Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4721Visninger
AA

28. 26

Marlene anede ikke hvor hun var på vej hen. Anede ikke, præcis hvad der hændte omkring hende. Alt hvad hun vidste var bare, at katten var død. At hun var blevet angrebet af katten, akvariefiskene og sin egen far, som var blevet besat af et eller andet. At der ikke var nogen måde, hun kunne flygte på. Det overraskede hende, at hendes venstre arm ikke gjorde ondt. Alt hvad hun registrerede, var en vedblivende snurren samt hvordan det prikkede og stak i hendes fingerspidser. Som om elektricitet farede gennem hendes hud. Hun kunne ikke bruge sin arm, men så længe hun ikke mærkede noget, var hun ligeglad. Det var værre med øjet. Hun kunne ikke åbne det, og den dunkende smerte var blandet med en brændene varm fornemmelse omkring øjenpartiet. Blodet klistrerede sig vådt ned langs med den ene kind, dryppede ned på gruset efter hende. Det blødte fra såret i hendes arm, men hun kunne ikke rigtig fornemme andet end den elektriske snurren. Skoene havde hun efterladt sig ved liget af katten. Lagde end ikke mærke til, at hun bevægede sig barfodet ned ad grusvejen. Ej heller, at hun havde tabt sin taske et sted bag sig. 

Hvad var det nu, hendes far havde sagt? Ring til Catrine. Så hun kan komme og hente dig... Det var nok en meget god idé, egentlig. At ringe til sin søster. Så hun kunne få et sted at sove. Så kunne hun også lige snuppe sig en cigaret eller to imens. 

Hun nåede landevejen for enden, som hun hev sin telefon op ad lommen. Lod tommelfingeren danse henover tastaturet. En lastbil passerede drønende forbi, efterfulgt af to personbiler. Hun skulle om på den anden side, for at komme hen til busstoppet. Hun placerede sine bare fødder på den iskolde asfalt, samtidig med at hun langt om længe, efter at have bladret gennem sin kontaktliste i et udefinerbart tidsrum, fandt sin søsters nummer. Hun krydsede over vejen. Så sig ikke for. Registrerede ikke personbilen, der kom kørende imod hende. Registrerede intet andet end cigaretten, der stak ud fra hendes læber og telefonen i hendes hånd. Et skrig af gummi, der strøg voldsomt henover asfalt. Hun rynkede panden, drejede hovedet. Så to forlygter, som skinnede hende i øjnene. Løftede brynene i overraskelse. Bilens forende ramte ind i hendes ben, så hun knækkede forover og hamrede overkroppen nedover kølerhjelmen. Telefonen fløj ud ad hendes hånd, landede på asfalten så skærmen splintredes. Cigaretten forsvandt fra hendes mund. Hun mærkede metal brage imod sin krop, så en bølge af smerte væltede igennem hende. Hun fortsatte med ryggen ind i vindspejlet. Kunne ikke skrige. Alt gik i et flimmer af bevægelse. Glas, der splintreredes bag hende. Armen, der snurrede følelsesløst. Himlen, der strakte sig milevidt over hende. Bilen bremsede op. Hun rullede til siden. Udover kanten af kølerhjelmen og hamrede baghovedet ned i asfalten. Et hult dunk. Et hvidt glimt. Så ingenting.

*

THE GHOST OF THE INTERNET

Spøgelset på internettet. Det var den overskrift, der viste sig foran Nicolajs øjne. Paranormal Stuff. Det var hjemmesidens navn. Det lød mest af alt som noget, nogle spøgefulde amerikanske teenagere havde hittet på, men det var en side, der var valid nok. Godkendt som en side, man rent faktisk kunne bruge til studier om det paranormale og åndeverdenen. Nicolaj havde været derinde. Én gang før. I forbindelse med et folkeskoleprojekt året efter hændelsen i Hellerup. Han havde ikke været derinde særlig længe, før han havde fået den velkendte og temmeligt overbevisende fornemmelse af, at han ikke var alene på værelset. Han havde så hurtigt som muligt klikket væk fra siden og skyndt sig på YouTube for at høre noget af det musik, han godt kunne lide. Så han kunne komme på andre tanker. Det endte med at han havde fået minus-karakterer for sin opgave. Det var han ligeglad med. Han ville ikke have noget som helst med ånder eller åndeverdenen at gøre længere. Ikke efter hændelsen. For eftertiden, ville han forholde sig til det han forstod i forvejen og som kunne bevises videnskabeligt. Det vidste man nemlig, hvad var. Hvis det så betød at han måtte ofre nogle gode karakterer, så måtte det være sådan.

Og derfor var det heller ikke med hans gode vilje, at han nu havde fundet frem til sitet igen. Allerede nu, efter at have scrollet igennem nogle enkelte artikler - om ånder der viste sig som kompakte kugler af lys kaldet orber, samt om såkaldte "skyggevæsner", sorte spøgelser med røde øjne, der mindede om mennesker, men som mange mente var onde ånder eller dæmoner - og set tilhørende billeder, kløede det ubehageligt i hans nakke. Han forestillede sig øjeblikkeligt hvordan et eller andet ukendt, uforklarligt, stod bag ham med tomme øjne og et djævelsk smil, med en kniv i hånden. Eller noget andet, endnu mere drabeligt, som han slet ikke turde at få sig selv til at tænke på. Der er ikke noget, Nicolaj, det er Marlene og ikke dig der bliver forfulgt, du har ikke oplevet noget åndeligt siden Hellerup. Tag dig sammen. Denne gang er det paranoia. Det ved du. Det er paranoia, paranoia, paranoia, intet andet... 

Selvom han ikke var overbevist. Han pressede læberne sammen og lænede sig tættere på skærmen, som han i det mindste forsøgte at ignorere følelsen af at en person stod og kiggede på ham lige bag ham med et dæmonisk tandsmil og hule tomme øjne. Eller hvordan den usynlige person nu end så ud. Lod istedet sit fokus rette sig imod artiklen.

Spøgelset på internettet. Efter at have læst godt tre linjer ned, vidste han hvad det handlede om. Spøgelset på internettet handlede om Samantha Jennings. Artiklen var udkommet på årsdagens for hendes død som en særlig "Halloween special." D. 31. Oktober. Præcis et år efter, at hun havde kastet sig ud foran et tog. Artiklen var længere end han havde regnet med. Med en stadigt voksende kløe i nakken, og en stadig større og større overbevisning om, at han ikke var alene i lokalet, fugtede han sine læber og begyndte at læse. 

*

Alt flimrede for Marlenes blik, da hun langsomt slog øjnene op. Til at starte med, var alt hvad hun så noget hvidt langt væk, som langsomt drev sig henover en blå baggrund. Det tog nogle yderligere øjeblikke for hende før det gik op for hende, at det hvide var en sky og den blå baggrund var himlen. Det næste, hun registrerede, var to ansigter - en ung kvinde og en ung mand, der efter udseendet at dømme lignede nogen i starten af tyverne -, begge med lyst hår og blå øjne, der kiggede ned på hende med bekymrede minder. Kvinden havde hånden for munden, i noget der forekom Marlene at ligne chok.

Hun skilte sine læber. 

"Hvem er I?" 

Hendes stemme var svag. Hvad var der sket? Lå hun ned? Hvad skete der lige præcis? En skærende dunken begyndte at kunne mærkes i hendes venstre skinneben. Noget vådt, tykt og klistret, som filtrede hendes lange brune hår ind. Hun prøvede at røre på sig. En voldsom skæren dunkede i dette splitsekund gennem hendes kranie, forplantede sig videre igennem knoglerne i hendes krop. Hun forvred sit ansigt i en grotesk mine, hvor øjnene kneb sig sammen og læberne krængede sig tilbage, samtidig med at halsmusklerne strammede sig til. Sorte prikker kantede sig et par øjeblikke indover hendes blik. 

Hun mærkede, at nogen havde løftet hendes ene hånd og havde klemt om den. Det var sikkert manden.

"Lig stille. Der er en ambulance på vej. Den kan være der hvert øjeblik det skal være. Det... Det er slemt, så det er vigtigt, at... At du ligger absolut stille og ikke gør noget." Det var den unge mand, der snakkede. Hans stemme rystede underligt, og blikket flakkede mærkværdigt rundt i øjnene på ham. Marlene lod sin pande skildes på midten af en undrende fure. Vristede sin hånd ud ad mandens greb. Førte den ned til asfalten ved siden af sig. Væske. Asfalten var fyldt med væske. Langsomt lod hun sine fingre krybe henad den væskefyldte asfalt. Hen til hovedet. Det brændte voldsomt, da hun fik sine fingre kantet om bagsiden af hovedet, videre hen i baghovedet hvor hun havde ramt ned i asfalten. Det klistredes. Væsken var tyk og lun. Ligesom blod. Hun kantede fingrende længere over baghovedet, indtil hun nåede en fordybning. Undrende bøjede hun to fingre, samtidig med at hun ganske svagt løftede sit hoved en lille anelse fra asfalten. Lod de to fingre bore sig ind i fordybningen. Varm tyk væske. En brændene svigen, der bredte sig, efterfulgt af noget hårdt og væsketildækket, der føltes som... som... var det lige kraniet, hendes fingre strejfede?

Endnu et voldsomt spjæt der jog igennem hendes krop, som den kraftige skæren atter forplantede sig i hendes kranium. Hun forvred sit ansigt atter engang. Lod sine fingre krybe ud ad den mærkværdige fordybning, som hun var sikker på ikke plejede at være der normalt. Den lune klistrerede væske, som befandt sig på asfalten omkring hende, vædede hendes ærme igennem da hun førte sin hånd derned endnu engang. Hun drejede sit hoved til siden, så den brændende sviden i baghovedet blev værrere. En klistret lyd, da det indsmurte hår løsnede sig fra asfalten i takt med, at hun rullede hovedet imod højre. Det næste syn mødte hende. Rød tyktflydende væske, der strakte sig henover asfalten foran hende. Blod. Og det kom fra hendes kranie.

En lyd af sirener i det fjerne, der hurtigt blev tydeligere og tydeligere. Marlene fik ikke rigtigt regnet frem til, hvorfor hun var omgivet af blod. Verden vendte sig i groteske vinkler. Hun var sikker på at hun lå ned, men alligevel følte hun at hun vendte lodret og himlen ikke befandt sig over hende, men foran hende. Hun gik fra lodret til vandret, så hendes ansigt vendte nedad. Nu var himlen et sted langt under hende. Sirenerne blev afløst af en summende hyletone. Sorte og orange prikker, der gled indover synsfeltet. Så mørke. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...