Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4593Visninger
AA

16. 14

Brian havde aldrig set sin kone i det nuværende stadie, hun var i. Når hun skar i sig selv var hun ikke lukket inde i sin egen verden. Når hun skar i sig selv, var hun ikke i chok. Man kunne stadig kommunikere med hende. Hun var bare melankolsk.

Men dette syn, der mødte ham på sofaen i stuen... Hendes krop, der dirrede svagt... Hendes mund, der konstant bevægede sig i en lydløs samtale... hendes blå øjne der stirrede fremad. Store. Skrækslagne. Fjerne... Det var et syn, han aldrig havde oplevet. 

Det havde ikke lykkedes ham at få fjernet kniven fra hendes hånd. Hver gang han havde prøvet, havde hendes fingre blot strammet sig om skaftet. Selv hvis han lagde kræfterne i, lykkedes det ham ikke. Til sidst havde han givet op, og istedet prøvet at få hende med ind i stuen. Trods hendes katatoniske stadie, var hun overraskende medgørlig. Med hånden knuget om hendes ene skulder, fik han forsigtigt hjulpet hende gennem entréen og ind gennem åbningen indtil stuen. Videre hen til sofaen. Hun havde sat sig tungt ned, og blot fortsat stirret fremefter. Han havde prøvet at kommunikere med hende. Uden held. De eneste ord, der enkelte gange forlod hendes bævende læber, var de ord, hun havde sagt da hun havde stået i dørkarmen og trukket knivsbladet indover huden på armen. 

"Ondskab... Ondskab... Ikke mere ondskab."

Hendes stemme var spinkel. Svag. Det fik det til at kildre ned ad huden på ham, da hårene på hans krop rejste sig. 

"Hvilken ondskab?" Han knælede foran hende. Prøvede at knipse. Ingen reaktion. Endnu et par tårer, der langsomt gled ned ad hendes kinder. 

"Baby... Skrig... Ondskab... Død... Ondskab...!"

Han havde frustreret kørt sin hånd gennem håret. Hun var overhovedet ikke til at komme i kontakt med. Derfor havde han gjort det eneste, han kunne gøre. Ringe til hendes psykiater. Hun ville kunne hjælpe. Forhåbentligt. 

Han vandrede frem og tilbage foran sin katatoniske kone. Med sammenbidte tænder og med en løftet hånd som han havde boret ind i sit grånende hår, sådan at det blev skubbet tilbage. Mobilen, som han havde presset imod øret, gav den taktfaste klartone fra sig. DUUUT, DUUUT, DUUUT...

"Så tag den dog, for fanden da også!"

"Ondskab..."

Han lukkede øjnene ved lyden af hans kones spinkle, pibende stemme. Det vred sig i hans strube, så han måtte bide tænderne hårdt sammen. Han var stærk. Det nyttede ikke noget at græde. Det ville ikke gøre situationen bedre. Han skulle bare have hende indlagt. Så hun kunne få noget medicin. Og blive sig selv igen. 

Et bib lød. Derefter... 

"Nummeret du har ringet til, er optaget. Læg en besked efter klartonen, eller prøv at ringe op igen senere." 

"FOR HELVEDE!" 

Hans stemme blev skinger, som han med store bevægelser kylede telefonen ned i gulvet. Slog den ene hånd for munden og lod den anden hvile imod hoften. Det kunne ikke være rigtigt. Når man endelig havde brug for den skide psykiater, var hun ikke til at få fat på. Han mærkede hvordan det stak i hans øjne, så han måtte blinke gentagende gange. Hans krop rystede. Det sitrerede i hans ben og han havde svært ved at mærke sine fødder. Den pulserende dunken på indersiden af kraniet, som han havde følt da han ankom, var blevet værrere. Hans hals brændte efter alkohol. Det samme gjorde hans omtågede hjerne. Men han kunne ikke drikke. Ikke nu. Ikke før situationen var blevet bragt under kontrol. 

Han drejede sig rundt. Betragtede Tina. Hun sad der blot. Tilbagelænet i sofaen, med den blodindsmurte køkkenkniv hvilende i skødet. Ved synet af stregerne fyldt med rød tyktflydende væske, som dækkede maven, armene og det meste af underkroppen, måtte han snappe efter vejret. Det gjorde ondt i øjnene at kigge på hende for længe. Fik det til at prikke i brystet og vride sig i maven. Han vendte sig væk, for istedet at lade sin krop, der føltes pludselig tung, dumpe ned i lænestolen, der stod ved siden af sofaen. Han blev siddende. Dirrende, med hånden for munden, som han vippede stolen en anelse fra side til side. Metallet på lænestolens støtteben, gav en rusten knirken fra sig. Hans blik farede gennem stuen. I retning mod glasdøren indtil kontoret i den fjerneste ende. Gulvet var blevet dækket af hvidklattet avispapir, der strakte sig fra den ene side til den anden som et væg-til-væg-tæppe. To bøtter med hvid terpentinmaling, stod op ad den ufuldendte væg. Det var kun en lille del af det lyserøde, som var dækket af hvidt. Lyserød... Hvid... Helt uskyldige farver. Nu han tænkte over det, så var farven lyserød egentlig ikke så hæslig igen. Det mindede ham om dengang Catrine og Marlene var små.

Catrine... Marlene...

"Marlene...!" Han sænkede hånden, drejede med den svage metalliske knirken stolen rundt, sådan at han havde fronten imod sin katatoniske kone. Marlene... Hvorfor havde han ikke set noget til Marlene? Han kiggede fra Tinas fjerne, stirrende blik og bevægende læber og ned til den blodindhyllede kniv, fingrende på hendes højre hånd krampagtigt knugede sig om, og som hvilede imod hendes lår. 

"Skrig... Ondskab... Ikke... Mere... Ondskab...!"

En bølge af kulde slog ned i ham, som han kiggede fra kniven og tilbage til det stirrende ansigt. Han sank et par gange da den sammensnerpende klump fik hans strube til at vride sig. Kradse imod ganen. Ondskab... Skrig... Blodig kniv... Det betød vel ikke...

Han vendte hovedet imod venstre. I retning mod åbningen imellem entréen og stuen. "Mar... Marlene?" Hans stemme skælvede. Han måtte rømmme sig et par gange for, at få nok kraft i stemmen. Gentog det. "Marlene!"

Ingen reaktion. Hjertet begyndte at hamre voldsomt, da han langsomt kørte sine grønne øjne tilbage imod sin kone. Hun havde da vel ikke...? Tina var ekstremt aggressiv... Men... Men hun var ikke morder. Det kunne hun ikke finde på... Eller kunne hun? Han kendte hende ikke længere. Det var overhovedet ikke til at vide, hvad hun kunne finde på, og hvad hun ikke kunne finde på. 

Nej. Nej, Marlene kunne umuligt... Så ville hun have ringet til ham... Det vidste han... Men... Hvorfor svarede hun ham ikke?

Han kiggede atter imod entréen. Kaldte igen. Højere. "Marlene! Er du der?"

Det eneste, han hørte, var Tinas hvæsende vejrtrækning samt den elektriske summen fra køleskabet i køkkenet. Og alligevel, som han sad der i lænestolen, var det som om nogen stirrede på ham. Han opfangede svagt en skygge i venstre øjenkrog, i retning mod entréen. Drejede atter hovedet imod åbningen. Intet. Det var bare synsbedrag. 

Mundvandet samlede sig, og han måtte synke yderligere nogen gange for at fjerne den sammensnerpede klump i halsen. 

Lyden af telefonens summen på gulvet fik ham til at fare sammen med et halvkvalt gisp. Han drejede omgående hovedet imod lyden. Det suste i hans øre, dunkede hurtigt imod brystet. Telefonens display lyste op. Langsomt drejede han sin stol. Endnu en knirken. Han rejste sig skælvende, dirrende, op og satte sig forsigtigt i bevægelse. Bøjede sig frem, som han tjekkede nummeret. Det var Tina's psykiater. Anne Bjergmand.

Hurtigt rettede han sig op som han trykkede på det grønne rør og tog imod opkaldet. Pressede telefonen ind mod øret, som han vendte sig imod entréen. "... hallo?" 

"Det er Brian...!" Han kunne ikke kontrollere sin stemme, der steg og faldt i en irriterene dirren. Han rømmede sig men det hjalp ikke. Han måtte bare kæmpe. 

"Åh. Hej, hvad...!"

"Tina har cuttet."

Tavshed. Herefter et suk, der fik det til at skratte i røret. Tårerne vædede sig med en pressende sviden frem i hans øjne. Han snørede sine læber sammen. "Det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. Er hun i humør til at snakke? Så kan du få hende overtalt til at komme om på afdelingen, og...!"

Han rømmede sig. "Øhm... Nej. Hun... Hun kan ikke snakke...!"

"Åh. Vil hun overhovedet ikke i kontakt med nogen, uden hun går amok? For så kan du begære en tvangsindlæggelse, hvis...!"

"For fanden, kvinde, det er ikke fordi hun ikke VIL, det er fordi hun ikke KAN!" Han kunne ikke stoppe sig selv. Følelserne eksploderede bare i ham. "Hun går ikke en skid amok! Hun sidder bare på vores røv forpulede sofa og stirrer ud i luften som om hun var en eller anden fucking VOKSFIGUR! Hun har snittet sig over hele kroppen med en køkkenkniv, og bliver ved med at gentage nogle ord, der ikke giver en skid mening! Ondskab, baby, skrig, blod, ondskab... Jeg bliver fucking SINDSSYG!" Hans stemme knækkede over. Den pressende sviden i øjnene var ulidelig. Han ville ikke græde. Han skulle bare have sin øl. Og få Tina indlagt. Så skulle alt nok ordne sig. 

"Brian, tag det roligt. Dyb indånding. Dyb... Indånding... Måske er hun bare gået i chok. Det kan godt ske hvis man skærer i...!"

"Hør her...!" Han måtte hive et par store mundfulde luft ind, for at få kontrol over sig selv. "Jeg... Har oplevet hende være i chok. Og det her... Det er ikke at være i chok. Hun er... Ja, hun er en ZOMBIE!" 

"Åh...!" 

"Ja, det kan jeg jo bruge til rigtig meget. Åh."

"Det lyder ikke særlig godt." Han hørte hende mumle et eller andet. "Det lyder slet ikke særlig godt. Jeg tror hun er røget i en kataton psykose... Selvom det næsten kun sker hos skizofrene og ikke folk med bipolar... ."

"Ja, hør, det er pænt ligegyldigt hvilket fancy navn du har for det. Jeg vil bare gerne vide, hvad jeg skal GØRE!" 

"Se om du kan få hende kørt ned på afdelingen. Jeg skal lige have puttet ungerne i seng, og så vil jeg komme så hurtigt jeg kan. Er hun i stand til at gå?"

"Ja... Med lidt hjælp, så er hun." Hans stemme var blevet hæs. Grødet. Han snuste ind. Kæmpede for at bevare kontrollen over sig selv. 

"Okay. Så få hende hjulpet ud til bilen. Og gør ikke noget dumt. Okay? Hvis hun ligepludselig vågner op og går totalt amok, så forhold dig i ro."

Betryggende... Virkelig betryggende... 

"Ja. Tak. Og undskyld jeg råbte sådan, det...!"

Anne kluklo i den anden ende af røret. "Brian, jeg er psykiater. Jeg har haft psykisk syge i røret, der råbte meget mere end dig. Jeg er vant til det. Det skal du ikke tage dig af. Men få hende nu hjulpet ud til bilen og kør hende afsted på psyk. Jeg kommer så hurtigt jeg kan."

Herefter blev røret lagt på. Han sænkede telefonen som han atter pressede sin skælvende hånd imod munden. Betragtede sin kone.

"Ondskab... Ikke... Mere... Ondskab...!"

En anden lyd, der brød hans opmærksomhed. En dyrisk hvæsen, der skar i hans ører. Han drejede hovedet mod venstre, hen mod entréen. Der så han den. Katten. Den stod på alle fire, med halen strittende lige i vejret og kroppen i angrebspositur. Dens hoved vendte imod trappen. Den åbnede munden og hvæsede atter, som den bakkede et skridt tilbage. 

"Helmut? Helmut, er der noget galt?"

En overvældende følelse af frygt kom i dette splitsekund bølgende indover ham. Igen var den der. Fornemmelsen af, at nogen overvågede ham. Betragtede ham. Forfulgte ham. Som om der var nogen andre i huset, der ikke hørte til. Han satte sig i bevægelse. Gulvet knirkede under ham, som han nærmede sig åbningen indtil entréen. Kattens hvæsen lød endnu engang. 

Som han med hurtigere og hurtigere skridt kom stadigt tættere på åbningen, følte han den kolde rislen ned langs med rygsøjlen. Kattens hvæsen vred sig i hans øregang, fik det til at dunke voldsommere i kraniet. Noget, der føltes som en kold vind, ramte hans hud. Han nåede åbningen. Katten bakkede gradvist længere og længere væk. Uden at stoppe dens arrige hissen eller fjerne blikket fra trappen. Han fulgte dens synsvinkel. Stoppede sine øjnes flugt ved trappen, inden han lod blikket køre opad. Så stivnede han.

Mørke. Ikke bare slukket lys mørke. Men ægte mørke. Det var hvad der befandt sig for enden af trappen. Det var et tætomsluttende mørke, der truede med at opsluge ham. Det var som om der fysisk var nogen, som greb fat i hans arme, i forsøget på at trække ham op. 

Katten hissede en sidste gang, for herefter at snurre rundt og styrte i modsat retning. Hen til døren for enden af entréen, hvor den let og elegant smuttede gennem kattelemmen. Forsvandt udenfor.

Kulden bredte sig i Brians krop, som han langsomt bakkede væk fra trappen. Hans blik var fikseret på mørket. Hviskende lyde nåede hans øre... Hviskende stemmer. Det var ikke til at identificere, præcis hvad de sagde. Men der var mange af dem. Rigtig mange. Og det var stemmer, der gav ham lyst til at skrige. Græde. Glemme alt og bare flygte fra gården så hurtigt som muligt. Hvad end der befandt sig deroppe, i det altomsluttende sorte intet for toppen af trappen, betragtede det ham. Han kunne mærke den stikkende følelse forrest på kroppen af øjne, der kiggede tilbage på ham. Mange forskellige øjne. 

"Ondskab... Ondskab... ONDSKAB... ONDSKAB!" Tina begyndte at skrige skingert. De hviskende stemmer blev højere. Det vred sig i hans mave. Han knugede hånden om brystet. Snappede efter vejret. Herefter drejede han omkring og flygtede. Ud gennem døren og ud til bilen. Han havde glemt alt om Tina. Alt hvad hans fokus var rettet imod var bare at komme væk. I en fart. Indtil han ikke længere mærkede den stikkende brændene fornemmelse i ryggen af nogen, der kiggede på ham. Indtil han ikke længere fik den paralyserende følelse af rædsel, han ikke kunne beskrive. Han skulle bare væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...