Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4548Visninger
AA

19. 17

Nicolaj placerede madrassen på gulvet, og vendte sig imod Marlene. Et smil spillede sig på hans læber som han rettede sig op. Hun sad blot der. På sengen. Pakket ind i tæppet, og med hovedet hvilende imod kanten af den hylde, som udgik fra væggen. Hendes blik var rettet imod et ikke nærmere defineret punkt i luften. Hendes øjne var stadig røde. 

"Hey. Marlene."

Hun løftede brynene og lod sit blik glide hen til ham. Selvom hun så det opblødende smil der buede sig opad på hans læber, havde det ingen effekt. Den mørke sky havde omfavnet hendes sind. Hun var i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde ville kunne føle glæde igen. Det eneste, hun i det mindste var bare nogenlunde glad for var, at hun ikke blev forfulgt. Ikke herinde. På Nicolajs værelse. At det, som forfulgte hende, var hjemme på gården. Det var i hvertfald det, hun valgte at tro på. 

Nicolaj sukkede, og satte sig i bevægelse imod hende. Placerede sig selv på sengen. Fjedrene fik madrassen til at hoppe en enkelt gang. Han tog hendes hånd. Lod tommelfingeren køre henover den lune hud, der beklædte hendes håndryg. Hans berøring fik på intet tidspunkt den sitrende kildren til at støde igennem hende, som den plejede. Alt hun kunne tænke på, var selvmord. Selvmord, forbandet, besat... Det var de samme tanker, der afspillede sig om og om igen i hendes kranie. 

"Marlene." 

Hun skulede til ham. Han fugtiggjorde læberne, forsøgte sig på at komme med endnu en sætning. 

"Hvad skete der? Da du kiggede på billedet?"

Hun var fristet til bare at fortælle ham det. Fortælle ham om synet af pigen, der lod sig falde forover. Om den skærende spædbarnsgråd. De hviskende spøgelsesstemmer. Den hvidlige tåge. Vasketøjskurven, som væltede. Men hun lod være. Det var for åndssvagt til at være sandt. Han ville ikke tro ham. Det var hun sikker på. 

"Jeg... Ikke noget særligt."

"Ikke... noget... særligt?" Brian betvivlede det hun sagde. Det stod klart ved det ene bryn, som var blevet løftet højere end det andet. 

Hun rystede på hovedet. "Det var bare min fantasi. Forbandelser findes ikke... Og hvis jeg virkelig tror på, at de gør, så er jeg sindssyg. Andet vil ikke give mening." Det var ord. Tomme falske ord, og så snart de havde forladt hendes læber, ville hun ønske at hun kunne putte ordene tilbage i hendes hals og forhindre dem i nogensinde at komme ud. Hun havde lige løjet for ham. Op i hans ansigt. Den person, som hun gang på gang havde skældt ud for at have en lidt for lemfældig omgang med sandheden, havde hun nu selv løjet for. 

"Og du er sikker?"

Havde man først sagt A måtte man også sige B. Hun påtrængte et nik, som det krævede al sin mentale overtalelse at frembringe. Den imaginære brod borede sig ind i kødet på hendes hjerte. Vred sig dybere ind gennem blodåre og hjertekamre. 

"Fuldstændig." Hun måtte stramme halsmusklerne for ikke at komme til at kvække. Hun tvang sig selv til at kigge Nicolaj i øjnene. Håbede på at hendes flakkende blik ikke ville afsløre den løgn, hun desperat forsøgte at holde skjul på. Det var bedst sådan. Han havde set nok. Hun ville ikke udsætte ham for mere på én aften. 

I lang tid stirrede han blot på hende. Tavs. Stille. Så nikkede han svagt. Smilte. "Okay så. Du virkede bare meget oprevet...! Altså, selvmord eller ej, så er den myte ikke andet end en myte. Jeg kiggede på billedet, godt nok ikke i fem minutter, men jeg kiggede på det og der skete ikke noget. Og ved du hvad? Jeg tror faktisk det vil være en god idé, hvis du fik noget søvn. Jeg går nok også snart i seng, men... Ja... Jeg tror bare det vil være godt. Du virker til at have oplevet lidt for meget på én dag. Og undskyld, hvis jeg løj for dig."

Et lille smil krusede sig uundgåeligt på Marlenes læber, som hun slog blikket ned. Trak på skulderen. Hvis bare det passede... Hvis bare det hele var en myte... Hvis bare...

"Det er okay." Hun kiggede på ham. "Tak, Nicolaj. Du er en fantastisk kæreste. Undskyld for det flip jeg fik, det...!"

"Det er okay." Han klemte sine fingre om hendes hånd. "Med sådan en familie, så kan jeg sgu godt forstå dig. Og det er ikke en løgn, bare hvis du skulle være i tvivl. Men bare du ved, at der altid er plads til dig her. Og at... At jeg elsker dig." 

Marlene kiggede på ham. Nikkede. "Mange tak. Det betyder meget...!" Hun skulede ned på madrassen, som han havde lagt på gulvet ved siden af sengen. "Men... Altså, jeg sover virkelig dårligt på en madras, og...!"

"Så er det godt, du skal sove i sengen. Madrassen er min. Altså, hvis der var plads til os begge på sengen, så... Men det er der ikke. Så derfor må jeg bare tage madrassen." Marlene kluklo. 

"Mange tak." 

"Det behøver du sgu ikke takke for. Jeg gør det fordi jeg bare gerne vil have, at du har det godt. Og det var forkert af mig at fortælle dig den historie om Samantha... Altså, det er ikke derfor du får sengen, men jeg sagde det fordi du bare skal vide, at..." 

"Det er okay, Nicolaj. Du er godkendt." 

Han rynkede panden. "Godkendt? Til, øh, til hvad?" 

Marlene rettede sig op og rykkede sit ansigt imod ham, som smilet på hendes læber blev stadigt bredere. "Godkendt til et megasnav. Fordi du er verdens bedste kæreste."

Hun lod sine læber lukke sig sammen om Nicolajs. Mærkede den klistrede fugtige overflade. Åbnede og lukkede sin mund i gentagende små, klistrede smæld, kæmpende imod tårerne der pressede sig svidende frem i hendes øjne. Hun hadede at hun var nødt til at lyve overfor ham. Men hun kunne ikke klare at fortælle ham sandheden. Hvis bare hun vidste, hvad hun skulle gøre. Hvis alt dette blot var en drøm. En ond drøm. Så ville det hele være meget lettere. Så behøvede hun ikke at græde. Eller at føle sig som en dårlig kæreste. Man fortalte dem man elskede sandheden. Men Nicolaj elskede hende, og kunne alligevel lyve for hende. Men der var forskel på at være en vaneløgner der automatisk løj uden at man egentlig havde lyst til at lyve, og så en, der løj for sin kæreste med fuldt overlæg. Selvom hun prøvede at bilde sig selv ind, at det var for ikke at skræmme ham eller fordi hun ville skåne ham for smerten over at vide, at den man elskede var forbandet af en hvileløs sjæl med katastrofale følger, så var den bidende samvittighed der fik den mørke sky i hendes indre til at vokse, ikke til at tage fejl af. Det var overhovedet ikke for at beskytte Nicolaj, at hun løj for ham. Det var for at beskytte sig selv. Fordi hun var bange for at han ikke ville tro hende.

Fordi hun var en egoist. En egoist, der ikke var ærlig overfor sin egen kæreste, når det virkelig gjaldte. En falsk egoist, som ovenikøbet prøvede at fjerne sin dårlige samvittighed ved at kysse fyren hun holdte af. 

Falsk. Og en løgnagtig kujon...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...