Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4626Visninger
AA

27. 25


Nicolaj kunne ikke holde sine tanker i ro. Selvom han var udmattet og hans øjenlåg var ekstremt tunge, så det var en kamp at holde dem oppe, og hans højeste ønske bare var at krybe sig ned i dynen og sove videre, istedet for at stå op - trods klokken næsten var 1 om eftermiddagen - så kunne han ikke. Kunne ikke lukke øjnene og sove. Alt han tænkte på, var de ting Marlene havde sagt.

Hun havde kigget på billedet af Samantha Jennings. I fem minutter. Herefter virkede hun til at være blevet skræmt. Han pressede læberne sammen, som han blev ved med at stirre op på det hvide loft og den matterede glaslampe. Hørte de ting, Marlene havde sagt, afspille sig igen og igen på indersiden af kraniet. 

Forbandet... Hjemsøgt... Spøgelse...

Kunne legenden være sand? Det rislede koldt ned ad ryggen ved tanken, der slog indover ham. Aldrig havde han set Marlene så forfærdet. Det havde intet at gøre med hendes mor. Hende var hun vant til. Hendes mor fik ikke Marlene til at reagere på den måde, hun havde gjort. Og hun virkede ikke som en, der var blevet sindssyg. Det nægtede han at tro på. Hvis Marlene var sindssyg, så ville han vide det. Så ville han kunne mærke på hende, at hun var anderledes end hun plejede. Men hun var ikke anderledes på nogen måde. Hun var stadigvæk Marlene. Den pige, han elskede. Marlene, som han var kærester med. Den eneste forskel var blot, at hun var bange. Nej, tænkte han. Bange var ikke ordet. Bange var noget små børn blev, når de troede at der var et monster under deres seng eller en mystisk mand i mørket. Bange var noget, man blev, når man ikke vidste hvad der foregik eller hvis nogen fortalte en uhyggelige historier. Marlene var meget mere end bange. Når han tænkte nærmere over den måde, hendes adfærd var på, mindede det ham om dengang, for tre år siden, hvor de havde boet i Hellerup. I den gamle strandvilla der var blevet sat gevaldigt ned i pris. Fordi den tidligere ejer, pludseligt døde, og hans børn ikke havde brug for huset. Sat ned i pris, fordi den befandt sig allernederst, for enden af vejen, isoleret fra de øvrige huse. Med en ensom udsigt udover Øresund. Mindede om den reaktion, han selv fik. Dengang, hvor han blev meget mere end bange. Dengang hvor ordet "rædsel", endte med at få en helt ny betydning for ham. 

Præcis hvordan han endte med at tænke tilbage på den oplevelse, som havde gjort ham bange for at være alene hjemme, vidste han ikke. Men han sad der igen. Nede på værelset. Det værelse, der befandt sig ud til stuen. Siddende ved skrivebordet, foran sin bærbare computer, han i flere måneder havde sparet sammen til at købe. Surfene formålsløst rundt på internettet, samt tjekke MSN i ny og næ, for at se om nogen af hans venner var online. Til at chatte. 

Hans forældre var taget ind i byen for at besøge nogen venner. Han havde været til fest aftenen forinden, så derfor havde de givet ham lov til at sove længe. Uden at blive forstyrret, så han kunne sove sine første tømmermænd ud. Han havde været ude at brække sig på toilettet, og havde ikke rigtig haft lyst til at spise morgenmad. Det eneste, han havde en voldsom trang til, var væske. Halsen kradsede og ganen klistrerede underligt til. Vand hjalp på kvalmen, men ikke på den skærende dunken, der pulserede på indersiden af hans kranie. Det skal soves væk, fortalte hans daværende bedste veninde, Amalie, ham. "Drik massere af vand, tag en panodil og æd nogle chips. Det plejer at hjælpe for mig."

Fandme ikke om han skulle have noget at spise. Vand var rigeligt. Fik han mere i maven, ville den blot protestere og sende det hele retur igen. Og han havde ikke tænkt sig at tilbringe resten af dagen med armene om toiletkummen, som om det var hans nye kæreste. Og det at tilbringe resten af dagen i sengen, det havde han heller ikke lyst til. En svagdrikker. Det var hvad hans bedsteven ville kalde ham. Nej, han måtte hellere foretage sig noget. Han havde ædt en panodil og drukket noget vand, præcis som Amalie havde rådgivet ham. Og så måtte han vel nok ellers bare vente på, at hovedpinen fortog sig. I hvert fald var der én ting, han var ganske sikker på. Han skulle aldrig drikke igen. Nogensinde. Det sagde de allesammen. Men han mente det. Han skulle ALDRIG drikke igen. 

Men i hvertfald, sad han med brændene øjne foran den bærbare PC, og var havnet på en eller anden tilfældig side om risdyrkning i Kina. Ganske irrelevant info, men han var træt i hovedet efter gårsdagens druk. Og når han var træt, havde hans hjerne for vane at finde alt interessant. Nogle af de mest underlige ting, han aldrig ville kunne finde på at skænke en tanke normalt, blev til nogle af de mest filosofiske spørgsmål. Et af dem var, hvordan skyerne mon ville være, hvis de nu var lavet af candyfloss? Og hvad der ville ske hvis en flyvemaskine fløj ind i en sådan sky? Ville den være hurtig nok til at bryde igennem? Eller ville den sætte sig fast indtil skyen delte sig, så flyet ville styrte ned? Irrelevant info og latterlige spørgsmål. Men hans hjerne var åbenbart ikke enig. 

Det startede med en lyd. En lyd, han egentlig havde hørt uendeligt mange gange før, men aldrig havde skænket en yderligere tanke. Et bump et sted ovenpå. De første gange, hvor han havde hørt de bumpende lyde - de kom ikke hver dag, og det var mest om aftenen og om natten, han kunne høre dem, selvom de dog også i ny og næ kunne høres om dagen -, havde han følt en ubehagelig krybende fornemmelse ned langs med sit rygparti. Det var bare et bump. Som om nogen eller noget, faldt på gulvet. Nogen gange lød det også som om, at der blev pudslet rundt i ny og næ. Han anede ikke, hvilket lokale der befandt sig over hans værelse, men en dag, da ham og hans kammerat havde hørt flere bumpende lyde efter hinanden, havde de begge besluttet sig for at gå ovenpå for at tjekke hvad det var. Døren indtil lokalet, hvor de mystiske bump lød fra, var låst. Og det forblev den. Mysteriet blev aldrig løst. Og efterhånden, som Nicolaj havde vænnet sig til de bumpende og puslende lyde fra det låste lokale, blev han til stadighed mindre berørt af det. Det var højest sandsynligt bare mus. Mus kunne sagtens larme. Lokalet var låst af, så der havde sikkert ikke været nogen derinde siden den tidligere ejers død. I den tid kunne der sagtens have trængt mus og andet lignende, derind. Det var ikke utænkeligt. Og den tanke havde medført, at han endte med at være ligeglad. Mus. Det gjorde det nemmere at ignorere det bumpende lyde. 

Derfor tog han heller ingen notits af de mange bump denne lørdag eftermiddag, som han sad og surfede på internettet. Det var et bump. Et bump som alle de andre. Han hørte det knap nok. Bump. Det var det. Lyden var der i et kort øjeblik, og forsvandt igen. Han kunne atter fortsætte stille og roligt med skiftevis at køre fokus fra siden om Kinas risindustri og MSN, hvor han stadig ventede på at der kom besked om, at nogle af hans venner var online. 

Igen lød det. Bump. Derefter noget, der lød som om en genstand blev skrabet henover gulvet. Og det var ligepræcis den lyd, denne ene lyd, der adskilte sig fra de andre gange, Nicolaj havde hørt bumpet. Normalt blev det fulgt op af lyden af en svag puslen. Men aldrig havde han før hørt, at noget blev skrabet henover gulvet. Det var det der fik ham til at dele sin pande på midten af en forundret fure, for så at løfte hovedet og kigge op. En skraben...? Hvor mange mus var der egentlig?

Han prøvede at lokalisere lyden. Prøvede at finde ud af, i hvilken retning, den skrabende lyd bevægede sig. Først lød den til at komme over det bagerste af værelset. Måske i bagenden af lokalet over ham. Men så blev lyden højere. Det var noget tungt, som fremkaldte den skrabende lyd. Det var Nicolaj ikke et øjeblik i tvivl om. Måske et strygebræt. Eller en kasse. Og som den kendsgerning gik op for ham, gik der et iskoldt sug direkte igennem hans krop. Den skrabende lyd lød til sidst til at komme et sted lige over hovedet på ham. Brædderne, som beklædte loftet, fragav sig en svag knirken. Noget tungt. Helt klart noget tungt.

Der blev atter stille som før, men denne gang kunne Nicolaj ikke koncentrere sig om at læse. Der var noget galt. Hvad der var galt, kunne han overhovedet ikke svare på.  Der var bare et eller andet, der var helt forkert. Der overhovedet ikke var, som det burde. Han lod sit blik bue hen til skærmen foran sig igen, men fik aldrig sit fokus tilbage, før en anden lyd nåede hans ører. En lyd, som der slet ikke burde komme, når man var den eneste der befandt sig i huset.

En dør der smækkede. Ovenpå. I dette splitsekund, som han sad der foran fladskærmen og hørte døren der smækkede i over ham, forsvandt al logik. Dette her kunne ikke forklares. Overhovedet ikke. Det her var forkert. Fuldstændig forkert. En dør kunne ikke smække i, når der ikke var andre i huset. En dør smækkede ikke i af sig selv. Og der var fuldstændig vindstille udenfor, så det kunne ikke være vinden. En dør smækkede kun i, hvis nogen fik den til det. Men det kunne ikke lade sig gøre. Ikke når man var alene hjemme. Alene hjemme og inde på sit værelse, langt væk fra døren som smækkede.

Og kendsgerningen gik op for ham. Kendsgerningen, han ikke ville have gik op for ham, men som han ikke kunne se bort fra. Døren smækkede i fordi han lige præcis IKKE var alene hjemme. Det havde han aldrig været. Han havde aldrig været alene hjemme, når hans forældre ikke var der. Der havde været en anden i huset, sammen med ham. En anden, der var låst inde i et lokale, der ikke havde været rørt siden den tidligere ejer, døde. Hvornår det så end havde været. Lang tid siden, så meget vidste han. Hvilket så også betød, at det tomme aflåste lokale, måske alligevel aldrig havde været tomt. Og denne tanke blev afløst af den næste. Tanken om, at de historiet, som folk i kvarteret gik og fortalte til hinanden om huset, havde passet. Var sande. At det var derfor, huset var stået tomt så længe. Fordi folk, siden den gamle mand, der havde boet i huset for lang tid siden, var død, mente at de kunne se bevægelse i det lokale, som han rygtedes at være bortkommet i. Lokalet, der befandt sig lige over Nicolajs værelse. Historierne om, at de havde set en næsten grå skikkelse, delvist i skjul af skyggerne i værelset, betragte de tilfældige mennesker, der i ny og næ passerede forbi. Med noget, der lignede had i blikket. Nicolaj havde hele tiden troet, at det blot var en lokal vandrehistorie, som forældre brugte for at skræmme deres børn fra at opholde sig udendørs for længe. Han havde godt nok ikke troet, at det virkelig var noget man stadigvæk gjorde nu, i det 21. århundrede, men tit var det også sådan, at nogen ting, aldrig ændrede sig. Men nu vidste han, at det måske aldrig havde været en vandrehistorie. At dette var løsningen på mysteriet om de mystiske bump, han troede var mus men som nu nok alligevel IKKE var mus. Om den usandsynligt lave pris, når man tog i betragtning at huset var rigmandseje. Mysteriet om hvorfor det havde stået tomt så længe. Ikke fordi det var en løsning, han brød sig om. Tværtimod. Det var en mysterium, han langt hellere ønskede, forblev et mysterium. Så han kunne gå rundt i nådesfuld uvidenhed. 

Skridt lød på trappen i entréen. Det var ikke tunge skridt, som dem man ellers hørte om i gyserhistorierne. Det var helt almindelige skridt. Hverken langsomme eller hurtige, men som skridt fra en person, der var vant til at benytte trappen og færdeses i et alstadigt tempo, som var indenfor det der mentes at være normalt. Det ville måske have været nemmere for Nicolaj at håndtere, hvis de skridt han hørte, havde været langsomme og slæbende. Som i gyserne. For så ville der måske være en chance for, at det blot var hjernen der spillede ham et puds. Men de skridt han hørte, var for virkelige. For ægte til at være fantasi. Det lød ikke som nogen fra familien. Skridtene var anderledes. Fremmede. Tilhørte en person, han ikke kendte. 

Den ene af dørene indtil entréen - den der adskilte entréen fra bryggerset, som så igen var adskilt af endnu en dør indtil stuen, som Nicolajs værelse vendge imod - åbnede. Nicolaj hørte den svage hvislen. Smældet da døren efterfølgende gik i. Skridt, der klappede roligt, taktfast, henover flisegulvet i bryggerset. Hjertet bankede stadigt heftigere, klumpen i halsen voksede og han havde tårer i øjnene. Kunne ikke fjerne sig ud ad kontorstolen. Selvom han, jo tættere på de klappende skridt kom, havde mere og mere lyst til det. For det havde han. Faktisk var han allerede begyndt at planlægge flugtplaner. Vinduet ud til vejen befandt sig fire meter bag ham. Han ville kunne nå derover på ingentid. Ville kunne nå at åbne vinduet og stikke af. Men hvad så hvis det gik galt? Eller han alligevel ikke kunne nå det?

Døren mellem bryggerset og stuen, gled op. Der var så stille, at Nicolaj fangede alle detaljerne i lyden. Den svagt metalliske knirken af fjedrene, der blev udløst af dørhåndtaget, der skubbede sig ned. Den langtrukne kliklyd da dørkilen blev trukket indad, så døren åbnede sig. Den svage hvislen. Klappende skridt. Døren ud til bryggerset, lå godt fem meter fra døren ind til Nicolajs værelse. Sædet sugede ham nærmest til sig. Hans blik var limet fast til døren. Flyttede sig på intet tidspunkt. Please, lad være med at komme herhen... lad være med at komme herhen... lad være med at...

Klappende skridt, der voksede. Kom nærmere. Pis. Pis, pis, pis... Tårer kildrede ham ned ad kinderne. Han ville væk. Ville væk, væk nu, væk før døren åbnede og han ville sidde overfor noget ukendt, nogen der var død men som alligevel kunne gå rundt i huset, noget som han ikke forstod hvad var. Det gjorde ondt i mavet og gnavede i brystet. Hvorfor ville hans ben ikke lystre? Hvordan fanden kunne det være så svært bare at rejse sig op, løbe hen til vinduet og skynde sig ud? Måske ville det ukendte ikke vide, at han var herinde, på værelset, hvis han ikke sagde en lyd. Det gav ingen mening. Men han var ligeglad. Han ville ikke sige en lyd. Ikke en eneste... Ikke sig noget, ikke sig noget, sid stille, sid STILLE... 

De klappende skridt standsede på den anden side ad døren. Nicolajs negle borede sig dybere ind i hans håndflade. Han kunne ikke mærke det for den brutale hamren imod indersiden af brystkassen. Eller den pulserende susen, der fyldte hans øregang. Blikket fjernede sig ikke fra døren. Hans ansigt havde antaget en hvidgrå, næsten askefarvet, nuance. 

Fjedrene i døren knirkede metallisk, da håndtaget vippede ned. For Nicolaj virkede det som om, det tog evigheder. Timer. Dage. Selvom det kun tog et par sekunder, før håndtaget var helt nede. Så døren kunne åbnes. Den svage hvislende lyd, da døren gled op. Nicolaj havde et eller andet sted, forventet at se et spøgelse. Et eller andet, han kunne se igennem. Silhuetten af en gammel mand. En sort skygge. Bare noget. Men der var ikke noget. Der VAR virkelig ikke noget. Dørhåndtaget var blevet skubbet ned. Af noget der ikke var der. Nej. Nej, det var forkert. Det var skam noget der VAR der. Det var bare noget, han ikke kunne se. Han ville skrige. Han ville skrige, græde, hvis han kunne. Hvis ikke hans krop havde låst sig fast til stolen og hans hals havde snerpet sig sammen, som for at forhindre enhver lyd i at undslippe hans mund. Der skete ikke noget. Nogen kiggede på ham. Han vidste det. Nogen havde to øjne, han ikke kunne se, men som stadigvæk var der, vendt imod ham. Gennemborede ham. Døren forblev åben. Han lod være med at trække vejret, i håbet om at det forhindrede ham i at blive opdaget. Døren fortsatte med at være åben, dørhåndtaget vedblev med at være trykket ned. Af en usynlig hånd. Han følte sig stiv, det var som hvis hans voldsomt bankende hjerte snart ville nå til bristepunktet. 

Døren bevægede sig igen. Tilbage. Lukkede i med et smæld, der sendte en enkelt spasme igennem Nicolajs krop, så han hoppede i stolen. Stadig ikke en lyd, der udbød sig fra hans læber. En smældende lyd af fjedre, der blev afslappet, da håndtaget vippede sig op. Klappende skridt, der bevægede sig henover et gulv. Fjernede sig længere og længere væk fra døren. Hen mod bryggerset. Lyden af endnu en dør, der gik op. Fødder der klappede imod et flisegulv. En dør, der smækkede i, som kort efter blev afløst af endnu en dør, der åbnede. Døren til entréen, hvor trappen befandt sig. Et smæld. Kort efter lyden af fødder, som gik op ad trappen. Skridt et sted over ham. Døren til lokalet, der normalt var aflåst og hvor bumpende lød, som atter åbnede. Herefter et smæld. En skraben af en kasse. To bump. Så ingenting. 

Nicolaj blev siddende og rystede, som tårer fortsat strømmede ned ad hans kinder.

Det var lang tid siden, han havde tænkt på det. Tænkt på det, han havde forsøgt at skubbe væk. Forsøgt at bortforklare. Men nu, som hændelser atter afspilledes som en film på hans nethinde, kom rædslen tilbage. Rædslen han havde følt dengang. Hjertet der hamrede. Den hule følelse i maven og brystkassen. De svedige hænder. 

Marlenes reaktion var meget lig den han havde efter at have haft oplevelsen med hvad det end var, ham og hans forældre delte hus med i Hellerup. Spøgelser fandtes. De fandtes, fordi det var det eneste, der kunne forklare oplevelsen han havde haft tilbage i deres tidligere hjem. Det var ikke grunden til at de var flyttet. Grunden til at de var flyttet, derimod, havde været en vandskade i kælderen, der blev opdaget et par uger efter. Og Nicolaj havde, hvilket forundrede ham endnu mere, rent faktisk haft succes med at overbevise sig selv om, at det sikkert var den vandskade i kælderen, der havde frembragt lydene. Det forklarede ikke at døren havde åbnet sig. Men det havde den heller ikke. Selvfølgelig ikke, for døre kan jo nemlig IKKE åbne sig af sig selv. 

Det havde også været den lørdag, hvor han var meget tæt på at tro på, at der var en Gud. Han havde følt det. Hvordan han følte det, kunne han ikke forklare. Det havde bare, et eller andet sted, virket... logisk. Fandtes der spøgelser, så fandtes der også en Gud. Og sikkert også en djævel. Fandtes der spøgelser, så fandtes der... ja, hvad fandtes der så egentlig ikke? 

Og det var den samme tanke, der dukkede frem i ham nu. Ånder. Gode ånder, onde ånder, engle, dæmoner, Gud, Djævlen, monstre, uhyrer, spøgelser, poltergeister... Og... forbandelser... 

Marlene var forbandet og hjemsøgt. Det var ikke bare noget, som foregik i hendes eget hoved. Hun BLEV hjemsøgt. Forfulgt. Blev forfulgt af Samantha Jennings. Fuldstændig som ham High-School eleven, der to uger efter at have kigget på Samantha Jennings billede lidt for længe, endte med at blive besat af hendes hvileløse sjæl og kaste sig ud foran et tog... En tanke, der omgående fik Nicolaj til at rette sig op.

Kaste sig ud foran et tog. Besat af en ånd. 

Han trak omgående dynen tilbage, stillede sig på gulvet og satte sig i bevægelse imod sin computer. Han vidste hvad han skulle. Finde materiale om et emne, han ligesiden oplevelsen i Hellerup, havde forsøgt at undgå fuldstændig.

Åndeverdenen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...