Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

46Likes
84Kommentarer
4834Visninger
AA

20. 18

Brian hadede psykiatrisk afdeling. Ikke pågrund af patienterne. Eller pågrund af lugten.

Nej, han hadede den psykiatriske afdeling på grund af minderne. Minderne om hans kones anfald. Første gang hun havde været indlagt, var dengang hun havde forsøgt at hænge sig selv på soveværelset. Efter at have skåret i sig selv med en smadret flaske. Han huskede stadig de dybe blodfyldte striber, tungen der i en kvælende rallen hang ud fra munden, de blodskudte øjne og de hæse kvalte skrig efter hjælp. Rebets løkke, som havde skåret sig ind i huden på hendes strube så mørkerøde strømme af blod var begyndt at sive ned langs med halsen. Benene, der spjættede svagt i luften. Blikket, der var fjernt og blankt grundet iltmangel og ansigtet der havde antaget en blålig violet farvebetoning. Han havde haft mareridt i flere uger efterfølgende. Det var disse minder - minder om Tinas selvmordsforsøg og voldsomme raserianfald - som i en billedstrøm kørte henover nethinden. Minder, der gav ham kvalme og fik det til at klø i fingrene efter følelsen af, at holde en flaske med sprut i sit greb. 

Han havde under hele forløbet med Tinas indlæggelse, glemt alt om Catrine og Marlene samt den mystiske skygge med de lysende røde øjne. Det eneste, han havde i tankerne, var at finde ud af, hvad der var galt med hende. Bagefter havde Anne trukket ham til siden, og lettere arrigt spurgt ham hvorfor han ikke havde ringet og fortalt, at hun ikke tog sin medicin. Præcis hvorfor, vidste Brian ikke. Måske fordi han havde været bange. Måske fordi han havde været magtesløs. Han havde bare troet, at man kun kunne tvangsindlægge hende, hvis hun var til fare for sig selv eller andre. Hvilket hun også var. Så det var en dårlig undskyldning, havde Anne Bjergmand fortalt ham. "Og så passer det ikke helt det du siger. Hvis patienten er åbenlyst sindssyg, hvilket hun var, så har man pligt til at indlægge hende. Det står der i loven. Og det har du også fået at vide så mange gange før. Det ender med at jeg indberetter det her til myndighederne. Det er sgu ikke i orden!" 

Brian græd sjældent. Men denne sene aften, brød han sammen. Presset han var blevet udsat for. Skrækken i huset. Det hele blev for overvældende. Anne forstod, at han virkelig ikke havde haft nogen idéer om det. Han havde virkelig ikke vidst, hvad han skulle gøre. Så derfor slap han med en advarsel. Men for eftertiden blev der holdt skarpt øje. Og hvis der skete det mindste, og han ikke gjorde noget ved det, blev det indberettet. Så vidste han det. 

Han sad lige nu på sofaen nede ved modtagelseshallen. Med hænderne imellem sine ben og hovedet bøjet. Magtesløs. Han rystede svagt på hovedet, og lod hænderne dække sit ansigt som han førte blikket fremefter. "Du er en idiot, Brian. En fucking idiot," mumlede han sig selv og lukkede øjnene. Hvordan kunne han ikke have tænkt på det? Hvordan kunne han bare have fortsat med at lade Tina leve i sindssygen? Han havde været bange for hende. Bange for at gøre noget. Selvom han kunne. Og det gik ud over hans børn. Hvorfor var han også så dum?

Han vendte blikket rundt og så ud ad ruden. Parkeringspladsen var synlig mellem buskadset. En gadelygte lyste et sted i baggrunden. Han kunne ligesågodt ringe til Marlene, og fortælle hende hvad der var sket. Sådan så at hvis hun kom hjem og opdagede at der ikke var nogen, så... ja, det var sikkert bedst. Så kunne han måske også glemme alt det kaos, der havde været sket. Nu vidste han hvad han skulle gøre til en anden gang, hun blev sindssyg. Tina behøvede jo heller ikke at finde ud af det. Gjorde hun vel? Man kunne tvangsindlægge anonym. Det var en detalje, han ikke havde vidst før. Godt nok ærgrede han sig over, at han ikke havde fået det at vide langt tidligere, men sket var sket. Og der var ikke så meget at gøre ved den sag.  

Han ringede Marlene op. Lod blikket køre henover modtagelseshallen, som han ventede. Det høje loft. De grå vægge. Linoleumsgulvet. Skillevæggen indtil det næse ventelokale. Potteplanterne som befandt sig ved siden af elevatoren der førte op til psykoseafsnittet. Det sted, Tina befandt sig i dette givne øjeblik.

"Katatoni ses oftest hos angst og skizofrenipatienter. Ikke folk med affektive lidelser. Er du sikker på, hun ikke er gået i chok?" huskede han at den ene af psykiaterne forvirret havde sagt, da Tina var blevet hjulpet gennem indgangen. 

Ja. Det var Brian et hundrede procent sikker på. Og efter Tina havde sagt den sætning, der fik hårene på hans krop til at rejse sig - "Ondskab, ondskab, ikke mere ondskab" - var psykiaterne blevet overbevist. Nej, det var ganske rigtigt ikke chok. Det var en kataton psykose. Afsted med hende. 

Han pressede læberne sammen og lod fokus rette sig imod de sorte bukser samt skjorten med det tilhørende slips og som afslutning de sorte laksko. Hans arbejdstøj. Fuldstændig malplaceret i et sted som dette. Men så igen, hvis folk gik forbi, kunne de sikkert foranlediges til at tro, at han også var patient. Måske at han havde en eller anden vrangforestilling om, at han var en chef i et eller andet højtstående firma. Det passede ham fint. Så var han usynlig. Så var der ingen, der ville lægge mærke til ham. Så kunne han være i fred.

Lyden af Marlenes stemme fra voicemailen, brød den lange række af konstante klartoner. "Ja, hej. Det er Marlene. Du har ringet. Jeg er her desværre ikke lige nu, men du kan da lægge en besked eller noget, og så ringer jeg tilbage så snart jeg kan. Ha' det godt. Hej, hej." 

Der blev lagt på.

Brian sænkede telefonen. Hvor kunne hun være blevet af? Det lignede hende slet ikke at lade være med at svare. Og hun var ikke typen, der blot glemte at oplade sin telefon. Hun opladede den altid. Og havde den altid på sig. Hun kunne nemlig ikke undvære den. 

Kunne Tina måske...? Nej, Brian, ikke de tanker. Tina kan være voldelig. Men hun slår ikke mennesker ihjel. Det vidste han. Det havde hun ikke i sig. Den eneste person, hun havde størst chance for at dræbe, var sig selv. Også selvom hun fik raserianfald. Hun var oftest mest bare verbal. Ikke fysisk. Nej... Nej, hun kunne umuligt være blevet myrdet. Men det lignede hende alligevel ikke at undlade at svare.

Nå, tænkte han. Så kan det sgu være hip som hap. Så ringer jeg sgu bare til Catrine istedet. Det kan også være, hun ved hvor Marlene er.

Han førte på ny telefonen ind til øret, og kiggede henover modtagelseshallen. Glasdøre gik op. To forældre med bekymrede miner samt en politibetjent, kom gående ind med en ung mørkhåret pige, der efter udseendet så ud til at være på nogenlunde Marlenes alder. Hendes øjne var store. Udspilede. Som om hun var i panik. Han så hvordan hun omgående bøjede hovedet, for herefter at presse begge sine hænder op for ørerne. Ligesom man gjorde når man prøvede at holde høje lyde ude.

Hendes vejrtrækning blev hivende. Klynkende. "Få dem til at holde op! Få dem til at holde op!" 

Brian mærkede klumpen i halsen ved synet. Pigen med det mørke hår havde tårer i øjnene. Han så hvordan moderen forsøgte at berolige hende. Klappe hende trøstende på skulderen. "Der er ikke nogen. De kan ikke gøre dig noget."

"STOP SÅ! LAD MIG VÆRE! LAD MIG SÅ VÆRE!" 

"Hallo?"

Catrines stemme slyngede omgående Brian tilbage til virkeligheden. Han blinkede og holdte fokus imod telefonen. "Ja, hej, skat, det er far."

Pigen begyndte at græde. "Stemmer i hovedet, forfølgelsesforestillinger - muligvis skizofren," var der en der sagde. Pigens gråd tiltrak sig Brians opmærksomhed. Han skar tænder. Han hadede høje lyde. Og denne lyd af pigens gråd og skrig, var for gennemtrængende. Han lukkede øjnene, prøvede at få lyden væk. 

"Få dem til at holde fucking OP!" 

"Hej far." Brian havde svært ved at distancere sig fra den panisk skrigende pige og Catrines stemme i røret. "Hvad så?"

"Er Marlene hos dig?"

Han kiggede imod pigen. Hun løftede blikket. I dette øjeblik var det som om at hun så på ham. Direkte på ham. Hjertet pulserede, og han skyndte sig at se væk. 

"Nej... Hvorfor? Er der da sket noget?"

"Det ved jeg ikke... Altså, jeg sidder lige nu på psykiatrisk... Mor er blevet indlagt. Øhm, og, øh... Jeg prøvede at ringe Marlene op, men kunne ikke få nogen forbindelse. Det skulle vel ikke være sådan, at du ved hvor hun er?"

"Nej... Nej, jeg har ikke hørt fra hende. Har du tjekket hos Nicolaj? Det kan være hun er taget over til ham. Far, hvad... Hvad er der med mor?"

"Årh, bare det sædvanlige. Men... Du har ikke hørt fra Marlene." Han løftede atter blikket. Pigen fulgte med sine forældre samt to psykiatere. Hun kiggede atter imod ham. Hendes øjne blev fyldt med skræk, hvorpå hun vendte hovedet væk fra ham for derefter at bevæge sig hurtigere afsted. Som om hun flygtede fra nogen. Eller noget. Hvilket øjeblikkeligt fik ham til at komme i tanker om skyggefiguren, der havde stået i åbningen indtil huset. Kigget imod ham. Pludselig havde han ikke lyst til at vende tilbage. Nogensinde. Overhovedet. 

"Nej. Far, seriøst, fortæl hvad der er med mor...!"

Brian hørte det ikke. Den sorte skygge med de røde øjne viste sig atter i hans erindring.

"Okay, se om du kan ringe til hende på et senere tidspunkt. Jeg skal nok give besked hvis jeg hører noget om mor. Vi ses skat." Han lagde på før hun overhovedet nåede at svare tilbage. Herefter blev han siddende, som han stirrede ligefrem for sig. Hvor lidt han end havde lyst, var han nødt til at tage tilbage til huset. Måske havde det blot været hans fantasi, der havde spillet ham et puds. Måske havde den mystiske figur blot været noget, som var blevet skabt af hans egen hjerne. Noget, som ikke var virkeligt. For der fandtes ikke ånder. Eller andet der lignede. Det var umuligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...