Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4593Visninger
AA

21. 19

Pigen klemte ryggen imod metalskabet som hun samlede benene foran sig. Tårerne stribede ned ad kinderne. Den sorte mascara, hun havde påført sine øjenvipper, blev skyllet ned med de saltholdige dråber, så aflange sorte mærker blev efterladt i deres kølvand. Hun sad i en aflang tom gang, med arkivskabe af metal på begge sider. Gulvet var af blanke hvide klinkefliser. Væggen af gule mursten. For enden befandt der sig en bred dobbeltdør af metal med en tilhørende glasrude. Hendes gråd var det eneste, som fyldte den langstrakte korridor. 

"Fucking luder." En fod farede igennem luften. Ramte den mørkhårede pige, så hun bøjede sig fremover. En høj dump lyd. Spyt og savl, der i en stråle sprøjtede ud ad pigens mund. "Lille slutty møgso. Du duer ikke til en fandens fucking skid. Fucking mær!"

"Barnemorder! Ondskabsfulde kælling! Du skal bare brænde i helvedet, din psykopattøs!" 

En lille pige på godt fire år, bevægede sig frem. Henover vejen. To lyskegler oplyste hende. Hun drejede hovedet. Hendes blå øjne var låst fast imod det monstrum med de skarpe forlygter, der buldrede imod hende. En Honda med to piger kom nærmere. To piger på godt de 16, der lo og ikke var opmærksomme på hvad der foregik omkring dem. Det var pigen i højre side, på passagersædet, der først fik øje på den lille lyshårede pige. Hun åbnede munden. Råbte noget. Der var ikke nogen lyd. En forrude der splintreredes, som en lille barnekrop hamrede imod glasset. Et baghoved der sprængtes. Blod der stænkedes til alle sider. En piges store blå øjne. En mund spærret op i et lydløst skrig.

Brunetten havde to ovale spejle som øjne. Et grædende spædbarn. Liget af en lille pige på asfalt, med blod omkring sig. Hvepse der summede. En hånd med en bloddryppende kniv, som skar sig ind i hud og efterlod sig en stribe fyldt med tyk rød væske. En hulken der gav genlyd. En sort skygge med rødglødende øjne. En træplade der splintreredes. Et kors. En voksen mand med strithår og vilde brune øjne, der råbte et eller andet. Der var ingen lyd overhovedet. Små spytdråber sprintede ud fra den bevægende mund.

To arme med blodige vandrette striber. En grædende pige der sad på et toilet. Den skrigende lyd af et tog. En krop, der faldt forover. En askegrå lille lyshåret pige uden noget ansigt, som stod i hjørnet af et soveværelse med en kniv i den ene hånd. Et tog der kørte. En krop der faldt forover...

 

Marlene slog øjnene op, og hev en mundfuld luft ned i lungerne. Mørket flimrede omkring hende. Den skrigende lyd af et togs hjulsæt, gav genlyd på indersiden af hendes kranium. Hun følte sig desorienteret og havde svært ved at finde ud af, om hun vendte på hovedet eller om hun stod op. Vidste ikke hvor hun befandt sig. Blinkede et par gange med øjnene. Samanthas ansigt stirrede tilbage på hende i selvportrættet, med to tårer der trillede ned på hver side ad næsen. Hjertet hamrede voldsomt imod brystet, og det tog yderligere nogle langvarige momenter for hende, før hun lagde mærke til, at hendes kinder var våde. Fugtige. Langsomt løftede hun hånden, og lod dem berøre kinden. Tårer... Hun havde grædt.

I dette splitsekund prikkede det imod huden, og en fornemmelse af at hun blev overvåget, dukkede på ny op i baghovedet. En fornemmelse af at der stod nogen og kiggede på hende i den anden ende af værelset. Hun fjernede langsomt hånden, og lod blikket rette fremefter. Lod øjnene følge striben af lys, der blev sendt fra gadelampen på den anden side ad vinduet. Ophørte øjnenes flugt da hun nåede det sted, hvor lyset ramte.

Det var en næsten utydelig silhuet. Som en skygge, man kunne se igennem. Krøbet sammen i hjørnet. Til at begynde med, lignede det blot en helt almindelig skygge. Men som Marlene havde fået blinket nogle gange og betragtet silhuetten nærmere, opdagede hun at det ikke var tilfældet. Jo mere hun kiggede på den, desto mere var hun sikker på, at den sorte gennemsigtige skikkelse var silhuetten af et menneske, der sad med ryggen imod væggen og benene klemt ind mod brystet. Med fronten imod hende. Det var kun et omrids, men alligevel var silhuetten klar. Tydelig. Et par øjeblikke mere, og Marlene var derefter overbevist om, at det var en menneskeskikkelse. Hendes hjerte begyndte at hamre og det gnavede ubehageligt i hendes mave. Hun prøvede at flytte blikket. Kunne ikke. Hun surrede læberne sammen, mærkede væske hobe sig op i øjnene. 

Skikkelsen bevægede sig. Den rettede sig glidende, i et næsten utydeligt flimmer, op i stående stilling. Selv trods Marlene kunne se direkte igennem den mørke silhuet, og det ikke så ud til at den havde hverken øjne eller ansigt, var hun alligevel overbevist om, at den kiggede direkte på hende. Hun åbnede munden og skreg, som hun panisk kravlede bagud. Hendes ryg ramte radiatoren bag hovedgærdet med en hul dump lyd. Silhuetten blev blot stående op ad væggen, gennemsigtig og næsten utydelig, med noget der lignede to arme som hang ned langs siden samt omridset af hår der afgrænsede det, der mindede om et hoved. Skyggen var knap tydelig, en silhuet i mørket, men alligevel var Marlene sikker på at der var tale om en person. Hendes skrig blev serievist, som flere tårer løb ned ad hendes kinder. Hun prøvede at kæmpe sig længere væk, men radiatoren var i vejen. 

Nicolaj vågnede. Slog refleksivt ud i luften, indtil det gik op for ham at skriget kom fra Marlene. "Hvad fanden?" udbrød han, lettere mumlende, for derefter at vende sig rundt, rejse sig i siddende stilling og lade hånden fare op til skrivebordet lige over ham, hvor fingrene fandt vej til nattelampen. Han aktiverede kontakten for foden. Mørket opløstes på et splitsekund. Der var intet for enden af sengen andet end reolen samt plakaten med Nik & Jay mellem reolen og døren. Marlenes skrig blev forvandlet til en hæs serievis gråd. Hun blev liggende, krøbet sammen imod hjørnet af sengen, med siden af hovedet hvilende imod væggen og de tårerfyldte øjne rettet på punktet, hvor skikkelsen havde befundet sig. Nicolaj rejste sig op, og greb fat i hende. 

"Marlene. Marlene, hvad skete der? Marlene?" 

Hun lukkede øjnene. Udstødte en stødende, rykvis vejrtrækning grundet mellemgulvet, der trak sig ukontrollabelt sammen. Han fulgte hendes blik imod hjørnet. Så intet andet end reolen og plakaten. Kiggede atter på Marlene, som blot befandt sig der foran ham. Med en krop der bølgede rykvist og en hæs gurglende gråd der forlod hendes mund. Ansigtet var opsvulmet, rødtonet. 

"Marlene, for helvede." Han lænede sig frem imod hende. Lod sine arme omfavne hendes krop. Hun reagerede instinktivt, slog sine egne arme omkring hans flanker og hev sig ind i hans favn. Trykkede sig imod brystet. "Det var bare en drøm. Der er ikke noget. Det var bare en drøm." Marlene strammede sit greb om ham. Nægtede at give slip. Hun ville ikke sove igen. Aldrig nogensinde. Den skikkelse var ikke en drøm. Den skikkelse var virkeligheden. Og det var en virkelighed, hun ikke havde lyst til at se i øjnene. At hun ikke var sikker. Ikke i armene på Nicolaj, ikke derhjemme... ingen steder. Samanthas ånd var kommet for at blive. For at hjemsøge hende. Præcis som Marlene havde frygtet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...