Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4670Visninger
AA

4. 2

Marlene sad på sengekanten, som hun tastede Catrines nummer ind på sin Samsung Galaxy. Førte telefonen op til øret, som hun trak begge sine ben op på madrassen. Hun lod en enkelt gang sit blik fare hen til vinduet med de hvide trærammer, der vendte ud mod granskoven, som omkransede grunden. Himlen var blevet sort. Trods den udendørs kulde - det skulle blive ned til minus tre grader om natten -, lod Marlene alligevel vinduet stå på klem. Det gjorde hun altid inden hun skulle sove. Hendes seng befandt sig lige under ruden, så hun altid fik kold luft ind på kroppen. Det gav altid en helt særlig effekt hver gang man skulle sove. Gav rigtigt en lysten til at putte sig tæt ind til dynen. Af en eller anden mærkværdig grund fik det Marlene til at føle, at hun faldf hurtigere i søvn. 

Catrines stemme i den anden ende af røret, rev straks Marlene tilbage fra hendes linde tankestrøm. "Hey, Marle. Hvad så? Hvordan går det?"

"Hey, Trine." Marlene og Catrine havde altid for vane at tiltale hinanden med forkortelser. Som hvis de var bedste venner. Hvilket de egentlig i og for sig også var. Bedre ven end sin egen søster, fandtes ikke. Det var Catrine såvel som Marlene fuldstændigt enige om. "Det går vel meget godt. Jeg klarer da skolen."

Hun hørte lyden af en mandestemme, der skreg diverse skældsord ude i gården, og lod på ny blikket køre hen til vinduet. Hendes far havde drukket sig fuld igen, og stod nu og skændtes med de indbildte væsner, som altid syntes at plage ham ved mørkets frembrud. Det var kun om natten, han skændtes med dem. Var han fuld om dagen, blev han blot pludrende og sløv. Det var om natten, hans paranoia trådte i kraft. Af en eller anden mærkværdig grund, havde det altid fået hårene til at rejse sig på hendes krop.

Han skændtes med hans afdøde søster. Det var i hvertfald det som han sidst havde fortalt til Marlene. For tre dage siden. Der havde han ikke drukket ligeså meget som han plejede. Selvom Marlene mest af alt regnede med, at det udelukkende foregik i hans eget hoved, var der et eller andet ved hendes fars fantasi-skænderier, hun ikke kunne forklare. Det var som om, at hver gang hun betragtede ham gennem vinduet, som han gik der i gården, frem og tilbage, svingende med sin Tuborg, at nogen betragtede hende. At han gik sammen med en person, der kiggede imod hende. Fangede hendes blik. Hun troede ikke på spøgelser, så hun var godt klar over, at det mest af alt skyldtes frygten. Frygten af at se hvordan hendes far dag for dag mistede mere og mere af sin forstand og blev mere og mere paranoid. Derfor forsøgte hendes hjerne at finde en forklaring på det, som en form for virkelighedsflugt. At det - som hendes far selv havde sagt - var hans afdøde søster, han skændtes med. For så betød det, at han ikke var ved at blive sindssyg. Og så var det nemmere at overkomme.

"Hvem råber?"

Marlene blinkede et par gange ved lyden af Catrines stemme i røret. Hun blev siddende og betragtede vinduet. Skulle hun fortælle hende det? Catrine var jo, trods alt, den person, Marlene var absolut tættest knyttede til. Hun stolede mere på Catrine, end nogen andre. Selv Nicolaj. Derfor ville det heller ikke være specielt fair, hvis hun bare begyndte at lyve for den eneste person, hun virkelig kunne stole på. Hun sukkede tungt. Forsøgte at lægge skjul på de ubehagelige knugende følelser, der i dette øjeblik, væltede op i hende.

"Det... er far. Det er far, der råber."

"Du er bare en kælling! Ja, du hørte fandeme godt hvad jeg sagde til dig! Det er også din skyld! Ja, gu fanden er det så!" 

Det gjorde ondt i hendes mave og fik det til at løbe koldt ned ad ryggen ved lyden af hendes fars hæse skrig. Den tunge sky af mørke, hun altid følte hang over huset, sænkede sig nedover hendes værelse. Det var som hvis den truede med at opsluge hende. Hun måtte trække vejret dybt for at kontrollere de mange følelser, der væltede frem i hende. 

"Skændes ham og mor nu igen?"

Marlene ville ønske, at hun bare kunne sige ja. Ville ønske, at det kun var den samme gamle sang. Mor der havde fået endnu et raserianfald og far der råbende forsøgte at forsvare sig. Den gamle situation, Catrine var opvokset med. Hvis bare det var det. Så behøvede hun ikke at have de grusomme følelser, som boblede i hende. Så behøvede hun ikke at frygte, hvordan Catrine ville reagere. At Catrine havde det godt gjorde, at Marlene stadig følte at der var lidt lys til at bryde mørket, der hang over hendes liv. Hvis nu Catrine fandt ud af, hvad der var ved at ske med far... 

"Nej." 

"Nej?" Catrine lød forvirret. Marlene lukkede øjnene som hun mærkede hvordan væsken pressede sig svidende frem på bagsiden af øjeæblerne. "Marle... Vær ærlig. Er det mor og far, der skændes igen?"

"Trine, far er...!" Hun vidste ikke, hvordan hun kunne fortsætte. Ville ikke. Kunne ikke. Det var for hårdt. Kniven i hendes mave borede sig opad. Gennem mellemgulvet. Op mod brystet. "Trine, far er... Far er... Far drikker." 

Og så kom de. Tårerne. De tårer, hun havde kæmpet bravt på at holde tilbage. De tårer, hun først rigtigt registrerede da en slørende hinde lagde sig indover hendes øjne og en lun kildren forplantede sig ned langs med hendes kinder. Hun snappede efter vejret. Hun var ude af stand til at fortsætte. Lyden af hendes fars hæse skrig, nåede hendes ører. Skrig, hun kæmpede for at holde ude, men forgæves.

Endnu en snappende indånding, som Marlenes mellemgulv hævede og sænkede sig i en række af krampesammentrækninger. Tårerne gav slip fra hendes hage, dryppede videre ned på sengetæppet, som alt hendes fokus rettede sig imod vinduet. "Trine, jeg er fucking bange, jeg er? Lige siden du flyttede ind til København, er mor bare blevet endnu mere sindssyg. Og far... Når far drikker sig fuld... Så begynder han at snakke med en masse forskellige døde mennesker, der ikke findes. Jeg er bange for, han selv er ved at blive sindssyg. Jeg... Og... Jeg... Trine, jeg ved for helvede ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan snart ikke holde til at bo her længere. Et er at mor... At hun... at hun blev syg. Men far... Jeg... Jeg kan ikke klare det hvis han også bliver syg. Det kan jeg ikke."

Nu begyndte den ene tårer at falde efter den anden i en hurtig, ustandselig strøm. En hikkende vejrtrækning. Marlenes stemme knækkede, hun kunne knap få ordende ud. 

Der var stilhed i røret, som Catrine tillod Marlene at få grædt de værste tårer ud, før hun svarede hende. "Marle... Det er sgu noget lort med vores forældre. Det er det virkelig. Men du skal altså love mig altid at ringe, så snart der er noget."

"Jeg troede...!" Hun hev efter vejret, sank en klump og begyndte atter at tale. "Jeg troede, at du...!"

"Du troede at jeg havde det godt nu, og for at jeg blev ved med at have det godt, så var du nødt til at holde mig udenfor? Marlene, for helvede... Ej, men, sådan er det jo ikke. Prøv og hør, det er sgu da VORES mor og far. Men det er jo ikke for min skyld at jeg vil ringe og høre hvordan det går. Det er for din skyld. Jeg er her for dig, Marle! Det er det, søstre er der for. Og hvis du har brug for et sted at bo indtil alt det her - hvis det altså nogensinde sker - går i orden, så bare ring til mig. Min kæreste og jeg vil hellere end gerne tage os af dig. Det ved du."

Marlene nikkede, som endnu en hikkende vejrtrækning forlod hendes læber. Hun kunne ikke kontrollere det. Den ene bølge af gråd afløste den næste, skyllede indover hende som en tsunami af følelser. Hendes far der hæst skreg skældsord ud til de fiktive spøgelser, lød i baggrunden. Et sted ende i huset, hørte hun sin mor grine manisk. Hun havde lyst til at grave sig ned. Grave sig ned et sted hvor hun kunne være alene. Hvor hun slap for at høre på sin mors uhyggelige latteranfald, sine forældres skænderier og sin fars udbrud ude på gårdspladsen. Hvor alt der eksisterede var hende selv. Hende selv og ingen andre. 

"Marle?" 

Marlene kæmpede for at genvinde kontrollen, og måtte snøvle nogle gange ind før hun var i stand til at svare. "Ja?"

"Er det okay?"

"Nej. Eller, jo, men... Hvordan fanden skal jeg kunne flytte over til jer?"

"Det er da nemt nok... Marlene, sådan noget tager kommunen sig af. Og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg også det er det bedste. Både for far og mor men satme også for dig. Allermest for dig. For lige nu, der er du vigtigst."

"Det er okay." Hun nikkede, selvom hun godt vidste, at hendes søster på ingenmåde kunne se de handlinger, hun foretog sig. "Mange tak for tilbuddet, Trine. Jeg... Jeg vil tænke over det. Hvis det bliver værrere. Men ja, bortset fra det, så... Så går det meget godt." 

"Det var da godt at høre." 

Det lettede at skifte emne. Selvom det stadig brændte i Marlenes øjne og hendes vejrtrækning stadig var hikkende, så lettede det en betydelig del. Den mørke sky trak sig ud fra hendes værelse. Fik hende til at se lidt lysere på omgivelserne. 

"Hvad med dig og Nicolaj? Hvordan går det med jer?"

"Mega godt. Vi har halvårsdag i morgen." Tankerne om Nicolaj fik hende pludselig til at glemme problemerne. En pludselig varme skyllede indover hende. Rensede den sidste smerte, som havde bragt gråden frem i hende.

"Ja, det hører jeg. Det er seriøst for nice, at I har været sammen så længe. Du må elske ham meget højt."

Marlene smilede og gjorde et kast med hovedet, hvormed hun lod den ene hånd køre nedover sit ben. "Jaer. Det gør jeg også. Og han elsker også mig. Eller... Det er da i hvert fald det, jeg går ud fra. Og håber." 

Catrine kluklo. "Det gør han nok. Ellers havde I nok ikke været sammen så længe, skal du se. Men, øh, hvad så? Har I så planlagt noget særligt i dagens anledning?"

"Ja, faktisk. Han har tænkt sig, at vi skal ud og skøjte. Inde i Frederiksberg. Måske kommer vi et smut forbi jer, hvis det altså passer."

"Det ville da ellers være meget hyggeligt, men ærlig talt syntes jeg, at I skal være sammen med hinanden alene. Det tror jeg også Nicolaj vil sætte mest pris på." 

"Hm. Du har nok ret." Marlene tog et kig på klokken. Fugtede læberne, og koncentrerede sig atter om opkaldet. "Nå, jeg skal nå at læse en studieopgave færdig, så... Vi snakkes. Tak for hjælpen, Trine. Du er den bedste søster der findes." 

"Det manglede da bare. Og nej, DU er den bedste, Marle. Selvom du sgu kan være den mest irriterene lillesøster og man bare nogengange får lyst til at rive hovedet af dig, så kan jeg ikke lade være med at holde af dig. Men ja, vi ses. Hils."

"Mange tak." Marlene rystede smilende på hovedet. "Det skal jeg gøre og i lige måde. Hej." 

Selvom hun kunne snakke uendeligt resten af aftenen, havde hun ikke tid. Hun manglede kun at få læst få sider. Så håbede hun bare, at hun kunne koncentrere sig for sin fars skrålen. Samt de enkelte makabre latter, som manisk lød fra hendes mor inde i huset fra tid til anden. Dog, da hun havde rejst sig for at bevæge sig over mod skrivebordet i den modsatte ende af værelset, tog hun et enkelt blik ud ad vinduet. Hun så silhuetten af sin far stå der, nede i gården, og svinge sin flaske. Lyset fra den elektriske lanternelygte på siden af cykelskuret i den modsatte ende, fortrængte noget af mørket og fik gruset til at glitre. Og i dette øjeblik var det som om, at en anden person befandt sig ude på gårdspladsen sammen med hendes far. En person, kun han kunne se. Nakkehårene rejste sig, og hun skyndte sig at vende hovedet væk, for istedet at sætte kurs imod sine lektier. Uanset hvad hun bildte sig selv ind, så vidste hun at det ikke ændrede på det faktum, at hendes far var ved at blive syg. 

Et faktum, hun med gru vidste at hun var nødt til at indse. Hvor lidt hun så end ville. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...