Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4551Visninger
AA

26. 24

Marlene mærkede hvordan lettelsen øjeblikkeligt strømmede indover hende som en behagelig varme, der forgrenede sig rundt i hendes krop. Denne følelse blev kort tid senere efterfulgt af en sky af dårlig samvittighed, som atter formørkede hendes sind. Fik hende til at føle sig som en idiot. Hun sænkede kniven. Blinkede et par gange. Hårene rejste sig atter på hendes krop, da hun fornemmede det pludselige temperaturfald i lokalet. 

Hun opdagede hvordan hendes far med paniske øjne så sig tilbage. Som om nogen forfulgte ham. Hendes bryn trak sig mere og mere sammen, så der dannede sig en smal fure over næsebenet. Han kiggede igen på hende, fugtede læberne og fortsatte, med en stemme der skælvede mere end før. 

"Jeg ved ikke, hvad fanden der skete med hende, Marlene... Jeg har aldrig i mit liv set hende så... Så.. Hun var ikke til at komme i kontakt med. Hun var en zombie. Hun havde skåret i sig selv, og blev ved med at sige den samme sætning om og om og om igen. Jeg... nej, jeg har ikke lyst til at gengive hvad det var hun sagde. Du vil aldrig tro på det alligevel. Det korte i det lange er, at... At hun nu er indlagt på Bispebjerg til observation. Og, øhm...!" Han gjorde en kort pause som han sank en klump. Fortsatte herefter. "Jeg syntes du skal tage over og bo hos din søster i nogen dage. Indtil det hele falder til ro igen... Jeg... Der... Jeg syntes bare du skal tage afsted. I dag. Så hurtigt som muligt. Jeg tror selv jeg tager afsted og overnatter på et hotel, indtil alt det her ordner sig." 

Hun hørte dem. Hørte det, som havde skræmt hende på badeværelset. De hviskende stemmer, der lød som to personer der konverserede med hinanden i et ukendt sprog. De lød til at komme fra stuelokalet bag hendes far. Det virkede som om, at de hviskende stemmer bevægede sig nærmere og nærmere. Hendes far så ud til at bemærke det samme. Pulsen blev voldsommere, hun frygtede at hun måske ville besvime. 

Brian kiggede sig bagud. Lod blikket fare rundt. Han så intet andet end gangen mod højre, der førte hen til sofastuen med billiardbordet og fjernsynet, samt den aflange stue der endte henne ved badeværelset, som strakte sig ud foran hans øjne. Ingen mennesker. Ingen skygger. Kun den brændende stikkende fornemmelse af, at nogen betragtede ham, samt de mystiske hviskende stemmer, der langsomt men sikkert blev mere og mere tydelige. Han bed tænderne sammen, modkæmpede trangen til at skrige og løbe væk. Han skulle have Marlene i sikkerhed. Det var førsteprioriteten. 

Marlene skulede fra sin rædselsslagne far og hen til malerierne. Hendes øjne voksede atter ved synet, der mødte hende. Pigen med det røde hår, som smilte grumt, havde skilt sine læber så man kunne se de uhyggeligt blottede tænder. Furerne i hendes pande var blevet endnu mere fremtrædende. Øjnene var blevet dæmoniske. Umenneskelige. Kulden bredte sig i værelset. Alle portrætfotoerne havde ændret sig endnu engang. De smilte. Allesammen. Selv den melankolske pige, som ellers for lidt siden virkede vred, smilte. Uhyggelige smil, hvor læberne var delte så de blottede mælkehvide tandrækker kunne ses. Hun åbnede munden og lod atter blikket fare imod sin far, som de hviskende stemmer blev stadigt højere. Hev store mængder luft ind. 

Brian vendte atter blikket imod hende, og fjernede sig fra døren. "Marlene, giv mig kniven, pak dine ting og stik af! Ring til din søster og bed hende og hendes kæreste om at hente dig ude ved vejen! Du skal bare væk! Giv mig kniven og skynd dig væk!" 

Marlene adlød uden tøven. Bevægede sig frem, og gav kniven til sin far. Så hvordan hans fingre strammede sig om knivens skaft, som han vendte hovedet bagud og atter skannede det langstrakte lokale. Hun vendte sig rundt, undlod at kigge på Friends-plakaten samt de mange portrætfotoer. Det eneste, hun lod sit fokus rette sig imod, var den bærbare computer der lå på gulvet, samt genskæret fra telefonen på skrivebordet. Hun samlede sin bærbare op, klappede den sammen på sengen. Med en hurtig hivende vejrtrækning og sved, der begyndte at klistre hendes tøj fast til kroppen, greb hun telefonen. Stoppede den ned i lommen for herefter at kaste sig hen til tasken, som lænede sig op ad kontorstolen. Bar den hen til sengen, imens den trykkende følelse i brystet voksede. 

"Skynd dig, Marlene. Skynd dig væk!" Hendes fars paniske stemme, der knækkede og blev skinger, gav hende voldsomme kuldegysninger og gjorde hendes ben følelsesløse. Hun satte sig på sengekanten. Klappede den bærbare computer sammen. Rev computerstikket ud ad stikkontakten under sengelampen, for derefter at stoppe den ned i den forreste lomme. 

Og så hørte hun det. En gurglende kvalt lyd fra sin far. Hun stivnede og førte intuitivt sit blik hen til ham. Mærkede hvordan al energi forlod hende da hun så hvad som hændte. Hendes far var blevet stiv. Fortrak ansigtet i mærkværdige grimasser. Som om han var en stiv marionetdukke, der blev styret af usynlige tråde. Han strakte sin ene arm ud. Begyndte at skælve voldsomt. Et halvkvalt skrig forlod hans læber. Håbløsheden, afmagten, stod i hans øjne, der fyldtes med tårer. Marlene blev som naglet til stedet ved synet der mødte hende. Hendes fars ene arm rettede sig op, så knivspidsen pegede direkte imod loftet. 

"Mar... Marl... Fllllgt.... Fllll...!" Og så forsvandt lyset fra hans øjne. Det virkede for Marlene som om alt i dette splitsekund, gik ned i tempo. Pupillerne i hendes fars øjne, som udvidede sig så de fyldte hele irisen. Ansigtet der fortrak sig i en grotesk grimasse. Læberne der krængede sig tilbage så de blottede tænder glimtede i dagslyset. Marlene skreg med tårer, der vædede sig frem på hendes hornhinder, da hendes far satte sig i bevægelse imod hende med blottede tænder og kniven strakt frem foran sig. 

Han væltede indover hende, så hun gled ned fra sengen. Mærkede hvordan en albue hamrede ind i hendes højre øre. En smerte forplantede sig ned gennem kæbepartiet. En hyletone fyldte det indre af kraniet. Hendes far vred sig rundt, som fråde væltede ud mellem hans blottede tænder. Hamrede kniven ned imod hende. Marlene skreg, da knivsbladet strejfede siden af hendes hals og efterlod sig en brændende svigen. Hun trak sit ene ben sammen, så hun hamrede knæet op i sin fars skridt, da han på ny hævede kniven. Alt hvad hun så var de sorte umenneskelige øjne, knivsbladet der glimtede over hendes hoved, malerierne med de groteske sadistiske tandsmil, der nærmest så ud til at nyde optrinnet. Hun skreg. Råbte. Ingen kom hende til hjælp. Hun var alene i huset med en far, der var blevet overtaget af noget ondt. Tårer væltede ned ad hendes kinder, da hans knyttede næve bankede ned i hendes hage. Fik sorte pletter til at glide indover hendes synsfelt. Kniven hvislede forbi hende. Hun greb ud imod hans håndled, netop som han drejede hovedet, for herefter at bide tænderne hårdt sammen imod armen. Et forvrænget skrig lød fra ham, men det hjalp ikke. Fingrenes greb fjernede sig på intet tidspunkt fra kniven. 

Han hev armen til sig. Det gav et voldsomt ryk i Marlenes tænder. Blodkarrene i tandkødet sprængtes, så rød tyk væske øjeblikke senere sivede ud mellem hendes læber. Hun fortrak ansigtet, hev efter luft som hun desperat forsøgte at kæmpe sig væk. Døren befandt sig bag hende. Hendes far befandt sig foran hende, under skrivebordet. Med tænderne som stadig var grusomt blottede og umenneskeligt sorte øjne. Hans kinder begyndte at bue opad i et smil der afspejlede de smil, som var plantet på portrætbilledernes læber. Marlene skreg, som tårer begyndte at sive ned ad hendes kinder. Hun trak benene til sig, da han langede ud efter hende. Knivsbladet glimtede sølvmetallisk, spidsede sig hen mod hende. Han kravlede fremad. Hun drejede sig rundt imod døren, da hendes fars hånd greb fat i hendes ankel og knugede til. En voldsom skæren forplantede sig op ad hendes ene ben. Et hæst vrælende skrig forlod hendes læber. Døren var så tæt på. Alligevel så langt væk. Den eneste flugtvej. Hun skulle dø... Hun skulle dø... hun skulle... 

Hun blev trukket tilbage. Krummede af al styrke sine fingre. Ingen nytte. Træsplinter rev sig løs fra gulvbrædderne, borede sig ind mellem hendes negle og satte sig fast. Blodet begyndte at sive ud fra neglerodene i striber, der blev større og større. Et grusomt sammenbidt hvæs lød fra hendes far. Hun drejede sig rundt, som hun knyttede sin næve. Ramte ham i næsen med knoerne. Hans hoved drejede automatisk. Der lød en kvasen. Kniven blev sendt ned. Borede sig ind i hendes venstre armmuskel. En voldsom skæren. Efterfulgt af en prikkende fornemmelse, der forplantede sig over armen. Marlene vrælede halvkvalt, da hendes far øjeblikkeligt trak kniven til sig, så muskelvæv og sener blev revet midtover. Hun hev efter vejret. De sorte pletter gled atter ind foran hendes blik. Alt virkede kunstigt, drømmeagtigt, det dunkede i brystkassen, brændte i øjnene, sitrerede i kroppen. Et voldsomt slag imod hendes ansigt, der sendte blodet fra hendes tandkød sprøjtende ud fra munden i aflange dråber, som klattede henover gulvet. Han slyngede kniven fremefter. Ramte forbi. Hun drejede hovedet, vred sig væk fra ham. Greb fat i det, som lå inde for hendes nærmeste rækkevidde.

Stolen. Kontorstolen var hendes eneste redning. Med et sammenbidt skrig lod hun fingrene på sin stadigt fungerende højre hånd, knuge sig sammen om stolen. Hendes far løftede hovedet, vendte ansigtet imod hende og rettede sig op. Løftede den spidse metalgenstand, som reflekterede lyset i striberne af sølvmetalliske glimt. Marlene hamrede foden fremad, plantede brutalt hælen i hans strubehoved. En gurglen lød fra ham, kniven fløj ud ad hans hånd, landede på gulvet. Kurede med en skrabende lyd henover træplankerne, nåede rækken af DVD-film på gulvet. Hendes far mistede balancen. Væltede bagover og hamrede baghovedet ind i sengekanten. Det gav et spjæt i ham, hvormed han blev liggende med hovedet hvilende imod kanten af sengen sådan at hans ansigt var rettet imod Marlene, og de sorte umenneskelige øjne stirrende fremefter. 

Marlene gav slip på stolen, knugede fingrende på sin højre hånd om tasken, og vendte sig rundt imod døren. Hev efter vejret, som hjertets heftige dunken fik det til at sortne pulserende for hendes synsfelt. Hun kastede sig til sine fødder. Bemærkede ikke at hendes venstre arm hang ubrugeligt ned langs med siden af kroppen. Registrerede ikke portrætfotoerne, hvis blikke var gået fra sadistisk fornøjelse til had. Alt hvad der eksisterede, var den åbne dør foran hende. Døren, trappen, udgangen, vejen væk. 

En sammenbidt dyrisk snerren lød bag hende. Hviskende stemmer trængte ind mod hende fra begge sider. Hun skreg igen, som hun nåede gennem døren. Fortsatte imod enden af lokalet. Blev ved med at løbe... løbe... løbe...

Hun nåede gennem indsnævringen og ud i det åbne lokale, hvor trappegelænderet befandt sig på hendes højre hånd, da akvariet i samme øjeblik eksploderede så vandet med de døde fisk væltede udover bordet. Videre ned på gulvet. Fiskene hoppede henover gulvtæppet, snappede ud i luften. Skarpe tænder glimtede i de brede munde, og gællerne åbnede og lukkede sig. De sprang på Marlene. Bed sig fast i hendes ben. Hendes arme. Det skar sig ind i huden, og endnu en hæs vrælen lød fra hende. Hun hamrede siden imod endevæggen, i et forsøg på at mase fiskene væk. De gled af hende, men hun kunne dog stadig alt for tydeligt høre deres hivende hvæsen og lyden af munde med skarpe tænder, der åbnede og lukkede sig. 

Shnip, shnap, shnip, shnap, shnip, shnap...

Hun hamrede ned ad trappen. Sorte skygger materialiserede sig omkring hende. Lyden af glatte, skælbelagte kroppe der hoppede henover træ, lød lige bag hende. Fiskene fulgte efter hende. En blanding af et skrig og en klynken lød fra hendes mund. Hun sprang de tre sidste trin over, og fortsatte ned på gulvet. Løb videre imod døren. 

Hun hørte den svuppende lyd af fiskekroppe, der hoppede nedover trappen få meter bag hende, den snappende lyd af munde der åbnede og lukkede sig, de konstante hæse hvæs, samt de hviskende stemmer. Døren kom tættere på. Fem meter mere. Fire meter mere. Tre meter, to meter... 

Hun greb fat i sine sko, som hun i samme bevægelse flåede døren op. Vendte sig om og så fiskene hoppe i buede spring henover gulvet i entréen, direkte imod hende. Så deres blanke sorte øjne, der beklædte siderne af deres hoveder. De røde fingeragtige gæller, der bølgede, de gruopvækkende munde med sylespidse tænder, der åbnede og lukkede sig, åbnede og lukkede sig, åbnede og lukkede sig, åbnede og lukkede...

Hun hamrede døren i, vendte sig rundt og kastede sig frem. Gårdspladsens grus stak op i huden under hendes fødder, så hun måtte fortrække ansigtet. Endnu en kvalt angstfyldt klynken, som brød frem mellem hendes sammenbidte tænder. Tasken var ved at glide ned, så hun måtte give et ryk med armen for at få den på plads igen. Hun fortsatte med at løbe henover de glitrende småsten. I retning mod skoven længere fremme, da hun hørte en arrig hissen bag sig. Hun så sig over skulderen, og så katten der med fuld fart sprintede indover gårdspladsen og hen imod hende. Munden var åben. De grå hår strittede, halen pegede lige i vejret. Øjnene glødede gult. Hun skreg endnu højere end før, så det gjorde ondt i struben, vendte sig rundt og fortsatte. Hurtigere, hurtigere, hurtigere. Katten halede ind på hende. 

"HJÆLP! HJÆLP, HJÆLP, HJÆÆÆÆÆLP!" Ingen hørte hende. Hun var isoleret, alene fra omverdenen. Katten sprang på hende bagfra. Borede de skarpe kløer gennem hendes trøje, ned i huden på hendes ryg. Vred sig dybere og dybere ind. Marlene fægtede desperat ud med den ene arm. Hamrede hånden om bag ryggen, i et desperat forsøg på at få katten væk. Endnu en høj arrig hvæsen, der skar sig ind i hendes ører. Katten sprang videre opad. Borede kløerne ind under hendes hår, ned i hovedbunden. Marlene fægtede voldsomt rundt. Kæmpede for at få det arrige, besatte dyr væk fra sig. Tyk klæbrig væske filtrerede hendes hår ind, kildre ned langs siderne af ansigtet. Strømmede ind i øregangen, så hendes hørelse blev reduceret betydeligt. 

Den slog poten fremad. Skar kløerne ind over hendes højre øje. Et forvrænget hyl brød op fra det dybeste af hendes lunger, gav genlyd i de høje træer omkring hende. Blodet begyndte at vælte nedad den ene kind fra øjeæblet. Hun mistede balancen, og landede med maven først på gruset. Al luften blev presset udad hende. Slaget forplantedes gennem knoglerne i hendes krop. Skar sig som en kniv indover hendes ødelagte venstre arm. Katten blev slynget af, fløj i en bue gennem luften. Landede på gruset godt en meter længere fremme, for herefter smidigt at vride sig rundt. Den krøb sig nærmere, samtidig med at den bukkede sig frem. Øjnene var blevet til to runde cirkler, der lyste gult. Tomme. Uden pupiller. Dens mund åbnede sig så tænderne glimtede, og endnu et skærende hvæs lød fra dens mund. 

Marlene rettede sig op, med hånden presset imod det blødende øje. Med tænder bidt hårdt sammen. Hvad skulle hun gøre? Hvad fanden skulle hun gøre? Hun var fanget. Alene. Ingen ville komme og hjælpe hende. Hun kunne blot sidde der, magtesløs, hjælpeløs, og se på imens katten bukkede sig frem og indtog angrebspositur. Slået ihjel af et kæledyr. Det var fandme ironisk... 

Hun kørte blikket hen til skovkanten. Der lå altid et eller andet i skovkanten. En kæp. En sten. Et eller andet hun kunne bruge som våben. Hun lod atter sit blik køre imod katten. Det brændte og dunkede i øjet, smerten skar sig ind i kraniet. Blodet kildrede imellem fingrene, klistrerede sig ned ad hånden. Katten begyndte at kredse frem og tilbage. Som en tiger, der forsøgte at afskære sit bytte. Så så hun det. Stenen. 

Hun fjernede hånden fra øjet og rakte frem imod den. Katten hvæsede og sprang fremad. Marlenes fingre greb fat om stenen, netop som katten fløj i en bue gennem luften og hen imod hende. Strakte poterne frem. Kløerne glimtede spidst. Hun hævede stenen som et skrig forlod hendes læber. Hamrede den gennem luften.

Katten udstødte et klynkende "mijauw", som den blev slået til jorden. Marlene hamrede stenen ned i dens mund igen. Bankede tænderne løs. Katten vred sig. Stenen blev indhyllet i blod. Marlene slog ned igen. Det knaste. Katten spjættede en enkelt gang. Herefter blev der stille. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...