Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4596Visninger
AA

25. 23

Marlene havde lyst til at grine, da hun så sin far stå der, i døråbningen. Lyst til at grine, græde, kaste sig i hans arme, men kunne ikke røre sig. Al energien sivede ud af hende som luften fra en ballon, og hun følte at benene blev forvandlet til gelé under hende. Hun sank gentagende gange. Hendes far flyttede sig fra døren, usikkert på benene og med de rødskudte øjne fokuseret direkte imod hende. Bevægede sig frem imod hende. Det brændte på siden af hendes ansigt af tegningernes ubehagelige blikke, men hun prøvede så vidt muligt at ignorere det.

"Hvor har du dog været henne?" gentog hendes far, med en stemme der var blevet pludselig tung. Han standsede foran hende, så hun kunne lugte den sursøde alkoholdunst, der forlod hans læber i takt med hans vejrtrækning.

Hun prøvede at svare ham. Men kunne ikke. Hjertet pumpede stadig voldsomt afsted, og hendes hals havde snerpet sig sammen. Først stod han der bare. Kiggende på hende med de rødskudte øjne. Så lænede han sig forover, lod armene favne om hendes slanke krop for herefter at trykke hende ind mod sig. Marlene mærkede varmen fra hans brystkasse og vægten af hans arme imod sin krop. Det rungede igennem hende, da han begyndte at tale igen med en stemme, som dirrede på randen til gråd. 

"Jeg har været så bekymret for dig, Marlene. Jeg var så bange for, at... at der var sket dig noget. Jeg troede du var død. Jeg har prøvet at ringe rundt, men der var ikke nogen som kunne fortælle hvor du var henne. Jeg har ringet til dig flere gange, men du svarede ikke. Jeg var så bange, så... Åh, skat, jeg var så pisse bekymret." 

Når Brian græd, kunne Marlene mærke hans tårer bygge sig op som et voksende gnavende hul i hendes krop. Et hul, der gjorde ondt i hendes bryst, stak ind i hjertet og fik det til at stramme i hendes hals, så hun måtte sure læberne hårdt sammen. Hun kunne mærke, at han skælvede mere end han plejede, og da hun trøstende kørte sin hånd henover hans ryg, mærkede hun et vådt klistret område på det bagerste af trøjen. Sved. 

"Undskyld. Jeg var hos Nicolaj... Jeg ville bare... væk fra mor."

Ordene kom ud som en kvækken. Brian trak sig langsomt tilbage fra hende, med læber der sitrede. Hans hånd forblev dog på Marlenes skulder. "Det er okay. Jeg... Jeg er glad for, at du har været tilbage."

Han fjernede hånden fra hende. Kiggede tøvende i gulvet. Marlene modstod trangen til at vrænge på næsen af alkoholdunsten fra hendes fars mund. Fugtede læberne, som en ny tanke farede ind i hende. 

Hendes mor var der ikke.

"Far... Hvor... Hvor er mor egentlig henne?" 

Et underligt skær dukkede op i Brian, idet hun havde stillet spørgsmålet. Hans læber pressede sig sammen. Han kiggede fra Marlenes ansigt og ned til kniven, hun holdt sin hånd om. Kniven, Tina havde trukket indover armen. Kniven... Den fandens kniv... 

Han lukkede øjnene, prøvede at få synet væk. Hendes blodindhyllede krop, de dybrøde væskefyldte striber der gik tværs over hendes maveregion, hendes trusser og BH som var blevet røde af blod. Den sætning, der hele tiden havde forladt hendes læber. Ondskab... ondskab... ikke mere ondskab... Men det lykkedes ikke. Han kiggede væk fra Marlene som endnu en dunkene smerte, der føltes som små mænd der bankede ind på kranievæggen med mejsler, forplantede sig igennem hovedet. Han løftede hånden, pressede den imod panden, som en svigende og hul fornemmelse pressede sig op i maven. 

"Far?" Marlene stirrede på ham med en bekymret mine. Dette var ikke en reaktion der kom som følge af almindelige tømmermænd. Dette var en reaktion, man typisk kom med hvis man forsøgte at fortrænge en ubehagelig oplevelse, man lige havde haft. Hun havde set ham reagerer sådan før. Lige efter hendes mors sidste indlæggelse, hvor Catrine var kommet til at nævne episoden med selvmordsforsøget. Langsomt lod hun blikket glide fra sin far og ned til den mørkerøde, næsten sorte, kniv hun holdte i hånden. Begyndte at lægge to og to sammen, som endnu et jag af kulde forplantede sig igennem hendes krop. 

"Far, hvor er mor? Er hun... er hun okay?"

Marlene holdt af sin mor. På trods af det hele. Når alt kom til alt, selvom hun nok var den person, der bragte hende mest smerte, var hun stadig hendes mor. Og hun elskede hende. I de sjældne øjeblikke, hvor hun var den gode gamle mor - når ikke hun havde sine manier og depressioner, og hun ikke var enten indlagt eller tvangsindlagt -, så var hun et blidt, hjertevarmt menneske, der ønskede det bedste for sin familie. En mor, der elskede sine børn. Tænk nu, hvis det endelig var lykkedes hende at begå selvmord? Tænk nu, hvis det var derfor, far havde drukket meget mere, end han plejede? I et kort øjeblik, havde hun glemt alt om de dæmonisk udseende portrætbilleder, om Samanthas spøgelse, om alt det ukendte, der forfulgte hende. I et kort øjeblik, var det pludseligt som om, at alt hvad hun kunne tænke på, var hendes mor.

Hun begyndte at blive desperat, da hendes far stadigvæk ikke svarede hende. Hævede stemmen. "Far! Er mor okay?"

"Jeg... Jeg ved det ikke." Han drog sig endelig til at kigge på hende. Det, Marlene så i hans usædvanligt fokuserede blik og hans fortrukne ansigt, fik det til at risle koldt ned ad rygpartiet. Rædsel. Det hun kiggede på, var et ansigt der var fyldt med rædsel. Hendes tanker blev atter sorte. Kredsede på ny om den hvide tåge, Samanthas spøgelse, de dæmoniske portrætfotoer, skyggen på Nicolajs værelse, mareridtet, den lille pige der blev kørt over... Hun mærkede igen hvordan hendes fingre strammede sig hårdere om kniven endnu engang. 

"Hvad... Hvad mener du? Du ved det ikke? Far, hvad...?" 

Han afbrød hende ved at gribe fat i hendes højre håndled. Så hendes greb løsnede sig en anelse fra kniven. Han stirrede på hende med et vildt men ubehageligt fokuserende blik. "Marlene, vil du ikke være sød at lægge den kniv? Jeg vil ikke se på den."

Hun havde brugt en kniv. Det var Marlene klar over. Måske havde hun ikke begået selvmord... Måske havde hun skåret i sig selv. Måske havde hun endelig skiftet om til depressionen. Men det virkede underligt. Det plejede som regel at tage flere dage, nogen gange op til to uger, før hendes mor skiftede. Det var kun hvis hun var i det gode hjørne samtidig med at hun havde en depression, hvordan end det kunne lade sig gøre, at hun kunne skifte om og gå fra manisk til depressiv og til manisk igen flere gange i løbet af en dag. 

Men hun havde kun været I det gode hjørne. Der havde ikke været et spor af depression. Hun havde været højtflyvende, aggressiv og havde storhedsvanvid. Men hun havde ikke været depressiv. Så hurtigt plejede det ikke at gå. Måske var hun død. Måske havde hun fået et raserianfald, der gik udover far... Så han havde taget en kniv... Og... Tanken fik hende til instinktivt at trække hånden til sig. Bakke tilbage, som hjertet atter begyndte at hamre afsted. 

Brian begyndte at blive ængstelig. Som om han ikke brød sig om at være i lokalet længere. Som om... han var bange for noget. "Marlene, læg den kniv...!"

"Hvad er der sket med mor? Er hun... Er hun...!" Hun standsede efter hun havde bakket et par skridt tilbage. Tankerne snurrede rundt i hendes hoved. Skiftede imellem den kriblende følelse af hele tiden at blive overvåget, og den vridende kniv i brystet ved at tænke på, hvad der kunne være sket for hendes mor. Hun var ved at miste kontrollen. Hun var sikker. 

"Mor er indlagt." 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...