Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4659Visninger
AA

23. 21

Marlene var faldet i søvn i Nicolajs arme. Ikke fordi hun havde sovet ret meget. De havde ligget sammen på sengen, selv trods der ikke var den helt store plads. Hvilket gjorde, at Nicolaj ikke fik mere end en times søvn. Fordi den stilling, han havde lagt sig i, ikke blot forhindrede at han røg ned, men også var ekstremt ukomfortabelt. En stilling, der efterlod ham med ondt i nakken. Men han var ligeglad. Han vidste, at Marlene havde brug for ham. Så han var nødt til at gøre det. Selvom det ville ødelægge resten af hans dag. 

Hun vågnede klokken 9 næste morgen. Havde svært ved at bevæge nakken og med en pressende smerte langs med kraniet, som var blevet udløst af spændinger. Hun havde ikke lyst til at vride sig fri af Nicolajs greb, men lyden af kirkeklokkerne indikerede alligevel, at det var ved at være oppe ad formiddagen, og dermed på tide at stå op og tage hjem. Så ikke hendes far blev bekymret for hende. Det regnede hun ikke med, at hendes mor ville blive.

Selvom hun ikke ville hjem. Hun var knap vågnet, før hun atter så det for sig. Skyggen i hjørnet af Nicolajs værelse, ved fodenden af sengen. Skyggen der havde lignet omridset af en ung kvinde. Samt den mærkværdige drøm. Marlene var sjældent typen, der kunne huske sine drømme, og der som oftest forsøgte at glemme sine mareridt så hurtigt som muligt. Men denne drøm - eller mareridt, hvilket beskrivelsen passede bedre på - var en, hun ikke kunne slå ud af hovedet. Hun drømte om en person, der ikke var hende. Hvordan hun havde vidst det, var hun ikke klar over. Men det var Samantha. Hun kunne nemlig akkurat svagt huske ansigtet på den pige, der havde siddet i gangen med arkivskabene med tårerne trillende ned ad kinderne. Der havde været nogen, som havde slået og sparket hende... Samt et eller andet med et lille barn, der blev kørt over... Og... En pige der havde spejle istedet for øjne.

Hun kunne kun huske det i brudstykker. Episoden med silhuetten af den mystiske person, havde ligesom overskygget det andet. Det knugede i hendes bryst. Den mørke sky lukkede sig atter om hendes sind ved tanken om, at hun skulle tilbage. Tilbage til det, som var på gården. Det som forfulgte hende. Det, som hun desperat prøvede at komme væk fra. Hun troede at hun kunne være i sikkerhed hos Nicolaj. Men hvor havde hun dog været dum. Hun kunne ikke være i sikkerhed nogen steder.

"Nicolaj?" Med øjne, der var blevet brændende tørre efter at have grædt sig selv i søvn, ruskede hun forsigtigt i Nicolaj. Han gryntede, rørte lidt på sig. Hun bed sig i underlæben, som hun førte sin hånd ned til hans. Fjernede den langsomt fra sig, for derefter atter at ruske i ham. Det var ikke fordi han ikke måtte sove. Hun ville bare gerne sige farvel til ham, inden hun gik.

Endnu et snørklende grynt lød fra ham, hvorpå han ganske svagt åbnede det ene øje. "Hva' 'er?" Det var en kombination af en snerren og en mumlen, med ord der ikke var til at skelne kombinationen af. Selvom Marlene dog forstod betydningen af det.

Hun smilte forsigtigt, som hun satte sig op i dynen. Kiggede på ham. Han havde atter lukket øjnene. "Jeg vil bare gerne sige, at jeg tager hjem nu. Tak fordi at... Jeg måtte sove her. Du er fandme den... bedste kæreste som... en pige kan ønske sig. Og... jeg elsker dig."

"'kay... elskr o's 'ig...!"

Hun kyssede ham på kinden. Det brændte i brystet og kvælte sig til i halsen. Herefter skubbede hun forsigtigt dynen fra sig, skrævede over hans krop og stillede sig på gulvet imellem sengen og madrassen. Hun kunne høre på hans tunge vejrtrækning, at han var faldet i søvn igen. Gad vide om han overhovedet havde hørt det, hun havde sagt. Hun kiggede imod ham, og det gik op for hende, at det tågede slør der gled foran hendes synsfelt, var tårer. 

*

Der var en bank tæt på Forum, hvor Marlene kunne hæve 300 kroner til et klippekort indtil Høje Tåstrup. Hun undlod at tage metroen. Alt hvad der indikerede mørke og isolation - såsom en undergrundsbane -, mindede hende om Samantha. Om den sjæl, der hjemsøgte hende. At hun var forbandet. Forbandet, hjemsøgt og forfulgt. 

Hun havde aldrig nogensinde før, følt paranoia i dagslys. Især ikke i en bus fyldt med mennesker. Men denne gang, selvom hun sad på det bagerste bussæde ved siden af to indvandrere, der snakkede lystigt med hinanden, fornemmede hun alligevel en usynlig persons tilstedeværelse. Som om hun blev begloet fra alle sider. At to hænder befandt sig over hendes hoved. At en person stirrede på hende gennem ruden bagfra. Hun måtte stramme musklerne i sin krop, for at forhindre sig selv i ikke at begynde at græde. Eller gå i panik. Hun var overhovedet ikke alene. Hun blev forfulgt. Overalt. Prøvede ikke engang at gemme sig, for hun vidste at det var umuligt.

*

Marlene røg tre smøger lige efter hinanden, som hun ventede på S-toget til Høje Tåstrup. Hun kunne ikke sidde stille. Hver gang hun ophørte med at bevæge sig, blev den prikkende stikken i nakken af en person, der forfulgte hende, værrere. Hun måtte holde sig selv i gang. Selvom hun virkede splitterravende sindssyg, som hun gik der, vandrende frem og tilbage langs kanten af perronen som hun i automatiske robotagtige bevægelse hævede og sænkede cigaretten, var hun nødt til det. Hun undlod at kigge ind gennem den mørke tunnel, som jernbanesporet vred sig igennem. Den tunnel, toget ville komme fra. Af frygten for at se et lig eller et genfærd kigge tilbage på hende. Af frygten for at et eller andet, ville springe frem. Skræmme hende. Gøre ting ved hende, hun ikke havde fantasi til at forestille sig. 

Da hun steg på toget, var hun nødt til at vandre ned gennem tre coupéer for at finde den, hvor der var flest mennesker. Bare for at holde sig nogenlunde tryg. Hun sørgede for at sætte sig ved sædet overfor en jævnaldrende pige. Strakte det ene ben ud, så det lå henover sædet. Sørgede for at lade ryggen hvile imod ruden. Bare i tilfælde af, at hun ikke opfangede en reflektion, som ikke tilhørte hende selv. Hun lukkede øjnene. Forsøgte at distancere sig selv for omverdenen. Søvnen var hendes eneste flugtvej væk fra alt det, som hun ikke kunne se og ikke kunne forstå. Søvnen var det eneste, der kunne få hende til at slappe af.

*

Gruset knasede under hendes sko, da hun bevægede sig hen mod huset. Bilen holdt på dens sædvanlige plads i den fjerne ende af gårdspladsen, ved bagsiden af cykelskuret. Så der var altså nogen hjemme. Hun ignorerede virvaret af de mange flasker, som lå spredte på gruset omkring hende. Lod som om de ikke var der. Hun kastede et enkelt blik op imod vinduet indtil sit værelse. Intet usædvanligt. Men hun var alligevel ikke et øjeblik i tvivl om, at der befandt sig et eller andet deroppe, som kiggede tilbage på hende.

Det gøs ned ad hendes krop, da hun trak i dørhåndtaget og åbnede døren. Der lugtede surt. Af alkohol. Hun trådte ind, lukkede døren efter sig og lod herefter blikket rette sig igennem entréen. Hen mod trappen. En dyb, rungende snorken nåede hendes ører inde fra stuen. Far. Men hvad med mor? Sov hun? 

De hvide vægge gjorde entréen meget lysere om dagen. Selvom Marlene straks fornemmede et underligt mørke, straks som hun var trådt gennem døren. Der var mørkere i huset end der burde være. Og koldere. Meget koldere.

Da var det hun så det. Den blodige kniv, som lå dér, på gulvet foran hende, tæt på indgangen til trappen. Hendes øjne voksede ved synet og det snørede sig ubehageligt til i hendes maveregion. Hvad... Hvad lavede den kniv der? Og... hvordan kunne det være, at den var indsmurt i blod? 

"Hallo? Far? Mor? Jeg... Jeg er hjemme." 

Med stigende puls satte hun sig i bevægelse. Samlede kniven op. Vendte og drejede den. Blodet var tørret ind så det var blevet næsten sortfarvet. 

Hendes fars højlydte snorken brød igen stilheden. Hun rettede blikket fremefter. Pressede sine læber til en tynd streg som hun på ny rykkede sig frem. Forbi indgangen til køkkenet, hvor den kvalmende sødlige alkohollugt kom fra. Hun kiggede derind. Så de tomme flasker, der var væltet rundt på gulvet, samt halvdelen af den flaske, der var blevet smadret. Så den mørke plet af øl, der var blevet suget ned i træplankerne. Hun kiggede atter fremefter, som hendes greb strammede sig om kniven. 

"Far?"

Hun satte den ene fod foran den anden. Trak sig nærmere trappen og åbningen indtil stuen ved siden af. Standsede for foden af den opadgående trappe, og lod forsigtigt sit blik runde ind i stuen. Hun så hendes far der sad dér, i lænestolen. Med fronten imod hende og hovedet slaskende i en slap, foroverbøjet stilling. Brystet hævede og sænkede sig i den fortsatte tunge vejrtrækning. For hans fødder lå der to flasker Tuborg. Han havde drukket mere end han plejede. Der måtte være sket noget endnu mere dramatisk, end sædvanligt. Noget, som blot sendte endnu en kold bølge af rædsel ned langs med hendes ryg. Langsomt vendte hun sit hoved rundt så hendes fokus istedet var rettet opad trappen. Blodklatter. På hvert trin så hun dem. På nogen af dem var det små klatter der var spredt lidt hist og her. På andre var det klatter i forskellige størrelser, der lå i en stribe henad hinanden. Indtørrede og sorte. Hun kiggede ned under sig, og bemærkede ligeledes de mørke indtørrede striber, der fulgte entréen mod åbningen indtil køkkenet. Hun drejede hovedet den anden vej. Bemærkede atter de mørke pletter, som lå spredt på gulvtæppet i stuen.

Det sugede voldsomt i brystet, da hun på ny vendte sig rundt og fastholdte blikket imod toppen af trappen. Hendes fingre strammede sig om det sorte plastikskaft indhyllet i det mørke indtørrede blod. Satte sig derefter i bevægelse.

"Mor?" kaldte hun. Ingen anden lyd end den svage klukken fra akvariets pumpe samt den højlydte snorken fra hendes far nede i stuen. Trappen gav en lille knirken fra sig. Marlenes fingre blev hårde af at holde om kniven. Men hun nægtede at give slip. Hendes hænder begyndte at dirre, og hun havde svært ved at kontrollere den vejrtrækning, som kom i voldsomme stød. Hun nåede op ved siden af gulvet. Trappen fortsatte godt seks trin mere. Hun standsede op. Mærkede en anden persons tilstedeværelse. Hun skar tænder. Det var første gang, hun nogensinde håbede, at den person hun instinktivt følte var i lokalet sammen med hende, kun var hendes mor. Et menneske. Som hende selv. Men der kom ingen. Det var kun den konstante trykken i brystet og den vedvarende sitren henover huden, som indikerede at hun blev overvåget. Hun drejede hovedet. Mod akvariet. Stoppede brat hvorpå hendes øjne voksede ved det næste syn, der imødekom hendes blik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...