Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4564Visninger
AA

24. 22

Fiskene var døde. Allesammen. Det eneste, Marlene så som fyldte akvariet op da hun lod sit blik skanne vandet fra højre mod venstre, var fisk der lå med bugen i vejret. Lå og svømmede ubevægeligt i overfladen. Blev skubbet væk af boblerne fra pumpen i det ene hjørne. Klumpede sig sammen, omgivet af luftbobler der beklædte det glinsende skæl. 

Marlenes blik var fastholdt på akvariet med de døde fisk i et langvarigt øjeblik, før hun blinkende kom til sig selv. Lod sit blik fare fremefter. Videre op i resten af lokalet for enden af trappen. Det dunkede uregerligt imod brystbenet, som hun atter med nye forsigtige skridt bevægede sig op ad trappen. Den vedvarende prikken i nakken, steg som hun fortsatte op ad trappen. Nåede gulvtæppet der befandt sig for toppen. Hun standsede. Hev luft ned i lungerne. Skælvende. Det sitrede ubehageligt i hendes muskler, og den hånd som hun stramt holdte om kniven, var blevet fugtig og klæbrende. Hun kiggede først imod døren indtil badeværelset i den fjerne ende. Den dør, hun var løbet ud fra for godt 12 timer siden. Det var bag den dør, hele rædslen var startet. Bag den dør, som befandt sig ti meter længere fremme. Hun havde ikke lyst til at kigge på den. Det gav hende gåsehud. Istedet satte hun sig i bevægelse, undlod at kigge sig tilbage. Den brummende lyd af køleskabet blev blandet op af hendes fars højlydte snorken.

Hun fastholdte blikket imod de døde fisk. De skjulte usynlige øjne, fulgte hende. Døren ind til hendes forældres soveværelse, som befandt sig ved siden af badeværelsesdøren, stod åben. Langsomt satte hun sig i bevægelse derhen imod. 

Noget strejfede hendes albue. Hun snurrede rundt, så hun havde fokus imod trappen, akvariet og gangen hen til sit værelse. Hivende efter vejret, som hun lod blikket skanne rundt. Lukkede øjnene. Ikke græde, Marlene. Ikke græde. Ikke græde...

Hun åbnede øjnene. Lod sit blik standse ved døren indtil værelset. Pressede læberne sammen som hun kunne føle den vedblivende dundren fra hjertet helt op i sit halsparti. Tænkte på skyggen i Nicolajs værelse. På den hvidlige tåge bag vasketøjskurven. De hviskende stemmer. Pigen der hulkede. Samanthas selvportræt. De døde fisk, der flød livløst rundt i akvariets vandoverflade. Det var heroppe, alt var startet. Hun havde lyst til at kaste kniven, som hun svagt dirrende holdte i sin ene hånd, væk og tage benene på nakken. Løbe ud af huset. Gemme sig. Men det ville ingen nytte gøre, for hun kunne ikke gemme sig. Det havde oplevelsen inde på Nicolajs værelse, samt den vedvarende følelse af øjne, der betragtede hende og en usynlig person, som forfulgte hende, været et klart bevis på. Måske det ville hjælpe, hvis hun konfronterede sig selv. Konfronterede sig selv det sted, hvor hun havde følt den største rædsel nogensinde.

Med et bryst, der gradvist blev tungere og tungere og med ben der blævrede næsten følelsesløst under hende, satte hun sig i bevægelse. Mod døren. Langsomt. Lydløst. Det prikkede forfra. I siden. Bagfra. De skjulte blikke, kom fra alle sider. Hun var ikke i tvivl om, at hvis hun havde været som ham drengen der kunne se spøgelser i den der film med Bruce Willis - Den Sjette Sans, så vidt hun huskede -, så ville hun have set en hel hær omringe hende i dette givne øjeblik. Spøgelser. Det, hun for blot et døgn siden ikke havde betragtet som andet end indbildning. Latterlig overtro. 

Stemmer hviskede svagt et sted omkring hende. Eller var det blot i hendes eget hoved? Hun syntes hun så et eller andet ude i periferien af sit synsfelt. Noget der gled med afsindig fart gennem luften. Men da hun drejede hovedet, var der ikke noget. Det kunne være indbildning. Det kunne være rigtigt. Det kunne være hvad som helst. Hun nåede forbi akvariet, og fik en mærkværdig følelse af, at øjnene på de døde fisk kiggede på hende. Fulgte hende. Hun kiggede væk, med læberne som fortsat var presset til en utydelig lige streg. Væske pressede sig ud imod hendes hornhinder og det kløede under huden. De små hår på hendes arme rejste sig. Hendes hud var blevet dækket af myriader af små, ophævede prikker.

Trægelænderet, der adskilte etagen fra trappen, blev erstattet af den hvide gipsvæg, som snævrede gangen foran Marlene, betydeligt ind. Den halvåbne dør indtil hendes værelse kom tættere på. Hendes fortænder prikkede imod hendes underlæbe. Det hev i brystet, som mellemgulvet trak sig ukontrollabelt sammen i en tung, hurtig vejrtrækning. 

Hun standsede foran døren. Den elektroniske akvariepumpe summede svagt bag hende, blandede sig med den lystige klukken af de mange luftbobler. Hun havde før i tiden, tilvænnet sine ører så meget til lyden, at hun aldrig rigtig lagde mærke til den. Når stilheden havde lagt sig over gården, havde hun haft ro til at tænke. Stilhed... Hun skulle bare vide. Det, hun før i tiden troede var stilhed, kunne ikke sammenlignes med det, som havde lagt sig indover gården i nuværende stund. Stilhed kunne ikke beskrive det. Den sagte lyd fra akvariet, forekom næsten Marlene at være som et stereoanlæg, der var blevet skruet lidt for højt op. Selv hendes egen vejrtrækning og den hvislende lyd af hendes strømpesokker, som gled henover gulvtæppet, fik det næsten til at skrige i hendes ører og hendes krop til at trække sig intuitivt sammen. 

Spædbarnsgråden og pigen, der havde hvisket den mystiske sætning på engelsk, gav ekko på indersiden af kraniet, da hun ganske langsomt lod sin klistrerede, klæbrige håndflade berøre håndtaget på døren indtil værelset. Lod fingrene samle sig om det skinnende metal. Skubbede nedad. Hun havde aldrig før lagt mærke til, at døren gav sig med en svag knagen fra rammen af maling, der løsnede sig umærkeligt. Ikke før nu. Hun blev stående med hånden fremme, som døren vippede det sidste stykke. Bankede håndtaget ind i væggen, så hun havde frit udsyn ind til værelset. 

Hendes bærbare computer lå det sted, hvor den var landet. Ved siden af hendes seng. Med den ene side presset imod de lyse fyrretræsplanker, der udgjorde gulvet. Reolen der stod imod væggen i den modsatte side, overfor sengen. De tre DVD-film, der lå på en lang række henad gulvet. DVD-skiven, som reflekterede lyset fra vinduerne. Alt var uberørt. Skrivebordet for enden af reolen. De tilbagetrukne gardiner. 

Hun trådte langsomt ind på værelset, med de spredte fingre på venstre hånd som kørte indover den hvide gipsvæg. Hun tog sig selv i at hive mere luft ned i lungerne end nødvendigt, og hurtigere end hun burde. Men hun kunne ikke kontrollere sig selv. Hendes hals snørede sig sammen. En ubehagelig mundtørhed. Kulden, der skyllede indover hendes krop. Hun havde mere og mere lyst til at skrige. Græde. Frygtede at hun måske ville besvime. Eller miste kontrollen over sig selv. Hun nåede forbi den berømte Friends-plakat, den med de fem venner fra den populære Tv-serie, i sorthvid, siddende på en metalbjælke med udsigt til landjorden et sted langt nede. Marlene lod sine fingre køre indover papiret, plakaten var lavet af. Hun blev betragtet fra højre og venstre. Denne gang var hun sikker. Hun havde pludselig en usædvanlig frygt for, at kigge imod den plakat, som ellers i de sidste fire år, havde dækket hendes væg. De fem skuespillere, der hver udgjorde hovedpersonerne, gloede på hende. Hun var overbevist. Eller gjorde de? Var det bare hendes hjerne, der spillede hende et puds? Var det bare angsten, der dannede mareridtsbilleder i hendes hoved? Den stikken, der krøb sig ned ad hendes kinder, var temmelig overbevisende. Hun var ligeglad med, om de fulgte hende med blikket eller ej. Hun havde ikke tænkt sig at finde ud af det. Hun støttede sig fortsat til væggen, som hun nåede kommoden. Kommoden med de tre krus, hun havde malet på tilbage i folkeskolen under en sløjdtime. De mange tegninger af visne blomster og forskellige melankolske ansigter i de realistiske gengivelser, som var blevet hængt op på væggen over reolen med knappenåle. Hun lod ganske langsomt blikket køre hen til tegningerne. Standsede som en kold rislen forplantede sig ned gennem rygsøjlen. 

Den melankolske pige, som befandt sig i Marlenes øjenhøjde, virkede meget mere levende end hun plejede. Som Marlene med øjne, der gradvist voksede, og en ubehagelig klump i halsen, der gjorde det betydeligt sværere at synke, stod der på gulvet og betragtede tegningen, var hun i dette splitsekund overbevist om, at billedet havde forandret sig. Da Marlene om torsdagen havde siddet på bænken i gården og lagt en sidste hånd på tegningen, havde hun været omhyggelig med at lave sorte striber ned ad hendes kinder og gøre øjenbrynene løftede samt karakterisere de opadbuende furer i panden, så man ikke skulle blive i tvivl om hendes sindstilstand. Hun havde gjort sig umage med, at lægge alle skyggerne i ansigtet på den rigtige måde, så pigen kom til at se trist og melankolsk ud. Sørget for, at gøre mundvigende til to nedadbuende foldere. Men det ansigt, hun kiggede på, havde ikke sporet af melankoli over sig. Det ansigt, hun kiggede på, var fyldt med vrede. Folderne i panden var blevet lige. En kløft, som Marlene var helt sikker på ikke havde været der før, var dukket op lige over næsebenet imellem de to grå øjne. Blikket fokuserede ligeud. Intenst. Gennemborende. Et af den slags blikke, der gjorde at man fik følelsen af at blive ramt af usynlige brændende pile. Munden var en lige, sammensnerpet streg. Furerne i mundvigende var næsten væk.

Marlene kørte blikket op til de andre tegninger. De visne blomster var mørkere. Endnu mere falmede og endnu mere døde, end hun havde tegnet dem. De andre ansigtsportrætter - den rødhårede pige, brunetten med brillerne, drengen med det karseklippede hår og drengen med det lange blonde hår - var ikke melankolske. Den ene af dem, pigen med det røde hår, havde anlagt sine læber i et grotesk smil, der buede lidt for langt over kinderne. Hendes øjne var store. Vilde. Afspejlede en blanding af ondsskab og sindssyge. Drengen med det lange blonde hår, hvis triste blå øjne normalt vendte i den modsatte retning, til venstre mod døren som for at illustrere, at han ikke ville have at folk så hans tårer, skulede direkte imod hende. Den elektriske sitren bølgede henover hendes hud og hendes øjne blev fugtige. Hjertet hamrede endnu voldsommere end før. Hun havde ikke tegnet hans tænder. Det vidste hun. Men de var der alligevel. Grusomt blottet imellem hans delte læber, med fremtrædende scener der kun alt for tydeligt strakte sig nedover halsen. Bryn der var trukket sammen imod panden. Hun snappede efter luft, prøvede at synke. Al kuløren forsvandt langsomt fra Marlenes ansigt, som hun lod blikket fare henover de næste portrætfotoer. Brunetten med brillerne skulede henover kanten af brilleglassene. Et skævt smil var at spore på hendes læber, og det var som om hun med sin blotte stirren forsøgte at gøre nar ad Marlene. Prøvede at fortælle hende, at uanset hvor hun befandt sig, ville hun aldrig være alene. At hun ikke kunne flygte. Drengen med det karseklippede hår, som normalt havde et ansigt der blot stirrede imod et uspecificeret punkt direkte foran sig, havde ligeledes ændret sine øjnes stilling. Så de var fokuseret imod hende. Let skulende imod venstre. Marlene følte at hun skulle kaste op. En kvælende klump pressede sig op gennem spiserøret, snørede hendes luftrør til. Hun pressede hånden for munden med et ansigt, der havde antaget en bleg feberagtig kulør.

Herefter lyden af en hæs stemme, der snakkede til venstre for hende og fik hende til at fare sammen. 

"Hvor fanden har du været henne?" 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...