Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4622Visninger
AA

22. 20

Brian følte sig som en idiot, da han ankom på gården halv et. Som hans bil knasende kørte indover gårdspladsen, i retning mod ladeporten, begyndte hjertet at hamre stadigt heftigere imod indersiden af brystkassen. Sveden begyndte at perle frem på hans pande. Håndfladerne blev fugtige, klæbrede sig til det glatte rat. Munden tørrede gradvist ind og klumpen i hans hals blev stadigt større, så han forgæves prøvede at synke for at fjerne den, uden held. Han lod blikket fare hen mod indgangen til huset. Mod lysbjælken, som strakte sig ud fra den åbne dør indtil entréen. Det glimtende grus, som reflekterede de blege kegler af lys som blev sendt ud fra bilens forlygter. Lysstoflampen på siden af skuret, der tændtes da den indbyggede sensor registrerede bilens bevægelser.

Hvorfor han vendte tilbage hertil, vidste han ikke. Måske så han stadig havde et sted at sove. Selvom han havde mindre og mindre lyst til at blive der, jo tættere på holdepladsen mellem skuret og ladeporten, han nærmede sig. Han skulede hen mod indgangen. Der hvor han havde set den sorte skikkelse med de rødglødende øjne. Din fantasi, Brian. Intet andet. Selvfølgelig var han nødt til at komme tilbage. Hvis nu Marlene kom hjem i løbet af natten. Hun havde stadigvæk ikke givet nogen lyd fra sig. Men stadigvæk, så længe han ikke kunne ringe hende op, kunne han ikke overnatte på et hotel. Og det var der heller ingen grund til, prøvede han at overbevise den anden version af ham selv, som bestemt ikke var enig. For spøgelser findes ikke. Det er bare latterlig barnetro. Fantasi. Intet andet. Den fiktive stemme gav igen med et modspørgsmål, der fik Brians greb til at stramme sig om rattet. 

Hvordan ved du, at spøgelser ikke findes?

Hold nu bare kæft... Spøgelser findes ikke. Fordi de ikke gør. Basta. 

Selvom han et sted, dybt inde, ikke var overbevist. Han prøvede i det mindste på det. Prøvede i det mindste at fortælle sig selv, at der intet var at frygte. At hvad end han havde oplevet, så var det et produkt af hans fantasi. Det lykkedes i det mindste at lukke munden på den anden version af ham selv, som boede i hans hoved. Det var da en start. Så måtte han tage resten som det kom.

Han fangede to gule, cirkelrunde genskær et sted i mørket. Hjertets hamren blev stærkt forøget, indtil billygterne fangede den grålige pels, den løftede hale og de fire ben, som bølgede ud ad synsfeltet mod venstre. Katten. Det var bare katten. Gudskelov for, at det bare var katten. 

Han parkerede bilen mellem skuret og ladeporten. Trak nøglen ud, så den brummende motor standsede og blev afløst af stilheden, der lagde sig ind over køretøjet. Igen lod han sit blik pile hen til huset. Betragtede lyset der skinnede ud fra vinduerne i stueetagen. Betragtede den åbne dør indtil entréen. De mørklagte vinduer i gavlen på anden etage. De eneste to vinduer, han havde udsigt til, var dobbeltvinduet indtil Marlenes værelse samt vinduet der førte ind til det sted, hvor billiardbordet befandt sig. Det eneste, han kunne se bag glasrammerne, var mørke. 

Igen kiggede han imod åbningen indtil entréen. Tog en dyb indånding, for herefter at rykke i håndtaget på bilen. Han trådte ud på gårdspladsen. Gruset knasede højlydt under de sorte laksko, fik en bølge af elektrisk energi som oprejste hårene på hans krop, til at fare igennem ham. Han slukkede lygterne. Smækkede døren i efter sig for derefter med næver, der strammede sig så kraftigt til, at huden omkring knoerne farvedes vide grundet blodet, der blev presset væk, satte sig i bevægelse. Krydsede indover småstenene.

Knas... Knas... Knas... 

Han kørte flere gange sit synsfelt op til de mørklagte vinduer fem meter længere oppe. Hver gang med en underlig forvisning om, at nogen ville kigge tilbage på ham. Selvom der aldrig var andet end mørke. Mørke og glas, som reflekterede lyset fra lysstoflampen på siden af skuret bag ham. 

Han nåede entréen. Trådte gennem døråbningen og stoppede op på gulvtæppet. Den sødlige lugt af maling, snoede sig atter hen til hans næsebor. Gjorde luften underligt tung. Rivende. Han strakte armen ud bag sig, indtil han mærkede dørhåndtagets kolde metal imod sine fingre. Langsomt lod han døren blive lukket efter sig. Det var blevet køligt. Meget køligt. Hans blik kørte fra den opadgående trappe godt fire meter længere fremme, og hen til døråbningen indtil køkkenet på hans højre hånd. Lyset fra stuen kastedes imod væggen. Der var stadig lys i køkkenet såvel som entréen.

Det er bare din fantasi. Der findes ikke spøgelser. Der findes ikke spøgelser. Der findes ikke... spøgelser... 

Som han begyndte at bevæge sig ned gennem entréen, farede scenarierne atter henover indersiden af nethinden. Tina der trak det glimtende blodindsmurte knivsblad henover huden på sin arm, imens hun remsede den samme sætning op igen og igen. De underlige hviskende stemmer, som kom nærmere og nærmere, som forfulgte en. Det altopslugende mørke for enden af trappen. Den sorte menneskeskikkelse med de rødglødende øjne, som havde betragtet ham i kanten af døren. En kulde bredte sig igennem hans krop. Sveden klæbede tøjet fast til kroppen, så det gjorde det sværere at bøje ledende. Det dunkede hele vejen op i halsen, og den vibrante susen lød atter i øregangen. Den eneste lyd, han hørte som han yderst sagte bevægede sig ned gennem entréen, var køleskabets brummen inde fra køkkenet. Ingen hviskende stemmer. Ingen underlige susende lyde. Intet andet end den elektriske lyd fra et køleskab. Og alligevel, jo tættere på trappen samt åbningen indtil køkkenet, Brian kom, jo mere var han sikker på, at han ikke var alene. Selvom han stadig prøvede at argumentere imod det andet jeg i hans hoved. Nej, der er ikke nogen andre på gården, udover katten og fiskene i akvariet. Og så måske diverse insekter. Ikke andet. Ikke andet... 

Han standsede da døråbningen indtil køkkenet befandt sig på hans højre hånd. Fra hvor han stod placeret, kunne han lade sit blik glide op ad trappen, op til første etage. Det mystiske tætomsluttende slør af mørke, som havde gjort lokalet for toppen af trappen usynligt, var forsvundet. Det mørke, der nu mødte hans øjne, var den naturlige af slagsen. Den slags, som lyset kunne trænge igennem. Han kunne svagt skimte plankerne i loftet, samt genskæret fra akvariet, der befandt sig på den firkantede bordplade ved siden af gelænderet, der adskilte overeetagen fra trappen. 

Så havde det måske bare været hans fantasi. Selvom han stadig havde den kriblende følelse henover huden af, at nogen et sted i nærheden betragtede ham vagtsomt. 

Nej. Pjat. Indbildning. 

Han vendte blikket imod højre, da den surlige lugt af øl nåede hans næsebor inde fra køkkenet. Han fik øje på den væltede ølflasker, der var blevet delt i to så al indholdet havde spredt sig udover gulvet, hvor den mørke klistrede plet indikerede, at den alkoholiske drik var blevet suget ned i træplankerne. Måske permanent. Han så det for sig. Da han havde hjulpet Tina hen mod døren. De hviskende stemmer var kommet krybende imod ham bagfra, voksede i intensiteten. Han havde ved et tilfælde kigget ind i køkkenet, hvor han lige nåede at opdage flasken, som ved en usynlig kraft var blevet skubbet ned på gulvet. Nej, Brian. Ikke ved en usynlig kraft. Men ved den simple grund, at du havde stillet flasken lidt for tæt på kanten. Ja. Nemlig. Derfor. 

Lyden af kølepumpernes brølen samt den syrlige søde lugt af øl, fik pludselig spyttet til at hobe sig op i hans mund. Det dunkede igen imod kraniet. Han kunne allerede mærke den prikkende cremede fornemmelse af øl, som gled ned gennem svælget. Brusede ned ad spiserøret og ned i mavesækken. Den beroligende effekt, som beruselsen ville frembringe. Måske ville det kunne dulme hans nerver. Fjerne den dunkende hovedpine og de konstante indbildte øjne, der hele tiden kiggede på ham bagfra. Uden tøven bevægede han sig hen mod det glinsende køleskab. Øllen på gulvplankerne kunne være ligemeget. Han kunne altid se på det når det var blevet lyst igen. 

Med en tung arm der var blevet drænet for kræfter, åbnede han atter køleskabslågen. Lod muren af kulde ramme ham i ansigtet. I forsøget på at fjerne koldsveden. Tre ølflasker. Det var ikke nok, men han kunne altid gå ud og hente flere. Han tog de tre flasker, lukkede køleskabet og kiggede atter imod døråbningen. For tre timer siden, da han sidst havde stået her, var han blevet mødt af sin kone, der for første gang nogensinde, var blevet katatonisk. Gad vide hvilket syn, der ville møde ham nu? 

Han skyndte sig atter at kigge tilbage på køkkenbordet. Kapselåbneren lå dér, sølvmetallisk glimtende og klar til brug. Endnu et blik på døråbningen til entréen. Stadig kun lyden af køleskabets pumper, der summede intenst. Han rakte armen frem mod kapselåbneren, lod den glide nedover kapslen. Skubbede op.

Den velkendte lyd af undsluppet gas. Herefter den lille klirren, da kapslen landede på bordet. Blikket kørte atter hen til døren, fastholdte sig på åbningen og entréen på den anden side, som han førte flasken op til sig. Lod læberne lukke sig sammen om flaskehalsen. Herefter vendte han bunden i vejret. Åbningen indtil entréen forblev tom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...