Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4729Visninger
AA

17. 15

Nicolaj lukkede døren ind til værelset. Blev stående i gangen som han lyttede efter den aktivitet, Marlene foretog sig. Hun havde startet fjernsynet og fortsatte med at se Stand-up. Han nikkede med sammenpressede læber, hvormed han fjernede sig fra døren og satte sig i bevægelse imod stuen, hvor hans forældre sad og ventede på ham. 

"I... ville snakke med mig?" Han trådte ind i stuen og så på dem med et spørgende blik i øjnene.

En tung atmosfære havde sænket sig over lokalet. Hans fars alvorlige blik stak ham ind i marven. Han nikkede for at gøre tegn til ham om at sætte sig sammen med dem i sofagruppen. Nicolaj pressede læberne sammen, kiggede en sidste gang mod værelset og satte sig hermed i bevægelse. Satte sig ned.

Hans forældre udvekslede blikke. Han havde allerede på fornemmelsen, hvad dette kom til at handle om.

Hans far tog ordet. 

"Det her, Nicolaj... Det holder ikke. Og det tror jeg også godt selv, du ved." 

Nicolaj fugtede læberne. Kiggede prøvende sin far i øjnene. Det var ikke første gang, de havde haft en samtale om Marlene, efter hun havde søgt tilflugt i deres hjem for at slippe væk fra hendes mor. Og selvom han prøvede at virke bedrevidende overfor sin mor og far, så vidste han alligevel, inderst inde, at de havde ret. De havde levet over dobbelt så lang tid, som ham og Marlene. De vidste præcis hvad de snakkede om.

Han sukkede, og lod blikket køre ned til granitpladen på sofabordet. "Jaer... Jeg ved det godt. Men...!"

"Ikke noget men, Nicolaj. Din far har ret. Det her går simpelthent bare ikke!" Hans mor skulle til at råbe, da hans far forsigtigt lagde en beroligende hånd på hendes lår.

"Rolig, Katja." 

Nicolaj blinkede. Forsøgte at abstrahere fra lyden af det tændte fjernsyn, der sivede ud fra væggen bag ham. Han knyttede sine næver, da hans fars øjne atter gled hen til ham. Men han undlod at sige noget.

Hans far skilte læberne. Fortsatte. "Både din mor og jeg er... Virkelig bekymret. Især for Marlene. Det er altså ikke normalt for en 16 årig pige at stikke af hjemmefra og grædende tage hjem til sin kæreste... Når det sker, så er det fordi der er noget galt. Det er ikke første gang det er sket. Og vi ved alle, hvor svært hun har det derhjemme."

"Ja, jeg er godt klar over hun har det svært, men lige nu har hun brug for mig, og...!"

"Lad være med at afbryde, Nicolaj." Hans far løftede brynene. Kiggede alvorligt på ham. Nicolaj sukkede og lænede sig tilbage. Han kunne ligeså godt få det overstået.

"Hendes mor er maniodepressiv og tager meget sjældent sin medicin og kan ikke selv indse, at hun er syg, hvilket så gør at hun meget sjælden bliver indlagt. Folk der er maniodepressive, kan være decideret skræmmende at være sammen med. Det kan være en direkte traumatiserende oplevelse. Både for den der er det, men også for de pårørende omkring en. Du kan bare spørge tante Beatrice. Og ja, jeg ved godt du ved det, men jeg bliver bare nødt til at understrege det overfor dig. Det er ikke kun Marlenes mor, der lider... Det er hele familien. Og dem, det altid rammer mest - udover den psykisk syge forælder selv, selvfølgelig - er børnene. Især børnene. Prøv at se på Marlene, Nicolaj. Det er helt tydeligt, hun ikke har det godt. Hun har det overhovedet ikke godt. Hun kommer brasende ind ad døren for som det første at kaste sig grædende i armene på dig. To timer senere kommer hun tilbage efter at have været ude og ryge, og bryder igen sammen. Hun er meget følelsesmæssig ustabil...!"

"Og det er derfor, hun har brug for mig!" Nicolaj hævede stemmen. Han hadede sin fars moralprædikener. Det kunne godt være at hans far havde ret og at han havde langt mere erfaring. Men han var ikke Marlene. Han kendte slet ikke Marlene ligeså godt som ham. 

"Nej, Nicolaj, hvad hun har brug for er en der kan hjælpe hende! En psykolog, for eksempel!" Hans mor hævede stemmen. En tavshed sænkede sig over stuen. En tavshed, hvor man gennem væggen svagt kunne høre lyden af Mick Øgendahl's stemme, samt latterbølgen fra publikum. 

"Hun er ikke syg. Det er hun altså virkelig ikke." Hans stemme var kun en hvisken. 

"Nej, Nicolaj," svarede hans far med en dæmpet, men alvorlig, stemme tilbage. "Nej, hun er ikke syg. Ikke endnu. Men det kan hun ende med at blive. Og det ved du også godt." 

Nicolaj prøvede at komme med en indskydelse. En indvending, der på den ene eller anden måde, skulle kunne modsige hans far. Men han kunne ikke. For hans far havde ret. Og det vidste han. 

"Du må undskylde, hvis... Jeg virker lidt hård. Det er ikke meningen, Nicolaj. Vi siger det fordi vi elsker dig. Og fordi vi ved, hvor meget Marlene betyder for dig. Og... Du må heller ikke tro, at jeg eller din mor, for den sags skyld, har noget imod hende. Det har vi ikke. Vi syntes begge to, at det er rigtig godt at du har fundet hende, og hun er en skide sød pige. Men hvis du på nogen måde vil gøre det, som er bedst for både dig selv og Marlene, så bør du følge vores råd og få overtalt hendes familie - nok ikke hendes mor, men så i hvertfald hendes far - til at skaffe en psykolog til hende. For ellers... Så kan det ende et sted, hvor det ikke skal."

"Som hvad?" Nicolaj stillede spørgsmålet selvom han et eller andet sted godt vidste, hvad det var som hans far hentydede til.

"Psykisk sygdom, misbrug, kriminalitet... Eller, i værste fald, selvmord." 

Det var det sidste, hans far sagde, som fik hårene til at rejse sig på hans krop og gjorde ham pludselig tung i maven. Han smagte på ordet. Selvmord. Ikke en særlig rar tanke. Især ikke når det var Marlene, der var tale om.

*

Marlene sad på sengen, lænende op ad væggen, med et tæppe om sig og benene krøllet sammen imod sin krop, da Nicolaj atter åbnede døren og trådte ind på værelset. Hendes røde øjne brændte og selvom hun kiggede på skærmen, var hendes fokus et andet sted. Nicolaj satte sig ved siden af hende. Hun registrerede hans tilstedeværelse, og hørte stoffet på hans tøj gnide imod sengen, der hoppede en enkelt gang grundet vægten. Men hun rørte ikke på sig. Blev blot siddende og kiggede fremad med brændende svidende øjne. Blinkede et par gange når hinden af saltvand lagde sig indover hendes hornhinder og gjorde synet tåget. 

Nicolaj sukkede, som han strakte armen om bag hende. Trøstende aede hånden over hendes ryg. "Det skal nok gå, Marlene. Du... Ja, det kan egentlig være lidt ligemeget hvad der er galt. Men det skal nok gå. Det skal det nok." Et tamt forsøg på at trøste, men det var det bedste han lige kunne hitte på. 

"Du tror sikkert jeg er ved at blive sindssyg, gør du ikke?" Hun brød stilheden efter lidt tid. Hendes stemme var hæs og grødet. Det fik Nicolajs hals til at snerpe sig sammen. At se en, man holdte af, have det sådan... Man kunne ikke undgå at føle det velkendte stik i brystet. Det var hårdt. Det var rigtig hårdt.

Han rystede på hovedet, og skubbede blidt en hårtot væk fra hendes ansigt. Forsøgte at bløde stemningen op med et lille smil.

"Nej, Marlene. Selvfølgelig gør jeg ikke det. Hvis jeg gjorde, så havde jeg ikke givet dig lov til at overnatte. Vel? Du er ikke sindssyg. Du er bare... ked af det. Og jeg kan sgu godt forstå dig. Med sådan en mor...!" 

"Jeg har aldrig rigtig troet på forbandelser." Marlene trak tæppet en anelse længere op ad kroppen. Kiggede stadig ikke på ham. "Og... Et eller andet sted... Så kan jeg stadigvæk ikke tro på det. Forbandet... Det... Det lyder rimelig langt ude. Gør det ikke også?" Hun vendte endelig blikket imod ham. Et akavet smil var tegnet om hendes læber. 

Nicolaj sukkede. "Marlene, for fanden, lad nu være med at sige det der. Du... Du er ikke forbandet. Hvis du bliver ved med at sige du er, så begynder jeg sgu at blive bekymret." 

Hun trak på skulderen. Kiggede fremefter. "Bare sig jeg er sindssyg. Det virker... nemmere. Det er nemmere at forholde sig til, hvis det bare er det. Måske... måske har jeg arvet det efter min mor. Eller min mormor. Der er faktisk ret mange i min familie, som er psykisk syge. Er det ikke lidt underligt at tænke på?" 

"Marlene...!" Nicolaj mærkede tårerne presse sig på og måtte klemme læberne sammen. Han kunne ikke sige mere. For så ville han bare begynde at tude. 

"Sindssyg." Hun smilte, som en stille tåre langsomt begyndte at glide ned langs med siden af næsebenet. "Stemmerne... Ånderne... Det findes bare i mit hoved. Jeg er bare sindssyg. Det er slet ikke så skræmmende at tænke på, hvis det hele i virkeligheden bare foregår i ens eget hoved. Hvis... man bare lever i en fantasiverden. Så... Så kan man faktisk få noget hjælp. Hvis jeg er sindssyg, så... så er jeg ikke forbandet. Så... Så behøver jeg ikke dø. Eller blive besat af en ånd. Så... kan jeg bare få noget medicin, og så bliver alt godt igen..."

Nicolaj lukkede øjnene. "Vil du ikke være sød at holde op?" Han kunne kun hviske. Grådens klump voksede i hans hals. Det sved i øjnene. 

Marlene hørte ikke efter. Hun drog en skælvende indånding. "Men... Hvis sindssyge mennesker ikke selv ved, de er sindssyge... Så er jeg måske ikke sindssyg alligevel. Måske drømmer jeg, men når man drømmer, så kan man ikke føle smerte. Så får smerte en til at vågne. Og... Da jeg brækkede mig, havde jeg ondt i maven. Så egentlig, burde jeg være vågnet hvis det her var en drøm. Men jeg vågner ikke. Og... hvis jeg ikke er sindssyg, og jeg heller ikke drømmer... Så... Er jeg måske alligevel forbandet. Så er jeg totalt fucked. Er jeg ikke også?" 

Nicolaj havde lukket øjnene og surret læberne sammen til en tynd streg. Han kunne ikke svare hende. Det blev sværere for ham, at tilbageholde tårerne. 

"Hvad var det nu, der skete med ham som kom til at kigge på billedet af Samantha i for lang tid? Ham der High-School eleven, som blev forbandet? Han... begik selvmord... gjorde han ikke? Samanthas ånd besatte ham så han sprang ud foran et tog...!" 

Nicolaj åbnede øjnene, der var blevet blanke af saltvand. Knyttede næverne, kæmpende for at bevare fatningen. Han lænede sig frem, og lukkede læberne sammen om Marlenes. Bare for at få hende til at stoppe. Marlene lukkede øjnene, og tillod Nicolaj at kysse hende. Uden at gøre modstand. Flere dråber, der rislede ned langs med hendes kinder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...