Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4596Visninger
AA

18. 16

Han sad bag rattet. Paralyseret af skræk. Hans krop rystede, og han havde ikke rørt på sig i de sidste ti minutter. Han kiggede flere gange hen mod det hvide hus. Strammede hændernes greb om toppen af rattet. Der var lys i vinduerne i stueetagen. Etagen ovenover var henlagt i mørke. 

Han kunne ikke tage væk. Ikke uden Tina. Han elskede hende for højt. Måske var mørket og de hviskende stemmer ikke noget... Måske var det bare hans fantasi. Katten reagerede sikkert sådan, fordi den fornemmede at der var noget galt med Tina. Som den altid gjorde. Selvom den aldrig plejede at hvæse i den givne situation.

Men nok om det...

"Ro på, Brian. Det er garanteret ikke noget. Tænk på Tina. Det er bare fordi lyset er slukket. Marlene er ikke hjemme, så... Ja, det er nok bare derfor." Han havde den samme vane som sin datter. Det med at snakke beroligende med sig selv. Det plejede at hjælpe. Selvom det ikke, i dette givne øjeblik, fjernede hjertets heftige dunken imod brystbenet. 

Han tog en dyb indånding. Nikkede for sig selv, som han derefter rev i dørhåndtaget. Åbnede bildøren for derefter at stille sig på det knasende grus. Han lod skiftevis blikket fare mellem vinduerne i stueetagen og den mørklagte andenetage, som han med langsomme målrettede skridt satte sig i bevægelse. Det var bare mørke. Og han var ikke bange for mørket. Det var han kun dengang han var lille. Men han vidste godt, at det ikke var mørket, han var bange for. Men det, som gemte sig i mørket. Det, han ikke kunne se. 

Som døren indtil huset gradvist kom tættere på, gav de spøgelsesagtige hviskende stemmer på ny genlyd i det indre af hans kranie. Han lukkede øjnene, hev efter vejret. Koncentrerede sig om det knasende underlag. Du skal ind og hente Tina, og køre hende på afdelingen. Og så ringe til Marlene og Catrine. Eller måske ikke Catrine, men i hvertfald Marlene. Hun bliver nødt til at have besked. 

Han trykkede håndtaget ned. Skubbede døren op. Stirrede imod den langstrakte entré med trappen for enden der førte op til det tætomsluttende mørke. Lyset fra åbningen i venstre side, der førte ind til stuen, blev kastet imod væggen. Han hørte Tinas spinkle, pibende stemme. 

"Ondskab... Ondskab... Ikke... Mere... Ondskab...!" 

Det forekom ham, som han bevægede sig gennem entréen, og nærmede sig trappen og åbningen indtil stuen, at temperaturen i huset var faldet markant. Enten var det fordi han havde gået i sine egne tanker da han var kommet hjem, at han ikke havde lagt mærke til det, eller også var der rent faktisk blevet koldere. Han passerede forbi køkkenet på hans højre hånd. Lod skiftevis fokus glide mellem åbningen i venstre side et par meter længere fremme, og trappen som udgjorde enden af entréen. Frygten steg i ham, jo tættere på trappen han kom, og han mærkede hvordan hjertet bankede stadigt hårdere imod indersiden af brystkassen. Mørket for toppen af trappen blev gradvist mere og mere synlig. Igen hørte han det. De hviskende stemmer, der nærmest kom snigende ned ad trappen, snoede sig hen mod hans ører. Gav ekko i hans kranie. Stemmer, han ikke kunne identificere. Hæse. Døde. 

Hårene rejste sig og han skyndte sig at dreje hovedet væk. Der er ikke noget. Der er ikke noget. Det er bare din fantasi. Det er bare din fantasi... 

Han drejede til venstre. Fortsatte gennem åbningen indtil stuen. Stemmerne lød som om de var lige bag ham. Det prikkede i hans nakke, og for sit indre blik forestillede han sig noget grusomt, noget fra en ukendt dimension, strække sine arme ud imod ham. For at røre ham. For at trække ham med ind i mørket. Han satte farten op, som han nærmede sig Tina. Hun sad der blot. På sofaen. Så ikke ud til at registrere, hvad der hændte omkring hende.

Brian nåede enden af sofaen. Vred nakken rundt og så sig tilbage. Imod entréen. Han havde ikke forventet at se noget, men alligevel sendte det en elektrisk bølge igennem ham af chok, da alt hvad han så, var væggen som reflekterede lyset fra stuen. Han pustede ud. Skælvende. Førte herefter fokus imod Tina. Så på kniven i hendes hånd, hvis skaft hendes blodindsmurte fingre stadig var knuget krampagtigt om. Han registrerede noget, en bevægelse, en skygge, i den ene periferi af sit synsfelt, men ignorerede det. Der var ikke noget, forsøgte han sig på at overbevise sig selv om. Du er bare træt og stresset efter den lange dag. Så ser du syner. Det kan ske for alle. 

Han gik i knæ, så et beklagende smæld forplantede sig i stuen. Lod forsigtigt fingrende på sin hånd, lukke sig om Tinas venstre hånd. Mærkede varmen. Forsigtigt ruskede han i hende. "Hey. Tina. Er du der?"

Intet.

Hun blev blot fortsat siddende, stirrede ligeud for sig med blanke øjne og en mund, der konstant bevægede sig op og ned. Brystet hævede og sænkede sig taktfast. Han lukkede øjnene da den pressende sviden atter var at mærke bag hornhinderne. 

Fokus, Brian. Få din kone kørt på psyk. Det er det eneste, du skal tænke på. Måske har du aldrig set hende sådan før, men hun er psykisk syg. Én gang skal jo være den første, ikke? Så få det nu bare overstået... 

Han åbnede øjnene, tog en dyb indånding og rejste sig op. Trak i hendes arm. Hjalp hende med den ene hånd i hendes og den anden imod hendes ryg, op at stå på begge ben. Hun svajede. Blev herefter stående, som hun fortsat stirrede katatonisk frem for sig. Hendes svage pibende stemme lød atter engang.

"Ondskab... Ondskab... Ikke mere ondskab." 

"Nej, skat, ikke mere... Nu... Nu skal jeg nok køre dig på afdelingen. Så du kan få noget hjælp." Han prøvede at smile for at tilbageholde tårerne. Kniven i brystet vred sig atter imod det dunkende hjerte. Som om den forsøgte at finde vej ind til hans sjæl. Suge al hans følelser og al hans livsenergi ud. 

Endnu en dyb indånding, hvorpå han skælvende hjalp hende frem. Hendes skridt var slæbende. Zombieagtige. Hvad fanden var der sket med hende? Kunne det have noget at gøre med mørket og de mystiske hviskende stemmer?

Nej... Han slog tanken fra sig. De stemmer var hans egen hjerne, der var overbelastet af for lidt søvn og for meget stress. Mørket skyldtes sikkert bare en kortslutning. Selvom han aldrig i sit liv mindedes at have set noget lignene... Nej, ro på. Mørket virkede blot mere usædvanligt fordi hans øjne var trætte og hans hjerne overbelastet. Ja. Nemlig. En ganske naturlig forklaring. Ingen grund til at frygte. 

Tina stoppede en meter fra åbningen. Som om hun var blevet bremset af en usynlig mur. Brian skar tænder, som han igen forsøgte at skubbe hende fremad. "Kom så skat. Videre. Det duer ikke at stoppe nu. Vi... Vi er næsten ude."

En kold vibration i luften strejfede hans ryg. En hviskende luftstrøm fulgte i vibrationens kølvand. Det vendte sig i hans mave, og han skyndte sig at sætte farten op. Ligeglad med, om de ryk han gav i Tinas krop, endte med at gøre ondt når hun vågnede op fra sit vegetative stadie. Han skulle bare ud. Væk fra de øjne der kiggede på ham bagfra, de mystiske luftstrømme og den konstante følelse af, at der var mange andre tilstede. Andre, som bestemt ikke var velkomne. Han nåede entréen. Det var som om, at nogen forsøgte at suge ham op ad trappen. Endnu en hvisken, der fik det til at kildre imod hans hud. Han gøs og fortsatte. Skubbede hurtigt og uden at vige et eneste blik bagud, sin kone fremad. Gennem entréen. Mod den åbne dør. De hviskende stemmer lød atter. Blev gradvist højere. Som hvis dem, der fremsagde de hviskende lyde, halede ind på dem. Fulgte efter dem. Jo tydeligere de hviskende stemmer blev, desto mere forekom det ham, at de remsede noget op. Noget, der lød som et ukendt sprog.

Han nåede forbi åbningen ind til køkkenet. Ølflasken, der stod på køkkenbordet, blev i samme øjeblik skubbet ned på gulvet af en usynlig kraft. Den klirrende lyd af glas der knustes, fik Brian til at udstøde et panisk råb for derefter omgående at sætte farten op. Tinas fingre mistede grebet om kniven, som med en hul dump lyd landede på trægulvet. De nåede åbningen ud til gårdspladsen. Brian ville i dette øjeblik have svoret på, at han mærkede nogen lægge en hånd på hans skulder og klemme til. Han satte over i løb, trak sin kone efter sig. Hun registrerede intet, lod blot sine ben følge med i samme tempo. Bilen kom nærmere. Han fortsatte med at løbe. Gruset knasede højlydt under hans fødder. Blodet, som havde smurt sig ind i Tinas hånd, klistrerede imod hans håndflader. 

Han nåede bilen. Åbnede døren ind til passagersædet. 

"Kom så, Tina. Ind med sig." Med en krop, som var begyndt at sitre endog temmelig ukontrollabelt, hjalp han Tina ind på bagsædet og klikkede hendes sele fast. Den stikkende følelse i nakken, begyndte atter at stige i intensiteten. Nogen eller noget havde fulgt efter dem fra huset. Han smækkede døren i og skyndte sig op til forsædet. Rykkede i håndtaget, for herefter at åbne døren. Han så sig tilbage og gjorde store øjne ved synet, der mødte ham.

Normalt, plejede skygger ikke at være noget der skræmte ham. Hvis de altså vel og mærket ikke manifesterede sig og så ud til at leve deres eget liv. Det var derfor den ting, der stod i dørkarmen indtil huset, fik et lille halvkvalt skrig til at forlade hans læber. Det var en skygge. En sort menneskeformet figur, som blot stod der. Stirrende imod ham med to sæt rødglødende øjne uden pupiller. Hvis man kunne føle ondskab, så var det den følelse, som i dette givne sekund væltede igennem ham. Han kastede sig omgående ind på førersædet, smækkede døren i efter sig og drejede nøglen i tændingen samtidig med at han hamrede pedalen i bund. Bilen bakkede for fuld fart tilbage, lavede hjulspor ned gennem gruset. Brian rykkede i rattet, så den grå peugot lavede en kraftigt U-vending, hvorpå han accelerede så grus sprøjtede op fra baghjulene. På få øjeblikke var han forsvundet op ad grusvejen, som førte gennem skoven og imod landevejen. Uden at se sig tilbage et eneste øjeblik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...