt såvel som forbandet. Det sidste store spørgsmål, der kredsede var så bare, hvorfor. Hvorfor Samanthas ånd havde hjemsøgt billedet. Hvorfor folk blev forfulgt af onde ånder, når de blev ramt af hendes forbandelse. Mysteriet om spøgelset på internettet, forblev et mysterium, men forskerne havde ikke tænkt sig at give op. 

Og det var det. Nicolaj forsøgte at scrolle længere ned. Forsøgte at finde mere. Men der var ikke mere. Intet der kunne give et svar på mysteriet. Intet som kunne give ham nogen større forståelse for Samantha Jennings, for hjemsøgelsen, for det ukendte.

Derfor vidste han, hvad han var nødt til. At gå dybere ind. Langt dybere ind...

*

Flimmer. En konstant summen der gav ekko. En tåge. Lyse og mørke områder. "Få hende ind i observationsstuen." "Ingen kontakt til familien." "Jeg har hendes søster i røret." "Bil", "kørt over"... Stemmerne gled i et med hinanden, blev atter til en konstant vedvarende mumlen. De lyse og mørke områder blev dækket af et sort slør. Hun skelte læberne. Hendes stemme var hæs. Svag. 

"Catrine... Catrine... Samantha... Ondskab... Far..."

Mørket lukkede sig på ny sammen om hendes blik, hvormed hun atter drev væk. 

*

Catrine havde aldrig forestillet sig at få det opkald, som hun fik denne givne søndag, da hun sammen med Mikkel - hendes kæreste - vandrede ned langs med Skt. Jørgens Sø, hvor Tycho Brahes Planetarium, den runde bygning med det skrående tag, hævede sig i baggrunden. Med de mange svaner, der med deres lange hvide halse, stak op fra vandet. Det havde ellers været en perfekt skyfri dag. Godt nok med frostgrader, der gjorde at kulden trængte igennem ens handsker og gjorde fingrene følelsesløse. Men det var ellers en fantastisk dag, med blå himmel og skinnene sol, en søndag hvor folk slappede af, hvor de fleste hyggede sig med deres familier, en dag hvor man slet ikke kunne forstå, hvilke grusomme ting der kunne forekomme. Især ikke en dag hvor man ventede et opkald om, at ens søster var blevet kørt ned af en bil, og sendt på sygehuset. Med hul ind til kraniet. Hun drev ind og ud ad bevidstløshed, og var ikke kontaktbar. Man havde prøvet at oprette kontakt med familien. Faderen tog ikke telefonen. Det gjorde hendes mor heller ikke. Den eneste måde, hvorpå de havde fundet frem til hendes søster, var de gentagende ord, som den tilskadekomne Marlene i ny og næ mumlede.

"Catrine... ondskab... Catrine... Hjælp... besat... far...!"

De havde godt nok stærkt regnet med, at det blot var ord, som Marlene fremsagde i vildelse. Vrøvl. Fordi der højest sandsynligt var opstået tryk imod hjernen, grundet ophobninger af væske i hjernehinden. Hvilket ikke blot tydede på muligt kraniebrud, men også en hjernerystelse. En af de slemme. Men alligevel havde en af sygeplejerskerne prøvet sig frem. Regnede med, at navnet "Catrine" og ordet "hjælp" og ordet "far", alt sammen var noget hun havde fået at vide ikke så længe inden uheldet. Måske at hun skulle skaffe hjælp til sin far hos en person der hed Catrine. Det var hændt før, at de brudstykker af samtaler, tilskadekomne patienter fra tid til anden fremsagde, kunne danne meningsfyldte sætninger. I hvertfald havde de fundet frem til den eneste person på kontaktlisten, der hed Catrine. Til alt held, havde det kun været skærmen på telefonen, der var smadret. Inventaret såvel som tastaturet fungerede stadigt. 

Catrine var nødt til at stoppe op og slippe mikkels hånd, som opkaldet skred frem. "Kender du noget til en pige ved navn Marlene Jensen?"

Catrine rynkede panden. Mikkel, som havde stoppet en cigaret i munden i dette givne øjeblik - en vane Catrine var endog temmelig træt af, men som det ikke var lykkedes hende at fralægge ham -, løftede brynene og kiggede nysgerrigt på hende.

Catrine kunne ikke rigtigt placere, hvem den givne stemme i røret, tilhørte. Det lød, efter måden hvorpå han snakkede at bedømme, som en med myndighed. "Øhm, ja, det er min søster... Hvorfor? Er der da sket hende noget?"

"Ja, det er jeg desværre bange for. Hun er blevet indlagt på skadestuens intensivafdeling i Glostrup."

Den blå himmel og den skinnende sol, mistede øjeblikkeligt al sin dag. Et sort tæppe gled i dette splitsekund indover Catrines sind. Det vred sig i hendes mave, borede sig op i brystet. Drømte hun? Hændte dette opkald virkelig?

"Skades... Hvad er der sket?"

"Hun... Ja, hun har slået hul ind til kraniet, og har muligvis pådraget sig en kraftig hjernerystelse. Hun blev påkørt. Af en bil. Fordi hun ikke så sig for."

Billeder gled ind foran Catrines blik. Billeder der fik hendes hals til at snerpe sig kvælende sammen, så hun automatisk løftede den ene hånd og pressede den imod munden. Hun fik aldrig stillet det næste spørgsmål, før manden i den anden ende af røret, fortsatte. "Hun er semi-bevidstløs og snakker i vildelse, men det lader til at hun er i bedring. Lige nu ligger hun til observation. Hun er stadigvæk ikke til at komme i kontakt med, og virker meget forvirret og temmelig desorienteret. Men... Hun... Bliver ved med at sige to navne. Dit. Og så en eller anden der hedder noget med Samantha eller sådan noget lignene."

"Jeg kommer så hurtigt jeg kan. Tak fordi du sagde det."

Hun lagde på. Blev stående. Kunne ikke holde styr på de tanker og de grusomme billeder, der i dette givne øjeblik, væltede rundt i hendes hoved. Lægens dybe stemme lød igen og igen på indersiden af hendes kranium. "Din søster er indlagt... Påkørt af en bil...!"

"Åh, fuck." Hendes stemme var blevet grødet og hendes hjerte hamrede. Mikkel bemærkede skrækken i hendes øjne, og satte sig bekymret i bevægelse imod hende.

"Hvad er der sket?"

"Det er Marlene. Hun er indlagt på intensivafdelingen. Hun er blevet ramt af en bil." Catrine anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne blot stå der, med den ene hånd for munden. Stirrende ligefrem for sig, ned langs vejen og Skt. Jørgens Sø, der strakte sig ud foran hende. 

Mikkel lagde forsigtigt sin arm om hende. Hun blev stående og stirrede fremefter. Langsomt trak han hende ind til sig i en omfavnelse. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...