Forbandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Færdig
D. 31. oktober 2009, begår den melankolske og afsporede teenagepige Samantha pludselig selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Inden da tegnede hun et fuldstændig virkelighedstro billede af sig selv, som hun så derefter lagde ud på internettet. Billedet bliver hurtigt ekstremt populær, primært grundet mystikken omkring det, og snart begynder rygterne at florere på internettet. At Samanthas fortvivlede sjæl lever videre i hendes internetkendte selvportræt, og at hendes vrede vil ramme alle der kigger på hende i mere end fem minutter. Og da den 16-årige Marlene kommer til at gøre det, kun de færreste tør gøre - at stirre Samantha i øjnene i mere end fem minutter - tager hendes liv en rædselsvækkende drejning... (valgmulighed nr. 1 - skriv en gyser)

45Likes
86Kommentarer
4593Visninger
AA

15. 13

Marlene skubbede døren op, og trådte ud ad opgangen og ned på fortovet langs med Rosenørns Allé. Den aflange cigaret strittede mellem hendes sammenpressede læber. Hun gennemroede de forskellige jakkelommer, indtil hun fandt lighteren. Aktiverede den og antændte spidsen af smøgen. Herefter satte hun sig i bevægelse ned ad gaden, i retning mod lyskrydset længere fremme. 

Hun ville ikke græde. Der var ikke nogen grund til at græde. Det var ikke første gang, Nicolaj havde løjet for hende. Hun indhalerede. Det prikkede og sved stadig på hornhinderne, men hun formåede at holde tårerne tilbage. Hvorfor kunne han ikke bare være ærlig overfor hende? Hun hadede når han gjorde det. Han havde lovet hende at lade være. Hun var kærester med en vaneløgner, så selvfølgelig kunne hun ikke altid regne med det han fortalte hende. Men der var stadigvæk grænser. Hvorfor kunne folk ikke bare sige det de mente? Det var jo ikke fordi det var nogen hemmelighed, at hun var fucked, hvis legenden om Samantha Jennings var sand. På sin vis forstod hun ham. Han mente det ikke ondt. Han gjorde det for at passe på hende. For at trøste hende. Men falsk tryghed... Hun havde fået nok af det. Ens familie burde være det sted, der var allermest trygt. Hvor man kunne lade sig omfavne af sin mors trøstende arme hvis man var bange eller ked af det. Men når man havde en psykisk syg mor, der ikke tog sin medicin særligt ofte og som havde en tendens til voldsomme raserianfald, var "tryghed" ikke rigtig noget, man havde mest af. Den eneste, hun havde følt sig tryg hos, var Catrine. Catrine og så Nicolaj. Og lige nu, var det tryghed hun havde allermest brug for. Forvisningen om, at alt nok skulle gå. Hun ville ikke føle sig tryg af en løgn. Hun ville føle sig tryg fordi der var en grund til det. Fordi der ikke var noget at være bange for. Hun havde fået nok af falsk tryghed. 

Men... Hvis Nicolaj ikke havde kigget på Samanthas billede, og det blot var en løgn, han havde stukket hende... En løgn for at give hende illusionen om, at der, ganske rigtigt, ikke var noget galt... Så måtte det betyde, at legenden talte sandt. Så var det, hun havde oplevet på gården, virkeligt. Den grædende pige. De hviskende stemmer. Den hvidlige tåge. Det var alt sammen virkeligt. Så blev hun virkelig forfulgt af noget umenneskeligt. Noget ukendt. Noget fra en anden dimension. En ånd. Måske endda flere. Så var hun rent faktisk blevet ramt af en forbandelse, der ikke var nogen anden flugtvej fra, end døden. Så var intet af det en illusion skabt af en lidt for overaktiv hjerne. Så var det hele rent faktisk sandt... 

En voldsom krampesammentrækning i mellemgulvet fulgte. Marlene trak smøgen ud ad munden. Hostede voldsomt, så røgskyer snoede sig op ad hende. Hun var næsten nået til hjørnet ved lyskrydset. Hun kunne ikke få luft. Det kradsede i hendes mave, og hun registrerede en opadgående bevægelse i spiserøret. Det var som om en eller anden fysisk genstand havde sat sig fast i hendes hals. Hendes ben blævrede under hende, hun kunne knap stå op. Hun rallede, kort inden hun knækkede forover og med en gurglende stønnen brækkede sig udover betonen. Det brændte i mavesækken. Hun fik aldrig sundet sig, før den næste sammentrækning i mellemgulvet fulgte. Mere bræk, der i en grøngullig stråle stod ud ad munden på hende og plaskede imod de hvide betonfliser. Hun vaklede, og måtte støtte sig imod husmuren. Hev efter vejret. En sur, bitter smag fyldte hendes mund. En rivende brændende følelse i halsen. Hendes krop var begyndt at ryste voldsomt. Hun registrerede ikke ret meget. Registrerede ikke dråberne af saltvand, der lavede spor ned ad hendes kinder. 

Hun smaskede. Forsøgte at fjerne den sure smag af galde, der fyldte hendes mund og stak hende i halsen. Med sitrende fingre førte hun cigaretten ind i munden. Tog et hiv, så hendes kinder blev indhulede et øjeblik. Det snurrede i hendes hoved. Igen trak mellemgulvet sig sammen. Cigaretten fløj ud fra hendes rystende hænder som endnu en stråle af bræk med en rallende gurglen fløj ud fra hendes mund og oversprøjtede fliserne under hende. 

*

Nicolaj fik et chok, da Marlene hivende efter vejret hamrede døren op. De kiggede på hinanden. Han bemærkede de mørke pletter på hendes stramme jeans. Pletter, som det efter et par øjeblikke gik op for ham, var opkast. 

"Nicolaj...!" Hendes underlæbe bævede. Hun kunne ikke sige noget. Tårerne krakelerede hendes ansigt, væltede nedover kinderne i aflange striber. "Nicolaj, hjælp mig. Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke dø! " Hun begyndte at græde. Nicolaj rejste sig op. Krydsede hen til hende og omfavnede hende. Hun gjorde ikke modstand. Lod blot hans arme krybe sig om hende. I forsøget på at føle sig tryg. At gemme sig for alt det ukendte. Det der skræmte hende mere end noget andet. Han lukkede øjnene, og holdte hendes rystende krop tættere ind til sig. Ligeglad med lugen af tobak, der konstant drev fra hendes mund. Ligeglad med hans forældre, som i dette øjeblik, dukkede op fra stuen for at se hvad der foregik. Han støttede hende med hånden på hendes baghoved. Hendes gråd blev højere, fik det til at vride sig i hans bryst. 

"Du kommer ikke til at dø, Marlene. Du kommer ikke... til... at dø." 

Det eneste, der kom fra Marlene, var den hæse vrælen og den hikkende gråd. Lyden fik det til at brænde i hans øjne. 

"Hvad sker der?" Hans mors bekymrede stemme til venstre for ham.

Nicolaj rystede på hovedet med sammenpressede læber, som han lod blikket søge hen til sine forældre. "Kan hun få lov til at blive natten over? Hun... Ja, der er sket nogen ting... Som... Ja, jeg ved det ikke. Hun har bare brug for mig lige nu."

Nicolajs far var den næste til at dukke op. Han betragtede sin søns kæreste. Den sønderrivende gråd, der skar i hans ører. Et tænkende blik gled ind foran hans øjne, som han atter betragtede sin søn, der forsøgte at trøste Marlene. 

"Hvad for ting?" Det gik Nicolajs mor på. Det strålede gennem hendes lidt for skingre stemme. 

Nicolaj rystede på hovedet. "Jeg ved det ikke. Kan vi ikke please være lidt alene?"

Hans mor skulle til at protestere, da hans far lagde en hånd på hendes skulder og med hovedet gjorde tegn til hende om at følge med. Hun pressede modvilligt læberne sammen, men fulgte dog med. Nicolajs far kiggede sig en enkelt gang over skulderen, da han nåede døråbningen indtil stuen. "Bagefter skal vi lige have os en meget alvorlig snak sammen."

Nicolaj pressede læberne. "Ja, ja, far, det er fint. Lad os nu bare være lidt, ikke? For hendes skyld. Hun er totalt ude af den, og har bare brug for at være alene." 

Hans far nikkede, vendte sig rundt og svang til venstre. Overlod de to teenagere til sig selv. Nicolaj lukkede øjnene hårdt sammen, lod sit hoved hvile imod Marlenes. Tårerne og snottet fra hendes ansigt gennemblødte hans trøje. Han var ligeglad. Det gjorde fysisk ondt i brystet at se hende sådan. Som om nogen vred en kniv rundt, der borede sig direkte ind i hans sjæl. Lavede revner. Krakelerede sjælen i tusind stykker. 

"Hvad fanden er det, der er sket, Marlene? Hvad fanden er det, der er sket?" hviskede han svagt, som han fortsatte med at trøste hende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...